"Hvor der er liv, er der håb"
Hvorfor siger de sådan?
Når lyset ikke
falder
gennem ruden
på den måde,
det skal,
fordi vinduet er
sort
af skidt,
og jeg ikke kan
se
andet end
dunkelhed.

"Hvor der er liv, er der håb"
Sikke noget
vrøvl!
Jeg kan jo ikke
se
skovens træer,
der blomstrer
på den anden side,
ovre ved marken,
fordi opvasken
tårner sig
op
og skygger
for mit vindue
og overskuddet
i mit sind.

"Hvor der er liv, er der håb"
Hvordan det?
Når jeg ikke
hører
regnen mod ruden,
der skal lyde
som en hul tromme,
men kun
hører
ekkoet
fra mit eget
tomme indre
og
hjertets angste slag
mod muskler og kød;
blodets susen
i ørerne.

"Hvor der er liv, er der håb"
Hvorfor kan jeg så ikke
smage
sommerens solmodne bær,
der ligger i en skål på bordet,
uden at
smage
andet end
den sorte jord
som min sjæl er
begravet under.

"Hvor der er liv, er der håb"
Men er der håb,
når jeg ikke kan
lugte
sommerens blomster,
der står på bordet
og kattens pels,
når den kilder mig med sin hale
under min næse.

"Hvor der er liv, er der håb"
Hvorfor har jeg så
glemt
alt andet
end
følelsen
af tårerne
ned ad
mine kinder
og
knuden
i mit sind,
der vokser,
men aldrig
brister?

"Hvor der er liv, er der håb"
Hvem finder på de klichéer?
Der er da ikke
håb
for mit sind,
bare fordi hjertet hamrer
mod mine ribben,
dette tomme
legeme,
når sjælen ligger
død
derinde,
bag denne
intetsigende
skal.

Hvor der er liv, er der håb!
I dag sneg en kold vind sig
ind
ad mit vindue.
Men samtidig,
måske,
ud af mit sind.
Jeg kunne pludselig
lugte
sensommerens blomster
fra bedet i haven
udenfor.
Og
se
stæreflokken,
der flaksede over marken.
Høre
knitren fra bålet,
der brænder
sommerens haveaffald.
De sidste æbler er
faldet
mod jorden
og er blevet stødte.
Men fuglene nipper
flygtigt
til dem,
inden katten springer frem
fra sit skjul.
Luften lugter
af
årets første
frost.

Hvor der er håb, er der liv!
Nu tør jeg
håbe
på dagen
i morgen.
Selvom sommeren er
ovre ...
Efteråret er
på vej
med sine purpuragtige
farver,
der får skoven til at flamme
som et fyrigt bål.

Her er håb!!