Hun kastede sig ned på det kolde, nøgne, hårde stengulv i det lille køkken med det primitive komfur, der stod tavst bag den unge pige, og overværede sceneriet der udspillede sig i rummet: Pigen på gulvet, moderen stående kold og fast overfor, og faderen der stod, lige så tavs som komfuret i døråbningen og rystede stille på hovedet for sig selv. Pigen lå stadig på gulvet nu hulkende. Faderen sendte et blik der både var spørgende og bebrejdende til moderen. Han gik hen og trak pigen op fra det kolde gulv med sine store grove labber af nogle hænder at være. Sådan var de endt efter flere års hårdt arbejde som grovsmed.
   "Kom min ven, det må vi snakke om det her," sagde han trøstende til pigen, der stadig grædende kom på benene. "Og du bliver her. Vi skal have en snak bagefter," tilføjede han og kastede et strengt blik på moderen.
   Faderen tog en arm rundt om pigens skulder, og førte hende ud af det lille køkken, og ind i smedjen. Der var næsten ikke noget lys og det tog lidt tid før deres øjne vænnede sig til mørket, men det gjorde ikke noget. Pigen var så stedskendt i smedjen, at hun kunne udpege hvert eneste stykke stål, derinde. Midt i det hele stod essen, der var den eneste lyskilde, og den var i det hele taget ved at gå ud. Rundt langs alle vægge var der alt muligt metal og stål. Ved den højre væg var der et bord der udover at være fyldt op med diverse ting hendes far havde lavet: Hestesko, ildragere, andre metal genstande, som hendes far havde lavet, og et utal af hammere og andet værktøj der bare lå og flød. Der var ingen tvivl om at lugten af kul og brændt jern var den mest dominerende. Luften var tyk af røg og sod men det var pigen ligeglad med. Hendes far samlede en hammer op fra gulvet, lagde den over ved ambolten, tog et ikke færdiggjort sværd, og begyndte at smede videre på det.
   "Hvad var det I skændes om derinde?" spurgte han stille og roligt, imens han roede op i gløderne. Nu var hun stoppet med at græde, og svarede: "Det sædvanlige, du ved: Om hvor jeg skal sendes hen. Hvorfor skal jeg væk herfra? Jeg vil hellere blive her." Og så brød hun ud i gråd igen.
   "Du ved godt at vi ikke har råd til at have både dig og din bror boende og din bror er ikke gammel nok til at flytte hjemmefra. Jeg har diskuteret med din mor rigtig længe og vi er stadig ikke nået til enighed, så du kan bare tage det roligt."
   "HVORDAN FANDEN KAN JEG TAGE DET ROLIGT, NÅR JEG VED AT JEG BLIVER FJERNET FRA MIT HJEM! Det er det eneste sted jeg kender til. Hvor skal jeg så tage hen?" Ordene kom fra en lille piges fortvivlet stemme, der var på nået bristepunktet.
   "Såh såh Gabrielle. Vi finder ud af det. Noget du også vil synes om. Kom giv mig et kram og få tørret de øjne. Du ser ud som om du er ved at dø eller i hvert fald er meget syg. Jeg går ind og snakker med mor. Du må gerne blive her hvis du vil," og så gik han. Da han åbnede døren, strømmede dagslyset ind.
   I et øjeblik kunne Gabrielle ikke se noget i det skarpe lys. Så lukkede døren igen og lod Gabrielle stå alene i mørket, overladt til sig selv og sine tanker. Hun satte sig hen på en af hendes fars huggeblokke og tænkte. Gabrielle var fjorten. Fire år ældre end hendes bror, Lana. De havde boet i det samme lille hus i hele deres liv. Hendes far arbejdede som smed, og hendes åndssvage dumme mor havde ikke noget arbejde.
   Problemet lå i at Gabrielles far arbejdede, som sagt før, som smed men lige nu var det lidt tyndt i antallet af kunder der kom forbi, så de tjente ikke særlig meget og hendes mor var for dum til ikke at tage et arbejde som tjenestepige eller hofdame ved kongens udsending, der var blevet udstationeret i denne by. Derfor ville de sende Gabrielle ud i arbejde et eller andet sted. Hun blev forhåbentlig ikke sendt til et nonnekloster i nærheden. Så hellere helvede, tænkte hun bistert.
