En legende fortælles
   Gabrielle vågnede ved at nogen ruskede blidt i hende. Solen var ikke stået op i nu, og søvnen fyldte stadig Gabrielles øjne. Et lys skinnede og jog mørket væk.
   "Hvem er det?" spurgte hun stadig med lukkede øjne. "Hvad er klokken?"
   En stemme lød fra den anden side af lyset: "Det er mig," sagde en alt for velkendt stemme. "Jeg ved ikke hvad klokken er men det er ikke mere end fire timer siden vi gik i seng. Kerak lød rimelig alvorlig da han bedte mig om at gå op og vække dig, så du må hellere komme op." Gabrielle åbnede øjnene og så Lanas unge ansigt, med de azurblå øjne, det korte, midnatssorte hår, lænet ind over sig med stearinlyset i hånden.
   Der var en dyb sorg at spore i hans blik. Hun satte sig op med tæppet rundt sig og så sig som omkring. Så kom hun i tanke om sin drøm, havde det været en drøm, var englen virkelig og hvad betød det alt sammen?
   Men hun blev hurtigt revet ud af sin egen tankeverden, da Lana stod med ryggen til og spurgte om hun ikke snart var færdig med at klæde sig på. Gabrielle undskyldte kort og skyndte sig at tage sit tøj på.
   De gik sammen ned af trappen, drengen med sænket blik og triste følelser i hjertet, og pigen der kom gabende ned af trappen med et både eftertænksomt og nedtrykt blik i øjnene. Børnenes forældre sad nede i køkkenet og ventede på at de kom. De kiggede op da Lana og Gabrielle kom ned. De havde begge to fugtige øjne der glitrede som diamanter i stearinlysets skær.
   "Kerak er taget ud til sine mænd som han havde med sig. Han bedte os om at komme derud hurtigst muligt," sagde faderen, "men jeg synes at vi skal tage os den bedste omgang morgenmad vi nogen sinde har haft sammen." Det sidste blev sagt med et modvilligt fremtvunget smil.
   De satte sig om bordet og inden længe sad de alle fire og spiste brød, bacon, og grød med mælk. Gabrielle havde ikke fået noget bedre måltid at starte en dag på, før i sit liv, men det var det rene vand i forhold til det hun ville komme til at opleve de næste mange måneder. Den i forvejen nedtrykte stemning blev ikke bedre af den stilhed, der prægede den lille familie under måltidet. Tiden trak ud, og lige inden den sidste mundfuld grød skulle fjernes fra tallerknen, rejste Gabrielles far sig op.
   "Jeg ved ikke med jer, men jeg har en fornemmelse af at det her måske bliver vores sidste måltid sammen." Han blev nød til at holde en pause, i det hans stemme nær var knækket sammen. "Jeg tror du vil få det godt hos sir Mirwat. Efter hvad Kerak har fortalt os, skulle han være rigtig flink og jeg stoler på Kerak. Din mor har været hård ved dig, og det var måske også nødvendigt, for vi turde ikke risikere at du gik og troede at det var noget vi bare sagde." Nu brød hendes mor ind: "Jeg håber du kan tilgive mig, min pige."
   "Selvfølgelig kan jeg det, mor," og så gav de hinanden et knus, grædende ved hinandens skulder.
   "Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre datter end dig," fortsatte hendes far." Jeg er virkelig stolt af dig. Du vil få en meget bedre fremtid end nogen af os herinde. Vi vil selvfølgelig også gøre alt for at Lana kan få det godt, men nu gælder det dig. Din mor og jeg har sparet sammen i lang tid for at kunne give dig lidt, som du kan få med på rejsen. Vi vil være glade hvis du vil tage imod disse penge." Da han sagde det, hev han en lille læderpose frem fra en lomme i blusen og gav den til sin datter.
   "Jeg kan ikke tage imod det. Det er alt for meget. I har mere brug for det end jeg," sagde Gabrielle, da hun mærkede vægten i den lille læderpose. Hun rakte hånden med pungen frem mod hendes far, men han gjorde ikke mine til at tage imod den. Han stod bare og så på hende.
   "Kom nu. Tag imod den, vi vil jo gøre noget godt for dig. Jeg har også lagt en smule til." Det var Lana der hulkende bedte hende. Hun trak bedrøvet hånden til sig, bevidst om hvor stort et offer, hendes familie havde gjort for hende, og i næste nu, faldt hun grædende sammen på bænken. Tårerne ville ingen ende tage, og lidt efter begyndte de også at trille ned af Lanas kinder. Det endte med at de alle sammen sad i en klump på det kolde gulvet og græd i køkkenet.
   "Nå," sagde faderen pludseligt og rejste. Han førte en hånd tværs hen over ansigtet for at tørre de salte dråber væk. "Vi må nok hellere komme ud til Kerak." De rejste sig alle sammen og gik. Gabrielle så sig om i det lille køkken. Tårerne fyldte hendes øjne, da hun indså at det nok var sidste gang hun befandt sig i rummet. Hun indprentede sig alle detaljerne i hendes hukommelse, så hun vil kunne huske det. Bænken, der så ud som om den kunne brase sammen hvert øjeblik det skulle være, stod op ad væggen, en halv meter fra trappen, Det store egetræs bord, der var fyldt med knaster, placeret foran bænken, de to hjemmelavede stole, som hendes forældre plejede at sidde på, stod på den anden side af bordet, med ryggen til det lille komfur og skabet der stod ved siden af. Selv stod hun i døråbningen til venstre for komfuret, og så var der også døren ind til smedjen. Placeret i væggen, der stak vinkelret ud fra den dør som hun stod i lige nu, var døren til hendes fars arbejdssted lukket og låst. Hun skyndte sig at smutte igennem døren og lukkede den efter sig.
   De gik hen af vejen mod byens vestlige port. Imens de gik snakkede de om hvordan de sidste par dage havde været for hver enkel. De genopfriskede minder og de snakkede lidt om Kerak og hvor Gabrielle skulle hen og bo. Der gik ikke så lang tid, før de nåede til porten. Der stod ingen vagter ved porten og lyset i det lille vagthus var slukket. Gabrielles far gik hen og bankede på døren.
   Efter en del banken, blev der endelig åbnet op, og en søvndrukken mand stak hovedet ud. Søvnen hang ud af hans brune øjne, et stort fuldskæg fyldt med madrester og vin, fyldte det meste af ansigtet og skjulte munden. Et ar, der gik langs ned med næsen prægede det der var synligt af ansigtet, store duskede øjenbryn hang slapt henover de nøddebrune øjne. Håret havde samme farve som øjnene, det var pjusket, uredt og hang ham ned til nakken.
