De hænger der endnu. Indhyldet i stilhed og lys, anderkender de universets eksistens på fjern afstand.
   Fjernt fra vinden, der spreder rygter i træernes blade. Fjernt fra tågen, der fugtiger hele natten til ære for deres glansende spejlbillede. Fjernt, så fjernt fra mig, der midt i alt søger nærvær fra kun intet.
   Men de hænger der endnu - præcis som de altid har gjort, og nægter at overbevise mig om intet. Jeg har lyttet til bladenes hvisken om deres pragt. Jeg har følt månens misundelse nagle sig i mit bryst, som tog hun hævn for den opmærksomhed jeg tildeler dem ved mit nærvær. Jeg har set solens forsøg på at lyse sig dem over, og jeg har set ham synke kontinuerligt og blødende sammen af udmattelse. Overbevist om, at intet lignende fandtes, var jeg bundet til dem. Bundet, som lyset er bundet af mørket, og som dagen er bundet af natten.
   En stilhed blev vakt til live i mørket: Vinden syntes at holde vejret, og bladenes opmærksomhed fandt ligeså en ny vært. Månen tittede igennem sine trætte øjelåg, og tågen gjorde plads til endnu en skikkelse i natten. Med vinden nysgerrigt susende i hendes hår, og en måbende måne, spejlet i hendes øjne, satte hun sig ved min side. Hendes duft omfavnede mig, og hendes varme kyssede mine sanser. Hendes blik løsnede en knude i natten, og snart faldt en stjerne fredeligt fra sin plads i mørkets ingenting.
   "De hænger der lidt endnu," smilede hun.