Det var mørkt da Anne, med et sæt, vågnede i sin drivvåde seng. Hendes vejrtrækning var uregelmæssig og hendes øjne våde. Soveværelsets gråmalede vægge trykkede mod hendes skælvende krop, og hun mærkede hvordan en sten af angst, næsten maste hendes brystkasse. Hun sad og stirrede ud i det mørke rum, puden klamrerede hun til sit bryst, mens hun forsøgte at få åndedrættet under kontrol. Vinduerne var lukkede, men hun kunne tydeligt høre adskillige ambulancers larmende sirener, på vejen udenfor. Det blå lys der blev kastet gennem hendes værelse og henover det hvide loft, fik hende til at bryde sammen og hulke voldsomt ned i pudens våde betræk. Før i tiden når hun fik disse følelsesmæssige anfald havde hun kunne vende sig om på siden, og trygt forsøge at sove videre, vel vidende om at manden der lå ved hendes side, ville kunne berolige hende. Men det var en tid der nu var fortid. Sprækkerne, der efter 10 års ægteskab, ikke længe kunne fyldes ud med påklistrede smil og kunstige facader, havde til sidst udløst det kollaps der var, ifølge hendes få veninder, havde været uundgåeligt fra starten.
   Hun vendte sig om på maven. Hendes blik kørte henover den tomme plads i sengen, der stadig bar hans aftryk. Hun fortrød inderligt at hun havde råbt af ham, bedt ham skride ad helvede til og aldrig mere opsøge hende, men hvad han havde gjort mod hende var utilgiveligt og på ingen måde tæt på at blive tilgivet.
   Hun lå dér i hvad der føltes som timer før hun steg ud af sengen. Gulvet var iskoldt mod hendes fodsåler, og hun kæmpede med at finde et par rene sokker i rodet af tøj der lå spredt over alle ledige flader i hendes soveværelse. Hun vidste ikke med sikkerhed hvornår hun var blevet sådan et forfærdeligt rodehoved, men hun vidste at han havde holdt hendes hang til bare at smide sit tøj på nærmeste tomme overflade, i ave og nu da han var væk havde hun ikke selv kunne gøre det. Hun havde givet slip på alle sine forbehold i kroppen, og resultatet kunne ses så tydeligt, både på hende selv og på hendes lejligheds smuldrende tilstand. Hun tændte for vandhanen over badekarret, og mens hun ventede på at det skulle fyldes børstede hun sine tænder. Ganske som hun plejede at gøre, dog foregik denne rutine som regel flere timer senere. Spejlet duggede til i takt med at det varme vand fra badekarret steg, og hun forsøgte at tørre det af med ærmet på sin alt for store T-shirt.
   Hun spyttede tandpastaen ud, og tog stille og roligt tøjet af. Vandet var behageligt, og hun fik det lidt som om hendes humør blev en smule bedre. Hun hvilede ryggen op ad badekarrets glatte kant, og pustede afslappet. Trafikken på vejen uden for hendes vindue, var så småt ved at komme til live. Hun fulgte lydene bilerne og deres ejermænd lavede, gennem badeværelsets trædør.
   Mens hun lå der i det varme vand, begyndte hendes tanker at vandre. Hvordan skulle hun kunne opretholde sit almindelige liv, når hun i en alder af 39 år aldrig havde prøvet hvad det ville sige at leve på egen hånd? Siden hun flyttede hjemmefra for snart 20 somre siden, var hun hoppet fra den ene mand til den anden. Det var disse mænd hun havde boet sammen med, der alle havde forsørget hende, mens hun forsøgte at slå igennem som fotograf. En følelse af at være en ussel freeloader, en tæge der sugede sig fast i bedre egnede organismer, væltede ind over hende. Hun åndede ind og lod sig glide ned under skummet. Al lyd forsvandt, og hun nød det. Hvor ville det dog være rart hvis dette bare kunne være hendes hjem for et stykke tid. Bare indtil smerten forsvandt.
