Ild
   Hun vidste de havde fået gang i ilden længe inden hun kunne se flammerne. Det gav landsbyen en drabelig orange kontur. Drabeligt. Drab ville der komme inden alt for længe. Hun sukkede dybt og kiggede tilbage på de nyankomne mænd. Ingen af kvinderne gik i nærheden af dem. End ikke de unge, som hende selv, turde nærme sig dødens budbringere. Ikke engang deres flotte udseende kunne lokke nogen nær. På en og samme tid var deres skønne ansigter skræmmende, måske var det deres flotte udseende, der gjorde dem så meget mere skræmmende. Hun fnøs, deres udseende, de havde ikke engang haft det fra barns ben. Et par af De Ophøjede havde da bare ændret lidt på budbringernes udseende med noget af deres hokus pokus. Det var falskt og man kunne altid se det så tydeligt på dem, selv på den mest måneløse nat der fandtes, deres skinnende hvide hud skinnede altid af magi. Hun havde aldrig rigtig forstået meningen i at de skulle være så dødsens skræmmende. Ville det ikke være bedre hvis de så flinke ud, ville de så ikke få flere med sig? Hun kiggede en sidste gang på dem med sorg og had. En håbløshed vældede ind over hende. Tårerne begyndte allerede at presse sig på.
   Forbandet da også!
   Hun krydsede den åbne plads med hurtige, lange skridt. Hadets skridt. Hvorfor havde hun da også sagt, at hun ville gå ud og hente ham? Egentlig så kendte hun godt selv svaret, men ville bare ikke indrømme det, ikke nu, ikke foran dem. Hun nåede den anden side, og skulle nu bare ind imellem de små træhuse, som var de eneste former for bebyggelse i landsbyen. Intet lys kom fra dem. Ikke med budbringerne til stede. De fleste foregav at sove, bortset fra de kvinder, der holdt sig vågne og ventede på, at deres mænd kom tilbage fra markerne. Mange af dem der boede i den anden ende af landsbyen lånte i nat et værelse af nogle andre, alt det bare fordi budbringerne var kommet.
   Nu var hun ude ved palisaden og skulle bare finde den lille skjulte dør. Palisaden var ikke andet end tre rækker af spidse, høje træpæle, som omkransede hele landsbyen. Efter et par minutters søgen fandt hun den og bøjede hovedet ned, så hun kunne komme igennem.
   Foran hende lå mosen. Hun havde ikke noget imod at gå gennem mosen om dagen, men om natten var noget ganske andet. Ved siden af døren, stod en masse stokke på omkring to meter. Hun tog en og traskede sorgfyldt ud i mosen. Hvordan skulle hun dog kunne klare at leve fremover? Hvor skulle hun finde tryghed? Byens palisader gav hende kun en falsk fornemmelse af tryghed.
   Hun vandrede længe i mosen og var ved at falde i flere gange. Den var sort som natten, med små stier af jord og sparsom beplantning. Kun få tørre buske uden blade. Det eneste hun havde at gå efter, var det blodige skær som flammerne kastede op over bakkerne. Nu var hun der...
   Det mørke vand var koldt som vinterens brændende kulde. Hun vrikkede om, og i næste nu befandt hun sig i det sorte vand. I panikkens konfusion kom hun til at sluge en masse mørkt mosevand og bundmudder. Febrilsk famlede hun efter et sted at støtte hænderne på, så hun kunne komme op fra vandet igen. Hun kastede sine lunger efter luften og hostede så meget mosevand op som hun kunne. Rystende af kulde gik hun i endnu dårligere humør videre, dog mere forsigtig hvor hun trådte.
   Da hun omsider nåede hen til bakken, rystede hun så meget at hun ikke kunne holde på staven mere. Hun lod den ligge ved foden af bakken og begyndte opstigningen. Allerede halvvejs oppe, kunne hun mærke at der var noget galt, så varmt plejede det da ikke at være.
   Med hovedet, kun lige stikkende op over bakketoppen, så hun de tyve meter høje flammer på marken og en masse mænd der løb omkring og råbte og skreg. En mand stod alene med hænderne i vejret. Ud fra hans hænder strømmede et fast hvidt lys hen mod ilden. En af de Ophøjede.
   Der var noget galt, hun kunne allerede fornemme det nu. Flere mænd farede frem mod flammerne, men blev stoppet igen, da et udbrud fra ilden angreb dem. Ilden var nærmest levende.
   En af mændene kom gående op af bakken mod hende. Ud fra hans kropsbygning, kunne hun se at det var Toha, der var på vej hen mod hende.
