Maskinens dybe statiske stemme rungede gennem de lange korridorer. Tidspunktet var rigtigt og det hele. Det var tid til den daglige lovprisning. Men alligevel var der noget i den mekaniske og fragmenterede stemme der ikke passede. På en måde lød den mere menneskelig end det kunne tænkes muligt for en simpel maskine, flikket sammen af reservedelene fra udlevede Eonskibe. Gebrial Brown, en sekstenårig flygtning fra jorden, var vokset op blandt de tusinder af skikkelser der startede og endte deres liv på Aeroearth. Mere specifikt var han vokset op blandt den store mængde af maskiner, som lå i Aeroearths besiddelse, dybt nede i maskinrummet under de mange hundrede slyngende gange. Som en effekt af dette havde han udviklet et fænomenalt kendskab til de egenskaber og karakteristika, som hver enkelt af disse metalgenstande besad. Han var kommet til Aeroearth Rumrefugium og Oplæringsanstalt, da han var en lille dreng fra det øde Europas øde tundra. Efterladt af sine forældre, der med højeste sandsynlighed var flygtet fra Den Sidste Storms hærgen. Han var blevet fundet, halvt død og næsten ikke i live, under en eroderet kampesten. Han var den sidste europæer og den eneste som havde overlevet denne storm. Syndikatet, der havde oprettet Aeroearth som et tilholdssted for de sidste mennesker fra den dødsdømte jord, tog ham til sig og opdragede ham i maskinmesteren, Coles varetægt. Cole havde udført sit arbejde, både som maskinmester og adoptivfar til den perfektion man nu kunne forlange, og oplært Gebrial til at overtage dette erhverv.
   ҉
   Gebrial befandt sig i Aeroearths østlige korridor da speakeren havde kaldt til lovprisning. Han var lige blevet seksten og havde kun én ting i hovedet. At få den sidste eksamen overstået, hvorefter han med stolthed og løftet pande kunne kalde sig Aeroearths nye maskinmester. Cole var død pludseligt, et halvt år forinden og Aeroearths syndikat, havde set sig nødsaget til at finde en midlertidig erstatning indtil Gebrial havde rundet sit sekstende år, og havde bestået sin sidste prøve. Nervøsiteten havde fulgt ham siden han var gammel nok til at vide at der en dag ville ligge et stykke papir foran ham, som ville afgøre resten af hans liv. Efterhånden havde nervøsiteten ændret karakter, og var blevet gemt af vejen bag en ukuelig selvsikkerhed, der fortalte ham at han sagtens ville kunne gennemføre det krævende prøveprogram. Inderst inde spøgte nervøsiteten dog alligevel.
   ҉
   "Du virker da meget sikker på den prøve"
   sagde Liddy med slet skjult forundring i sin stille og spæde stemme.
   "For under et døgn siden kunne jeg have svoret på at du ville kaste dig i turbinerne".
   Hun lagde armene over kors over det fremtrædende brystparti, som om hun undersøgte ham så grundigt som en skibskaptajn ville studere et utydeligt kort.
   "Jeg må vel bare have taget mig sammen"
   svarede Gebrial henkastet, selvom han vidste at det ikke var tilfældet. Liddy havde været hans nære ven og fløjssøster så længe han kunne huske. Hun havde aldrig været en af de personer der stillede kritiske spørgsmål ved de mistænksomme ting andre lavede. Hun lod dem derimod lære af de konsekvenser som altid fulgte med. Dog var hun ikke bleg for at give folk dårlig samvittighed med på vejen.
   Endnu engang lød speakerens monotone og bedrøvede stemme gennem korridorerne. Denne så også andre fløjsbrødre og - søstre ud til at bemærke dens ændrede stemmeføring. Han studerede intenst de mange undrende ansigtsudtryk, som dukkede frem på hver og én. Efterhånden kendte han størstedelen af Aeroearths beboere. Alle havde de som små overlevet de monumentale forandringer der havde taget livet af store dele af befolkningen på de 7 kontinenter. Gebrial var den eneste fra Europa. Hver gang han tænkte nærmere over dette blev han ilde til mode. Han var den eneste, og en følelse af isolation blandet med det ikke at have en ligesindet, hang tit over ham som en sort støvsky. Store dele af hans fløjssøskende og mange andre fra Aeroearth, var enten 2 eller 3 generations individer. Den videnskabs ansvarlige afdeling af Syndikatet, havde udviklet et serum med henblik på at accelerere modningsprocessen hos børnene, så de hurtigere kunne føre racen videre og deltage aktivt i det fysiske arbejde.