   Med ét rejste hun sig, tændte op i essen, fandt et stykke jern at hamre på. Slagene faldt rasende mod jernet, og gnisterne fløj omkring ørene på Gabrielle. Sådan stod hun i en time og rasede ud. Hun stoppede først da en gnist ramte hende i øjet. Først kom der et højt smertes skrig, men det blev standset brat da hun kom i tanke om hvad der ventede hende. Hun måtte være stærk hvis det var at hun måtte lære at klare sig selv i den store verden. Der var stille i et stykke tid, mens essen fik lov til at brænde, stille og roligt for sig selv.
   Det samme gjaldt Gabrielle. Hun sad forbrændt af de mange gnister, der var sprunget op i ansigtet på hende, stille og roligt, ved siden af essen der varmede hende som en kærlig mor ville have gjort. Det varede ikke længe før den første tåre faldt. Det er på grund af den skide gnist, løj hun for sig selv. Så faldt den anden. Denne gang fra det andet øje. Fysisk smerte havde aldrig været et problem for hende. Hun havde ikke engang ænset de mange gnister der havde satte alvorlige brændemærker på hendes kinder og hud. Det gav et sæt i hende da en tårer gled ned på et af brandsårene hun havde på hænderne. Det var først nu hun havde lagt mærke til det. Hun prøvede at ignorere det og holde tårerne tilbage, men der faldt flere og flere tårer og flere og flere gled ned på brændemærkerne, så til sidst gav hun op og lod tårerne få frit løb. Længe sad hun rystende og hulkende i smedjen.
   Essen var så småt begyndt at være helt udtømt for varme, og Gabrielles øjenlåg var begyndt at blive tunge. Til sidst sov både esse og pige.


* * *
   "Kom min pige, du kan ikke ligge her, du er jo helt kold. Kom, du må altså ikke blive syg, hvor længe har du været her Gabrielle?" Det var verdens dejligste stemme at vågne op til. Hendes far var kommet for at redde hende. Nu kunne hun føle sig tryk, og det bedste af det hele var at det ikke var en drøm. Hun åbnede øjnene og så, at hun befandt sig på gulvet i smedjen. Der var helt mørkt bortset fra det lys, hendes far havde taget med. Hun rejste sig, øm i hele kroppen fra den kolde jord.
   "Hmm, hvad er det du har lavet her?" spurgte faren. Han stod med det stykke bulet jern hun havde stået og hamret på. "Jeg håber ikke at det var det sværd, guvernøren har bestilt. Det kunne have givet gode penge." Fra hans side lød der et højlydt snøft. Han kiggede på Gabrielles ansigt og så at tårerne væltede ned igen.
   "Åh nej. Det var ikke sådan ment. Det kun for sjov. Det må du meget undskylde. Kom, du skal have noget at spise, og så ligger jeg dig i seng," sagde han til hende i et beroligende tonefald. Gabrielle var for træt til at sige ham imod, så hun lod ham føre sig ud i køkkenet, hvor der stod en tallerken med noget mad på bordet.
   "Det er omtrent en time siden mor og Lana spiste. Jeg havde ikke lyst til noget, men mor ville ikke fortsætte før hun havde fået noget mad. Det er lidt koldt så jeg varmer det lige. Gå du bare op i seng, så kommer jeg med det til dig."
   Han slap hende så hun kunne gå, men inden han nåede at gå hen til komfuret og få varmet maden, drattede Gabrielle om og slog hovedet ned i bordkanten. Faren skyndte sig hen til hende, tog hende i sine arme og bar hende op på værelset. Da han løftede den slappe krop op, så han at der var blod på gulvet. Han skyndte sig at ligge Gabrielle op i sengen. Der var helt mørkt og koldt. Det kunne han dog ikke tage sig af lige nu. Nu gjaldt det såret i hovedet. Han rev sin trøje af, og begyndte at tørre blodet væk fra hendes ansigt. Han tændte et lille lys, så han kunne finde såret, og få det forbundet. Der gik lidt tid inden hans store grovsmeds hænder havde bundet en knude der kunne holde fast på forbindingen. Han lagde et ekstra tæppe hen over sin datters rolige, og smukke ansigt, kyssede hende på panden.
   Men han gik ikke selv i seng. Han fandt i stedet for en stol, og satte sig ved siden af sengen for at der ikke skulle ske hans datter noget. Men det varede dog ikke længe før hans øjne var lukkede og åndedrættet roligt og i fast rytme.


