Hotellet havde forskellige restaurationer en snakbar, kaffeshop en indisk og kinesisk restauration ved siden af den fornemme franske restauration. Sidstnævnte havde en flot buffet om middagen bestående af en blanding af kulinariske retter. Når buffeten var sat op, tog Fritz det sidste overblik af herlighederne ved langsomt at skride fra den ene ende af buffeten til den anden, alt imens hans fintfølende næse vibrerede. Hvis noget så eller lugtede mistænkeligt, pegede han på retten, og kokken, som havde ansvaret for den bestemte ret, trådte til, og man diskuterede hvad der skulle ændres ved den. Fritz nød sin autoritet og at se til, at første klasses mad blev serveret i alle restaurationerne.
En dag fik han den gode ide at lave pølser. Kødkvaliteten var, ligesom i Etiopien, ret dårlig. Det var derfor lidt af et lotteri spil at finde ud af, hvad der skulle i for at holde kødet sammen og få det til at smage af pølser. Efter at have eksperimenteret I nogle uger, lykkedes forsøget. Velsmagende pølser var for salg i butikken hvor man også solgte brød, kager og pålæg. I begyndelsen lavede han pølserne selv om fredagen, derefter ringede han til de forskellige ambassader og lod bekendt gøre, at velsmagende pølser og andet kunne købes i butikken om lørdagen. Senere overgav han arbejdet til et par oplærte kokke, og pølser blev solgt hele ugen med stor succes.
I Etiopien havde han haft 60 kokke. De havde lært at koge ved slet og ret at arbejde i køkkenet. Kun Abebe hans første souschef havde været i Tyskland og gennemgået en uddannelse. Here i Oberoi havde man en hotelfagskole. Personalet i hotellet også kokkene blev rigtig uddannet, alt i alt havde han 170 kokke. Mange blev, efter deres uddannelse, sent til andre Oberoi hoteller i landet.
Af og til var der nogle som ikke kom på arbejde af den ene eller anden grund. Selvfølgelig måtte der aflægges rapport om, hvorfor de ikke var mødt op. Fritz gjorde det til en regel, at de kunne fortælle ham grunden, alt imens han sad ved skrivebordet i kontoret og arbejdede. For det meste krydrede de situationen, og det var svært at skelne imellem, hvor meget at det fortalte var sandt. Når de var færdige med deres forklaring, kastede han et blik på dem og nikkede med hovedet. Naturlig kunne fravær ikke udnyttes i den store stil, men i dette land er der ikke mangel på mennesker. Han fortalte: Du kan ikke forestille dig, hvilke fantastiske historier de af of til fortæller. Indere har et godt snakketøj og et naturligt talent for at digte dramatiske historier.
Guvernanten for lagerafdelingen, en venlig bestemt dame, skænkede Fritz en prægtig stol til hans kontor. Stolen havde før i tiden tilhørt Oberoi personligt. En tidlig morgen, da han åbnede døren til kontoret, var stolen væk. Han stak sin næse ind i de forskellige kontorer, og fandt den til sidst hos residensmanageren som i øvrigt var i familie med Oberoi. Næste gang denne viste sig i køkkenet, fortalte han ham lige ud hvad han tænkte om tyveriet, som han kaldte det. Skænderiet endte med, at Fritz viste ham vejen ud af køkkenet. Historien kom Oberoi for øre, han kaldte Fritz op på sit kontor fik forklaringen, som han øjensynlig morede sig over og lovede ham sin egen stol, så snart han havde fået en ny. Kort tid efter stod Oberois private stol i Fritz kontor. For en sikkerheds skyld lænkede han den til bordet med en kæde. Som han forklarede bagefter: Det var ikke så meget stolen det kom an på, men mere hvem som bestemte i køkkenet. Residensmanageren viste sig fra den dag af ikke mere i Fritz afdeling, og kort tid efter blev han forflyttet til et andet hotel.
Pary-livet fungerede flydende i denne del af verden, for inder elsker selskaber. Fester på 100 personer eller derunder blev kaldt babyfester, dem overlod Fritz til sine assistenter. Det hændte, at mine østrigske veninder de var begge gift med inder som også var ansat ved Oberoi, og jeg, klædte os fint på i selskabssari, og på afstand betragtede vi, et af de mange farverige bryllupper som fandt sted i hotellet. Man havde en meget speciel sal dertil. Den var indrettet som en have med et glastag over. I midten af den smukke have befandt sig et lille hus i stil med et lysthus åbent fra alle sider. Væggene rundt om haven var afskærmet med store glasvægge, derfor kunne man sidde på den anden side og betragte bryllupsceremonien. Det største og flotteste bryllup som fandt sted I vores tid var Modis bryllup. En stenrig forretningsmand fra Kalkutta borgiftede sin datter. 6000 gæster var blevet inviteret og fløjet ind fra forskellige steder i landet. Brylluppet beskæftigede hotellet en hel uge. Mad og beverage managerens kone foreslog, at vi skulle klæde os fint på i sari og blande os i menneske mylderet på bryllupsdagen. Det ville give os lejlighed til at betragte Indiens bedst klædte kvinder i deres sari og dyre smukker. Hendes bemærkning om: Du får muligvis aldrig igen sådan en god lejlighed til at opleve Indiens rige society på nært hold, fjernede min sidste tvivl. Selvfølgelig vidste vores ægtefæller hvad vi havde for. Fint klædt på spadserede vi igennem de forskellige sale, alt imens vi betragtede de smukke kvinder i al deres pragt. Den store forskel på rig og fattig er det som beskæftiger en mest, når man lever i denne del af verden.