   "Hvad sker der?" Hun gik imod ham for at give ham et knus, men han strittede imod. "Hvad er der galt?" Hendes bekymrede stemmeleje, fik ham til at flytte nervøst på fødderne.
   Han lagde sine enorme lapper på hendes små spinkle skuldre. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt, men..." Her gjorde han ophold og kiggede tilbage mod de løbske flammer. Nu begyndte hun virkelig at blive bekymret. Bare der ikke var sket ham noget, hun ville ikke kunne bære det, så hellere at han drog af sted, for så var han da i det mindste i live. Hvis Toha fortalte hende, at Hunt var fanget inde mellem flammerne, hvis Toha fortalte hende de ord, ville hun selv styrte ind i flammerne og redde Hunt ud. Hun kunne ikke leve uden ham, så hellere dø. De havde vokset op sammen og var blevet voksne sammen, de manglede bare at gifte sig, så de kunne flytte sammen i deres egen hytte i midten af landsbyen, der stod allerede en tom til dem.
   ..."Hunt er i flammerne."
   Hendes verden styrtede sammen. Hun hverken græd eller skreg op, hun faldt bare sammen på jorden uden at vide hvad hun skulle gøre. Tomhed. Intet.
   Hun rejste sig igen, for at følge Hunt ind i flammerne, ind i døden, væk fra verdens tomhed.
   Hun havnede dog i Tohas store favn. "Hvor er du på vej hen, min kære?" Hun prøvede at slippe fri, men skreg op i stedet for, hun skreg til ulvene stemte i med hendes sørgesang.
   Hun skreg til hun havde skreget al sin energi ud af sin krop og blev helt slap. Hendes stemme var hæs, og nu begyndte tårerne at presse sig på. Hun vidste ikke om det var på grund af kulden eller gråden at hun rystede, men det var mere eller mindre også lige meget. Der var intet for hende, ikke nogen familie, ikke nogen som helst. Hvad skulle hun gøre af sig selv? Flammerne. Hun forholdt sig slap, til Toha havde løsnet sit greb om hende.
   Hun kastede sig op fra jorden og styrtede mod flammerne, hvor Hunt befandt sig. Hun løb hurtigere end det hurtigste hun kunne løbe og hørte Toha komme styrtende efter hende mens han råbte hendes navn efter hende. Hun løb og løb lige indtil...
   Et par stærke arme kastede sig om hende og slyngede hende mod jorden. Armenes ejermand røg også med ned på jorden. Hun kiggede op i hans øjne og længe kunne hun ikke sige noget, bare stirre mens tårerne løb ud fra hendes øjne og slørede hans ansigt, hans blå øjne, de funklede mere end samtlige stjerner hun kunne tælle. Til sidst svømmede hendes blik og hans sortsvedende ansigt løb ud i et og lignede en hel nattehimmel med to klare måner.
   Endelig kunne hun få et enkelt hæst ord frem. "Hunt..."
   "Jeg er her, skat, jeg er lige her ved dig. Jeg er i sikkerhed, ingen grund til at græde, Kathrinea."
   Hun slyngede sine arme om ham og trykkede sig ind til ham. De lå længe i hinandens favn og hulkede begge to, lige indtil han tog hovedet væk fra hendes og så hende an, for derefter at kysse hende. "Du ryster jo."
   Hun kærtegnede hans ansigt, mærkede de stærke kindben. Hans halvlange, glatte sorte hår var helt klistret og tilsvedt. De blå øjne slap hende ikke af syne på et eneste tidspunkt.
   "Jeg... jeg faldt i mosen."
   "Kom, lad os gå tilbage, de kan vidst godt undvære mig nu." Han rejste sig op og tog hende med sig. Da de kom lidt længere oppe af bakken, fik Hunt et ordentligt bjørnekram af Toha.
   "Jeg troede sgu, at vi havde mistet dig derinde," sagde den store mand, med en stemme der var ved at knække over. "Fik du ham ud?"
   "Han hjælper til igen."
   "Hvad skete der?" Kathrinea kiggede bekymret på dem begge.
   Toha begyndte, men Hunt afbrød ham. "Jeg fortæller det på vej tilbage, og så vil jeg gerne have at vide hvorfor du har din sorte kjole på."
   "Det kan jeg ikke sige nu, ikke i nærheden af Toha." Hun lænede sig op af ham og rejste sig på sine tåspidser, for at nå hans øre og hviskede.
   "Kom, lad os gå," sagde Hunt. "Nu kan i vel klare jer uden mig?"
