Jeg er et nysgerrigt og hjælpsomt menneske. Det er nok derfor, jeg havner i de særeste situationer.
   Men at noget så underligt, som det jeg nu vil fortælle om, skulle ske på grund af lille mig, det var der nok ingen som havde troet, da jeg blev født for 38 år siden. Og nu er der nok ingen, der vil tro mig. Hvis nogen læser dette, vil de sikkert tro, at jeg er sindssyg, men jeg må skrive det ned, om ikke for andet, så for at få styr på mine tanker.
   Det er ikke til at samle tankerne, for den evindelige klapren af hestehove mod brosten, de skramlende, skrumlende træhjul og folk, der råber til hinanden. Ja, nu er der oven i købet en hest, der vrinsker, lige udenfor vinduet.
   Året er 2008, jeg hedder Mathilde og jeg er ikke skør. Jeg ser den samme virkelighed som de allerfleste andre, men jeg ved, at det har været anderledes. For bare to uger siden:
   Jeg havde været på indkøb i Bilka, for de havde tilbud i haveafdelingen; 10 poser grønkålsfrø for tyve kroner. Jamen, det er da billigt, ikke?
   Mens jeg var der købte jeg en masse andet, for så var jeg fri for at løbe i Brugsen hele tiden, og der er god plads i bagagerummet på Audien. Åh jeg glemmer, at I nok ikke ved, hvad en Audi er, men det er altså en bil - en vogn, der kan køre uden heste eller stude spændt for. Den kører automatisk, forstår I, og derfor blev de engang kaldt for automobiler.
   Nå, det tror I ikke på? Jamen, så prøv at læse videre.
   Jeg parkerede altså dytten - øh, bilen i garagen, (en vognport for biler) og gik ind, med to af mine indkøbsposer. Jeg håbede, at jeg kunne lokke en af ungerne til at hente resten af poserne. Hugo kunne være så tjenstvillig, især hvis jeg lokkede med pizza til aftensmad - Sonja var lidt mere treven, hun havde næsten hele tiden kærestesorger. Sådan er det vel for mange på 15 år, men nu lader det til, at hun har tabt sit hjerte til denne hersens karl på Møllegården, der er rasende god til at pløje. Men nej, det går ikke, at jeg også knevrer, når jeg skriver. Carl-Børge siger altid, at jeg væver og kagler som en skruk. Han smiler for det meste, når han siger det, og han ved godt, at det bare er fordi der er så mange tanker i mit nysgerrige hoved og mit hjælpsomme sind. Ja, Carl-Børge, det er min mand og han er droschekusk.
   Nå, men den dag, sad Sonja i køkkenet og så fortabt ud. Min bedste veninde, Solveig, sad der også. Lige som mig har hun boet i Sønder Udby hele sit liv og vi har kendt hinanden altid, men det var lige før jeg ikke kunne genkende hende. Hendes ansigt var grågrønt og i det fremmede maskeagtige ansigt, der var stribet af tårer, virkede hendes øjne som tomme huller i et kranie. Nå, måske ikke sådan helt for jeg kunne da godt se at der var øjne, men de virkede så tomme.
   Jeg gispede og tabte begge poserne. Den ene revnede. Den med æggene i. (30 æg for 25 kroner.)
   Der var rå æggekage ud over hele kludetæppet og alle tre katte kom farende og begyndte at slikke i sig. Jeg var alt for forfjamsket til at jage dem væk. Jeg lod mig bare dumpe ned på køkkenbænken og turde slet ikke spørge, hvad der dog var sket.
   "Toke er død, mor!" udbrød Sonja. Hun var selvfølgelig bestyrtet, men ivrig efter at få givet nyheden videre, så jeg kunne tage mig af Solveig. Så kunne hun nok bruge sin mor, selvom hun var midt i den der grænsesøgende periode, teenagere har.
   Nysgerrig var hun også, tøsen. Det var næsten som om hun ville suge min reaktion til sig.