   "Det var som satans," udbrød han, da han så familien stå foran ham. Øjnene skød lyn over at blive vækket midt i hans nattesøvn. "Lad mig gætte: I skal vel også ud på den anden side? I er ikke de eneste der har nogle natteærinder. Nu skal jeg åbne op for jer, så længe I bare smutter med det samme." Han gik ind i det lille hus, roede lidt rundt derinde og kom til sidst ud med en nøgle i hånden. Han gik hen til en dør ved siden af porten, låste op, gik ind og råbte af nogle folk. Ordrerne faldt hårdt og skarpt, så inden der var gået to minutter, var porten åben og vagten kom ud og ønskede dem god rejse.
   "Vi kommer nu ellers tilbage, så hold dig vågen," sagde Gabrielles far til vagten. Denne mukkede og gik surmulende ind i vagthuset over at skulle holde sig vågen. De andre gik ud af den åbne port og kiggede sig omkring, da de var på den side. De så lys hundred meter derfra og gik hen til dem. Lyset stammede fra hundrede fakler, der var stukket ned i jorden så Keraks folk kunne komme til at pakke lejeren sammen. Kerak kom gående hen til dem. Hans ansigt var lagt med dybe og alvorlige folder.
   "Jeg er ked af det men vi bliver altså nød til at tage af sted nu. Har du alle dine ting? Sir Mirwat har sendt bud efter mig og det er en hastesag. Få sagt farvel nu, så får jeg sadlet en hest op til dig." Med disse ord gik han beslutsom tilbage.
   Lana så op på hende og sagde: "Kan jeg ikke lige snakke med dig alene? Jeg har noget til dig." De fandt et telt, som de gik om bag ved. Lana tog en pakke frem fra sin lomme. Den var på størrelse med hendes udstrakte hånd og pakket ind i noget hvidt silkestof.
   "Jeg vil gerne have at du skal have den her," sagde han og rakte den til Gabrielle. Da stoffet var fjernet, lå der en lille hvid, fint udskåret kam i hendes hånd. Der var udskåret det flotteste mønster hun havde set, i kammen. Hun prøvede, men kunne ikke holde tårerne tilbage. De omfavnede hinanden.
   "Jeg købte den sidste gang der var marked. Den kostede mig alle mine sparerpenge, men der er klart, når den kommer nede syd fra. Den er af elfenben, elefanters stødhorn," græd han.
   "Nu må du love mig at passe godt på de gamle," sagde hun med et modvilligt påtvunget smil. Hun ville og hun skulle vise sig stærk. Holde hovedet højt og ikke lade sig knække, men det var for meget, at skulle sige farvel til den person hun holdt mest af her på jorden. De stod lidt i tavshed. De stod i hinandens favn og gav tårerne frit løb. Til sidst sagde Lana: "Vi må nok hellere gå tilbage igen." De gik stille og roligt tilbage, stadig i tavshed.
   Da de kom tilbage så de deres far stå med armen, trøstende om deres mor. Den sorg der lyste ud af øjnene på dem, kunne ses flere mil derfra.
   "Gabrielle, min lille engel," sagde hendes mor gennem et slør af tårer. "Der er ikke mere jeg kan give dig som du kan medbringe på din færd, bortset fra en sørgende moders velsignelse." Med disse ord knælede Gabrielles mor og kyssede hende først på pand, derpå begge kinder og til sidst let på munden. Hun kom op at stå igen, og sagde til sin mand: "Jeg går tilbage til porten. Jeg kan ikke holde det ud." Han nikkede kort som tegn på at han forstod, og knælede så han også kunne velsigne Gabrielle. Det trak dog bare lidt længere ud. De gav hinanden et sidste knus inden far og datter skulle skilles forevig.
   "Farvel min engel. Jeg er så stolt over dig. Så stolt som en far nu kan blive over sin datter." Han rejste sig og gik tilbage til sin kone. Nu stod kun Gabrielle og Lana tilbage. Deres ansigter funklede i faklernes skær efter alle de tårer de havde fældet. Det var sådan, hun, Gabrielle, ville komme til at huske sin brors ansigt.
   Bag Lana, kunne Gabrielle se Kerak komme hastende hen mod dem med to heste efter sig. Hun besluttede sig for at få det overstået så hurtigt som muligt og sagde: "Jamen så må det jo betyde farvel." Hun blev selv overrasket over hvor tonløs hendes stemme var blevet. Alt håb havde forladt hende og det føltes som selve verden ville gå under. Hun fortalte Lana dette og han svarede at han forstod hende.
   De mødtes i et sidste kram, og Lana sagde: "Jeg elsker dig som den du er. Sådan som du har været overfor mig. Mor havde ret: du er en engel." Der fulgte en kort pause, og Lana fortsatte: "Far havde også ret: Jeg er stolt over dig. Over at være din lillebror. Gå nu med fred til vi ses, hvis vi ses." Det sidste sagde han med et utroligt håbløst tonefald i stemmen. Inden hun nåede at sige noget, havde han vendt ryggen til og begyndte at gå. Han så sig ikke tilbage.
   Kerak kom hen til hende, men hun ænsede ham ikke. Hun stod bare og så til mens Lanas skikkelse faldt i et med mørket og forsvandt. Nu var hun alene i verden. Hvem skulle nu trøste hende? Hvem skulle hun nu komme til når hun havde et problem? Alle disse spørgsmål stillede hun sig selv, mens hun stod der og mistede mere og mere lysten til at leve. Hun så ikke mere nogen mening med livet. Hun vendte sig om og så Kerak i øjnene. Uden et ord steg hun op på den hest, han rakte frem til hende. Han hoppede selv elegant op på den anden hest og førte hende bort fra lejren.
   De nåede kun lige ud af teltene, da femten bevæbnede vagter kom og slog dem følge. Resten af natten var hun vågen og alligevel ænsede hun ikke noget. Ikke hvor de red eller hvad der skete om hende. Hun var vågen, men i en form for drømmetilstand. En tilstand tømt for håb, kærlighed og livsglæde. Kerak prøvede flere gange at starte en samtale med hende, men efter flere forsøg med ingen held opgav han.