   "Det er jeres races fornemmeste opgave, at formere sig og boltre hjernen i viden og læring"
   lirede den maskinelle stemme af sig, dag ud og dag ind, dækket til af overdreven entusiasme og sødladne ord, der klæbede sig til ham og de andre fløjsbørn.

҉

"Hey! Mon ik' du skulle smutte af sted til prøven? Den starter lige straks".
   Liddy klappede ham let på skulderen med de robuste hænder, hvis styrke altid overraskede ham.
   "Jo..."
   Gebrial kom langsomt ud af sin tankestrøm.
   "Jo du har ret, det må jeg hellere".
   Han gav Liddy et kram til farvel og gik roligt ned gennem østkorridoren. Prøven fandt sted i den nordlige kube, to etager over den østlige korridors snørklede, tæppebelagte gange. Hans fløjsfamilie, alle klædt i den obligatoriske, tætsiddende heldragt af blåt og sølvfarvet stof, samt en ligeledes blå frakke af farvet harepels, var alle på vej til lovprisningen. Syndikatet havde lagt hans prøve samtidig, så for første gang missede han den ting de alle på Aeroearth havde til fælles. Det føltes underligt, men samtidig havde han også en fornemmelse af at være fri. De lange gange, der gjorde sig ud for den østlige korridor, havde ikke ændret sig meget i de seksten år han havde tilbragt ombord på Aeroearth. Cole havde tit sagt at der skulle et sandt mirakel til før de tørre, gamle krager der udgjorde Syndikatets inderst kerne, ville ændre på noget. Væggene bar stadig mørkebrune stykker af tungt stof, som var hver eneste del af væggene et vindue der skulle skjules. Med sporadiske mellemrum, hang der på de tomme vægge, smukke oliemalerier og enkelte akvareller af hvad Gebrial regnede med var jorden i dens storhedstid. Mens han fokuseret gik i zigzag gennem korridorerne, op ad de stejle, blankpolerede trapper af aluminium og over de to store glasoverdækkede gangbroer der afslørede en enorm udsigt over universet og millioner af stjerner, tænkte han over de ting som plagede ham. I de seksten år han havde levet, havde han aldrig følt sig tilpas med noget. Liddy havde altid været der når han var i nød. Hun havde sågar været der da Cole fortalte ham at han ikke var den far, som Gebrial havde troet han var. Den opdagelse var det der havde sat skub i hans længsel mod noget større end det han havde lige nu og her på Aeroearth. Han havde jo det han behøvede her, men noget i ham så det efterhånden mere som et fængsel med usynlige tremmer og vagter end noget andet. Hans mål var noget større end hvad han umiddelbart kunne forstå ordentligt.

Han stoppede brat op på den glasoverdækkede gangbro der forbandt de østlige og de vestlige arealer på Aeroearth. Den Nordlige Kube tårnede sig voldsomt op over de vestlige arealer, som holdt den øje med hvor man befandt sig. Preebos-galaksen kunne skimtes svagt bag den. Galaksens syrengule aura glitrede lystigt. Ifølge hans armbåndsur der sad stramt om venstre håndled, havde han stadig 2 minutter til prøven startede. Han lænede sig mod gelænderet og indåndede den kunstige luft som blæste pligttro gennem hele Aeroearth. Stimen af Fløjssøskende var tyndet ud og han følte sig pludselig lille og alene. Et sted derude, blandt Røde Huller og døende stjerner, var der muligvis en der havde det på præcis samme måde. Måske havde staklen det værre? Endnu engang kom følelsen af udlængsel skyllende ind over ham. Han ville opleve andet end de samme, stramme, rutineprægede gange og personer. Det var en enorm og kraftfuld følelse, som til tider overmandede ham som et koldt og klamt tæppe. Men med tiden havde han opgivet tanken om at komme til at opleve andet end dette. Bare stå og kigge ud på det der tiltalte ham så unaturligt meget. Dét var hans skæbne. En skæbne som intet ville have med ham at gøre. Han tog en sten fra blomsterkassen ved hans side, den føltes kold i hans svedige håndflader, og kastede den med fuld kraft udover gelænderet. Et lille skarpt "klonk" blev sendt tilbage som tegn på at den havde ramt platform C. Han havde 1 minut til at komme op til Kuben, så han kastede et sidste blik ud mod universet, før han drejede om på hælen og forsatte i uændret tempo mod døren til De vestlige arealer.