   "Nej!" udbrød jeg, for det kunne da ikke passe, at Solveigs søn var død. Han var jo kun sytten år og fejlede ikke noget. Det kunne da heller ikke være rigtigt, at Sonja bare skulle sidde der og være nysgerrig, næsten som om det var et afsnit i "Beverly Hills" eller hvad den hedder, den der serie de unge glor på.
   "Kan du ikke plukke nogle grønkål?" sagde jeg til Sonja, for jeg orkede hende ikke lige der.
   Men så blev hun fuldkommen hysterisk og skreg: "Tror du måske, at du kan vække ham til live med dine åndssvage grønkål?"
   "Jeg fatter det ikke," snakkede Solveig, med sådan en tynd og mærkelig stemme, at det lød som om den kom inde fra væggen.
   "Vil du ikke vide, hvordan han er død?" hvinede Sonja. Og det ville jeg faktisk ikke. Jeg ville have, at de begge to skulle sige, at det var en dum joke, de havde hittet på, for at teste min nysgerrighed.
   Nå, men inden jeg fortaber mig i, hvor underligt jeg tænkte og følte lige der, ikke, så må jeg hellere skynde mig at fortælle, at jeg tog mig sammen.
   "Hvad er der dog sket?" fik jeg spurgt og Solveig fortalte med sin tynde, automatiske stemme:
   "Toke stod op i morges. Han var træt og orkede ikke, at møde på Teknisk Skole, men jeg sagde at det ikke gik med alle de pjækkedage. HAVDE JEG BARE IKKE SAGT DET!."
   Solveig råbte så højt, at kattene løb om kap hen til kattelemmen og sloges om, hvem der først kunne slippe gennem den.
   "Sket er sket," mumlede jeg dumt og så Sonja rejse sig. Hun lukkede døren op, så de stridende katte kunne spænde ud, og så traskede hun efter dem og smækkede døren med et brag.
   Solveig fortsatte: "Han tog af sted, men klokken kvart i ni, ringede det på døren. Det var politiet. De sagde, at der var sket en ulykke. De sagde, at en bil - de sagde, at han var på hospitalet. Jeg købte en pose chips med der ud. De sagde måske, at han var - at han - men jeg kunne ikke tro det. Jeg -
   Hun var helt ude af den, så jeg lagde en arm om hende. Hun skubbede den ikke væk, men hun lugtede altså lidt underligt. Ikke af sprut eller noget, men af - jeg ved snart ikke; gråd, sved og måske grøn, tynd opkast - sådan når man kaster op uden at der er mere at give af. Nej, jeg ved ikke, men så satte jeg kaffe over. Jeg åbnede den sorte Karat, for Carl-Børge kalder den "krisekaffen," og sådan et dødsfald, må da kaldes en krise.
   Mens maskinen bryggede, snakkede Solveig videre om, hvordan Toke var kommet gående ud af en landevej, fordi han åbenbart havde bestemt sig for at pjække alligevel, og hvordan en bil var kommet kørende mod ham med høj fart - mindst 210 km - og havde ramt ham, så han fløj op over kølerhjelmen - og vist nok ned igen - og ind under hjulene - og kom på hospitalet og var død, da Solveig stod der med en pose Chips og et Anders And blad, og det med tegneseriebladet, var fordi at sådan et købte hun jo, da han kørte galt på sin trehjulede cykel, og selvom han ikke forstod alle historierne, så blev han jo så glad, og hun læste op for ham.
   Hun tog en stor slurk af kaffen og brændte tungen, men hun skreg ikke. Hun åbnede bare munden på vid gab, som om der så blæste kold luft ind. Så famlede hun i en pose og sad der med et Anders And blad i hånden.
   Jeg kunne ikke finde på noget at sige. Jeg ved ellers godt, hvad man siger, og at det er vigtigt sådan at være der, når der sker et dødsfald og alt det der, men jeg tænkte på varerne fra Bilka og grønkålene til suppen - og at om lidt kom Toke nok og trøstede sin mor, fordi det hele var en misforståelse.
   Ja, for det var jo klart, at Solveig var sådan fuldkommen fra den, og jeg følte mig så hjælpeløs.
