De sidste stråler fra den nedgående sol varmede mit ansigt, og fik mig til at føle mig en smule bedre tilpas. Jeg lyttede fraværende til hvordan mor rumsterede rundt på etagen ovenover. Hun fik endelig gjort alvor af rengøringen af min brors værelse der havde stået uberørt hen siden hans fatale ulykke, for snart et år siden. Hvad der egentlig skete den dag, huskede jeg ikke. Det meste af dagen stod tilbage som en utydelig tåge af fortrængte scener og lyde. Indimellem var der et skrig der trådte ud af mudderet og eksploderede ud af min mund med en ubeskrivelig og urørlig tyngde. Når det skete kunne jeg ikke gøre andet end at flygte, flygte ned under dynen, for at begrave mig selv i flere dage.
   Disse episoder varede ofte flere dage ad gangen, hvor jeg intet spiste, og kun indtog meget lidt væske. Jeg ville ønske at det ville stoppe, men efterhånden tænker jeg på, hvad der ville ske med mig, hvis det pludselig stoppede. Hvad ville jeg gøre? Hvordan ville jeg reagere? Og ville jeg kunne komme videre?
   Der lød et bump fra værelset ovenpå efterfulgt af et par voldsomme udbrud fra mor. Jeg sukkede dybt, og vendte mig om på siden, med ansigtet fokuseret på et lille hul i væggen. En revne havde med tiden bevæget sig fra et sted nær gulvet, til få centimeter under hylden over min seng. Den snoede sig afsted som en slange, og en gang imellem dryssede pusset fra den nedover mit ansigt. Nogle gange syntes små lyde at komme fra revnen, som om små dyr var i fuld gang med indretningen af deres nye hjem. Det kunne være hyggeligt hvis vores grimme, smuldrende vægge i det mindste tiltrak nogle der syntes at de var hyggelige og hjemlige. Der lød et skarpt knæk fra min skulder da jeg vendte mig om på ryggen igen, for at lade blikket falde på døren der med en monoton knirken, langsomt og forsigtigt åbnede sig. En kold luft ramte mit ansigt, og jeg tog dynen længere op så mit ansigt næsten ikke kunne ses. Langsomt begyndte en dunst af udkogte grøntsager at pirre mine næsebor.
   "Kommer du ik' ned til os andre skat? " Fars stemme lød oprigtig bekymret, og jeg kunne da også fornemme hvordan hans fingre lige nu trommede på dørhåndtaget, som han havde for vane at gøre når en situation var meget nært liggende, og ikke just behagelig. Jeg ville inderligt gerne komme ned, men det vendte og drejede sig i mig, hver gang jeg tænkte på det. Som om der var noget der holdt mig fast. Med klamsvedige hænder lod jeg dynen blotte mit ansigt.
   "Jeg kommer om lidt... bare gå i gang uden mig. " Jeg vidste at han ville være imod min beslutning, og dermed var min forundring da også ikke eksisterende da han med en nedtrykt mine over det brede bebrillede ansigt der virkede for stort til den smalle krop, lod armen falde ned langs siden. Han udstødte et opgivende suk, og tog brillerne af for at pudse dem i sin skjorte.
   "Okay, gør som du vil, men vi gemmer intet til dig. " Han iførte sig brillerne igen og lukkede døren efter sig da han gik. De klikkende fodtrin på trappen, svandt hen i den stigende larm fra mors febrilske kamp med støvsugeren ovenpå, da jeg igen lagde mig på siden. Tårer hobede sig op i min øjenkrog, og jeg begravede hovedet i puden for at forhindre dem i at løbe ned ad kinden på mig. En følelse af at ingen forstod mig og hvad jeg gik igennem, plagede mig som et evigt piskeslag. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og der skulle gå adskillige torterende minutter før jeg endelig faldt i, hvad der mindede om, søvn.