Du vågner ved vækkeurets kimen 7.45. Du har ikke travlt, du har været vågen i en rum tid. Du er i overskud søvnmæssigt og alligevel altid træt. Bedøvet og sløvet af pillerne. Du er aldrig rigtig træt, for du laver aldrig rigtig noget og sover meget, der er ikke rigtig andet og foretage sig, og alligevel er du aldrig frisk på grund af alle de beroligende piller de giver dig.
   Du står op, får tøj på, undrer dig over at der ikke har været nogen for at sige godmorgen. Der plejer at komme nogen 7.30. I dag har der ikke været nogen. Men du burde holde op med at undre dig. Rutiner brydes, der er for lidt bemanding til at kunne nå de små gøremål
   Det er bare svært for dem som ikke har vækkeur for mobilen bliver taget om natten. Dvs. det bliver heller ikke gennemført. I de to måneder du har været her, har du kun fået taget mobilen to gange, du gemmer den altid af vejen, ellers har du ikke noget vækkeur. Og det er så ubehageligt at komme for sent op. Pinligt selv om det ikke er din skyld.
   Du går på badeværelset og ordner dig. Derefter er der morgenmad. Det er en god morgenmad. Der er hjemmelavede, nybagte boller og yoghurt. I weekenderne er der blødkogte æg og kanelsnegle alt efter hvem der har vagten i køkkenet. I sidder en halv time i stilhed. Der høres kun tallerknernes kliren. To har skrammer overalt på armene, halsen og hoved. De kradser sig selv. En anden sidder med et blåt mærke, hun har slået sig selv. En tredje har plaster i panden, hun slår hovedet i gulvpanelerne. Tilbage sidder dig og to andre. I har ingen fysiske tegn på utilpashed, i lider i stilhed.

Efter morgenmaden går i hver til sit. Du går ned på dit værelse og påbegynder at skrive dagbog. Du har det ikke særlig godt. Du har lyst til at græde men kan ikke. Tårerne sidder fast i halsen. I stedet skriver du digte om sorg og smerte. På den måde kommer du ud med noget af al din smerte. Det føles som om du brænder op indefra. Som om intetheden sluger dig.
   Bagefter ligger du dig til at sove igen. Der er ikke rigtig andet at lave. Og når du sover, lader du alt blive glemt, fortrænger mørket for at give plads for mørke, der dog er langt mere behageligt.

Du vågner igen og straks er tankerne der forpester dit sind tilbage. Du kalder dem de fremmede tanker. Det er tanker parallelle med din tankergang. Tanker som kommer oveni dine egne tanker, men som du ikke kan styre. De fortæller dig at personalet vil slå dig ihjel. Du er bange, men kan ikke komme ud. Døren er låst. Du gik frivilligt herind fordi du ikke længere orkede at flygte, du sagde ja til at dø, så du forstår ikke hvorfor, de ikke bare gør det forbi. Forstår ikke hvorfor de venter. I starten havde du ikke villet spise. Du troede maden var giftig, men en dag orkede du ikke mere og prøvede at tage dit liv. Du spiste og gik i seng. Lykkelig og afklaret og alligevel bange. Du vidste, at nu døde du, men du vågnede op igen næste morgen med gråden i øjenkrogen. Du overlevede og du hadede det. Du kunne ikke klare at kæmpe mere, du ville bare have det overstået.
   Men du lever. Du er bange for uvidenheden om, ikke at vide hvornår de ville slå dig ihjel, du aner aldrig noget.

Du sætter dig ind til fjernsynet for at se ligegyldigt tv. Intet interesserer dig og du keder dig bravt. Du hører skrig og råb fra et af værelserne og ved hvad der skal til at foregå: En skal fikseres. Du hader disse øjeblikke. Du har så ondt af de der er i samme bås som dig selv. Hvorfor skal de have det så dårligt, hvorfor skal de være udadreagerende, så de skal fikseres? Du forstår deres smerte men ikke deres måde at reagere på. Du priser dig lykkelig for, at du ikke selv er så udadreagerende.

Klokken bliver 12 og tiden er inde til frokost. To er faldet fra, de ligger i bælte. Tilbage sidder i andre i dyb, larmende tavshed og spiser jeres mad. Ikke for hurtigt, ikke for langsomt. En af anorektikerne nægter at spise. Hun råber op og bliver taget med ned på værelset. Der høres råb og skrig, lidt efter bliver der kaldt over radioen og endnu en bliver fikseret.
   Eftermiddagen går med læsning og med at sove. Dine tanker forværres og du tænker på den dag du første gang hørte alarmen. En patient smadrede en glas, skar sig og forsøgte at sluge barberblade. Du sad ved aftensmaden og hørte hvordan personalet skreg, da patienten slugte bladene. Der blev slået alarm og i bliver gennet ned på værelserne. Du bryder sammen. Du har haft det så underligt hele dagen og dette får bægeret til at flyde over. Nu kan du ikke klare mere. Du er helt utrøstelig og græder dig i søvn.

Efter aftensmaden forværres dit sind meget. Det bliver mørkt og truende. De fremmede tanker fortæller dig hvordan du skal dø en grufuld død i aften. Du går i panik og tror i desperation du kan komme igennem den låste dør, hvis bare du slår hårdt nok på den. Du begiver dig hen til døren og begynder at hamre. Hurtigt kommer der noget personale, der slæber dig tilbage til dit værelse. Du bryder sammen i gråd og kan ikke sige andet, end at du vil ud og det skal være nu. Du er tvangstilbageholdt og kan under ingen omstændigheder komme ud. Du går mere og mere i panik. Så snart personalet forlader dig, går du hen og banker på døren. Hårdere og hårdere. Og lige så hurtigt du kan komme derhen, lige så hurtigt kommer personalet og slæber dig ned på værelset. To af dem sidder ved dig. Du græder utrøsteligt og prøver gang på gang at rejse dig, men du bliver blot holdt nede. Til sidst ligger de dig ned i sengen og ligger sig ovenpå dig. Du skriger af angst og forsøger desperat at komme op igen, men uden held. De holder dig nede i mere end to timer, mens du græder og de fremmede tanker eksploderer i dit hoved. De råber til dig hvordan du skal dø og hvordan din familie vil reagere. Så snart personalet rejser sig og går, finder du hen til døren og giver dig til at sparke og hamre igen.
   Det er over sengetid. Personalet er sure og tager fat om maven på dig og løfter dig tilbage til dit værelse. De sætter sig på en stol foran døren, så du ikke kan komme ud. Du forsøger igen og igen og komme ud. Til sidst smadrer personalet døren ind i din tå, så neglen knækker og tåen bliver blå. Så snart personalet forlader dig, går du hen for at slå på døren. Gang på gang bliver du skældt hårdt ud og slæbt tilbage på hårdere og hårdere vis. Til sidst er du lige så bange for at gå hen til døren som for at blive. Du græder igen og da en af nattevagterne kommer ind, bryder du helt sammen. Du er så udmattet, at du ikke orker at kæmpe mere. De forsøger at få din medicin i dig, men du nægter. Du er sikker på det er gift. Du indvilger i, at lægger dig til at sove trods din hysteriske angst for at dø. Du kan ikke kæmpe videre. Du græder dig i søvn, sikker på at du aldrig vågner op igen.

Efterfølgende er du lykkelig over, at din psykolog har sagt til personalet, at du under ingen omstændigheder skal i bælte.