   Så var det, at Solveig rejste sig op, stirrede på mit rødternede køkkengardin og med kold, hadefuld stemme sagde; "Jeg ville ønske, at der ikke fandtes biler. Gid de aldrig var blevet opfundet!"

Lidt efter kom Anders, hendes nye samlever, og sagde, at nu var hendes søster kommet og også hendes moster Inga, så nu måtte de hellere følges ad hjem. Anders så ked ud af det, men ikke så knust som Solveig. Jeg tænkte, at han nok kunne støtte hende lidt, ja både fysisk, for hun svajede underligt, og også sådan psykisk, så hun ikke blev helt gak.

Den aften mens vi spiste grønkålssuppe, snakkede Carl-Børge om, at privatbilisterne altså også kørte enormt råddent, og der måtte gøres noget. Det snakkede han tit om, men den aften syntes jeg, at han havde helt ret.
   Næste dag ville jeg gerne gå ned til hende. Hun bor jo bare lige nede i Smallegyden. Jeg gik også der ned og jeg tog nogle store grønkål med, for tænk hvis hun ikke orkede at lave mad og ham Anders kan næsten ikke engang spejle et æg uden at det brænder på. Men altså, så holdt der så mange biler, både i deres indkørsel og på fortovet og alt muligt, og jeg tror nok at den ene var den der nye Volvo, som hendes søster og svoger har, og de er så storsnudede. Og Solveigs søster stjal min kæreste, da jeg gik i 10. klasse og hun gik på gymnasiet, så jeg kan ikke snuppe hende.
   Desuden, hvad skulle jeg sige eller gøre? Hvis nu hun stadig var helt underlig, ville det måske blive pinligt for os begge, når hun kom lidt over det. Selvom, man kommer nok aldrig rigtigt over det, når ens barn dør. Jeg stod der og følte en iskold hånd lægge sig om mit hjerte, for tænk nu hvis at det var Hugo eller Sonja som at der var død.
   Og så tabte jeg hovedet.
   Grønkålshovedet. Det største af dem. Og det trillede ud i rendestenen. Da jeg så ville samle det op, kom der en grim stor bil drønende med en eller anden "Brian" ved rattet. Og han kørte lige gennem en vandpyt, så det sprøjtede på mig.
   Nu kunne jeg i hvert fald ikke gå der ind.
   Grønkålshovedet var mast og lå spredt i pytten. Mit eget hoved føltes næsten lige så mast og arrigt begyndte jeg at gå.
   Jeg gik og gik. Jeg kan virkelig ikke huske, hvad jeg tænkte, men jeg følte mig ligefrem overrasket, da jeg stod foran en gammel, skæv rønne i skovbrynet. Jeg havde skam været der før, for det var min svigermor, som boede der. Carl-Børges mor. Hun er rar, men jeg havde altid ment, at der var noget mærkeligt ved hende, og til gengæld så syntes hun, at jeg var alt for almindelig, på min egen mærkelige måde. Ja sådan havde hun flere gange sagt. Børnene elskede hende, især da de var små og Carl-Børge nærmest forguder hende, men jeg plejer at holde mig væk. I begyndelsen fandt jeg på undskyldninger; hovedpine, travlhed og sådan, men dem gennemskuede hun og så sagde hun: "Lille Thilde, du behøver ikke komme, når du føler dig så led ved det. Jeg er heller ikke så pjattet med dig!" Og hun sagde det sådan, helt almindeligt og roligt. Og sådan set var det jo rigtigt, så vi hilste bare, når vi mødtes til de helt store familiefester eller i byen.
   Men nu stod jeg altså foran hendes dør, med sjap på jakke og bukser, ør i hovedet og med tårestribede kinder. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg ville, men nu jeg var der bankede jeg på. Hun kunne vel give en kop kaffe, tror jeg, at jeg tænkte.
   Hun var i kaffeplettet morgenkåbe og hendes grå hår strittede i alle retninger. Det var langt og virkede underligt omkring et rynket ansigt med en mimrende mund. Hun havde ikke fået anbragt sit gebis og så ud som om jeg havde vækket hende.
   Hendes øjne under de buskede bryn gnistrede arrigt mod mig, men så opdagede hun vist min pjuskede tilstand, for hun hvæsede angst:
   "Er der sket noget med Carl-Børge?"
