Solen var ved at gå ned, og Frida befandt sig på en tankstation i midten af den travle by. Omkring hende var talrige folk travlt optagede af at snakke i mobil uden rigtig at tale sammen. Dem der ikke virkede til at være fanget i en overfladisk samtale, stod og var fortabt i deres egen lille verden, mens de hver stod og tankede deres potensforlængende biler. Selv havde Frida et stålfast princip der benægtede hende en bil, eller noget andet miljøforurenende køretøj. Hun havde nok i sin limegrønne ladcykel.
   Vejret var gråt og trøstesløst, men hun forsøgte alligevel at holde det konstant svingende mod oppe. Alligevel greb hun flere gange sig selv i brændende at ønske at ladcyklen i det mindste havde en kaleche.
   En driftig og kold vind greb fat i Frida, og forsøgte at slæbe hende med, men hun stod imod og besluttede sig til at hoppe op på cyklen. En dyb indånding, et kort ønske om opklaring i vejret, og et nyindkøbt nikotintyggegummi i munden, var det sidste hun gjorde før hun modvilligt trillede ud fra under halvtaget, direkte ud i en kraftig byge.
   Man siger at de fleste byger oftest hurtigt er overståede, men en gang i mellem fejler menneskets behov for at kunne bestemme over Moder Jords luner. Frida var kørt forbi St. Jakobs Park med et bristet håb om at nå hjem uden at være blevet alt for våd. For folk er hensynsløse i vor tid, og en lastbilchaufførs møde med en vandpyt i vejkanten, en buldrende regnsky og et næsvist barns leg i en vandpyt da Frida ventede på grønt lys, havde på sekunder gjort hendes dag den lille tak dårligere end den allerede var i forvejen.
   Nu stod hun ved sin hoveddør. De mange klistermærker som folk fra politiske grupperinger i tidens løb havde klistret op, hang i deres allersidste klat lim. Andre hoveddøre på Hovedgaden så ligeledes sådan ud, men Frida havde altid syntes at lige netop hendes hoveddør skilte sig ud. Som var den, og dens falmende sorte maling, fra en anden tid eller anden verden. Regnen var taget til og hun ønskede indædt at hun ikke havde nogen principper overhovedet. Havde hun bare siddet lunt og tørt i en bil, lyttende til en stille sang af The Beatles mens hun fredfyldt nynnede med, så ville hun ikke stå her, våd og ildelugtende som en godt brugt karklud.
   Hun låste cyklen foran opgangen, og tænkte kort at hvis hun ikke havde sine principper, så ville hun jo nok også befinde sig et helt andet sted i verden. Tanken der var kommet så pludseligt, fik hun hurtigt rystet ud af hovedet igen. Hun tog endnu en dyb indånding som hun havde lært til sine ugentlige yogatimer, og låste hoveddøren op med et rungende klik, der fandt vej op gennem den mørke og kolde opgang.
   Hendes lejlighed var lille, og ukomfortabel. Hun havde ikke kunne få plads til mange af de ting hun skattede højst fra sit barndomshjem, og det store spisebord fra forældrenes hjem, havde hun måtte vinke farvel til. Lejligheden var en 2 værelses med åbent køkken ud til den trange stue. Vinduerne var nærmest sparet væk, og det eneste der var tilbage, var halvt dækket til med træplader så vinden ikke skulle sive ind gennem sprækkerne der med tiden var kommet. Hun havde for nogle år siden, da hun lige var flyttet ind, forsøgt at få væggenes udseende til at være mere tiltalende. Hendes forsøg på at fjerne det gamle tapet fra 70'erne var mislykket, og flere steder hang tapetet nu løst, og afslørede bygningens rå murstenvægge. Dog var det lykkes hende og nogle venner at få placeret et lille sofabord af gamle paller, samt en hullet, victoriansk sofa i den lille stue, og samtidig få gjort plads til et lille fladskærms tv og hendes staffelier. Staffelierne stod, overdækket med et plettet lagen, ved vinduet, omringet af de sidste 5 års forsøg på at finde frem til det bedste motiv. Lærred efter lærred stod opmagasineret ved ydrevæggen og enkelte havde sneget sig ind under sofabordet. De dårligste havde hun brugt til at lave et møbel til fjernsynet. Hun havde en lille smule køkkenbord i form af to små borde i falmet hvid, der dannede en kunstig adskillelse mellem køkkenet og stuen.
