"Hvad mener du med at du intet kan huske!".
   Han mødte Liddy i den smalle gang foran kantinen, efter prøven. Hun bar rundt på pamfletter, der tårnede sig op som et ustabilt tårn af gulnet papir, og skjulte hendes ansigt fuldstændigt fra omverdenen. Han var glad for at prøven var blevet lagt under lovprisningen. De fik altid udleveret enorme bunker af pamfletter der alle omhandlede hvordan de skulle leve ombord på Aeroearth, og hvad de kunne risikere hvis de brød det reglement, som Aspiranterne havde nedfældet i Syndikatet. Aspiranterne brugte størstedelen af deres tid på at studere under de fire mestre, så at se dem var en sjældenhed.
   Han fulgtes med Liddy hen mod et ledigt i midten af den larmende kantine. Næsten uanset hvilket tidspunkt man besluttede sig for at sidde i kantine, så fulgte støjen med det store ovale rum der var oplyst af den kolossale metal lysekrone der hang fra det hvælvede loft.
   Liddy hamrede pamfletterne ned på bordet og udstødte et forpustet og klagende suk. Hun kiggede på ham, nysgerrigt og spændt.
   "Nå fortæl så Gabe"
   "Jeg har jo sagt at jeg intet husker!" sagde han med en indikerende træthed og kiggede på kantinens menukort. Det samme som de to foregående dage, forloren hare og dødehavskartofler. Liddy svingede benene over kantine bænken og kiggede ham direkte i øjnene. Hendes mandelformede øjne, hver med forskellig farve, nærmest lyste.
   "Det kan jo ik' være rigtigt Gabe, jeg mener, personligt ville jeg da kunne huske hvis jeg dumpede, og i samme omgang satte mesterens hår i flammer."
   Hun grinte højlydt af sin egen joke, mens hun bestemte sig for sin salat. Gebrial skulle til at følge trop da der lød et højt knald fra kantinens vestlige indgang, og døren blev smækket op. De 4 mestre fra hver fløj fulgte Mester Ashatorn i hans hastige og bestemte skridt. De 4 mestre bar alle ens dragter, dog med forskellige farver. Hvid og sort tilhørte de reserverede folk fra Arcticio-fløjen. Gebrial kiggede over mod en gruppe af Arcticio-fløjens elever. De så i den grad ud til at være reserverede. De fleste af dem, høje og muskuløse, stirrede alle ned på maden på deres tallerkener. Det var først i morges ved prøven at Gebrial havde set deres mester, hvilket styrkede hans opfattelse af at de sjældent forlod deres område, placeret i det nordligste af Aeroearth. Efter Arcticio-fløjens mester, fulgte en høj, slank kvinde med et smukt indrammet ansigt og gråsprængt hår, der lagde sig elegant ned ad ryggen. Mesteren fra Tropicia-fløjen var den eneste kvindelige mester på Aeroearth, men bestemt ikke uden kvaliteter. Hun var klædt i en dragt der matchede de andre mestres, dog skilte den sig ud ved at være tætsiddende og umådelig velholdt. Den var syet af et stof der unægtelig lignede blade fra træerne i deres område. Hun bar ligeledes farverne, grøn og en mudret brun, som repræsenterede Tropicia-fløjen. Hendes øjne var stålgrå, og sendte gnister der understregede hendes autoritet som mester. Bag hende gik, med hoppende skridt og næsen i sky, som var han for vigtig til at være til stede, Mester Greid. Gebrial og Liddy havde ham som mester i Subtera-fløjen, og med tiden havde de erfaret at denne mand ikke var til at spøge med. Der gik rygter på Aeroearth om at selv de andre mestre frygtede ham. Gebrial tvivlede på at Ashatorn frygtede manden, for når man så dem fra hvor han sad, så udstrålede Ashatorn langt mere ærefrygt end Greid. Om Ashatorn, blev der sagt, at selv folk der ikke frygtede noget, var bukket under for ham. Greid placerede sig højtideligt i rækken af mestre på hver side af Ashatorn, der nu stod med det udtryksløse ansigt, stift rettet ud mod det stadigt stigende antal af elever der satte sig på pladserne rundt om i kantinen.
   Ashatorn foldede hænderne bag ryggen og sagde med høj røst.
   "Vi, mestre her på Aeroearth, har modtaget den sidste af jer elever til den obligatoriske 6 års prøve."
   Han bøjede sig frem og kiggede til højre for sig. Tropicia-fløjens mester, og hendes kollega fra den sidste fløj, Desertio, en mørklødet skaldet mand med et flettet gråt skæg, og dovne pupilløse øjne, nikkede samtykkende. Ashatorn drejede hovedet og kiggede ligeledes til venstre. Den tykke mester fra Arcticio havde foldet hænderne sammen og nikkede så ivrigt at hans høje hat faldt ned over øjnene. Mester Greid nikkede stift og så i modsætning til de andre, ikke ud til at være tilfreds med elevernes resultater.