   Jeg orkede kun at ryste på hovedet.
   "Det var godt!" udbrød den gamle lettet og trådte lidt til side. "Kom da ind, nu du er her, lille Thilde. Det er sandelig længe siden. Jeg har da en slat kaffe og jeg har bagt et brød. Jeg skal lige have tænderne i, så jeg kan tygge det. Vil du finde smør og ost og syltetøj?"
   Egentlig hadede jeg hendes rodede, evindeligt nussede køkken, men nu var jeg her altså, og fik fundet, hvad hun bad om. Brødet duftede nu udmærket.
   Jeg tillod mig at vride en klud op i vand. (koldt, for hun havde åbenbart ikke tændt op) og tørrede voksdugen af, før jeg rettede an med tallerkener og valgte en uskåret til mig selv. Der var lilla blomster på den og med skæv skrift, stod der: "Til Bedste." Måske var den fra dengang Sonja gik til porcelænsmaling eller måske fra et af hendes andre børnebørn? Carl-Børge har fem søskende, som jeg ikke helt har styr på. Men det var den hæderligste tallerken, jeg kunne finde.
   "Hvad har ført dig hertil?" spurgte min svigermor, da vi sad ved kaffebordet.
   Hendes stemme var mild og jeg trængte til at snakke, så jeg plumpede ud med hele historien, mens jeg flæbede som en skoletøs.
   "Jeg ville virkelig ønske, at der ikke fandtes biler," sluttede jeg min grådkvalte beretning.
   "Hvorfor?" spurgte svigermor og stirrede mig dybt ind i øjnene som om hun ville endevende min sjæl. Det var en af de ting, jeg ikke kunne fordrage ved hende.
   "Fordi at så var Solveigs Toke jo ikke død!" vrælede jeg og kunne ligesom ikke holde op med at te mig barnligt, nu jeg var kommet i gang.
   Svigermor kløede sig omkring den ene næserod, hvor der sad en stor, grynet vorte. Jeg så det gennem mine tårer og kom til at tænke på den gang, vi var børn og seriøst troede hun var en heks.
   Hendes øjne plirrede, mens hun rakte mig et lommetørklæde. Af stof. Det var krøllet, men det var rent. Jeg greb det og pudsede næse i det. (når jeg rigtigt vræler løber min næse frygteligt).
   "Se, det har du jo ret i," sagde svigermor alvorligt og bed forsigtigt i sin syltetøjsmad. Da hun havde gumlet et stykke tid, sank hun bidden og spurgte: "Men hvis nu, du fik muligheden for at lave det om, hvilken begivenhed, ville du så ændre i historien?"
   Der måtte jeg godt nok lige tænke mig om. Og det var endnu en irriterende ved svigermor. Altid skulle hun stille den slags spørgsmål og komme med en masse indviklede betragtninger, og når man så svarede, kom hun med indvendinger og flere spørgsmål. Hun elskede at filosofere og diskutere. Og kunne blive i timevis.
   Nå ja, det kan hun skam stadig og jeg ...
   Nej, historien her må fortælles kronologisk. Men måske jeg skal prøve at sammenfatte al den snak og det der ellers foregik den formiddag i min svigermors hus.
   "Man kunne vel lade opfinderen være dødfødt," foreslog jeg og følte mig næsten genial.
   Det varede kun et øjeblik.
   "Ja, du tænker jo nok på Karl Frederik Benz," begyndte svigermor og jeg skyndte mig at nikke. Måske overbeviste jeg hende, måske ikke, men hun fortsatte i hvert fald:
   "Ja, for det var jo ham, der fik patentet, men allerede i 1600-tallet var der en norsk adelsmand, der fremstillede et automobil. Carl-Børge har da fortalt mig, at I så det på Norsk vejmuseum, da I var der i 1999."
   "Ja selvfølgelig," sagde jeg, for selvom jeg da virkelig er ligeglad med hvad hun mener om mig, så behøver man jo ikke skilte med sin uvidenhed og glemsomhed, vel? Og helt dum er jeg ikke, for ved I, hvad jeg så sagde? Jo, jeg sagde: "Nåh ja, af ham der, hvad var det nu han hed?"