* * *
   Gabrielle vågnede ved at gardinerne blevet trukket fra. Hun missede med øjnene, da det skarpe sollys faldt ind i værelset. Hun prøvede at sætte sig op, men faldt omgående ned på puden igen på grund af den dundrende hovedpine, slaget fra faldet ned i bordkanten havde givet. Hun klynkede stille, da Lana vendte sig om fra vinduet mod hende.
   "Bare lig stille, Gabrielle. Du slog hovedet, da du besvimede i går. Far har vogtet over dig hele natten. Eller den tid af natten, hvor han var vågen. Jeg vækker far, og sender ham ud, så kommer jeg op med morgenmad til dig. Bliv bare liggende i din seng," forklarede han. Han vendte sig mod deres far. "Far, kom. Du skal ikke ligge her og sove. Det ødelægger bare din ryg og så kan du ikke arbejde i smedjen. Læg dig ind og sov i din seng, så skal jeg nok klare det hele. Jeg kommer om to sekunder," sagde han, henvendt til Gabrielle. Faderen rejste sig søvnigt, gik hen til sin datter og strøg hans hånd over hendes kind.
   "Min pige, du må være stærk ude i verden, englene våger over dig, det var hvad jeg drømte," og så gik han ud af det lille værelse. Nu lå Gabrielle stille for sig selv, overladt til sine tanker. Hun prøvede endnu en gang at sætte sig op, men endnu en gang faldt hun tilbage i sengen. Hun kunne ikke andet end at ligge stille. Så prøvede hun at huske hvad der skete i går. Det sidste hun rigtig kunne huske var at hun sad i smedjen, mens essen gik ud og så var hun faldet i søvn.
   Nu kom Lana ind af døren med en tallerken af dampende havregrød: "Her er din mad, Gabrielle. Går det bedre? Mon ikke du er ude af sengen i løbet af dagen. Jeg smutter igen, jeg har lige nogle ting jeg skal ordne, jeg kommer op lidt senere," sagde han imens han stillede grøden på bordet og gik igen med det samme. Endnu en gang var hun alene. Hun prøvede igen at sætte sig op. Lige meget hjalp det men denne gang gav hun ikke op. Hun blev ved og ved, og efter et kvarters sætten op og falden tilbage, kom hun endelig op i siddende stilling. Endelig kan jeg få noget at spise, tænkte hun. Hun slubrede hurtigt grøden ned i maven og sad så stille igen. Det gjorde stadig meget ondt i hovedet men smerten var ved at foretage.
   Der gik ikke mere end et par timer, så var Gabrielle klar til at gå lidt stille rundt i huset. Hun undgik med vilje hendes mor, for ellers ville der nok bare opstå endnu et skænderi eller scene som gårsdagen. Det var egentlig ikke så svært, for hun opholdt sig for det meste kun med sin bror. Det kan godt være at aldersforskellen var stor, men derfor var han alligevel hendes bedste ven. Der var ingen andre piger på hendes alder, i denne del af byen, så det var altid ham hun snakkede med når der var noget hun havde på hjertet, og omvendt. De to kunne snakke om alt sammen. Det var noget andet med hendes far. Han kom altid med små kommentarer, eller trøstende bemærkninger, og det kunne nogen gange godt være ret irriterende. Så derfor faldt valget på hendes bror, der altid lod hende tale færdig og bagefter trøstede hende, som en bror nu gør.
   "Jeg skal nok huske at sende dig nogle breve," sagde Gabrielle, efterfulgt af et snøft. Hun kunne se på sin lillebror, at tårerne stod på spring bag de funklende grønne øjne, der var fulde af liv. De sad for resten i smedjen for der var der aldrig nogen mere.
   "Ja, og far og jeg kommer og besøger dig rigtig mange gange. Vi SKAL holde kontakt, ellers vil jeg ikke kunne bære at leve, sagde han trøstende, selvom ordene ikke gav den store effekt.
   "Ja. Det SKAL i. Ellers flygter jeg derfra og så kommer jeg og besøger jer i stedet for. Uanset hvad mor siger."
   "Tja, vi må jo bare vente og se hvad der skal ske."
   "Ja, det er det der er problemet, ventetiden. Det at man bare skal gå og vente til man får noget at vide. Det er uudholdeligt."