"De, min unge mand, er sent på den".
   Mester Konan, en rynket og bred mand udstyret med et sveddryppende, aflangt ansigt, var blevet sat til at stå vagt ved eksaminationen. Han stod utålmodigt, men behersket foran Lokale X-1's solide dør af mahogni med en massiv ramme af blankpoleret jern. Gebrial kunne mærke en let kølig brise klemme sig ud gennem den diagonale åbning i døren.
   "Vi tolererer ikke folk der sløser med angivende tidspunkter".
   Mester Konan førte sin stemme med en stille og afdæmpet arrogance indikerede en umådelig, påtaget storhed. Gebrial vidste at Harold Konan fra det indre New York, aldrig, i sit 66 år lange liv, havde set skyggen af storhed. Hvis han havde, kunne det nemt forveksles med en myre. Mester Konan havde taget sit imponerende guldur frem og stod nu og afvejede det i de blodskudte hænder. Med en tør vejrtrækning tilføjede han.
   "Søreme så... de er endda meget sent på den".
   "Okay, jeg er sent på den, det kan vi sagtens blive enige om".
   Gebrial kiggede irriteret på Mester Konan. Han understregede altid unødvendigt meget overfor elever når de havde problemer.
   "Men må jeg gå ind? Eller prøver De at få flere grunde til at kigge på deres ur?"
   Hvis ikke det var fordi at det uvenskab der var mellem Konan og eleverne på Aeroearth, så ud til at underholde Konans ellers så humorforladte sind havde Gebrial nok skrubbet gulvene på toiletterne rene for 120 gang eller sjosket rundt med en rødglødende hånd på siden af ansigtet. Det eneste mesteren gjorde var at vende ryggen til ham og placere en benet hånd i scanneren ved døren. Der lød et mekanisk klik hvorefter han sendte Gebrial gennem den åbne dør med ordene:
   "Nu må vi se unge mand, nu må vi se..."

Lokalet var omrangeret i dagens anledning. Den lille bitte vestibule var normalt gabende tom og kunne fremkalde en form for klaustrofobi hos alle og enhver. Der var et enkelt støvet vindue til for den dør han netop var kommet ind af, og døren der førte videre til det næste lokale. Hovedlokalet. Til højre for døren var der rykket en bordplade frem, ustabilt placeret på to små bukke. Bag det improviserede bord sad en ung kvinde med tunge blå øjne og pulsede løs på cigaretten som dinglede fra mundvigen. Hun så i høj grad ud til at ville være alle andre steder end lige her. Hun skulle være glad for at hendes træning som Sekretær hørte til blandt de nemmeste jobs som Aeroearth tilbød de unge fløjsbørn. Han gik over mod bordet med sikre skridt. Hendes skarpe parfume prikkede ham sporadisk i næseborene, mere og mere intenst jo tættere han kom på hende. Hun havde kraftige øjenvipper der var unødvendigt forlængede af den kulsorte mascara og et kraftfuldt platinblondt hår der, viltert og indbydende, bølgede ned ad den slanke og atletiske ryg. De lange sikre fingre bladrede i en slidt læderindbundet bog der så ud til at være blevet gennemlæst flere gange. Øjnene sad tæt i det markerede ansigt og så hverken ud til at registrere bogen ord, ej heller hans tilstedeværelse. Han rømmede sig og sagde:
   "Mester Ashatorn venter mig..."
   Den unge kvinde løftede dovent blikket fra bogen. Pludselig følte han sig målt og vejet.