   Ha, der fik jeg hende. For hun vrissede, da hun fortsatte; "Det er sagen aldeles uvedkommende. Det interessante er, at når andre end Benz kunne få idéen, så har der nok været samtidige, der arbejdede på forbrændingsmotorer - eller også ville der være en, der opfandt den i stedet for Benz. Kan du se dilemmaet?"
   Det kunne jeg ikke, for det havde jeg faktisk ikke lige tænkt på, men nu hvor jeg fik hende med den der norske adelsmand, havde jeg overskud til at indrømme det, så jeg rystede på hovedet.
   Så kastede hun sig ud i en længere forklaring og blev ved til jeg forstod det. Det er jo sådan, forstår I, at hvis jeg blander nogle ingredienser i min grønkålssuppe og finder på en ny opskrift, så kan det godt være, at min oldemor også gjorde det og hvis jeg ikke finder den opskrift kan det være, at Sonja opfinder den senere - altså hvis ingredienserne findes. Sådan sagde hun til sidst og det kunne hun jo have sagt med det samme, så derfor fortæller jeg bare det i stedet for de andre forklaringer, hun rablede af sig.
   Nå, men så var vi enige om det og så måtte jeg frem med et nyt forslag: "Hvad så hvis hjulet aldrig var blevet opfundet?"
   Det forslag grinede hun af og allerede inden hun var færdig med at hyle af latter, forstod jeg da godt, at det ville være svært at undvære hjul, for så ville der jo hverken være hestevogne eller hjuldampere, eller tog eller cykler.
   "Så måtte vi alle, gå, ride eller sejle," forsøgte jeg at kvæle hendes latter ved at sige.
   "Tænk at ride i Bilka, efter gulerødder og hø til krikken," spruttede hun og jeg gøs. Ja, jeg har sådan set ikke noget mod heste, men de store er svære at komme op på og mon de små kan bære mig? Jeg er jo ingen sylfide, selvom jeg lever sundt.
   Hun lo stadig og så gik det op for mig, at hendes latter ikke var ond. Jeg fik sådan et pudsigt syn for mit indre blik; svigermor overskrævs på en kost, på vej til Bilka.
   Jeg kunne ikke dy mig. Jeg beskrev det og sluttede med at sige:
   "Der flyver du og overhaler os alle sammen. Du kan også hente medicin til os, hvis vi bliver syge og kun dine heksesøstre har kuren."
   Gad vide, hvor jeg fik det fra? Måske fra barndomstiden og visse lystigheder, som Carl-Børge ikke måtte høre?
   Men hun holdt op med at grine. Hendes tynde, gigtplagede fingre dirrede en anelse og da hun løftede kaffekoppen, skvulpede indholdet over og en smule kaffe røg ud på voksdugen.
   Jeg sad der med et "undskyld" på læberne og alle mulige tanker i hovedet, men så smilede hun.
   Ja, smilet nåede næsten op til begge ører og spejlede sig i hendes øjne. Jeg smilede igen. Kunne ikke lade være og vidste ikke helt hvorfor.
   Hvis vores samtale kunne gøre hende i så strålende et humør, var det jo godt, men nu var jeg også blevet nysgerrig.
   Hvorfor var hun så begejstret og hvorfor lo hun ikke til mig, men så hen i en krog af køkkenet?
   Der stod jo bare en kost, en af de der gammeldags, som de sælger billige kopier af i Fakta.
   Havde hun mon hørt sladderen, hørt den så længe, at hun bildte sig ind, at hun virkelig var en heks?
   Nu strakte hun en hånd ud. Et beslutsomt udtryk afløste hendes smil. "Tinka rinka raris!" kaldte hun.
   Da kosten lettede nogle centimeter, spekulerede jeg på, hvad hun havde puttet i min kaffe. Var det mon hash eller det der speed-halløj, som de slemme fyre drysser i pigernes glas på lurvede beværtninger?
   Da den stille svævede hen mod hende, troede jeg det var sovemedicin, for det måtte jo være en drøm.
