Hun tog endnu en slurk af vodkaen. Stillede flasken på bordet og kiggede ud af vinduet. Rejste sig stille fra sengen og gik ud på altanen. Kiggede på livet nede på græsset, alle børnene der legede, de voksne, som er irriterede over ungerne, der larmede. Hun tænkte på, hvor dejligt det ville være, hvis det var hende som var så fri.

Page indså nu, at hun var helt alene igen. Alle var taget hjem. Der var helt stille i lejligheden, ikke en lyd at spore. Hun listede stille ind efter vodkaen, tog en slurk og tændte en smøg. En dum vane hun igen havde fået sig, men det beroligede hende. Hun tænkte tilbage til dengang hvor hun boede hjemme. Dengang hvor hun boede sammen med sine forældre. Især tænkte hun på det forhold hun engang havde til sin mor.

Længslen er der
   Længslen efter at du viser
   Du holder af mig
   Ikke længslen efter dine ord
   Der siger
   At jeg ødelægger alt
   At du har lyst til at begå selvmord
   På grund af mig
   Selvom hun den dag i dag benægtede, at hun holdt af sin mor, var der nok engang hvor hun gjorde det. Denne tid var nok forsvundet nu. Pages mor viste aldrig, at hun elskede hende. Gav hende kun skylden for en masse ting. Hendes mor ønskede sig kun drenge, så da hun så, at hun nu havde fået to piger, måtte hele hendes verden være gået under. Det Page nok havde ønsket allermest da hun var lille, var bare et lille tegn fra hendes mor, at hun elskede hende, eller bare holdt af hende. Page havde to brøde, en der var to år ældre end hende, og en der var ni år yngre end hende. De har altid været elsket, og er det stadig. De havde altid fået hvad de ønskede sig. De blev behandlet helt anderledes end Page gjorde, da hun boede hjemme. De var hendes ynglinge, de gjorde aldrig noget forkert, og hvis de endelig gjorde, så er de meget hurtig tilgivet igen.

Nej, mor
   Det er ikke det, jeg ønsker at høre
   Jeg vil bare gerne høre
   At du holder af mig
   Men du holder ikke af mig
   Det er nok det der er i vejen
   Hvorfor ellers sige de ord
   Hun tog et hiv mere af smøgen, trak det helt ned i lungerne og pustede stille ud. Hun prøvede at forme nogle ringe af røgen, men det lykkedes ikke rigtig for hende. Hvorfor havde hendes mor aldrig sagt til hende, at hun holdt af hende, eller hvorfor havde hun aldrig givet hende et enkelt knus? Hvordan kunne det være, at hun aldrig havde mødt kærlighed i sin opvækst? Eller i det mindste bare nogle folk som kunne lide hende. I dag når nogen viser hende kærlighed eller omsorg, kan hun slet ikke finde ud af at tage imod det. Det får hende til at føle sig helt forkert, at de forventer noget til gengæld for omsorgen. Især når det er en fyr der viser hende varme og omsorg, tror hun med det samme, at de forventer at hun går i seng med dem på et tidspunkt. De fleste fyre hun har mødt, har også forventet dette. Det har tit resulteret i, at hun har følt sig endnu mere beskidt bagefter.

Du får det til at lyde
   Som om det hele er min skyld
   Er det virkelig det?
   Er det hele virkelig min skyld?
   Jeg forstår ikke

Du får mit hjerte
   Til at briste
   Du får mig virkelig til
   At hade mig selv
   Page hader sig selv for alle de løse forhold hun har været i. Måske havde det været anderledes, hvis hendes mor havde vidst hende lidt kærlighed, da hun var lille. Eller måske det ville have været anderledes, hvis hendes far havde kunnet lade hende være. Det forholder sig sådan, at Pages far har misbrugt hende siden hun var en ganske lille pige. Hun giver sig selv skylden for dette. Det er en stor hemmelighed at bære rundt på, men hun er alt for bange, til at kunne fortælle om den. Når hun endelig finder nogen, som hun har lyst at betro sig til, kan de enten ikke bære det, eller også kan det bare ikke lade sig gøre. Det sidste er nok det, hun har oplevet flest gange. Især gennem den sidste tid. De personer hun allerhelst vil tale med, forsvinder stille ud af hendes liv, fordi hun ikke selv har muligheden for at betale for hjælpen, og hun har ikke mulighed for at få hjælp til at betale det. Så det må jo være hendes egen skyld det hele. Hun siger ikke noget til sin far, når han misbruger hende, og siger heller ikke noget til andre, når de ender med at udnytte hende. Hun lader bare stå til.