   "Mesteren er til frokost, De kan tage plads indtil han kommer tilbage".
   Hendes stemme var blød, nærmest silkeblød, og hun mindede Gebrial om en af de glædespiger han havde læst om i historiebøgerne i bibliotekstårnet. Med en tynd, men fast finger med smaragdgrøn neglelak pegede hun mod to højryggede, polstrede stole der stod side om side under vinduet. Han havde ikke lagt mærke til dem da han trådte ind ad døren. Regn-simulatoren var blevet sat i gang, så meget af støvet var forsvundet.
   "Tak søster". Sagde han, efterfulgt af et høfligt buk. Kvinden sendte ham et lille overlegent smil og efterfulgte hans buk med et stift nik, hvorefter hun vendte de blå øjne mod bogens sider.

Minutterne sneglede sig af sted, og Gebrial fik udforsket rummet ned til mindste, kedelige detalje før Mester Ashatorn meldte sin ankomst. Han havde brugt ventetiden til at undre sig over hvorfor mestrene var så strikse med elevernes overholdelse af angivne tidspunkter, når de tydeligvis selv havde det selv samme problem. Mester Ashatorn havde evnen til at suge luften ud af ethvert lokale og efterlade en med en druknende fornemmelse i kroppen. Tilmed var han også en mand af imponerende statur, mindst et hoved højere en Gebrial og Gebrial vidste at hans 189 cm ikke var lavt. De beregnende øjne, der var indrammet af dybe rynker i den engang så faste hud, sendte gnister der lukkede munden på selv den frækkeste. Han bar en høj, blank hat der holdt det grånede hår på plads mens den samtidig tilføjede en elegance kun han kunne bære. Den krystalblå jakke dækkede et bredt brystparti, og var knappet på midten med knapper af skinnende sølv. En sort bomuldstunika, der var de højtstående mestre obligatorisk, kunne skimtes under jakken. Ashatorn havde selskab af to andre mestre. Gebrial kendte dem kun af udseende. Den ene var lille, korpulent og iført, som Mester Ashatorn, en krystalblå jakke der ihærdigt kæmpede med at holde den store mave inde. Også han bar en høj, blank hat, men hvor der på Mester Ashatorns var Aeroearths emblem fastgjort, var her fastgjort et glitrende snefnug af sølvgråt aluminium. Han var Arcticio-fjøens øverste leder og mester. Dem der hørte til Arcticio-fløjen havde fået et ry for at være indelukkede og kolde overfor det der ikke lå i deres interesse, samtidig med dette var de fleste veltrænede og rankryggede. Men denne mand brød med den forestilling. Hans sveddryppende, lyserøde ansigt med det store buskede overskæg, fik ham mest af alt til at ligne en svedvasket gris. Den sidste mester havde Gebrial kun set én gang før. Udstrålingen der strømmede fra Mester Ashatorn, strømmede fra ham på samme måde. Gebrial blev enig med sig selv om at dette måtte være Ashatorns søn. Ashatorn havde udset sig den unge mand til at efterfølge ham som Over-Mester. Dette krævede normalt en afstemning blandt Syndikatets Mestre, men Ashatorns søn, Roderick, havde allerede nu, i sin unge alder udvist et så stort potentiale at andet blev anset som unødvendigt og overflødigt.
   "Er de klar til prøven Hr. Followill?". spurgte Mester Ashatorn med sin autoritære og tørre stemme.
   "Ja Mester Ashatorn". svarede Gebrial og beundrede Ashatorns rynker danse da han talte.
   "Så klar som jeg nu kan blive".
   "Lad mig gøre det klart for dem, at vi ser det som en selvfølge at De præsterer det ypperste. Vi forventer store ting af Hr. Coles søn".
   Gebrial mærkede et stik i siden. Han havde helt glemt hvilket ansvar der nu blev lagt på hans skuldre.
   "Vi ser jo nødigt Aeroearths maskiner lagt i hænderne på en amatør".
   "Eller en som knapt nok forstår sig på materialet" tilføjede Roderick med en drævende hvisken, mens han gned et par mørke hårstrå mellem to lange, tynde fingre. Den korpulente mester, som indtil nu havde forholdt sig både tavs og usynlig, nikkede sit samtykke mens han fedtende snøvlede.
