Træerne klynger sig til det sidste de har tilbage
Jeg fornemmer at skoven har set bedre dage
Ingen lyde, og ingen dufte
Aldrig mere skal jeg disse sange lufte.
Mine ører opfanger dog lyde
Men ej fra livets etude
Men fra den pessimistiske druide
Der med stav i hånden og tårer i skægget
Varsler en dommedags komme.
Jeg var Barden i livets store skov
Det var her jeg styrede og regerede med lov
Med min harpe og min stemme
Kunne selv det mindste dyr fornemme
At det var mig der var lederen ved lov
Blomsterne er taget på deres allersidste flugt
Bækken forsøger til det sidste at gemme på fugt
Ingen dufte og ingen lyde
Kun lyden af bortgangens syden
I det fjerne høres kun lyden af febrilske hove
I det fjerne vil ondskaben og hadet ikke mere sove
Kun død, ak! Kun død
Blodet flyder lindt ned ad Moder Naturs bløde skød
Mine ører opfanger lyde
Min sidste tid i skoven vil jeg nu nyde
Det er måske det sidste jeg gør i dette liv
Men jeg vil ikke bare se passivt til