   "Ja. Det må godt nok være hårdt for dig. Jeg kommer virkelig til at savne dig," sagde han og tørrede en tåre væk fra det unge ansigt.
   "Du er stærk, Lana. Jeg tvivler overhovedet ikke på om at I vil kunne klare jer. Jeg tror selvfølgelig også at jeg klarer mig, men starten bliver svær." Hun tog sin hånd om på hans ryg, for at trøste. Hun orkede ikke selv at græde. Der var simpelthen ikke flere tårer tilbage, og så var hun stadig umådelig træt efter den sidste dags tid, og så var der jo stadig hovedpinen. Hver gang hun satte sig op eller rejste sig, kom den øjeblikkelig tilbage, med den eneste onde tanke; at torturere hende på den mest forfærdelige måde.
   "Jeg er nu glad for at far har givet dig nogle dages hvile inden vi snakker videre om det," svarede han hende, sendte hende et taknemligt blik, og lod hendes hånd være der. De sad et øjeblik i stilhed, da de blev forstyrret af en kvindes råb ude fra køkkenet.
   "Jeg må nok hellere gå ind til hende," sagde Lana. Idet han rejste sig, tog han sin ene hånd og gav hendes skulder et lille klem. Hun kunne høre at han gav et lille snøft fra sig. Hvis ikke det havde været fordi der ikke kunne grædes flere tårer, så havde hun været i fuld gang lige nu. Hun blev siddende i smedjen, hvor de havde snakket; Lana og hende, i et stykke tid endnu, inden hun rejste sig og gik ud af døren.
   Hun kunne ikke undgå at gå ud i køkkenet, så hun skyndte sig hurtigt igennem. Blikket faldt ikke på moderen men på Lana. Et blik fyldt med kærlighed, venskab, og trøstende tanker. Han gengældte blikket med mindst lige så meget kærlighed. Den kærlighed som nogle søskende får opbygget ved et tæt forhold.
   Vejen gik op af trappen, et par meter til højre af gangen og så til venstre ind af den lukkede dør, der førte ind til hendes værelse. Først smed hun sig på sengen, og hamrede arme og ben vildt ned i puden og madrassen. Hun indså dog at det nok var lidt barnligt at skabe sig på den måde, for lige meget hjalp det. Så lå hun helt stille, tankerne var gået i baglås og hun lå inde med et had. Et had på størrelse med det store, dybe, mørke hav. Et had der var tiltænkt hendes mor.
   Så skreg hun, ikke nogen ord eller noget, bare et vildt og dyrisk skrig. Igen og igen skreg hun. Det dybe had og det vilde raseri ville ingen ende tage. Hun skreg ned i puden, hun skreg så hendes mor tabte en tallerken, der knustes i tusinde små, glitrende stykker. Lana var allerede i fuldt firespring op af trappen, på vej op til sin søster.
   Men de to søskendes far var den første inde ved Gabrielle. Han holdt hende i et snuptag, som end ikke den største og stærkeste sømand i hele verden, ville kunne slippe ud fra, det var i hvert fald Lanas overbevisning. Gabrielle kæmpede imod af alle kræfter, slog, sparkede, kradsede, bed, samtidig med at hun prøvede at slippe løs. Men faren var urokkelig. Han lod hende kæmpe af alle kræfter. Han sagde ikke noget til at hun bed ham i hånden, eller noget af det hun gjorde i det hele taget. Hun kæmpede i flere minutter men til sidst ebbede kræfterne ud, og hun blev slap i kroppen. Han slap hende og hun faldt sammen på gulvet, hvor hun lå og hulkede. Deres far knælede, og begyndte at trøste hende.
   "Kom Lana. Vi skal ikke forstyrre dem. Skal vi ikke gå ned og lave maden færdig?" Lana blev helt overrasket over at se hans mor stå der i døren. Hvor længe mon hun havde gjort det? Han fulgte lydigt med ned i køkkenet, hvor han blev sat til at skrælle kartofler. Jah, det var nok bedst at de fik lidt ro ovenpå, til at få snakket lidt og sådan noget.
   Lana stod i sine tanker, og med kniven i den højre hånd og ikke færdigskrællet kartoffel i den venstre, da hans far kom gående ned, med sænket hoved.
   "Vi bliver nød til at gøre noget hurtigt, Neira," sagde han til Lanas mor.