   Da solen begyndte at fylde himlen med gyldne og lyserøde farver, slog de lejr. Gabrielle steg af hesten, satte sig hen på en træstamme, og begyndte at stirre op på de farvede skyer, eller rettere sagt: hun stirrede mod dem, helt tom i blikket. Ingen tanker eller følelser gik igennem hovedet og hjertet på hende. Hun sad der i al den tid de andre satte lejren op, og pludselig synes hun at hun så sin families ansigter i dem, inden en let brise hviskede de forgyldte ansigter med, et rødligt skær, bort. En enkel salte dråbe, tog den korte rejse fra en piges funklende øjne, ned til samme piges hage, og så til sidst det store spring ned i den grå, mudrede jord, hvor den forsvandt for evigt.
   Efter at have siddet sådan i nogle timer, begyndte Gabrielles ben at sove. Den prikkende fornemmelse blev ved med at tage til i styrke, og til sidst vrikkede hun lidt frem og tilbage med hendes ben. Fornemmelsen træk sig hurtigt tilbage, da Gabrielles modangreb , havde vist sig for stærk.
   Lidt efter kom Kerak hen med noget mad til hende, og forklarede kort hvad det var der lå på hendes tallerken. Han smuttede med det samme igen, for at fordele vagten ud mellem hans soldater.
   Gabrielle sad endnu på træstubben, da dagen lakkede mod sin ende, og kiggede på sin mad, uden at have rørt det, da mørket begyndte at ligge sin tunge, sorte dyne over landet. Der blev kaldt på hende henne fra lejren, så hun kastede maden ud i mørket og slentrede af sted mod den lille gruppe telte og et bål, som var deres lejr.
   "Mi' Lady, jeg har fået den opgave at vise dig dit telt. Du vil få dit helt eget, så ingen vil forstyrre dig," sagde en ung soldat med et glat, rundt ansigt og blond hår. Hans hud virkede blød som hos et nyfødt barn. Han førte hende hen i midten af lejren, som bestod af, i alt, otte telte. Gabrielle havde fået tildelt teltet i centrum, omgivet af de syv andre telte. Soldaten trak et løsthængende stykke stof til side, og lod Gabrielle træde ind i det lille telt. Inden han gik, sagde soldaten: "Kerak sagde at du skulle have denne her, hvis der skulle ske et eller andet." Han rakte hende en stor jagtdolk og gik uden flere ord.
   Hun tog sit tøj af, og skyndte sig under tæppet, da hun opdagede hvor koldt det var. På trods af at hun lå på fem sammenlagte tæpper, kunne hun stadig mærke en knold i jorden Hun lå der uden se noget tegn til at søvnen ville overmande hende, og bortføre hende til drømmenes land.
   Uden for lejren hørtes en enlig frøs kvækkende kalden, efter sine kammerater, og to minutter hørtes endnu halvtreds. En ugle tuede i det fjerne og svaret lød med det samme fra dens mage. Frøernes kvækken blev ved det meste af natten, indtil midnat, hvor de lod sig omslutte af søvnens tunge åg. Hun tænkte intet og hun følte intet.
   Da frøernes koncert var ved at aftage i styrke, træk hun tæppet til side og satte sig på knæ i det lave telt. Hun falmede efter dolken, hun havde fået af soldaten, i mørket. Da hun, efter noget tid, fandt den, rystede hun over hele kroppen. Kulden bed i hendes bare hud, hendes næse og øre var for længst blevet følesløse og hun kunne mærke at fødderne snart fulgte trop.
   Hun sad der i flere timer, med kniven i den ene hånd, mens hun skar lange ar op af sin arm. De var ikke så dybe, så smerten var ikke så stor, indtil, hun havde skåret så mange ar, at hun blev nød til at skære i de første ar. Smerten overvældede Gabrielle og hun sank, gispende efter vejret, sammen på jorden, med kniven i højre hånd, og blodet løbende ned af hele venstre arm. Sådan blev hun liggende på jorden i lang tid.
   Nu havde hun ikke kunnet bevæge fødderne i et par timer og nu begyndte der også at komme kraftige smerter i benene. Hvis hun alligevel skulle dø, så kunne det lige så godt blive nu, så hun satte sig op på knæ igen. Hun hævede kniven så den var i højde med hendes bryst, og skulle lige til give sig selv nådestødet, da benene gav efter.
   Hun tabte den store dolk, ned på jorden ved siden af hende, og væltede sidelæns ned på dolken der gik ind i Gabrielles side. Hun skreg af smerte, da det kolde stål gik igennem huden på hende. Hun kunne mærke det varme blod løbe ned under hende, som hun lå der på ryggen og gispede efter at få vejret. Hun kunne mærke blodet samle sig midt på ryggen og derefter dryppe ned på jorden. Hun nåede kun lige at se Keraks fakkeloplyste ansigt dukke op inden mørket omsluttede hende og hun besvimede.


* * *
   Gabrielle vågnede ved at en våd, kold dråbe ramte hendes kind, og lige efter en fugtig klud, der blev dyppet forsigtigt på hendes pande. Hun blev liggende med lukkede øjne uden at ville vise tegn på at hun var vågen. Lidt efter kunne hun høre Keraks dybe brummen af en stemme.
   "Hun har været bevidstløs i fire dage nu. Kommer hun sig?" sagde han.
   "Ja, det tror jeg, men hun har en meget høj feber, og hendes sår i siden er meget dybt og vil nok tage nogle måneder at hele, så hun kommer til at ligge i sengen endnu en uge." Denne gang var det en kvinde der talte. Hun havde en lav, ru stemme der fik Gabrielle til at tænke på en gammel kone, der ikke havde lang tid tilbage til at leve i.
   Tunge skridt der forlod lokalet og en dørs smækken, var beviset for at enten Kerak eller den gamle kone havde forladt rummet. Hun håbede inderligt at det var Kerak, for hun ville ikke kunne se ham i øjnene det næste stykke tid. Han var sikkert splitterravende gal på hende efter hvad hun havde gjort ved sig selv.
   Kluden kom tilbage på hendes pande. Vandet var, den her gang, næsten kogende. Hun udstødte et overraskende gisp og fjernede, med et ryk, hovedet væk fra kluden. I sit vrid opstod der en smerte, der gjorde at hun skreg. Nogle enkelte tårer begyndte at komme frem.
   "Rolig min pige, der sker dig ikke noget." Det var den lave hæse stemme igen.