   "Enig!".
   Den store mave gyngede lystigt i takt. Mester Ashatorn knipsede og gjorde tegn til Gebrial og mestrene om at følge efter ham ind i det næste rum. Gebrial kastede et sidste blik på den unge kvinde der under hele Ashatorns tilstedeværelse havde rejst sig og gjort en meget ivrig honnør. Hun var vendt tilbage til sin bog. "Fantastiske rejser til omkringliggende klimaer og nærliggende planeter, af Dr. Mertin Higginsworth" stod der med falmede og svungne, gyldne bogstaver over et pertentligt tegnet billede af planeten Nobos. Han vendte blikket tilbage mod mestrene der var på vej ind i det næste rum, og fulgte efter.

I modsætning til det foregående rum var dette enormt. Han havde aldrig bemærket det før nu, og med alle de timer i bolt- og skrueudformning han havde haft i dette lokale, burde han på et tidspunkt have lagt mærke til det. Samtlige borde, stole og reoler der plejede at fylde rummet ud, var stuvet af vejen. Det eneste der havde fået lov til at stå tilbage var et fint udskåret kateder af massiv mahogni og svensk fyr. Det var placeret på tværs midt i lokalet. Det måtte have været dyrt tænkte Gebrial. Svensk fyr var umuligt at få fat i. Mester Ashatorn satte sig i en højrygget stol bag bordet, Roderick i en lidt mindre version til højre for. Den sidste mester gik med små skridt over mod Gebrial med favnen fuld af de tilladte ruller papir fra pensum. Gebrial tog imod læsset og mærkede sine fødder synke ned i det tykke tæppe. Han skulle til at lægge materialet på bordet under vinduet til hans venstre side, da mesteren lagde en tung hånd på hans skulder.
   "Jeg håber ikke du er for nervøs, min dreng"
   Gebrial kiggede på mesteren. Han følte sig ikke specielt nervøs, det havde lykkes ham at nedtone nervøsiteten inde i ham. Nervøse træk spillede til gengæld over hele hans lyserøde ansigt.
   "Ik' mere end jeg burde være Mester"
   Han så ind i de dybgrønne øjne, og syntes at fornemme en form for medlidenhed fra mesterens side.
   "Det er jo bare endnu en eksamen, og jeg plejer at være ret skrap til dem"
   Det var nu ikke helt sandt, og det følte Gebrial også at mesteren vidste. Han havde jo tit haft det mærkeligt inden prøverne. Mesterens tykke fingre trykkede sig hårdere ned i Gebrials skuldre, og han mærkede de mange ringe synke ned i den bløde hud.
   "Du burde vise lidt mere nervøsitet... det er kun normalt".
   Det var det sidste han sagde før han trippede over mod Mester Ashatorns venstre side.
   "De skal ikke tage dem af Jannigos tilstedeværelse unge mand. Han overvåger bare forløbet" lød det tørt og henkastet fra Ashatorn mens han bladrede stille igennem det enorme kartotek over Aeroearths elever. Det var først nu at Gebrial lagde mærke til at de var fem personer i rummet. I lokalets højre hjørne, mellem et stort mørkt vitrineskab og en lav udsmykket kommode med en afskallet sort maling, stod en kraftig bygget mand med hud af natblå kulør og sylespidse limegrønne øjne der besad en styrke, kraftfuld nok til at penetrere en solid mur som Mester Ashatorn. Manden stirrede intenst, men afslappet på Gebrial og han mærkede nu hvordan hans indvolde nærmest dansede rundt i maven på ham. Han følte sig tilmed også pludselig temmelig svimmel. Det tykke tæppe under ham, og det faste gulv derunder, fik samme tekstur som vand og han begyndte at se tåget. Det blev umuligt at dechifrere de tre mestre fra hinanden. Ashatorns slanke omrids flød sammen med silhuetten af den korpulente mester fra Arcticio. Et sted i det fjerneste hjørne af sin hjerne kunne han høre Ashatorns utålmodige klang.
   "De går bare i gang når de føler dig klar. Vi venter".
   Uden egen kontrol gik han i gang.