Fra mit vindue ser jeg to øjne blå
Jeg ved ej hvad de kikker på.
Den lille sidder i vinduet dagen lang
Og det ser ud som om hun synger en sang

Hun ser ej mig, måske har hun andre ting at tænke på
Hvem er hun, hvorfor sidder hun der
Hvorfor går hun ikke, det kan jeg ikke forstå.
Hvis hun var min skulle hun le og lege dagen lang
Ikke bare sidde trist og nynne sin sang

En lille kat sidder nu ved hendes side
Og sammen ser de på sneen der falder
Hun stryger dens hoved og det kan den lide
Hun går, måske pga. en der kalder

Jeg sidder spændt, kommer hun tilbage?
Jeg har ej før set hendes mor og far
Når hun sidder der de lange vinterdage
Og ingen hende væk tar’

Hun kommer igen men tårer falder fra hendes kind
Hun trækker gardinerne for, ingen kommer ind
Jeg ved ikke, hvem hun er eller hvorfor hun græd
Måske var der en, der på hende, blev vred

Måske var det en, der ikke forstod hendes stille sind
Måske en der ville hun skulle le og lege som andre piger
Men tårerne dalede fra hendes kind
Hun var noget særligt, selvom hun intet siger

Hun var et gammelt mig, der aldrig blev set
Hun var et sorgens barn som altid sang
For ingen tænkte på pigen i vinduet, og hvad der siden var sket
Hendes stemme havde ellers en ganske særlig klang

Jeg lukker mine øjne blå
Og nynner, jeg kan næsten høre, at hun synger
Mit vindue jeg rører, som om jeg gennem det kunne gå
Og redde pigen med øjnene blå
Men jeg er stille nu, ser den anden vej, kun et kort sekund, gik tiden i stå, og pigen gik sin vej.