Hvor lang tid der var gået siden hendes liv sank i grus, vidste hun ikke. Det var som om tiden havde givet slip på hende. Forladt hende og efterladt stumperne i en form for koma. Til tider tænkte hun på at dø. På at forsvinde lige så stille, til et sted hvor ingen kunne se hende og hun endelig kunne starte det hele forfra igen. Begynde på en frisk, hvor fortiden blev bag hende og ikke pludselig dukkede op i en bannerreklame på venindernes computere. Alene tanken om de billeder fik hende til at miste vejret.

"Kommer du ned skat, vi begynder på maden lige om lidt"
   Pernilles stemme lød forkert. Ordene bevægede sig op ad trappen til datterens værelse, men et sted på vejen mistede de den moderlige kærlighed der var så normal for den lyse stemme. Hændelsen havde også ramt hende hårdt. Billederne af datterens nøgne krop havde fået noget inde i hende til at opgive alt. Hun var ked af det på datterens vegne, selvfølgelig var hun det. Det skulle hun jo være, men hun var samtidig ramt og plaget af en anden følelse. En langt mere ubehagelig følelse der fik det til at brænde i hendes krop. Hun bed sig hårdt i underlæben, og ønskede følelsen væk. Efter nogle lange sekunder var hun igen nogenlunde normal.
   "Skat, vi begynder uden dig hvis du ikke kommer ned nu."
   Stadig intet svar.
   Pernille stod ved foden af trappen, en hånd hvilende på mahognigelænderet mens hun svajede langsomt.
   Overvejede situationen.
   Skulle hun gå op til datteren eller lade hende være? Hun havde godt af at tænke lidt over tingene.
   "Fint, men vi gemmer ikke noget."
   Det var det sidste hun sagde, før hun drejede om på hælen, gik ud i køkkenet hvor Henning stod og rørte nænsomt i en skilt sovs. Hun kastede et opgivende blik ned i sovsen. Den var umulig at redde. Henning fjernede ikke blikket fra sovsen. Heller ikke da hun plantede et tørt kys på den ubarberede kinds udhuling. Det havde også taget hårdt på ham. De sidste uger havde været frygtelige for dem alle. Selv deres to andre børn var tydeligt påvirket af datterens fatale fejl på nettet.
   Deres nyindkøbte spisebord stod i skarp kontrast til alt andet i køkkenet. Overalt i det kridhvide lokale var der revner. Blotlagte rør og en umiskendelig dunst af fugt. Bordet derimod, var mørkt og lavet af udsøgt ibenholt. Det havde været en gave fra svigerforældrene da hun og Henning havde sølvbryllup. Pernille havde været glad for det, og dagligt sørget for at det var rent og nydeligt. Ingen pletter eller noget. Nogle gange lavede Henning og børnene sjov med hende, og kommenterede hvor svært det var at spise ved et bord der knapt nok måtte blive beskidt. Hu havde grint med dem, men inderst inde følte hun lidt at hun blev holdt for nar.
   Nu var bordet beskidt. Billederne der cirkulerede rundt i den usynlige luft, fra datterens fatale fejl på nettet, viste at hændelsen var hændt på dette køkkenbord. Hun følte sig endnu mere holdt for nar nu, når hun tænkte på hvordan deres uskyldige datter, havde mistet sin uskyld på dette fine bord.
   Med et havde hun mistet appetitten.