   Med en træt bevægelse smed hun nøglerne på køkkenbordet nærmest håndvasken, og tog sit drivvåde overtøj, der allerede havde efterladt en mindre pyt på trægulvet, af. Hun var træt og gennemgik kun med halv koncentration, posten som hun havde taget med fra postkassen i opgangen. Intet interessant. Et par rudekuverter, nogen reklamer som hun kastede hen ad køkkenbordet, og et par invitationer fra nogle personer hun ikke helt kunne huske om var venner eller bare bekendte. De røg i skraldespanden. Ingen beskeder var kommet ind på hendes telefonsvarer og ingen havde sendt hende nogen beskeder. Bilerne kørte hastigt forbi hendes vindue, og hun fulgte forlygternes afspejling i loftet, med en underlig interesse. Hvorfor var hun begyndt at finde disse ligegyldige småting, så interessante? Hun havde ikke været på en seriøs date i omkring 2 år, og for den sags skyld manglede hun at få stimuleret sit behov for menneskelig kontakt. Både platonisk såvel som kødeligt. Hun rystede tanken af sig. Det var en grim tanke, men hun havde haft disse tanker i lang tid nu, og deres spadseretur gennem hendes tankestrøm, blev stadig hyppigere og hyppigere.
   Mens hun stod der, kunne hun mærke sig selv blive koldere i takt med at hendes våde tøj begyndte at tynge hende ned. Hun rystede de sidste underlige tanker af sig, og gik hurtigt ind på sit værelse, for at skifte til noget mere komfortabelt og ikke mindst, noget mere afslappet.

Telefonen bimlede et sted ovre fra rodet på køkkenbordet. Frida var faldet i søvn på sofaen, i færd med at se fjernsyn. En eller anden hidtil ukendt rigmand var fundet død i sit gamle atelier, et sted sydpå. Efter alt at dømme var der tegn på at den stakkels, forholdsvist unge rigmandssøn, havde begået selvmord, efter at han i længere tid langsomt havde isoleret sig fra sin omverden. Frida gøs ved tanken om at tilsyneladende velfungerende mennesker, stille og roligt kunne forsvinde ind til en skygge der levede i sin egen lille hule i den sydlige del af byen.
   Telefonen ringede igen og Frida gned sandet ud af øjnene, før hun med usikkerhed kom på benene. Hun tændte lyset i køkkenet og fandt telefonen gemt væk under gamle pizzabakker fra dagen før.
   "Jaer... " sagde hun og forsøgte at kvæle et gab.
   "Hey! Er du syg skat? "
   Stemmen i den anden ende af røret, var overgearet og næsten ikke til at holde ud at høre på. Frida holdt røret ud i udstrakt arm, så hun ikke skulle få permanente høreskader. Hun havde prøvet at få Cecilie til at skrue ned for volumen før, men det var sgu ikke lykkes. Cecilies karakteristiske s'er der kom ud af mundvigene, med en hvislende lyd, gjorde hendes stemme endnu mere besværlig at lytte til i længere tid ad gangen.
   Hun tog forsigtigt røret tilbage til øret, før hun svarede, stadig en anelse groggy.
   "Nej, jeg har det bare ik' så godt"
   "Er det ik i bund og grund det samme baby? " Cecilie lød en anelse skeptisk over for Fridas undskyldning for at have glemt alt om deres aften aftale.
   "Det gider jeg ikke engang svare på Cecilie, du ved hvad jeg mener. "
   Frida kunne høre en svag skratten på linjen, og hun vidste at Cecilie var i færd med at tænde sin obligatoriske aftensmøg.
   "Jeg savner bare at være sammen med dig, og du har ik' været den samme siden Daniel skred. Sikker på at du er okay? " hun lød oprigtig bekymret, og selvom Cecilie til tider kunne være et anstrengende bekendtskab, så satte Frida pris på dette personlighedstræk.
   "Jeg har det helt fint, jeg kunne ikke have det bedre! Okay? " Frida mærkede et svagt følelsesmæssigt stik i sit hjerte da hun sagde disse ord. Hun havde haft det så langtfra godt at det ikke kunne måles. Daniel, hendes eneste klippe her i livet, var skredet uden at have efterladt noget spor af hvad der havde fået ham til det. Hun snøftede hurtigt, og tørrede fugten af sin kind.