Hun griber ud efter flasken med vodka igen. Hun er ved at være godt fuld, og har vidst drukket lidt for meget igen. Hun taber smøgen da hun bukker sig ned efter flasken. I stedet for at få fat i flasken, ender hun med at vælte. Hun slår hovedet ind i kanten på bænken, som hun har stående på altanen. Det begynder at bløde, men det er hun egentlig ligeglad med. Hun tager bare fat om flasken og tager en ordentlig slurk. Hun bliver siddende på det kolde beton, læner sig op af gelænderet, så hun ikke vælter igen. Solen skinner ind på altanen og en solstråle sender hendes skygge videre. Hun kigger på skyggen og tænker. Hvad pokker skal alt dette gøre godt for. Hvorfor sidder hun her og drikker? Hvad er det for en vane at få? Hun ligner nok sin mor lidt meget, når det kommer til det psykiske. Pages mor har altid drukket da hun boede hjemme. Hun var aldrig fuld, men det var tit hun tog sig et glas i ny og næ. Page lærte hurtigt, at det var en måde at flygte fra det hele på. Især når hendes far lavede overgreb mod hende.

Men du forstår det ikke
   Forstår ikke
   Hvor bange jeg er for at såre dig
   Tror du ikke jeg så

Hvor ulykkelig du var

Mor, jeg er ikke blind
   Men lige meget hvad
   Hjælper det ikke
   Din kærlighed
   Tilhører ikke mig
   Og har aldrig gjort det.
   Var det mon derfor hendes mor aldrig har elsket hende, fordi hun drak, så alt hendes kærlighed gik til hendes brødre og sprutten? Page husker tydeligt engang de havde været hos en nabo. De var blevet inviteret til middag hos dem. De havde en lille pige på ca 8, Page har været ca 12 på det tidspunkt. Det var et par år efter Pages lillebror var blevet født. De voksne havde drukket ret meget den aften. Dog ikke Pages far, han var næsten ædru, men hendes mor havde fået rigtig meget at drikke. Hun sad og så til, hvordan naboen lagde an på hendes mor hele tiden. Da de skulle hjem, måtte Page støtte hendes mor hele vejen. Hun var alt for fuld til at gå selv. Da de kom hjem, satte Page alle tingene fra sig, og fulgte sin mor ind i seng. Hun væltede, da hendes mor forsøgte at tage tøjet af. Hun kunne ikke selv holde balancen. Hun slog sig, og begyndte at bløde som da hun slog hovedet ind i bænken.

- Så se dog for fanden at kom op og stå din luder, hvad skal det gøre godt for det her. Gå ind til din far, og sørg for han kommer i seng.

Page fik lagt sin mor i seng, og listede ind i stuen. Hun sagde godnat til sin far, og gik ind på sit værelse. Da hun begyndte at tage tøjet af, så hun kunne komme i seng, kom hendes far listende ind på værelset. Hun skyndte sig at tage blusen på igen, så han ikke kunne se noget. Hun hadede når han så hende nøgen. Han gik hen imod hende og gav hende en lussing i ansigtet.

- Hørte du ikke hvad din mor sagde? Du skulle sørge for jeg kom i seng. Hvad bilder du dig så ind, at gå ind på værelset alene?

Hun rejser sig op fra betonet igen. Går ind på værelset, sætter sig på sengen og tager endnu en slurk. Stiller flasken på bordet og tager dynen om sig. Hun fryser ret meget. Det er ikke særlig varmt længere, til trods for at solen stadig skinner. Hun tænder for musikken og ligger sig ned, i håb om bare at kunne sove resten af dagen væk. Hun er kommet til at tænke på alt for mange ting, og har drukket alt for meget. Det bliver ikke sjovt at skulle op i morgen tidlig, med alt det hun har drukket de sidste par dage...