   Gabrielle åbnede øjnene, nu da hun var opdaget, og så lige ind i nogle smalle, grå øjne der bakkede ordene op, som kom fra en smal mund, med nogle læber der næsten var af samme farve som huden på kvinden, der stod bøjet ind over Gabrielle. Næsen sad skævt, og den var meget kroget. Den var uden tvivl blevet brækket en eller to gange. Hun var egentlig ikke så gammel som hendes stemme lagde op til. Der var kun lige et par rynker på panden.
   "Det er godt nok noget af nogle skrammer du har fået dig der på armen." Gabrielle hev armene frem under dynen, og så på dem: Der lå en mærkelig grøn masse, der hvor hun havde snittet sig selv. Hun tog massen af og opdagede en række af lange, lyserøde ar, hele vejen fra skulderen til lige under håndledet, på begge arme.
   Gabrielle kom i tanke om hendes uheld i teltet. Hun førte forsigtigt sin hånd ind under dynen og opdagede at der var forbinding, fra lige over hofterne til lige under brystet.
   "Kom, sid dig op, så vil jeg skifte din forbinding," sagde kvinden, der åbenbart var Gabrielles sygepasser. Gabrielle fik med stor smerte og besvær, sat sig op. Hun så forskrækket på kvinden da hun fandt ud af at hun ikke havde mere tøj på, end et par grove bukser og sin forbinding.
   "Ja, det var lidt lettere for mig at få skiftet din forbinding, hvis ikke der var noget ekstra jeg skulle tage af og på hele tiden," sagde kvinden som svar på det uudtalte spørgsmål der sås i Gabrielles øjne. "Og for resten hedder jeg Ter. Jeg skal nok finde en bluse til dig hvis du synes, men nu skal vi altså lige have ordnet den her forbinding.
   Da det var gjort, forsvandt Ter ud igennem døren, efterlod Gabrielle til sig selv og værelset. Gabrielle brugte lejligheden til at tage rummet i øjesyn: På hver side af sengen var to store vinduer pladseret, med bordeaux røde gardiner der gik næsten helt ned og rørte gulvet, der bestod af bøgetræs brædder. Sengen var ikke det helt store, men i det mindste var det en rigtig madras og ikke et lag visent halm. På den modsatte væg var der, præcis overfor sengen, pladseret døren, der førte ud i en korridor, med messingbelagte stager fulde af lys, havde Gabrielle lagt mærke til da Ter gik ud. Lige ved siden af døren, til venstre, stod et stort klædeskab af det fineste mahogni. Til den anden side var et spejl, der fyldte fra loft til gulv, pladseret.
   Hun skulle lige til at rejse sig fra sengen, men der var tre ting der holdt hende tilbage: smerten fra hendes sår i siden, hendes manglende påklædning og at døren pludselig åbnede sig, da Ter trådte ind, med en hvid, gammel og slidt natkjole i hænderne.
   Med store smerter og hjælp fra Ter, fik Gabrielle møjsommeligt bukserne af, og natkjolen på. Hun takkede Ter og sendte hende ud, så hun kunne få lidt ro sammen med sine tanker. Det gik op for hende at hun overhovedet ikke vidste hvor hun var. Kunne det virkelig være Sir Mirwats bolig? Havde hun virkelig været bevidstløs så længe. Endnu en gang prøvede hun at rejse sig op, men måtte opgive, da smerten var for stor og en pludselig udmattelse ramte hende som en flodbølge. Dermed lagde hun sig til at sove, og ventede på at der kom noget selskab eller mad.
   Der blev rusket blidt i Gabrielle og hun slog øjnene op. En ung tjenestepige var kommet ind i værelset med en tallerken med noget mad. Hun var kun et par år ældre end Gabrielle.
   "Jeg skulle hilse fra Sir Mirwat og Lady Sina, og sige at de ønsker dig en god bedring," sagde hun. Stemmen der kom fra hendes mund, var blød og dejlig at høre på, Gabrielle ønskede at hun ville blive ved med at tale. "Jeg har medbragt lidt mad til dig, der er nogle stegte kartofler, noget salat og et stort stykke stegt vildsvinekød. Jeg smutter med det samme igen, jeg har en masse ting at tage mig til, vaske tøj og alt sådan noget. Jeg skal nok komme igen. Farvel," og så gik hun igen.
   Gabrielle så på maden og indtog den herlige duft af krydret kartofler og stegt kød, det havde hun aldrig fået. Grådigt kastede hun sig over måltidet og på mindre end fem minutter var det sat til livs. Aldrig før havde hun smagt noget så himmelsk. Da hun var færdig, stillede hun tallerkenen på det lille natbord, der stod ved siden af sengen.
   Hun sad med tankerne i hovedet og maden i maven, lige til Ter kom ind for at skifte Gabrielles forbinding. Bag hende traskede en ung kvinde, måske kun syv år ældre end Gabrielle, ind i værelset. Hun havde en kort, blå sommerkjole på, der gik hende til knæene. En krans af vilde blomster prydede hendes hoved, der var lille med klare, årvågne øjne. Det var som om der ikke var noget som helst der undgik hendes blik under de plukkede øjenbryn. Næsen begyndte et sted lige under stedet, der var mellem hendes gennemborende øjne, og endte i en spids et par centimeter over munden. Denne var lille og smal, med små tynde og røde læber. Hendes kropsbygning virkede som om den var stik modsat fra hendes gennemborende blik og sikkert stærke personlighed. Hun var kun en lille smule højere en Gabrielle og meget spinkel og nok også lidt undervægtig. Hverken fedt eller muskler var at se, kun skin og ben, huden var let solbrændt i den friske forårssol. Ansigtet var lagt i venlige og bløde folder og munden bar et lille, smalt, medfølende smil.
   Ter præsenterede kvinden som Lady Sina og kvinden nejede dybt for Gabrielle. Denne havde gjort det samme hvis det var muligt. Lady Sina gik hen til Gabrielles seng og bød hende velkommen, ved en hvisken i hendes øre.
   "Jeg er ked af at du skulle få en sådan start i dit nye hjem og familie. Kerak fortalte mig hvad der var sket, og jeg synes at vi snarest muligt skal have en lille snak om det."
   Sammen med Ter, skiftede Sina Gabrielles forbinding. Da de var færdige sagde Sina farvel og i dørkarmen nejede hun endnu en gang for Gabrielle, inden hun gik. Sikke da en respekt man får her, tænkte Gabrielle.