   "Sagde du noget? "
   "Nej, nej... bare lidt tør i halsen. Du, jeg beklager at jeg ik' kom i dag, skal vi ik' mødes en dag i næste uge. Jeg har så travlt med malerierne og der er købere parat til to af de færdige portrætter. " Hun flippede gennem en bunke post-it papirer ved sin side, og afventede Cecilies svar, som kom prompte.
   "Jo for pokker! Det skal vi da, og denne gang er der ingen undskyldning for ik' at komme Fridapige" Frida hørte hvordan Cecilie fumlede med kalenderen i den anden ende af røret. Der gik en rum tid før hun fortsatte.
   "Skal vi sige onsdag, næste uge, Café Hjorten? "
   "Fint med mig. " svarede hun halvhjertet.
   "Jamen så ses vi skat. "
   "Ses. "
   Der lød lidt mere famlen, og lidt statisk skratten, før der blev lagt på. I samme øjeblik kørte en ambulance forbi vinduet, og rummet blev oplyst i et køligt blåt skær. Frida mærkede en kold fornemmelse krybe ned ad ryggen. Hun følte sig pludselig ubehageligt vidende om at hun var dødelig og sårbar. Hun havde brug for en klippe i sit liv. Dette havde den korte samtale med Cecilie gjort hende opmærksom på, og hun brød sig ikke om følelsen af at vide at hun desperat havde brug for selvskab i sin toværelses lejlighed.
   Hun gik hen og slukkede for fjernsynet, der stadig stod og viste de seneste nyheder. En yderst velklædt herre i stramt jakkesæt, stod og svedte tran mens han som en anden forbryder, blev krydsforhørt af den ihærdige nyhedsvært, der som en anden storvildtjæger så ud til, efter måneders intens jagt, endelig at have fået krammet på sit offer. Hun rystede puderne i sofaen, satte dem ordentligt på plads i den lasede topersonerssofa, før hun gik over til staffeliet for at forsøge at male noget mere. Hun plejede at have ideer i hobetal. De plejede at komme strømmende til hende, som små kreative eksplosioner i hendes ellers så aktive hjerne. De nægtede som regel at forlade hende før hun i det mindste havde forsøgt at få det ned på papir først. Nu stod hun her. Tredje uge i træk uden nogen som helst form for inspiration eller gejst. Hendes øjne flakkede bare livløst henover det hvide lærred, der langsomt forsvandt for øjnene af hende. Hun følte sig som en kvinde på en umulig jagt efter vand i ørkenen, når hun stod der og stirrede tomt på lærredets kridhvide overflade. Hun tog en slurk af kaffen hun havde lavet inden hun havde sat sig for at se tv. Den var koldere end hun havde følt sig da hun kom hjem, så hun satte den fra sig igen. Hvad var det der havde sat en stopper for hendes sprudlende kreativitet? Hun viftede frustreret, med en voldsom bevægelse med hånden, en drilsk flue væk fra ansigtet, før hun satte sig i sofaen. Opgivende og hulens træt. Måske havde hun bare behov for forandringer i livet? Måske var hun allerede, i en alder af 24 vintre, kommet til det punkt i livet som indtræffer for alle. En periode hvor lidt skiften i atmosfæren, og lidt livsmæssig forårsrengøring er nødvendigt for overhovedet at kunne komme videre. Hun sad lidt og stirrede på en lille revne i vinduet, mens hun blev mere og mere glad for tanken om at hendes kreativitet måske kunne komme tilbage hvis hun foretog nogle få finjusteringer på sit liv. Lidt ændringer kunne ikke skade hende. Alligevel havde en følelse af monoton tryghed, slået rod dybt i hende, og sendte bølger af modvilje for forandringer rundt om i hendes krop. Hun havde købt sin nuværende lejlighed da hun valgte at flytte fra sine forældre. Alene det havde været en til tider ubehagelig oplevelse for hende, og den havde krævet ufattelige mængder af hendes energi før den endelig havde fået den tryghed hun elskede. Og hun elskede at bo her, af hele sit hjerte.
   Hun smilede let ved tanken om hendes forhold til en lejlighed i midten af storbyen, før hun rejste sig. Hun rettede igen let på puderne, og bestemte sig for at tænke videre den næste morgen. Et sted over hende havde overboen skruet op for musikken, og stille og roligt derefter, hørtes de blide toner fra Sam Cookes' "A Change is gonna Come" gennem loftet. Hun smilte igen, ved det pudsige sammentræf, da hun træt bevægede sig ind i det dunkle soveværelset.