   Hun følte sig skuffet da smerten ikke forsvandt, men derimod blev kraftigere i det hendes lunger krævede luft. Med en hosten og en hakken kom hun op til overfladen igen. Mobilen lå og ringede inde fra stuebordet, og hun skyndte sig at komme op af badet og få tørret kroppen så meget at hun i det mindste kunne iføre sig et par rene trusser. Luften var isnende kold mod hendes fugtige hud, og hun skyndte sig at tænde for hver en radiator i den tomme stue. Mobilen kimede videre på sidste vers. Personen i den anden ende var tilsyneladende meget ivrig efter at få fat på hende. Hun nåede lige at redde sig selv fra et slemt fald, da hun gled på gulvet med sine fugtige fødder, for at nå mobilen inden personen i den anden ende opgav at få fat på hende.
   "Det Anne" sagde hun lettere forpustede, mens hun masserede sin ømme lænd, der havde lidt småskade efter at have vredet sig i en unaturlig vinkel, for at redde hende fra faldet. Stemmen i den anden ende af røret, bar præg af 1000 færdiggjorte smøger gennem tiden.
   "Åh, det var godt du tog den, " Et kraftigt host afbrød den hæse stemme, og en grønhakker i det bageste af struben, markerede slutningen på det voldsomme host. " Ser du Anne, jeg har fundet den perfekte lille lejlighed til dig! " Anne sukkede lettet. Hun havde været på udkig efter et nyt sted, hvor hun kunne starte forfra, et sted langt fra det håbløse liv hun lagde bag sig. Måske kunne det nye sted også være et sted hvor hun langt om længe kunne fotografere igen.
   "Jamen det lyder jo fantastisk Klaus! " svarede hun. Ejendomsmægleren måtte endnu engang afbryde for at hoste de sidste dele af sine ødelagte lunger op. " Ja jeg er ked af at det ikke kunne blive noget før, men du kender jo markedet lige for øjeblikket, " Anne forestillede sig hvordan denne afdankede, lettere overvægtig ejendomsmægler, lige nu sad og kørte sine hænder op og ned, som vejede han usynlige mønter. " Men jeg tror du vil elske dette sted, det er et gammelt atelier inde i byen og tæt på alt hvad du har brug for. Plus mere " tilføjede Klaus med tydelig glæde i stemmen, der kæmpede med at holde endnu et host tilbage.
   " Det lyder virkelig fint Klaus, men " En tanke havde ramt hende da hun hørte at det var et atelier. Sådan nogen plejede at være hulens dyre og besværlige at bo i. "I hvilken ende af skalaen ligger den, rent økonomisk? Jeg har ikke råd til det helt store... "
   Klaus rømmede sig før han svarede med en stemme der nu var iført den helt store sælger uniform.
   "Ser du Anne, det er det vidunderlige ved lige netop denne lejlighed. Ham der havde den før valgte at stille træskoene før tid, og ingen har vist interesse, så du kan få den til spotpris! " Anne kørte det hele metodisk gennem sit hoved, mens hun med væmmelse i sit blik, gav sin nuværende lejlighed et overfladisk gennemsyn. Solen var begyndt at komme frem, og tynde striber af støvet sollys sneg sig ind i rummet.
   Hun mærkede hvordan hver eneste partikel i hendes krop, efterhånden stødte denne 4 værelseslejlighed fra sig, som en krop der stødte en sygdom fra sig. Hun tog sig til hovedet, og rettede igen sit fokus mod Klaus i den anden ende af røret.
   "Fint, jeg tager det. "
   "Fantastisk! Jeg arrangerer et møde med ham der står for lejligheden, så kan du få set om stedet virkelig er noget af interesse. "
   "Tak igen for alt den tid du har brugt Klaus, det betyder meget. " sagde Anne og drog endnu et lettelsens suk.
   De kørte sammen de sidste detaljer igennem, før Klaus med et kraftigt host, og forsikringer om denne forstående handels storslåede karakter, lagde på i den anden ende. Anne trak vejret helt ned i lungerne og tørrede eftertænksomt sit fugtige hår. Endelig kunne hun få den følelsesmæssige ruin, som hendes nuværende bopæl var blevet til, på sikker afstand.