Frostens bidende kys smertede sødmefyldt da hun travede gennem de snævre gader. Hun bevægede sig langsomt i forhold til de fortravlede mennesker der vrimlede forbi hende. Det var lillejuleaften så der var sikkert gode grunde til at folk havde så travlt, det havde folk jo altid i denne periode. Hun ænsede faktisk ikke de forbipasserende, kun det lille vindpust som fejede hen over hendes ansigt når de i hast gled forbi hende. Temperaturen befandt sig et godt stykke under frysepunktet, og overalt var forhenværende vandpytter frosset til glimtende is på hvis blanke overflade man svagt kunne ane de stivnede krusninger. Kulden rørte hende ikke, faktisk nød hun den - den fik hende til at føle sig mere levende, og når hendes udånding et kort øjeblik gav sig til kende i en lille sløret tåge følte hun sig sikker på sin eksistens. Et bevis - ikke håndgribeligt men ikke desto mindre et bevis. Hun smilede glad hen for sig, og mærkede glæden indeni boble over indtil den brusende fik hende til at klukle. Et kort øjeblik fik hun øjenkontakt med den mørkklædte mand der i det samme gik forbi. Han løftede det ene øjenbryn i en brøkdel af et sekund for derefter atter at bevæge sig målrettet, og upåvirket, fremad.
   Granguirlanderne over hendes hoved dirrede i vinden, som fik julehjerterne til at fremtrylle en klirrende underfundig melodi. Alting var så fredfyldt hvis man altså så bort fra de stressede mennesker der ilede forbi. Hun gik som i sin egen verden og tillod ingen af de sure, trætte miner indenfor - koncentrerede sig blot om lysene i de smukt udsmykkede vinduer, den stivnede sne i vejkanten og sit eget åndedræt. Det var længe siden hun havde følt sig så tryg og sikker, faktisk syntes hun ikke hun kunne huske helt præcis hvornår hun havde følt sig som nu - måske da hun var barn. Børn har altid et eller andet uovervindeligt over sig, en barnlig selvsikkerhed som forsvinder sporløst i teenageårene. Ja, man kunne måske sige at hun havde genvundet sin barndoms selvsikkerhed - der var i hvert tilfælde noget som fik hende til at ranke ryggen når hun gik. Det føltes som om hun aldrig nogensinde havde været skræmt og bange. Som om hun aldrig skamfuldt havde bukket hovedet når han havde irettesat hende. Inden hun kunne nå at stoppe dem pressede de sig pludselig på, tankerne. Som en uvejrssky formørkede de hendes sind da de væltede frem fra hendes hjernes krinkelkroge, og fyldte hende med minder hun allerhelst ville glemme. Som dengang da de var blevet 'enige' om at det nok var bedst at hun ikke så Marianne, hendes bedste veninde, mere. Eller da hun engang var faldet i søvn om eftermiddagen og derfor ikke havde nået at lave middagsmaden færdig til han kom hjem Som straf havde hun lidt under hans tavshed i fjorten dage - så hun kunne 'tænke lidt' over sine følelser for ham. Eller den dag ved stranden hvor han havde skubbet hende i vandet fra badebroen velvidende om at hun ikke kunne svømme. Han havde stået og betragtet hendes paniske forsøg på at holde hovedet oven vande inden han smilende havde trukket hende op af vandet med ordene, 'hvad skulle du dog gøre uden mig'. Han havde aldrig slået hende, hvilket også var medvirkende til at hun kunne fornægte hans ondskab og fortsætte med at finde fejl ved sig selv i stedet. Et jag af smerte ramte hende i hjertekulen da mindet om aborten indfandt sig. En af hendes bedst bevarede hemmeligheder var det, ingen bortset fra hende selv og ham vidste besked om den. Den dag der skulle have været den mest glædestrålende dag i hendes liv var blevet vendt til bitter sorg. Under middagsmaden havde hun usikkert fortalt ham om sin udeblevne menstruation, men hun havde ikke i sin vildeste fantasi kunnet forberede sig på hans reaktion. Uden at se op fra sin tallerken havde han gjort det klart, at der i hans fremtidsplaner ikke indgik flæbende småbørn, og at der ikke var anden udvej end at hun måtte skille sig af med det. Han havde ydmyget hende yderligere men det kunne hun ikke få sig selv til at genkalde nu.