   "Ja. Jeg ved det. Ingen af os kan holde det her ud ret længe. Vi må og skal finde en løsning snart. Det er svært nok at skulle af med hende, men det værste er at gå og se på hende hver dag, og vide at hun skal væk. Jeg ved ikke om det vil gøre det lettere at bære, men det her går ikke," svarede hun ham. Lana tabte både kniv og kartoffel af ren forbløffelse. Han stod og stirrede på hende, da hun vendte sig mod ham, og spurgte: "Hvad er der galt Lana? Troede du at jeg var ligeglad. Hvis ikke jeg viser den kolde og hårde facade overfor Gabrielle, indser hun ikke at det er alvor det her. Hvis det var at jeg var kærlig og alt det, vil hun komme til at tro at det ikke var virkeligt. Kun for sjov, og så vil det komme som et chok for hende når det er det går op for hende, at hun ikke kan være her. Jeg vil heller ikke kunne bære at se hende på den måde. Uviden og glad. Nu har hun lidt tid til at forberede sig til et nyt liv, et bedre sted," forklarede hun, i et tonefald, Lana havde svært ved at huske at hun kunne tale i.
   Hun fik tårer i øjnene, sikke dog en tude familie, tænkte Lana stille for sig selv og smilede i sit indre jeg, inden han gik hen og gav sin mor et knus. Men det var jo klart, det var en svær tid, og den ville muligvis blive endnu svære. Gid de bare havde haft en masse penge. Hvor jeg dog hader fattigdom. Han var lige ved at råbe det højt, men valgte dog at holde det for sig selv.
   De følgende dage gik dog lidt mere roligt. Der var dog mange stille og sørgelige stunder, i selskab med tårer og egne følelser.


* * *
   Der var nu gået en uge, og der var ikke sket så mange ændringer i Gabrielles sørgelige hverdag. Det man lagde mest mærke til var at hendes mor var blødet en lille smule op, og at hendes far blev mere og mere trist. Han og hendes mor havde haft mange diskussioner, så det så ud til at der var sket noget. Han lukkede sig mere og mere inde i smedjen, og nu måtte hun overhovedet ikke komme derind. Det samme gjaldt Lana. Det var kun deres mor der måtte komme ind. For hver dag der gik, blev den lille familie mere og mere triste.
   Tanken om at hendes forældre måske havde fundet et sted til hende, fyldte både Gabrielle med håb og alligevel en dyb sorg. Håbet bestod i at hun ikke ville blive smidt på gaden, og sorgen slog rødder i det at, nu ville der ikke gå lang tid før hun skulle flytte hjemmefra, og en skønne dag skete det, det Gabrielle havde prøvet på at skubbe væk fra hendes hoved, udskyde det, glemme det og prøve på at ignorere det. Men nej. Det skete og det skete så pludseligt at Gabrielle stadig ikke havde kommet sig over chokket, da hun var oppe på værelset for at pakke, til rejsen der ville føre hende væk fra det eneste hjem hun havde kendt til i hele sit liv. Det hjem der ville blive erstattet af et nyt.
   Det hele skete om formiddagen, Gabrielle og Lana havde været ude at gå en af deres ture, som de havde gået mange så af for at få snakket tingene igennem. Det var Lana der åbnede døren, og det var ham der først så deres grædende far siddende ved bordet. Han holdt deres mor i en beskyttende favn. Også Hun græd. De prøvede begge to at trøste hinanden, men til ingen verdens nytte.
   "Ah, endelig er i kommet tilbage. Træd indenfor. Jeg er Kerak, og du må være…?" Det gav et sæt Lana, da en skikkelse trådte frem fra skyggen. Det var en høj, muskuløs mand, med en dyb og brummende stemme. Han var indhyllet i en sort rejsekappe, der fuldstændig dækkede for resten af hans beklædning. Man kunne ikke se hans ansigt på grund af en hætte, der var trukket ned for ansigtet. Det eneste man kunne se, var et stort rødt fuldskæg. Lana opfattede med det samme hvad det var det handlede om. Han træk hurtigt Gabrielle ind i køkkenet. Det skulle bare overstås så hurtigt som muligt, ellers ville det blive en alt for hård afsked.
   "Lana," skyndte han sig at svare, da han træk Gabrielle ind. "Jeg er Lana, og det her er Gabrielle." Til først stod Gabrielle bare og kiggede. Hun kiggede på sine grædende forældre til den store mand, og tilbage igen. Så gik det op for hende hvad det var, det hele gik ud på. Hun kunne mærke hendes ben begyndte at blive bløde. Hun kaldte på Lana, der med det samme opfattede det, og greb hende, lige da hun knækkede sammen.