   "Mester Perca, vil i morgen aften fremlægge resultaterne af de sidste dages prøver,"
   Ashatorn gestikulerede den slanke kvinde fra Tropicia, med en fornem hånd. Hun bukkede let med hænderne samlet fast på ryggen.
   "derefter vil deltagerne til Udelukkelses-kapløbet blive annonceret, og jeres fremtidige poster fastlagt." forsatte Ashatorn og smilede let. Gullige tænder blottet for offentligheden.
   Der lød et lille skarpt og spredt gisp blandt de mange elever. Gebrial kiggede rundt på de mange ansigter der hver og en talte deres eget sprog, men nu kunne forstås af alle. Udelukkelses-kapløbet var kendt blandt alle. Ikke på den gode måde, men med en hvis form for frygt og angst. Selv de ellers så friske og problemfri drenge og piger fra Tropicia så ud til at de havde tabt lysten for at feste. Kapløbet var en årlig tradition, som markerede enden på prøverne. Og en ende på en eller flere beboere på Aeroearth.
   "Det er rigtigt Mester Ashatorn, de der har fejlet denne alt afgørende prøve, bliver registreret som værende 'tvivlende' og mærket til at deltage i løbet."
   Mester Perca trådte et skridt ud af rækken, som for at øge sin myndighed.
   "Den, eller de, som derefter fejler i løbet, på den ene eller på den anden måde, vil dagen efter føle hvordan det er at blive sendt i Hell."
   Igen fyldte et gisp kantine, men denne gang forstummede det ikke bare, for derefter at efterlade rummet med en statisk summen af stemmer der ivrigt diskuterede hvilke poster de med sikkerhed ville, eller ikke ville, få. Denne gang efterlod gispet en rædsel i de mange forskellige ansigter, for selvom dette var en tradition og fandt sted samme tid, samme sted hvert år, så var det realiteternes barske tilstedeværelse der ramte hver og én.
   Mester Perca stod lidt og kiggede rundt på eleverne. Gebrial drejede hovedet for at følge retningen på hendes faste blik. Enkelte personer fra hendes fløj lignede slet ikke de problemfri individer som kendetegnede Tropicia. Gebrial syntes at al farven som de plejede at have i både tøjet og huden, nu nærmest var skyllet væk og erstattet af en klam askegrå kulør. Der var det samme udtryk at spore hos både mænd, kvinder, drenge og piger hos de tre andre fløje. Arcticios bredskuldrede personligheder forsøgte uden held at skjule deres angst under de store anorakker af skind og pels, de altid gik klædt i. Mange af dem hviskede nervøst til hinanden, lænende ind over bordene nær udgangen forenden af kantinen. Kvinderne i Desertios mørklødede fløjfamilie, så alle ud til at være blevet ramt af lynet, mens deres mænd forsøgte at holde børnene i ro. I hans egen fløj var der spredte meninger og reaktioner. Den ene del lignede de andre fløje, mens den anden del var mere beherskede. Nærmest kolde.
   "Det var alt jeg havde at sige Mester Ashatorn"
   Mester Perca vendte sig væk fra sit forstummede publikum i kantinen, og bukkede elegant mod Ashatorn. Den gamle mester tog hendes hånd, kyssede den venligt, hvorefter han vendte sig mod kantinens mange ansigter, som så småt var ved at komme tilbage til virkeligheden igen.
   "Hvis der ikke er flere der har noget at sige, måske spørgsmål til løbet, så takker vi af for i aften så snart alle har spist."
   Med et let knald der, som ringe i vandet, gav ekko mod væggene, klappede han hænderne sammen, som signal til mestrene om at det var tid til at forlade kantinen, og for eleverne til at spise færdig. Ashatorn vendte om og lod langsomt den ivrige hvisken blandt eleverne stige, mens han og hans følge gik mod døren. To Peblinge stod ved hver deres side af døren og holdte den åben for mestrene.
   Liddy vendte sig om mod ham så snart mestrene var væk. Hendes ansigt lyste i en blanding af frygt og nysgerrighed.
   "Så det er derfor du ik' vil fortælle hvordan det gik! Du tror at du er dumpet og skal ud blandt de andre dumlinger i det der åndssvage løb"
   Til tider kunne hun simpelthen være for meget, tænkte Gebrial og kløede sig irriteret i håret. Han så nysgerrigheden vokse i Liddys øjne og langsomt erstattede det frygten.
   "For sidste gang, jeg kan hverken huske hvad der foregik i lokalet eller hvilken karakter jeg fik på mit testimonium, og hvis jeg vidste det så havde du fået det at vide som den første. Det ved du godt."
   Han kunne se hun rødmede under det røde hår, der nu matchede hendes skarlagensfarvede hud. Hun klaskede ham venskabeligt på skulderen, mens hun fnisende fik fremsagt noget der lød som et lille svagt og anerkende tak.
