Lyset fra computerens oplyste skærm fik det til at svide i hendes øjne. Hvorfor blev hun ved med det? Hun kunne ikke redde det der allerede var ødelagt... Veninderne var væk, drengene var væk og hendes liv var også snart væk. Det ville ske før eller siden. På den ene eller den anden måde. Hun kunne så svagt høre sin mors kalden nede fra køkkenet. Skulle hun gå ned? Eller skulle hun bare blive siddende?
   Knuden i maven strammede sit greb, jo mere hun tænkte over det. Hun kunne ikke vise sig dernede igen. De blikke hun ville få. Blikke der gav hende medlidenhed, men samtidig en god portion af 'det er også lidt din egen skyld'...
   Knuden strammede grebet, og hun kunne næsten høre hvordan hun langsomt gik op i sømmene.

"Mor, hvorfor kommer Maria ikke ned!?" brægede Anders fra sin plads på den anden side af det sorte køkkenbord. Det unge ansigt var arret fra den voldsomme akne han havde haft da han var yngre. Han hvilede hovedet træt på armen, mens han fraværende kørte en genstridig kartoffel rundt på det skårede porcelæn.
   "Din søster har det ikke så godt, min skat, så din far og jeg har givet hende lov til at hvile sig lidt. Bare til hun er fin igen." Henning havde været ved at sige noget, men synet af Pernilles advarende pegefinger fik ham til at klappe i som en østers.
   Anders fik fat i kartoflen, og gav sig til at beskue den som en forsker der beskuede en opdagelse.
   "Jeg har det heller ik' specielt godt, hvorfor må jeg så ik' gå i seng?"
   Han slugte kartoflen i en mundfuld. Det vegetariske rovdyr var vågnet.
   "Medmindre du har kvindeproblemer som din søster, så er der ingen grund til at du går op i seng, før maden er spist og opvasken klaret."
   "Men jeg har det virkelig skidt, jeg lyver ikke." snerrede han irriteret og sluttede sætningen af med et kraftigt snøft. Et kraftigt punktum.
   "Jeg er ligeglad Anders. Din søster har problemer og hvis du ikke kan forstå det, så er det bare ærgerligt. Du bliver her og spiser færdigt, og så er den ikke længere." Hun mærkede vreden, irritationen stige op i sig, og hun forsøgte ihærdigt at holde den hen. Hvor kunne det være dejligt, for en gangs skyld bare at kunne slippe den løs, tænkte hun i et kort sekund. Henning var sunket helt hen i en dagdrøm på pladsen overfor hende. Det var hans typiske måde at forsvinde på. Den og så fjernsynet som altid var på lydløs.
   Anders smed gaflen fra sig på tallerkenen med et klir. Han rejste sig op. Knyttede næver og et hidsigt teenagerudtryk i ansigtet. Et af dem hun hadede.
   "Nej jeg forstår mig ik' på dem. Det gør jeg ik', okay! Er du tilfreds?" Han prustede som en aggressiv tyr, men den spinkle krop fik ham til at minde om en tændstik der sprutter når den tændes.
   Hun fór op som respons på hans udbrud. Hun kunne mærke vreden pulserer ud i alle lemmerne, og hun bed kæberne sammen i et hårdt bid der fik det til at knase i tænderne.
   "Så det godt unge mand! Hvis du ikke kan opføre dig som den 16-årige dreng vi har opdraget, så kan du ligeså godt skride op på dit værelse."
   Et veltilfreds grin gled henover Anders' ansigt. Hun mærkede det med det samme at slaget allerede nu var tabt. Uden at fjerne det fjogede grin fra ansigtet, sjoskede han forbi hende. Inden han var ude i gangen, hviskede han kort over skulderen.
   "Sommetider tænker jeg på om der overhovedet er nogen i dette hus der forstår sig på Marias problemer..." Hans skridt kunne høres ude i gangen, hvor de langsomt forsvandt, for til sidst at slutte med et brag fra en dør der smækkedes.