   Da de to havde fået lidt mere styr på det, kom Kerak hen til dem, og hilste på Gabrielle.
   "Hej," sagde han med sin bjørneagtige stemme. "Jeg er kommet for at hente dig. Du bestemmer selv hvornår du vil af sted, bare det bliver inden for denne uge. Jeg har et følge der venter lidt uden for byen. Jeg snakker lige med dine forældre og så vil jeg også gerne snakke lidt med dig. Bare giv dig god tid. Kan i ikke lige gå en lille tur mere?" Det sidste var mest henvendt til Lana.
   De to børn gik ud, og lidt hen af gaden og satte sig på en bænk. De første par minutter kunne man ikke høre andet end fuglenes sang og vindens hylen i træer og hustagene. Lanas ansigt var fyldt med små glitrende dråber, der alle sammen stammede fra øjnene. Gabrielle sad bare og kiggede ud i den tomme luft. Det var hverken sorg eller nogen anden følelse der fyldte hende, kun chokket over at nu skulle hun væk. Alt virkede så tranceagtigt for hende. Hun registrerede ikke noget. Ikke at der kom nogle små børn løbende forbi. Ikke engang at de sad på bænken. Der var et billede der havde brændt sig fast i hendes tanker. Et billede hun aldrig vil glemme: Hendes grædende forældre og manden med skæget.
   "Hvornår tager du af sted?" sagde Lana bag tårerne.
   "I morgen vil jeg tro, eller i eftermiddag." Ved den sætning faldt Lana hulkende sammen på jorden. Han gav gråden frit løb, da han opdagede at fra i morgen af, ville hans søster være væk. Ville de mon ses igen? Ville de høre hinandens stemmer igen? Ville de se hinandens ansigter igen? Det var der ingen der vidste.
   Han skreg og hulkede, og skreg så igen. De forbipasserende kiggede undrende på pigen der sad på bænken, stirrende tomt ud i luften, og drengen på jorden, der lå og skreg.
   Gabrielle vidste ikke hvor lang tid de blev ved på den måde, men til sidst kom Kerak. Han hæv Lana og Gabrielle op at stå, Lana blev sendt ind til deres mor og far og Kerak blev ude, for at snakke lidt med Gabrielle.
   "Er du okay? Jeg er i tjeneste som løjtnant hos Sir Mirwat. Jeg har fået den ordre at bringe dig sikkert til hans borg. Du skal ikke være bange for at for at det er et dårligt sted at være. Jeg har været i Sir Mirwats tjeneste i over ti år. Alle har det godt og ingen bliver behandlet dårligt. Du skal arbejde som tjenestepige for hans kone. Hun er meget ung og høfligheden selv. Du vil komme til at elske det at være der." Hun svarede ikke til at starte med.
   Der gik lidt tid, så sagde hun: "Hvornår skal vi af sted. Kan det ikke blive i morgen? Jeg holder ikke ud at blive her mere end en dag."
   "Det kan vi godt. Så vil jeg nok foreslå at du går op og pakker til turen i morgen. Jeg går ind og trøster dine forældre lidt mere, så ses vi lidt senere," sagde han og gik. Gabrielle blev stående lidt endnu og gik så endelig ind.
   Bare hendes forældre nu ikke sad i køkkenet. Det gjorde de ikke. Da hun kom ind, kunne hun høre stemmer ude fra smedjen, så de sad nok alle sammen derude. En enlig tåre trillede ned. Hun var blevet overbevist om at det sted hun skulle hen nu, var bedre end her. Hun skulle bo på en borg, hos en rig sir og hans kone. Der var måske ikke mere at græde over, måske ikke flere tårer. Hun var helt sikker på hendes far, mor og Lana ville komme og besøge hende. Det var helt sikkert. Hun fik helt medlidenhed med dem, fordi det var nok dem der fik det hårdest. Imens hun pakkede de få ejendele som hun ejede, gik hun og tænkte over alt dette.