   Dagene gik, men det gjorde Gabrielle bare ikke, og det var hendes største problem, for hun var efterhånden godt øm i hele kroppen. Ter kom og besøgte hende flere gange om dagen, for at skifte forbinding og tilse sårene, der kom forskellige mennesker til hende med mad, men aldrig den samme og Sina kom en gang imellem, men der gik længere og længere tid mellem hendes besøg og hver gang blev de forstyrret af Ter eller en stik-i-rend-dreng, der skulle have fat på Lady Sina.
   Sådan gik dagene indtil at Ter fandt Gabrielle stående på gulvet, prøvede sine fødder og ben af, for at se om de stadig kunne gå. Da hun opdagede Ter, gav hun den gamle kvinde det første smil, hun havde smilet i mange uger.
   "Jeg er rask," var det eneste hun sagde, da Ter gloede dumt på hende, som om hun havde set en engel.
   "Øhm, øhm." Den gamle dames kæbe stod på vid gab. "Du-du er rask?" spurgte hun, og fik endelig lukkede munden, med en forlegen bevægelse.
   Gabrielle sendte hende bare et smil som gik fra øreflip til øreflip. Hun gik hen til vinduet og kiggede ud igennem vinduet, udover en endeløs skov, som først så ud til at stoppe utallige mil væk, i en storslået bjergkædes forløbere.
   "Hvor er mit tøj?" spurgte hun, stadig betragtende udsigten.
   "Øh, jeg finder noget med det samme," svarede Ter forfjamsket og lidt for hurtigt. Det sidste ord nåede kun lige at komme for Gabrielles øre, inden hun var ude af døren.
   Gabrielle kiggede roligt ud. Børn løb rundt og legede i mudderet, og blev fuldstændig gennemblødte af regnen. Imellem dem hoppede hundene op og ned af børnene. Det så næsten ud som om det var en dans. Røgen sivede langsomt op af skorstene på de små hytter, i dens dans mod friheden. En gruppe våde mænd kom vandrende ud fra skoven, trækkende med en lille kærre fyldt med træ. De havde bar overkrop, og sveddråberne sivede ned fra dem. Over den højre skulder, havde de hver og en, en stor, lang skovhuggers økse.
   Pludselig kom en lille, tyk mand vraltende ud med dem. Han stoppede op en små ti meter fra skovhuggerne og begyndte at pege og vifte med armene, som hans og ikke mindst deres liv afhang af det nye brænde. Skovhuggergruppen stoppede op. De to som bar på kærren, slap taget, og en anden af dem gik med meget faste hen mod den lille mand, og stoppede først da der kun vare en halv centimeter fra hinanden. Da skovhuggeren var godt to hoveder højere end den lille mand, og bomstærk, havde han ingen problemer med at trække den lille op og derefter smide ham over i en bunke mødding.
   De andre grinede højlydt af ham, ja selv børnene stod og pegede fingre. Gruppen af skovhuggere gik videre med kærren, derhen hvor den lille havde henvist dem, og så forsvandt de ud af Gabrielles synsvidde.
   Hun vendte sig rundt, da Ter kom ind igen. Damen havde, i favnen, en bunke med noget tøj til Gabrielle.
   "Du kan selv vælge," lød den gamle dames hæse stemme. "Jeg ved ikke hvor meget af det passer, men jeg tog lidt forskelligt, så der er et rimeligt udvalg. Noget af det, er endda lady Sinas aflagte klude." Hun lagde det på en stol, spurgte om Gabrielle skulle have hjælp til at skifte, men denne takkede nej, og så gik den hun igen.
   Gabrielle tog det første stykke tøj op; en blå silketrøje, som var alt for stor til hende. Det næste var en grøn nederdel, som gik hende ned til anklerne, og så var den en smule stram om livet. Den lagde hun hen på sengen. De næste fem stykker tøj, smed hun bare skødesløst hen over skulderen, i en bunke med det kasserede tøj.
   Det næste af de lidt mere interessante klædningsstykker, var en flot, rød trøje af fin silke med lange ærmer. Helt ude i ved håndledet var ærmerne fem gange så store og løse som da de startede ved skulderen. Den blev prøvet på, en lille smule for stor, men det gjorde ikke noget, så også den blev lagt til side. Det eneste problem var at den var at man kunne se gennem trøjen.
   Som svaret på hendes bønner, var det næste en lille orange vest, til at have inde under silketrøjen. Den blev prøvet på og passede perfekt, så også den blev lagt over på sengen. Alt andet blev smidt væk, bortset fra…
   …Sinas blå kjole.
   Den kjole som hun havde haft på, den første gang hun var inde at se til Gabrielle. Den blev med meget stor forsigtighed lagt over ved siden af alt det andet.
   Da tøjet var ordnet, skiftede hun og iført den blå kjole, gik hun ud på gangen. Den var tom som en skyfri himmel. Uden noget mål, skridtede hun mod den nærmeste dør, håbende på at kunne komme ned og ud. Ud i den friske luft. Det var hendes største ønske.
   Glæden over at kunne gå rundt igen, havde helt overvældet sorgen over at være væk hjemmefra.
   Hele dagen gik hun rundt med et smil, som ikke veg den mindste tomme. Hele dagen gik hun rundt og sludrede med diverse personer. I køkkenet fik hun en forprøve på en lækker, cremet kage, med skovhuggerne grinede hun og pegede fingre af den lille, tykke mand, tjenestefolket udspurgte hun om slottets gange, endda om der var nogen hemmelige som de kendte, men nej. Det havde været det eneste som fik hendes smil til at krympe en smule i fem sekunder, hvorefter hun gik videre med sine utallige spørgsmål om stedet, sir Mirwat og lady Sina.
   Dem så hun bare ikke noget til, hverken ladyen, Mirwat eller Kerak. Ter mødte hun et par gange, men den gamle kone havde simpelthen alt for travlt til at stå og snakke lidt.
   Efter den mest begivenhedsrige dag hun kunne huske, at have haft i umindelige tider, fik hun vist vej op på sit værelse. Hun havde selvfølgelig haft så travlt, at da hun gik, glemte alt om at hun også skulle tilbage igen, men fandt heldigvis en venligsindet tjener.
   Hun nåede akkurat lige at klæde sig af og hænge kjole på plads, før at hun faldt pladask om på sengen, inden hun nåede at komme under dynen, sovende dybere end det dybeste hav.