   Da hun greb den og smilede triumferende til mig, ville jeg vågne, men det kunne jeg ikke.
   "Lad os nu tænke os godt om, lille Thilde," smilede svigermor, "du vil jo gerne hjælpe Solveig og de dumme biler er både farlige og forurenende, men nu må vi tænke os om. Vi har kun en mulighed for at ændre historien, kun en gang i hvert årti kan jeg ride gennem tideringene og ændre noget. Og kun vi to vil huske, hvordan det var før. Vi to og måske en mere, men alle andre vil tro, at sådan har det altid været. Og sommerfugleeffekten kan snyde og overraske. Man ved ikke helt hvad man får, men spændende er det. Vil du have mere kaffe?"
   Hvem kan sige nej tak til kaffe? Ikke jeg. Slet ikke, når den er sort, stærk og dampende varm.
   Så der sad vi og drøftede, hvor vi skulle sætte ind for at ændre historiens gang, afskaffe bilerne og bringe Toke tilbage til livet.
   Vi hev bøger ned fra svigermors hylder, læste passager højt for hinanden, beregnede på papirark, drak kaffe, spiste syltetøjsmadder og lo så meget, at vi fik hektisk røde kinder. Jeg så hendes få farve og mine egne opdagede jeg i det skårede spejl på hendes ukomfortable, blåmalede toilet.
   Men vi fandt ikke det sikre punkt i historien den dag, så vi aftalte at mødes næste dag, så snart Carl-Børge havde startet sin gamle bus og var kørt på arbejde.
   Da ungerne var sendt i skole tjekkede jeg Internettet og jeg fandt en spændende side, læste den, mens mit hjerte bankede som en fange i sit fængsel, og printede den ud. Jeg rullede arket sammen og tog det med ud til svigermor, mens alle mulige tanker fløj gennem mit hoved; ville Internettet heller ikke være der, når vi afskaffede bilerne? Ville vi mon pludselig gå i gamle klude? Ville jeg have mødt Carl-Børge?
   Jeg lo lidt for mig selv - og også af mig selv, for jeg troede ikke, at vi virkelig kunne det. Det var jo bare en slags leg, fordi det var så svært at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med Solveigs afsindige sorg.
   Jeg var opslugt af tanker. De summede i mit hoved og det var som om de krøb ud af mit hoved og for kriblende ned af min krop. Arh, det må have været sved.
   Da jeg hørte en bil dytte vildt af mig, blev jeg gal. Hvad bildte den "Brian" sig ind?
   Jeg så ikke træet, før jeg gennem en tyk, hvid tåge stirrede op i dets krone og mellem dets brede, takkede løv øjnede en flig af himlen.
   Alt drejede rundt for mig. En hest vrinskede og ansigter bøjede sig ind over mig.
   "Har du det godt, mor?" spurgte Sonja bekymret.
   Jeg bevægede læberne og formede et ja. Det kom ud og min datter hjalp mig op at sidde, Hun lignede sig selv, bortset fra at hendes hår var kommunefarvet og hun havde briller i stedet for kontaktlinser.
   "Hvorfor spændte du dog Hannibal for kærren, Mathilde?" spurgte en ung stemme og der stod Toke og strøg en sort hest over halsen. Han var meget mere solbrændt, end jeg huskede ham og havde opsmøgede skjorteærmer.

Ja, Toke lever skam, endda i bedste velgående må jeg sige. Mens jeg skriver dette, er Sonja ved at pakke en madkurv til ham. Jeg skriver med en elektrisk pen. Den er faktisk meget smart, når man lige lærer sig at bruge den. Den ligner en gåsepen, men er lavet af et glasagtigt materiale og fyldt med kobbertråde; når man taler ind i et rundt hul, skratter den selv hen over papiret og skriver det som at man har dikteret den, altså hvis den er koblet til en kontakt, som er en pudsig lerdåse, der hænger i noget, der ligner en gammeldags stofledning. Nå ja, gammeldags for mig, men de andre fortæller mig, at det er vældig moderne.