   Senere til aftensmaden var alle stille. Kerak prøvede gang på gang, at få en samtale i gang, men hver gang med lige så lidt held. Ingen sagde noget og der blev næsten ikke spist noget, kun Kerak spiste op. Gabrielle sad bare og prikkede til maden, kiggede ned i bordet og vidste ikke hvad hun skulle gøre, sige eller reagere. Hendes værste mareridt var blevet vækket til live. Og dog. Måske viste det sig alligevel ikke at være så slemt.
   Da de gik i seng var der stadig ikke blevet ført et ord, eller nogen blikke der havde mødt hinanden. Stemningen kunne næsten ikke have været være. Selvom der ikke var nogen der græd, så kunne alle mærke på hinanden og på sig selv at, nu ville en beslutning, der var blevet taget for længe siden, blive fortrudt, og alligevel var der ikke nogen der gjorde noget ved det.
   Kerak sov nede i køkkenet, og de andre der hvor de plejede. Der gik dog lang tid før Gabrielle faldt i søvn, og sådan gjaldt det nok også de andre, tænkte hun. Først langt ud på natten begyndte hendes øjenlåg at blive tunge og de faldt langsomt i.


* * *
   Hun befandt sig ved et tårn, der rakte helt op til himlen. Det var endda så højt at man ikke kunne se toppen. Tårnet var slankt, cirkelrundt og hvidt. Der var ingen vinduer, der kunne fortælle noget om hvad der var inden i, der var heller ingen dør. Gabrielle gik rundt om tårnet. Der var stadig ikke nogen dør. Pludselig, uden at vide hvorfor, fyldtes hun med en nysgerrighed og en længsel efter at komme op i toppen af tårnet.
   Tiden gik og der skete stadig ikke noget. Med tiden voksede de to følelser. Længsel og nysgerrighed. Efterhånden syntes hun at kunne skimte omridset af en dør. Først var det meget svagt. Jo mere længsel hun fik, jo mere tydelig blev døren. Til sidst stod døren helt klar foran hende. Det var en stor, bred, massiv egetræsdør, med de samme tegn som der var på tårnet.
   Hun tøvede og blev usikker om at døren var virkelig, den var trods efter alt dukket frem i den blå luft. Da hun begyndte på disse tanker, begyndte døren at forsvinde. Hun skyndte sig at få styr på sine følelser og tanker, og så at døren blev klar igen. Uden tøven trak hun i håndtaget og til Gabrielles store overraskelse, gik døren op.
   Det strømmede med hvidt lys, væggene var hvide og fyldt med en masse mærkelige runer, tegn og inskriptioner af små guldtråde, og den evige vindeltrappe, der førte op mod toppen, var lige så hvid som alt andet. Hun undrede sig over hvor mon lyset kom fra, da der ingen vinduer var, men så huskede hun på det med døren, og begyndte at gå den lange vej op af trappen. Bag hende gled døren stille i og forsvandt.
   Hvad var dette for et tårn, hvor kom lyset fra, og hvorfor var hun her? Hun kiggede op og det eneste hun kunne se var vindeltrappen der fortsatte ud i det uendelige og hvidt lys der strømmede fra en utømmelig kilde, der ikke kunne ses. Imens hun fortsatte, mistede hun mere og mere tidsfornemmelsen. Var der gået en time, to timer eller en hel dag?
   Nu havde hun gået i så lang tid, at hvis hun kiggede ned, kunne hun ikke se gulvet og hvis hun kiggede op, kunne hun stadig ikke se loftet. Hun trak bare på skulderen og fortsatte opad. Alle bekymringer var væk, alle glæder var væk. Der var ingen tanker i hovedet, eller følelser i sjælen. Hun havde aldrig før følt sig så afslappet som nu. Men var det en drøm, eller var det virkelighed? Og hvor ville hun få sine svar fra?
   Uden at Gabrielle opdagede det, kom der en skygge stigende ned fra toppen. Det var først da skikkelsen var et par meter fra hende, at hun opdagede den. Skikkelsen var dobbelt så høj som Kerak, men noget smallere. Det lys, der strømmede fra skikkelsen, kunne få selve solen til at blegne. Det var så skarpt at Gabrielle blev nød til at skærme øjnene.