* * *
   Den kolossale port rejste sig foran hende. Gabrielle fik helt hold i nakken af at stå og kigge på den. Langs med porten, strakte en hundred meter høj mur sig, næsten helt ud til horisonten.
   Ligesom ved hendes sidste møde med englen Gabriel, havde hun heller ikke denne her gang nogen tidsfornemmelse. Der kunne være gået et minut såvel som hundred år. Hun mente at hun måtte befinde sig lige udenfor englenes by.
   Bare der snart kom en engel forbi, og det snart, for der var ikke nogen måde at komme ind ad porten på. At råbe havde hun prøvet. Det eneste synligt der var på porten, var et par snørklede cirkler som kredsede om hinanden, og alligevel virkede det ikke som to, men derimod én cirkel. På det punkt, var hun alt andet end sikker.
   Uanset hvad hun gjorde og hvad hun sagde, skete der ikke noget.
   Tiden gik, det var i hvert fald af Gabrielles overbevisning, men der var ikke rigtigt noget som gik sammen med den. Hverken porten, cirklen eller andre engle.
   Da der åbenbart ikke var andet at lave, tog Gabrielle bestik af omgivelserne: Hun befandt sig på at plateau på et højt bjerg. Hist og her stod små klynger af træer og buske. Rundt omkring sås andre majestætiske bjerge. 'En hel bjergkæde, byen ligger i en bjergkæde,' tænkte hun, men nåede ikke videre med sine tanker, da en stemme over hende råbte.
   "Goln!" Det var en mandlig engel, ikke Gabriel og heller ikke med et sværd på ryggen, men med lige så langt hår, og det var kulsort som en overskyet nat i en skov. 'Goln?' spurgte Gabrielle for sig selv. 'Sagde han ikke hej. Det lød lidt som begge dele, men hvordan kan det være?'
   Som svar på sine bønner, så hun englen stille sig hen foran porten. Der skete stadig ikke noget, men så gjorde han noget helt uventet. Han knappede sin kjortel af ved skulderen og træk ned, så man kunne se hans bare overkrop. Pludselig begyndte cirklerne at bevæge sig. Først rundt om hinanden og så ned mod englens brystkasse. De stoppede lige ud for hans hjerte. Han vendte hovedet mod hende og smilede venskabeligt, men det så Gabrielle ikke, for i samme øjeblik englen havde vendt hovedet, skød rent, hvidt lys lige mod hans hjerte.
   Han stod der i… nej, hun kunne ikke finde ud af det. Alt var simpelthen så mærkeligt. Til sidst kom en smal og over to meter høj bue frem i porten, og den gik englen så igennem.
   Hun glippede med øjnene, men der hvor englen havde stået for et øjeblik siden, var der nu kun et stykke solidt træport.
   Lidt betænkelig over situationen gik hun hen foran porten, hvor de to cirkler, igen var lige ud for hendes hoved. Hendes hænder rystede let. Tænk engang hvis nu nogen så hende. Englen havde jo været en mand, men hun var jo en kvinde. Hun tog sig et stjålent blik rundt. Ingen. Godt.
   Langsomt og forsigtigt, løftede den venstre skulderstrop på kjolen ned. Hun tog en hånd hen foran, for en sikkerheds skyld, det kunne jo være at cirklerne godkendte det, men nej, det gjorde de ikke. Med et opgivende suk, samlede hun alt sit mod og fjernede hånden. Bare ingen nu kom.
   Med det samme satte cirklerne i bevægelse og Gabrielle blev fuldstændig overrasket, da hun mærkede en pulserende bevægelse i sit hoved. Pulsen blev stærkere og svagere, hurtigere og langsommere, i et tilsyneladende tilfældigt tempo, men inden længe gik op for hende at tempoet skiftene var ord.
   "Hjerte… hjerte… du… hvem?" lød den inde i hende. Pulsen fortsatte ufortrødent videre i hendes krop, stadig søgende efter hjertet, og da den endelig fandt det, stoppede den. Hurtigere og stærkere blev den ved. Cirklerne begyndte at flytte på sig, ned mod hendes blottede hjerte.
   Da de stoppede lige ud for pulsen, bølgede ulidelig smerte ind over hende, sammen med det hvide lys. Smerten var så stor, at hun sank i knæ med det samme.
   Hun lå på jorden med tårerne trillende ned af kinden, men stoppede da hun mærkede cirklerne i sit sind endnu en gang.
   "Hvor… du?" spurgte de.
   "Jeg er her," svarede hun og rejste sig pludseligt. Cirklerne søgte omgående ned mod hendes hjerte, og endnu engang kom den overvældende smerte. Hun sank ned i knæene, men blev på benene. Tårerne piblede ned af hende, men hun blev stående.
   Jo længere tid der gik, jo svære blev det at holde smerten ud. Til sidst vaklede hun og truede med at folde om.
   "Kom nu, det her kan da ikke tage hele dagen!" snerrede hun af cirklerne. Lyset blev rødt og de smerter hun troede ikke kunne blive værre, forøgede sig voldsomt, men overraskende nok, blev hun på benene.
   "U-undskyld, jeg kunne ikke vide at I h-havde jeres egen personlighed," gispede hun.
   Lysets farve ændrede sig stille og roligt, men ikke hurtigt. Hun skulle åbenbart lide lidt endnu. Fra rødt til orange, fra orange til gult og så til sidst rent hvidt lys.
   Et par øjeblikke senere stod hun inde i porten. Træet var flere meter tykt, og hun stod midt inde i det, men alligevel kunne hun godt se hvad der var på den anden side. Hun kunne også bevæge sig frit, selvom hun var inde i selve træet. Følelsen var lidt underlig, men tænkte ikke mere over det, for i næste nu, var hun lige trådt ud i det åbne.
   Bag sig, havde hun porten, den så nøjagtig ud som på den anden side, bortset fra at den var gennemsigtig som et silkelagen, samtidig med at overfladen bølgede let.
   Rundt om hende så hun en by, en by, hvis lige noget menneske aldrig nogensinde havde set før. Flotte parker af træer og blomster fyldte store områder, og skrånede opad i takt med bjerget. I disse parker, sås høje, smalle tårne. Gabrielle ville skyde på at de var omkring tredive meter høje, hvis ikke mere. Der var en udvendig trappe som førte hele vejen op mod toppen, og fem steder på tårnene, var der nogle små afsatser. Helt oppe kunne ses enten en åben eller lukket altan. Engle fløj frem og tilbage mellem boligerne.