   "Vi skal nok få brændt alle de forgiftede afgrøder af." Toha bankede stolt på sit bryst og forsvandt ned af bakken mod de andre, råbende landsbyboer og de to magikere.
   Kathrinea følte Hunts stærke arme om sig og de gik arm i arm op af bakken. Landskabet bag bakken lå mørk for dem, de Ophøjede var ved at få flammerne under kontrol. Tårerne begyndte at presse sig på igen, ved tanken om hvad der ventede dem tilbage i landsbyen. Hun kunne ikke klare at hendes verden skulle styrte sammen endnu engang. Ikke på den måde, ikke på nogen som helst måde. Hun ville for intet i verden miste Hunt og dog var det der næsten var sket allerede her til aften.
   "Vil du fortælle mig hvad der gik galt?" Hun så op på ham. Hun kunne mærke hvordan hendes blik gjorde ham blød i knæene. Hun turde end ikke tænke på hvad der ventede dem tilbage i byen, prøvede at skubbe det væk fra sit sind. Hun ville bare ikke tænke på det. Hun kunne ikke klare at tænke på det.
   "Jeg ved det ikke." Han stoppede op og kiggede ned på hende, gav hende et kys. Et kys der fik tårerne til at vælde frem i hende. "Det var som om en eller anden form for magi tog fat i flammerne og de blev helt ustyrlige. De Ophøjede kunne sagtens styre dem i udkanten, men dem inde midt i, var helt ude af kontrol. Derfor sprang den ene af dem ind i flammerne, for at kontrollere dem og da han ikke kom ud..."
   "Gik du ind efter ham," fortsatte hun for ham. "Det er typisk dig, Hunt. Skal altid redde andre."
   Hun kunne mærke han grinede. De havde været igennem det mange gange før. Hun havde ikke noget imod at han hjalp andre, medmindre han selv kom i fare. Som i aftes med ilden, og det var endda sket flere gange før, især på jagt oppe i bjergene. Hunt var engang nær ved at blive dræbt af en bjørn, fordi han skulle redde Toha. Det var på den måde de to var blevet gode venner. Nu ville hun snart finde ud af om hun skulle miste ham igen.
   Nej! Hun måtte ikke tænke de tanker nu. Hun kunne ikke bære det.
   "Hvad er der galt?" Hunt stoppede hende og holdt fast om hendes arme og gav hende et gennemborende blik, der holdt hende lige så meget fast, som hans arme. Kathrinea brød sig ikke om at han gjorde det der. Han gav ikke op før han fik et tilfredsstillende svar.
   "Jeg var bare så bange for at miste dig i ilden," løj hun. Eller, det var kun en delvis løgn, hun var skam bange for at miste ham, men det var mere det der ventede dem, som hun frygtede. Hunt gryntede en gang, ikke helt tilfreds, men lod det ligge. "Hvorfor har du så den sorte kjole på?"
   "Denlon er død," svarede hun efter noget tids tavshed. Også dette var en delvis løgn, det var ikke derfor hun havde taget den sort kjole på. Hun kunne mærke hvordan Hunt blev stiv i hele kroppen og langsomt, nærmest som i en trance, fjernede han sine hænder fra hende.
   "Det... det kan ikke passe." Han gik et par skridt fra hende, rystede på hovedet og benægtede sandheden. "Ikke Denlon, ikke Denlon. Hvorfor lige Denlon?"
   Kathrina vidste godt hvorfor, hun svarede bare ikke. Hvorfor gjorde hun ikke det? Hvorfor turde hun ikke sige det til Hunt, fortælle ham hvad der skulle ske, hvad der var sket?
   Hun var bange for at han ville komme til at hade hende, føle sig forrådt. Men det ville han jo også gøre hvis hun ikke fortalte ham at de var kommet og han fandt ud af det på den hårde måde. Det ville jo bare gøre forræderiet endnu større.
   "Kom." Hun rakte ud efter ham og de satte sig i bevægelse igen.
   Nede ved foden af bakken, hvor det næsten var helt mørkt, fumlede Kathrinea kort efter staven, mens Hunt fik tændt en lanterne.
   Med stokken i hånden, bevægede de sig gennem mosen. Hun overvejede om hun skulle sige det nu, men hun kunne ikke bære at give ham dette. Men hvordan ville han reagere når han så dem?
   De gik ud i mosen.
   "Vil du fortælle mig nu, hvorfor du har den sorte kjole på?" Han havde ikke troet på hendes løgn. Skulle hun sige det?
   "De er kommet... for at... hente... dig." Han stoppede brat op. Hun forsøgte forgæves at få ham med videre.