   "Undskyld," sagde skikkelsen med en stemme, der rungede i hele tårnet. "Jeg dæmper lige lyset lidt." Lyset der stammede fra skikkelsen blev dæmpet og Gabrielle kunne nu se at det var en engel. Det var svært at se ansigtet på dette mystiske sagnvæsen, fordi det var der lyset stammede fra, og så hænderne og de bare fødder. Ud fra det hun kunne se, var det en meget ung engel. Perfekte former i ansigtet, gyldne, mandelformede øjne, der udstrålede en storhed, der var større end noget som helst i verden. Håret var af det pureste sølv og gik helt ned til knæhaserne. Kroppen var dækket af et hvidt klæde, der godt kunne minde meget om et lagen. På ryggen hang det længste sværd, Gabrielle nogensinde havde set, og det smukkeste. Det var et tohåndssværd i en vægtklasse man ikke ture drømme om, der hvor hun kom fra. Skæftet var udsmykket med tråde af det pure sølv og guld. Klingen var lige så lang som englens hår, og fyldt med tegn og inskriptioner, også af det rene guld, der også beklædte væggene. Det var som om selve klingen glødede. Det måtte være et ukendt materiale, tænkte Gabrielle.
   "Jeg er ærkeenglen Gabriel," sagde den. Hun kunne høre i den rungende stemme, at den indeholdt tusinder af vise ord og en alder, intet levende væsen på jorden kunne opnå. "Jeg er kommet for at behjælpe dig på din rejse. Den første del er du i gang med lige nu og her. Det er blevet mig pålagt at våge over dig, til du har fået fred i din sjæl og er i sikre hænder." Gabrielle tænkte lidt over disse ord, før hun svarede det noble væsen:
   "Hvad er det for et tårn, er det en drøm, eller er det virkelighed?" spurgte hun, og følte sig meget lille, stående over for den ældgamle, og magiske engel.
   "Dette er vejen til himmerigets port, Sankt Peters port, vejen til Paradis. Det er ej virkelighed, og dog ej helt en drøm. Det er en drøm jeg har skabt, for at komme i tale med dig, Gabrielle, Evas datter. Det var din mor der bedte til mig, om at jeg skulle vogte over dig på din lange rejse," lød englens stemme. Der gik igen lidt tid før pigen svarede.
   "Hvorfor har du lige valgt dette her sted? Er det meningen eller kunne du have valgt et andet sted, du himlens vejfarer?"
   "Jeg valgte dette tårn for at stille dig nogle prøvelser og du har klaret dem med stor tilfredshed. Mange kan ikke åbne døren, og så panikker de. Hvis det sker, vises hullet til den evige ilds land: Helvede, og den dør, går aldrig væk igen. Det er gået galt for mange stærke krigere, der er nu er gået en trist skæbne i møde, i helvedesilden.
   Og dit næste spørgsmål er sikkert, hvor lyset kommer fra, derfor jeg vil svare på det med det samme. Det kommer fra kærlighed, kærlighed til andre personer og jo mere kærlighed i verden, jo mere lys vil der være her. Det er et meget interessant tårn. Alle engle og selve Herren finder det meget mystisk. Der er aldrig nogen der har forstået hemmeligheden bag det, der er større. Hvis det er at du kommer her en gang til,, så vil du måske finde engle gå op og ned af trappen. Lad hver med at forstyrre dem, de kan ikke lide at blive forstyrret i deres arbejde med at studere tårnet."
   "Er jeg så klar til at komme videre? Eller er der flere prøvelser til mig?" spurgte Gabrielle englen.
   "Ej er der flere prøvelser i denne verden, men jeg skal lige sige lidt mere til dig. Dit nye hjem vil gøre dig lykkelig. Nok vil der gå lidt tid, men lykkelig vil du blive. Men det er ikke din eneste rejse. Du vil møde flere prøvelser, og du vil møde mig flere gange. Måske ikke altid det samme sted. Og lige en ting mere inden jeg siger på gensyn. Det er ikke en drøm og ej heller ikke virkelighed. Stedet her er virkeligt for mig og for din sjæl, men ikke din krop. Jeg har flyttet din sjæl til dette sted, for at vi kunne have denne samtale. På gensyn til vi ses igen. Når du vågner, vil du huske det som en drøm, men ej er det det," og med disse ord steg han til vejrs, uden at bruge vingerne. Hun skulle lige til at spørge om hvordan hun kom ud, men ingen længe var alt forsvundet og hun befandt sig ved siden af sin seng, hvor hendes krop lå, puttet godt under dyne. Nu var det ved at blive lyst udenfor. Uden at vide hvorfor, lagde hun sin hånd på sin fysiske og sovende krops kind...