Lyden af et hidsigt bilhorn bragte hende tilbage til virkeligheden. Tåren på hendes kind forstærkede kuldens biden, og hun tørrede den hurtigt væk med bagsiden af hånden. Der var ingen grund til at være trist nu - nu var alting jo anderledes og det havde hun selv sørget for. Efter den provokerede abort havde hun besluttet sig for at tale med ham. Urimeligheden i hans væremåde var begyndt at dæmre for hende, måske fordi det denne gang ikke kun var gået ud over hende selv. En aften havde hun tilberedt hans yndlingsmåltid og fortalt ham at de var nødt til at snakke sammen. Han havde velvilligt leget med, og på trods af hans protester senere på aftenen, havde de fået snakket om tingene.
   Hun satte sig ind i toget der ville føre hende op til deres sommerhus, hvor de ugeneret skulle holde jul sammen. Hun ville først se ham i morgen, men det gjorde ikke så meget. Hovedsagen var at de skulle tilbringe julen sammen, og denne gang ville det være uden den tilbagevendende angstfornemmelse hun altid havde haft i julen. Der var så mange ting der kunne gå galt, måske var stegen for tør, måske var hendes julegave til ham ikke tilfredsstillende på trods af at det var noget han havde ønsket sig. Sådan havde det været før i tiden, men ikke mere mindede hun sig selv om. Da hun stod af bussen i vejkanten, og møjsommeligt begyndte den korte tur hen over den snedækkede mark foran sommerhuset, frydede hun sig over den tilslørede skønhed. Overalt lå sneen som en tung dyne, og hist og her kunne man se dyrespor som sorte tegn i den hvide regelmæssighed. Huset lå halvt gemt bag snedriver, og bag huset kunne hun se de næsten usynlige siv, der tegnede en krans rundt om den frosne sø. Inde i huset var der iskoldt, men kulden måtte vige for varmen da hun havde fået skruet op for el-radiatorerne over det hele. Den næste times tid brugte hun på at pynte til jul, hun tog endda det lille juletræ, som skovfogeden hvert år lagde til dem, indenfor og pyntede det efter alle kunstens regler. Bagefter lavede hun sig en kop varm kakao som hun tog med ind i soveværelset. Det gik op for hende at hun savnede ham. Hun savnede hans kønne ansigt, med den smukke mund og de smalle grønne øjne. Det var hans udseende der i sin tid havde gjort at hun følte sig tiltrukket af ham, og dengang havde han været yderst beleven og charmerende. Måske var det hans smukke udseende der havde gjort det vanskeligt for hende at forstå hvorfor han lige pludselig viste sig som ondskaben selv. Måske var det derfor det havde taget hende så lang tid før hun havde protesteret over det han havde udsat hende for. Selv nu hvor alting endelig var anderledes led hun stadig nogle gange under tanken om, at hun skulle være lykkelig fordi han overhovedet havde gidet se til hendes side. Men sådan skulle det ikke være mere, han var kun hendes - det vidste hun nu, og i det øjeblik følte hun hans nærvær. Søvndrukkent slukkede hun lyset og lagde sig til at sove. Søvnen kom hurtigt snigende, sandsynligvis på grund af al den friske luft hun havde fået den dag, og velvilligt overgav hun sig.

Næste morgen vågnede hun tidligt og strakte sig med velbehag. I dag ville hun se ham, og hvor hun dog glædede sig. Hun spankulerede rundt på bare fødder og begyndte muntert at nynne da hun begyndte på dagens forberedelser. Snart, snart lød det gennem hendes hoved, og da alting var parat tog hun overtøj på og gik ned til søen bag huset. Nede ved søen tog hun skovlen på jorden og begyndte at skrabe sneen væk fra den frosne overflade. Isen var klar og gennemsigtig og hun arbejdede energisk, spændt som et lille barn. Da hun var færdig trådte hun et skridt tilbage for at betragte isen og dét isen holdt i sit jerngreb.

Den aften de skulle drøfte deres problemer, eller rettere sagt hendes problemer, havde han leget med i et stykke tid men bagefter havde han sagt de mest væmmelige ting til hende. Den eneste forskel på alle de andre gange han havde ydmyget hende var, at denne gang var hun blevet vred. Brudstykker af års ydmygelser var fløjet gennem hovedet på hende, blodet havde tordnet i hendes tindinger og havde fået det til at sortne for hendes øjne. Vreden havde pulset gennem hendes krop, havde tvunget hadet frem, og da han med sit nedladende grin havde vendt ryggen til hende, havde hun ikke længere kunnet holde sine impulser i skak. Med et snerrende skrig, som fra et såret dyr, havde hun kastet sig frem mod ham, og da han overrasket havde vendt sig, var hun braget ind i ham og havde skubbet ham omkuld. Hun havde ramt ham med så stor kraft at hun ikke havde kunnet forhindre sin egen krop i at falde sammen med hans. Smældet fra hendes tænder der hårdt havde klappet sammen ved sammenstødet var ingenting mod lyden af hans baghoved der ramte det hårde fliseunderlag ved pejsen. Det vantro blik i hans klare, grønne øjne var blevet skjult bag lukkede øjenlåg, og hun havde rystende rejst sig. Inden chokket havde lagt sig, havde hun under stort møje og besvær trukket ham hele vejen ud til søen. Dengang var søen endnu ikke bundfrossen, kun de øverste fem centimeter vand var omdannet til et lag af is. Det havde ikke voldt hende store problemer at hakke hul på overfladen. Derefter havde hun skubbet hans krop ud på isen hvor isen måtte give efter for hans vægt. Han var dumpet ned i det iskolde vand, og sandsynligvis var det kuldechokket der havde fået ham til at vågne op. Han havde forsøgt at sprælle, men slaget måtte have lammet ham - hun havde set panikken i hans øjne da hans hoved sank ned under vandoverfladen. Hun var blevet stående mens isen gendannedes på overfladen og langsomt lukkede hullet til. På det tidspunkt var han selvfølgelig allerede død. Om det var kulden eller vandet der gjorde det af med ham vidste hun ikke. Men hun vidste én ting, hun elskede ham og kunne ikke undvære ham på trods af hans afsindige væremåde.
   "Glædelig jul, elskede," hviskede hun og smilede kærligt til det frosne lig af hendes mand, der varsomt var støbt ind i isen.