   "Er de kommet efter... mig? Skulle jeg have Potentialet?" Hun kunne mærke hans harme, det tordenvejr som var på vej ind over Hunt. Hans øjnede flammede af indædt had, had til dem, had til ham selv. Hunt havde hele sit liv hadet, alt hvad, der havde med magi at gøre. Alt med Potentialet, og nu fik at vide at han selv havde det.
   "Kom, vi stikker af," sagde han og rev hendes arm med, da han satte i løb, gennem mosens sorte vand. Vreden i hans øjne var så stærk, at den næsten lyste op for deres vej.
   "Hunt!" Hun skreg ad ham, men det havde ingen synlig effekt. "Det nytter ikke! De finder os, du kender dem!"
   "Så slår vi dem ihjel, noget burde være muligt."
   "Nej Hunt! Jeg vil ikke have at du skal dræbe, at du skal bringe dig selv i livsfare."
   "Og jeg vil ikke tillade dem at skille mig fra dig, aldrig, ikke over min levende krop." Hun begyndte at græde igen. Selv Hunt rystede. Hvad havde hun dog gjort? Hvis hun ikke havde sagt noget, ville han ikke have gjort noget af dette. De ville enten straffe ham eller dræbe ham hvis han gjorde nok modstand.
   "De vil slå dig ihjel, og du ved det." Hun stoppede op. Hunt løb et par meter videre, før det gik op for ham, at hun ikke var med.
   "Ja, det vil de. Jeg kan ikke leve med mig selv, hvis jeg begynder at bruge magi."
   "Jeg vil hellere have at du bruger magi, end at du får dig selv slået ihjel." Kathrineas tone var steget et par grader. "Der er ingen verden uden dig."
   "Vil du... vil du virkelig... hvis jeg gjorde...?" Det var som om han skrumpede ind, da det gik op for ham, hvad hendes ord betød. Hun nikkede. "Jeg... jeg bliver nød til at forsøge. Hvor mange er de?"
   "Fire," var det eneste hun svarede, før hun gik videre, vendte ham ryggen. Kunne han ikke forstå at hun ikke kunne leve uden ham? Kunne han ikke forstå, at hvis han gik med dem, var der da en chance for at han kom tilbage? Det kunne han jo ikke som død. Tårerne vældede ned, men hun ville ikke vise dem, selv ikke til Hunt. Især ikke til Hunt. Han havde truffet sit valg, og Kathrina vidste udmærket, at man ikke kunne få ham til at ombestemme sig. Hunt prøvede flere gange at vende hende om, men hun gik bare videre. Da de nærmede sig palisaden, stoppede han op, hun var lige ved at gøre ligeså.
   "Jeg kan høre deres stemmer inde i mit hoved," sagde han, på en mærkelig måde, som var han i trance. Hun stoppede op. "Jeg kan ikke stå imod dem særlig længe. Vi må skynde os."
   Han tog hendes arm og hurtigt smuttede de ind igennem den lille, skjulte dør og hen til Hunts hytte. Han fandt sin flintpistol frem og stak den ned i hylsteret og fra det ene hjørne, tog han sin langriffel og satte sig ved et vindue. Der var helt mørkt derinde. Kathrina satte sig hen ved siden af ham. De var inde i hans soveværelse, som kun var sparsomt møbleret. En seng med halmmadras, et lille skab og et enkelt bord med en lysestage.
   "Kan du se dem?" spurgte hun grådkvalt. Hun kunne lige så godt affinde sig med hans valg.
   "De sidder på deres heste, henne ved gamle Denlons hytte." Hun kiggede ud af vinduet og så Denlons lig ligge ved fødderne af hestene. Hun væmmedes ved den måde de havde dræbt ham på, da han gik mod dem.
   "Kan du ramme dem herfra?"
   "Intet problem, ville også kunne gøre det med min flintpistol, men jeg vil gerne vise dem hvilken magt jeg er i besiddelse af. Her, hold riflen, mens jeg lader." Efter bare få sekunder, havde Hunt ladt den tre meter lange riffel. Kathrinea så kassen han havde taget kuglen fra. Et splitskud. Han ville forsøge at dræbe to på et skud.
   "Risikerer du ikke at ramme nogen af vores egne?" Der stod en flok af kvinder et stykke fra rytterne.
   "Ikke når vi er så tæt på. Det er kun, når jeg skyder på kilometer lange afstande, at skuddet spreder sig så meget. Her er der ikke engang halvtreds meter."
   Han lagde enden af løbet i vinduet og gik selv tre meter tilbage, tog omhyggeligt sigte, kiggede på hende og sagde: "Jeg elsker dig." Så skød han.