   Jeg må tale noget mere med Solveig. Hun og hendes søn har kun boet her i tre år. De kom vandrende en dag fra en fjern egn, fordi Tokes far blev sparket ihjel af en løbsk hest. Hans lillesøster er derfor aldrig blevet født og jeg har aldrig foræret hende Sonjas fineste, aflagte babytøj.
   Det var lyserødt, så det var heller ikke gået. Enhver ved det, at babyer forventes at blive klædt i grønt, fordi det er håbets farve. Siger de alle sammen.
   Jeg ville så gerne snakke med svigermor om det her og spørge hende, hvorfor hun ikke ventede på mig, og hvad det egentlig var hun ændrede. Bare jeg dog kunne komme på, hvad det var jeg printede ud fra Internettet, men det er der slet ikke. Hele nettet er forsvundet, men de siger i lydsenderen, at der er nogle, der forsker i udviklingen af fosforglas, så de kan lave bedre rør og lettere skibe, der ikke er af træ. De har dampturbiner og hjuldampere, og de snakker om fibre, der måske kan bruges indenfor forarbejdningen af glas.
   Det er alt sammen underligt og svigermor må vide, hvad det går ud på. Hvis hun da lever. Hun må jo da have levet, for min Carl-Børge er her jo endnu, lidt tyndere end han plejer at være og med mus i knæene. Men svigermor er forsvundet. Hun er ikke på kirkegården, men hendes hus er solgt og familien Jokumsen har boet der siden Carl-Børge var 12 år.
   Jeg er helt ør i min knold af at tænke på alle de forandringer og jeg kan ikke regne ud, hvordan det f. eks kan være, at der ikke findes hårfarver. Det må være en underlige sideeffekt ved den hændelse, som svigermor gjorde ugjort.
   Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om det hele. Ønsker jeg bilerne og min egen verden tilbage? Ja, det gør jeg, for den kendte jeg jo.
   Har det gjort verden bedre, at her ikke er biler? Næh, nu bliver folk sparket ihjel af løbske heste.
   Og de kan ikke engang gøre for det, dyrene. Den der dræbte Tokes far, blev stukket af en hestebremse og satte i vild, frådende galop. Hvis jeg får en ny chance, skulle jeg måske få svigermor til at udrydde alle hestebremser?
   Men hej, det var jo det den artikel handlede om - et middel mod insekter. Hvorfor fandt jeg den mon så interessant den gang?
   Nå, skidt med det; jeg må vise den til Carl-Børge. Og der er han jo. Han har en kost i hånden og han smiler forsigtigt til mig.
   Jeg fortæller ham om midlet mod hestebremser og andre insekter.
   "Ja," siger han roligt, "jeg skrev den ned."
   "Hvornår?" udbryder jeg og vibrerer lidt med næseborene, for jeg har endnu ikke vænnet mig til hans lugt af sved og hestepærer.
   "Før mor fløj af sted for at forhindre folk i at opdage, hvad der kan ske, når man tilsætter jern den rette mængde kulstof," svarer han og klør sig på "månen."
   "Jeg tror det havde været bedre at ændre noget helt andet, " siger jeg til ham, "noget, der f. eks kan få folk til at berolige deres krikker, så de ikke løber løbsk på grund af et dumt insekt."
   "Tror du?" smiler Carl-Børge og ser lidt træt ud, da han tilføjer: "Du har nok ret, Thilde - men vi må tænke os om. Jeg har kosten, ser du, men det er jo kun hvert tiende år, man kan rejse gennem tidsringene. I mellemtiden må vi påvirke verden på anden vis, og ligegyldigt hvad vi gør, så påvirker det omverdenen."
   "Hvor er din mor?" vil jeg så gerne vide.
   "Hun fløj sin vej, da jeg var 12 - altså i denne nye virkelighed. Der er mange virkeligheder, Thilde."
   "Åbenbart," gisper jeg og ser på ham, mens han fejer skår op fra det lerkrus, jeg netop har tabt på gulvet.
   "Du må have nerver af ...," siger jeg og mangler ordet. Det findes ikke længere og alligevel hvisker han det i mit øre.
   "Stål," hvisker han.