   Men det var ikke det, som fangede Gabrielles blik mest. Det var gaderne, som mange engle befærdede sig på. De var alle af en eller anden blank, mystisk, sort ædelstene med hvide pletter i. Det virkede helt forkert i forhold til at alt andet hvad englene havde, var kridthvidt.
   Så var det at hun lod mærke til de andre engle. Da de først fik øje på hende, kiggede de nervøst på hende, så på hinanden og til sidst baskede de flygtende bort fra hende, så inden længe var hun mutters alene på de sorte gader. Hendes fødder brændte på den mørke overflade, i den varme sol.
   Langsomt begyndte hun sin ensomme vandring op ad bjergsiden, på de ædelstensbelagte gader. Gabriel var vist nok en ærkeengel, så mon ikke han boede oppe i nærheden af det store palads, hun kunne se længere oppe.
   Vejen hun befandt sig på, var lige så bred som tårnene var høje, og ind til videre havde hun ikke drejet ind på en anden vej eller gade. Det var nok en eller anden form for hovedgade.
   Opad bjerget gik hun, op og op og op. Den førhen englefyldte by, var nu fuldstændig tom, de var alle sammen pist forsvundet.
   "Gabrielle?" lød det bag hende. Hun vendte sig om og så Gabriel i luften, et par meter over hende.
   "Hvad laver du her? Det var meningen jeg skulle hente dig i tårnet. Hvordan er du kommet ind?" spurgte han i et skarpt, anklagende tonefald.
   "Jeg ved det ikke. Der kom en engel forbi, og så gjorde jeg bare det samme som ham." svarede hun med et træk på skulderne.
   "Gik du bare ind foran cirklerne. Du ved godt at det ikke bare er noget man gør, især når man ikke er en engel. Cirklerne ser ind i dine inderste tanker, de ser alt hvad man er og alt hvad man vil. De blotter ens inderste jeg fuldstændig. Det er et mirakel at de ikke dræbte dig," forklarede han en smule hurtigt og meget nervøst.
   "Jeg må nu også sige at de forvoldte mig store smerter, de to cirkler," svarede hun.
   "Store smerter?" udbrød han. "De var beordret til at dræbe dig. Kom, vi tager hjem til mig, så kan vi snakke lidt der." Han dalede ned til jorden, og de påbegyndte deres vandring længere op af gaden, mod paladset. Utallige spir stak op fra det, kupler og store buer stak op flere forskellige steder. Detaljerne stod fuldstændig klart for hende, selvom de stadig var meget langt væk.
   Hun vidste ikke hvor lang tid de havde gået, men lige pludselig drejede de af til højre, og ind i en af de største og mest flotte parker. Der var liljer, roser, og alle mulige andre ukendte blomster i alle regnbuens farver. Høje træer stod i store klynger og en lille, sort ædelstensbelagt sti førte igennem hundredvis af blomsterbede og endnu flere træer. Det var næsten helt ubemandet af tårne, i parken. Hun så kun syv altaner oppe over trætoppene, og det var den fjerde sidste som de skulle ind i.
   "Så er vi her," sagde Gabriel og svingede en arm ud mod sin bolig, i en gestus for at byde pigen velkommen. "Kom, vi tager trappen op. Der kan vi side i fred."
   "Det tror jeg nok vi kan, uanset hvor vi er, de andre er bange for mig. De flygtede så snart jeg kom ind," sagde hun sarkastisk.
   Gabriel mumlede noget uforståeligt og førte an op af trappen. Hendes opfatning af tårnene havde ikke ændret sig, nu hvor hun var kommet tæt på. Der var ingen vinduer at se, kun nogle høje, smalle buer til at gå ind og ud af, på hver etage. Det virkede meget ligesom det andet tårn, hvor hun havde mødt ærkeenglen sidst.
   Da de kom op på toppen, befandt de sig på en flad, rund afsats med en diameter på ti meter, ville Gabrielle nok skyde på. Tre meter oppe, var der et lille tag, som stak op som en kegle, af strå.
   "Jeg går lige ned og fortæller min forlovede situationen," sagde englen og gik ned igennem et smalt hul.
   Gabrielle gik lidt rundt, og spejdede ud over horisonten, man kunne se hele vejen rundt. Det eneste hun ikke kunne se henover, var lige de tre næste tårne, og så paladset og alle dets spir. Ellers kunne hun se ud over hele byen, og hold da op, hvor var den bare fantastisk. Aldrig havde hun set noget lignende. Bare hun kunne komme og bo her. Hun ville ti gange hellere arbejde for englenes konge eller dronning end hos sir Mirwat og lady Sina.
   Gabriel stak hovedet op, og satte sig på en pude, på gulvet, i skrædderstilling. Gabrielle gjorde ligeså.
   Nu hvor de sad over for hinanden i tavshed, var det som alle englens træk blev meget tydeligere for hende. Hans skarpe og årvågne øjne var over hende som en flok sultne ulve. Han så hende an fra top til tå, igen og igen og igen. Hun kunne ikke lade værre med at ligge mærke til et lille glimt af angst inde bagved dem. Hvis en engel var bekymret, så var der helt sikkert noget om det, det var i hvert fald af Gabrielles overbevisning.
   Til sidst tog hun ordet.
   "Hvad er der galt, Gabriel?" spurgte hun. "Har det noget med din kone at gøre, eller jeg mener forlovede?"
   "Nej, det har det ikke," svarede han fraværende. "Det har noget med dig at gøre. Vent nu med at komme med indvendinger, til du har hørt det hele," nåede han lige at sige, og stoppede helt hendes 'men', længe inden det kom ud af munden. "Jeg bebrejder dig ikke noget som helst. Du har ikke gjort noget galt, tværtimod. Grunden til at alle de andre engle er bange, er din pludselige opdukken. Kun en gang før, har et menneske betrådt denne by og kun en til er det lykkes at færdes i denne verden."
   "Jamen, hvorfor førte du mig så hen foran porten? Det giver jo ikke mening," sagde pigen overfor ham.
   "Både og. Jeg er enig med at det ikke giver mening. Meningen var jeg ville have ført dig til toppen af tårnet og at vi så havde haft vores møde der, men som du jo nok har bemærket, har tingene taget en uventet drejning. Om det er godt, er svært at sige."
