Han følte til tider, at han gik igennem mudder. Den slags mudder der hiver dig ned under overfladen, og når du føler at du endelig er fri, så sidder det gud hjælpe mig stadig på skoen. Det havde regnet og duften af sent forår flød ind gennem cafeens åbne dør. Muligvis boede han i byen, og elskede det, men efterhånden var der så få mennesker i de sirligt lagte gader at det sagtens kunne gå for at være en landsby. Det var de tanker der strejfede hans hyperaktive hjerne, mens han fraværende kørte en teske rundt i sin cappuccino. Han havde forsøgt at drikke den, men det var praktikanten der havde lavet den. Han turde ikke få sin dag ødelagt endnu mere, fordi en ny 16-årig liberal pige, ikke kunne finde ud af, hvordan en simpel italiensk kaffedrik skulle laves. Med et irriteret fnys over sin egen nihilistiske tankestrøm, skubbede han den væk.
   Han burde ikke tænke så meget. Sommetider ville det gøre gavn at tænke mindre, men han kunne ikke lade være. Selvom tankerne dybest set ikke gav nogen rationel mening, så var de blevet en så stor del af ham at han krympede sig ved tanken om at sige farvel til dem. Nu tænkte han igen. Endnu en gang fnyste han irriteret, og lod et skældsord forlade sine læber. Han var ved at blive sindssyg, og til tider virkede det forgæves at kæmpe imod.
   "Er der noget i vejen med deres bestilling?" lød det spagfærdigt fra praktikanten. Hendes hestehale dinglede kontrastfyldt og frejdigt, da hun nervøst stillede sig ved hans side. Han sad et kort øjeblik, uden at fjerne blikket fra strømmen af mennesker der gled forbi foran vinduet. Han kunne fornemme, hvordan hun trippede nervøst.
   "Nej, den er som den skal være." Til tider kunne han slå sig selv. Hvorfor ikke bare sige det som det var, i stedet for at krybe sammen som en mus der får øje på katten. Cappuccinoen var ikke i orden. Han var ikke i orden. Alt var ikke på nogen måder i orden. Han vendte sig og gav hende et varmt smil. En krampagtig trækning gled over hendes ansigt, og han vidste med det samme at han havde givet hende det forkerte smil. Han havde jo så mange at vælge i mellem, at det til tider kunne hænde at han iførte sig det forkerte... åh kunne jeg ikke bare lukke ned for de tanker, tænkte han mens han bandede lydløst.