Det var som om hele naturen omkring mig sagde nej. Et tegn fra oven om at jeg var underlig og ikke normal. Tordenskrald og lynnedslag i samme øjeblik jeg besluttede mig for at det skulle være nu. Med bævrende skridt og svedige håndflader, bevægede jeg mig over mod hende.
Nadia.
Den-bedste-og-eneste-i-hele-verden-for-mig-Nadia.
Hun stod der, under det blomstrende kirsebærtræ i skolegården, mens hun talte med sine venner om en fremtid der befandt sig lige udenfor vores synsfelt. Den røde buksedragt der smøg sig tæt om hende spinkle krop, gav alt ved hende det ekstra pift og fik mit hjerte til at hamre så hårdt at jeg var overbevist om at hun ville kunne høre det hvis alle i hele verden bare holdt mund et øjeblik så vi kunne nyde stilheden sammen.
Men intimiteten i stilheden ville være en forbrydelse.
Hun var en ung kvinde.
Jeg var en mærkelig kvinde.
Dette var det konservative Indiana.
Jeg knyttede næverne og pustede ud. Det skulle være nu og ikke senere. Jeg havde udskudt det længe nok og vi ville ikke mødes igen efter dimissionen hvor hun ville afsted til Australien for at arbejde for Amnesty. Selv havde jeg overvejet det samme, men det ville stinke langt væk af desperation. Ville det ikke?
Nadia vinkede farvel til den sidste af hendes veninder der havde stået omkring hende. En lille buttet pige med mørke rande under enorme øjne. Det var nu jeg skulle foretage mit ryk, så jeg satte i bevægelse mod hende. Hun stod alene. Brystet hævede og sænkede sig under den nedringede udskæring, mens hun nedfældede et eller andet på den notesblok hun altid bevægede sig rundt med. Hurtigt fik hun en vildfaren lok af det brune hår, tilbage bag det lille strittende ører, mens hun bed sig i læben. Hun tænkte tydeligvis nogle store tanker.
Mon mit navn stod i den notesbog?
Et øjeblik summede jeg ved tanken. Tanken om mit navn i små sirlige bogstaver.
S-H-O-S-H-A-N-N-A...
Nej, tænkte jeg hurtigt. Mit navn hørte ikke hjemme i små sirlige bogstaver. Nærmere store brækkede kragetæer der havde taget livet af adskillige stifte i en stift blyant. Mit navn var forfærdeligt, men far havde elsket det og insisteret på at det var det jeg skulle hedde.
Med et bump blev jeg hylet ud af min tankestrøm. Der lød et klask, og efter noget tid gik det op for mig at jeg havde været fordybet i mine egne tanker og uden at have set noget som helst, var gået ind i Nadia. Hendes notesbog var røget ud af favnen (den spinkle favn, som så let kunne brække), og landet i den eneste lille pyt af vand der var tilbage fra gårsdagens regnvejr...
Jeg vidste ik' hvad jeg skulle sige. Mit blik var fæstnet mod notesbogen i vandet. Siderne der langsomt skiftede kulør, fra den sprøde hvide til den slatne grå. I et kort øjeblik forsøgte jeg at bevare fatningen, men den prustende vejrtrækning fra en ung kvinde foran mig, bragte mig yderligere ud af den svage fatning.
"Jeg-jeg.. øhm..." var alt der kom ud af min mund. Jeg tog mig sammen og lod blikket vandre op ad Nadias person. Hendes ben vaklede. Hendes hænder var knyttet. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig i takt til kæbemusklen der rytmisk agerede dirigent. Men hendes øjne...
Hendes øjne fortalte det hele i et kort resume.
Min chance for noget var brændt af.
Faldet til jorden og landet i en vandpyt.