   De vendte nu begge deres opmærksomhed mod deres frembragte tallerkener. Kartoflerne lignede akkurat dem de fik serveret i går, og det ville ikke undre Gebrial hvis det også var tilfældet. Den ivrige hvisken havde fortaget sig og var nu ikke mere end et par sporadiske gloser hist og her. Folk var mere interesserede i maden de havde fået leveret og hvad de ville lave inden sengetid. Han skulle til at tage den første bid af en halvgrøn kartoffel, da en pibende stemme bag ham gjorde ham og Liddy opmærksom på at de ikke længere var alene ved bordet.
   "Må jeg sætte mig her?"
   Drengen var ikke mere end 13 år gammel. Han var så tynd og langlemmet at han lignede en der kunne knække hvornår det skulle være. Hans hår var samme brune farve som de borde og stole de blev undervist ved, og hans smalle krop fik ham til at minde Gebrial om et vildfarent natbord. Øjnene var skarpe, men en undskyldende udstråling ødelagde netop denne skarphed og gjorde ham mest til en undskyldning for sig selv. Som hun plejede hoppede Liddy op og tilbød den nyankomne sin plads. Gebrial studerede drengen, mens denne ranglede personlighed satte sig forsigtigt ved siden af ham. Der var et eller andet over drengen der fik Gebrial til at tænke over tingene.
   "Nå hvem er du så lille ven?"
   Plaprede Liddy med hænderne foldet som en støtte under hagen. Drengen, der var iklædt den samme dragt af blåt og sølvfarvet stof, kiggede nervøst op fra sine kartofler der lå spredt over tallerkenen som små kontinenter. Det så ud til at han skulle tage mod til sig før to ualmindelige ord kom over hans tynde læber.
   "Ossi, frue."
   "Sikke dog et ualmindeligt navn... Ossi Frue" sagde Liddy med en let kvidrende stemme der kæmpede med at skjule et lille grin.
   Ossi så ud som om han var blevet fornærmet groft.
   "Ossi er en forkortelse for Oswald, og Frue var bare for at være høflig"
   Hans øjne, så isblå så man skulle tro han frøs indefra, blev langsomt blanke. Han snøftede kraftigt ind gennem den spidse næse og vendte opmærksomheden mod sine kartofler. De fik en ualmindelig mængde af hans opmærksomhed, og Gebrial kunne høre bestikket skrabe over den blanke tallerken.
   Han sad lidt og tænkte over hvordan han skulle få Ossi i tale, og undlade at agere som en typisk Subteraner. Udstøde alle dem der viste den mindste smule af tegn på differens, var et af karaktertrækkene hos personer fra Subtera-fløjen, og et af de træk der havde været med til at splitte den i to afdelinger.
   "Tag dig ik' af Liddy, Ossi. Hun forstår ikke hvordan man byder nye folk velkommen."
   Gebrial sørgede for at blikket han gav Liddy, var ekstra indigneret og udtryksfuldt. Hun krympede sig lidt på sin bænk, så han gik ud fra at det havde virket.
   "Jeg får en strålende idé Ossi, min dreng" sagde han og gjorde hvert ord der kom ud en smule mere venlige.
   "Hvad siger du til at tage med Liddy og mig ud i Centeret? Du behøver ik' hvis du ikke har lyst, men nye mennesker som dig burde da få en lille hyggelig sludder med sine fløjsøskende."
   Gebrial gav Ossi et venskabeligt klap på ryggen. Han kunne mærke sine fingre ramme den fremtrædende rygrad. Ossi, der ikke havde set klappet komme, var ved at kløjes i kartoflerne, som han havde stoppet i munden. Liddy, der havde besejret den tidligere trang til at grine, brød nu ud i et hysterisk anfald af latter, der så ud til at more hende, selvom hun samtidig var offer for de halvtyggede kartofler der spruttede fra Ossis mund.
   "Jeg har boet her ligeså længe som jer to. Jeg er ikke ny, og jeg foretrækker bare at være alene." hostede Ossi og rakte ud efter sit vand. Denne dreng var åbenbart én af dem man kun lagde mærke til når han stod foran én, og knapt nok der.
   "Men vil du med Ossi? Det er et tilbud og vi savner faktisk lidt en tredje mand i gruppen." sagde Gebrial og forsøgte at få Liddy med. Hun var ikke meget for nye personer i deres lille fold, men Gebrial havde erfaret at når hun først tøede op overfor for de nye, så var hun én af de bedste venner på Aeroearth.
   Ossi så længe ud som om han var blevet stillet det sværeste spørgsmål, og både Gebrial og Liddy begyndte at blive opgivende da den lille stemme der kom ud sagde:
   "Okay, men lad være med at gøre mig mere til grin end jeg allerede er."
   Gebrial klappede ham igen på ryggen. Ossi blev ikke den samme menneskelige vulkan denne gang.