   "Jamen, hvorfor!" udbrød hun pludselig. Englen sad stadig roligt og betragtede hendes mindste bevægelser og træk. Hun tog sig ikke notits af det, i stedet for spurgte hun: "Hvem var de eneste to andre som har været i denne verden? Kan de ikke være et spor?"
   "Jo, måske, men det tager alt for lang tid at finde ud af, så meget tid har du ikke. Forstår du, du har nemlig ikke lige så meget tid her, som du måske kunne ønske dig. I din egen verden, vil din krop blive syg, og dit sind vil få svære og svære at finde vejen tilbage til din verden, og til sidst vil den fare helt vild et sted mellem de tre verdener, åndernes, min og din. Bare det at du befinder dig et sted, som egentlig kun er for engle, er- er… jeg kan ikke finde ord for det," beklagede han dybt. "Men det kan jo selvfølgelig også være fordi, at du befinder dig i åndeverdenen. Det må jo gøre det hele lidt lettere, men så er der stadig det med Vogterne. Det er simpelthen ikke til at forstå." Gabriel tog sig til hovedet stønnede i ærgrelse.
   "Men hvordan kan det være, at jeg er fuldstændig synlig og min krop er så fast som den altid har været. Hvad kan det være, når jeg nu er en ånd, som du jo siger?" spurgte hun.
   "Det er en af de mange forskelle, som der er på vores verdener. I vores verden er liv så vigtig en ting, at man kan se selv den mindste impuls af liv, og gøre den fast og synlig. I din egen verden vil en ånd kun være en flygtig skygge af sin krop, ikke andet end en lille klump tåge uden form og fasthed. Det er også derfor at du ikke kan blive her som ånd. Det er min magi som holder dig fast i din form. Ellers ville du svæve rundt som en klump flydende sølv.
   Men tilbage til dit første spørgsmål. Det første menneske her i denne verden, var en kvinde. Hun var ikke den første i tårnet, men den første til at betræde vores jord og se vores sol. Ingen ved hvordan hun kom ind, men hun må virkelig have brugt lang tid på at bestige tårnet. Hendes navn var Äléna Mörnék. Hun nåede rent faktisk så langt, som til vores hovedstad, men nok ikke som hun havde regnet med.
   Men da hun kom til en lille landsby, omtrent hundred mil ude i bjergene, blev hun forelsket i en engel, og englen gengældte hendes kærlighed.
   Hun bosatte sig i landsbyen, og til alles overraskelse blev hun flere hundred år gammel, og hun holdte sit smukke ansigt og sin smukke krop, til glæde for den engel som elskede hende. Men da nyhederne kom hertil, blev vores Monark, dengang, rasende på den engel, som havde valgt at tage et menneske til hustru. Han sendte bud efter en ærkeengel og befalede denne, at hente engel og kvinde til sig. Hoffet stod og måbede, da ordren faldt og selv ærkeenglen blev nød til at bruge et par minutter til at komme til sig selv, for så vidt vi ved, var det første gang Monarken har udstedt en direkte ordre i hele historien, uden at snakke med Rådet eller andre ærkeengle først.
   Men da Äléna og hendes mand, englen Ket'lax, ankom til Monarkens tronsal, fik han endnu et chok, større end det første. Äléna var gravid, og der var ikke lang tid endnu, til at hun skulle føde.
   Monarken beordrede dem begge to at overgive sig, så ville de blive skånet, og komme i samme celle, indtil rådet havde fundet ud af hvad der skulle gøres ved dem. Men man nåede aldrig at høre rådets kendelse, så derfor blev Äléna og Ket'lax spæret inde i hver deres celle og tortureret i flere måneder. Det siges at man kunne høre Älénas skrig over hele byen, og Ket'lax' bønner om at vise Äléna nåde, hørtes i vindes visken.
   Sådan gik det, lige ind til den skæbnesvangre dag, hvor Äléna skulle føde. Hendes tortur holdt inde i en uge, så hun kunne tage sig af den lille, men efter det, tog Monarken en beslutning som førte til hans fald. I stedet for at torturere Äléna, førte han det hele over på hendes nyfødte søn.
   Barneskrål hørtes nat efter nat, og mindede befolkningen om hvilken skandale der var i gang i paladset. Til sidst havde Ket'lax simpelthen fået nok. Han dræbte fem vagter og en ærkeengel, inden han nåede til Älénas celle, hvor hun lå og sørgede på gulvet. Barnet var lige kommet ind efter en ny omgang tortur. Ket'lax dræbte den engel som havde båret på barnet og stadig var i cellen, og sammen flygtede den ulykkelige familie.
   Ket'lax var kun lige kommet ud på den anden side af porten med barnet, da han opdagede at Äléna ikke længere fulgte med. Cirklerne ville ikke lade ham komme ind efter hende, han havde dræbt syv engle, og den ene havde endda været en ærkeengel.
   Der var ingen måde at han kunne rede Äléna på, hun var dømt til en ulidelig skæbne, uden mad og uden drikke i flere år. Hun overlevede kun i så lang tid, på grund af den magi fra denne verden, som var sivet ind i hende i årernes løb.
   Men Ket'lax fløj så langt hans efterhånden visnede vinger kunne klare, ned gennem tårnet og forærede sin søn til den første og bedste familie han kunne finde, selvfølgelig i ly af mørket, og derefter fløj han op igennem tårnet, for at hævne sig på Äléna, men det nåede han aldrig, for hans vinger var efterhånden så visne, at de ikke længer kunne bære ham. Da han kun manglede at flyve en halv mil op til toppen, gav vingerne op og han styrtede til jorden. Han døde øjeblikkelig, da han ramte det hårde stengulv.
   Äléna, hverken så eller hørte man noget til. Formentlig er hun død i sin fangekælder eller under den daglige tortur." Gabriel sukkede dybt efter den lange fortælling. Pigen, der sad overfor hende, havde siddet og lyttet så meget efter, sad åndeløst tilbage med et hav af spørgsmål til fortællingen.
   Bag hende var solen ved at gå ned, og Gabrielle gabte højlydt. Englen så forskrækket på hende og for op.
   "Åh nej, jeg har helt glemt tiden, bare det nu ikke er for sent. Jeg sender dig bort med min magi, den skulle gerne kunne række så langt som muligt. Nu fik jeg ikke tid til at fortælle dig det du har brug for, men det kan vente, så vigtigt er det heller ikke. Vi ses, min pige," sagde han, og inden Gabrielle nåede at svare, befandt hun sig lige over sin sovende krop.