Afsked.

Den politiske tilspidsede situation i landet, den medfølgende usikkerhed og Fritzlis hjælpeløse tilstand var med til at afgøre vores beslutning om at forlade landet, da den anden kontrakt var færdig efter fire år. Afskeden til det kønne land nærmede sig. Vi havde besluttet os for at rejse tilbage til civilisationen for at kunne give Fritzli alt hvad han havde brug for. Vi var kommet til at føle os hjemme imellem afrikanerne. Det var derfor med tungt hjerte vi tog denne beslutning.
Direktør Hahns afsked kom først. De havde besluttet sig til at lade sig pensionere i deres landhus i Svejts. De var et tilbageholdende par, som ikke blandede sig med mange og arbejdede hårdt. Fritz og jeg fik den idé at invitere svejtserkolonien til en flot afskedsfest. Efter et par dages overvejelse sagde de ja til idéen, på den betingelse at det ikke skulle finde sted i hotellet. Richard Schneider, en svejtser, var lige blevet direktør for en fabrik som lavede kapsler til Coca Cola-flasker. Han havde lejet et pænt hus med en stor kælder som han drømte om kunne bruges til festlige anledninger. Lejligheden var kommet, og han indvilligede. Det blev en af de mest vellykkede fester vi var med til at fejre. Allerede på vejen derud fulgte stemningen med. De mange lysende stjerner blinkede fortroligt ned til os fra den mørke himmel. Måske holdt Guds engle vagt i denne stund over byen. Man kunne næsten mærke deres nærværelse. Jeg tænkte ved mig selv:" Det er et vidunderligt land og vi vil komme til at savne det utroligt meget den dag vi forlader stedet for godt". Har man levet et sted et stykke tid og indrettet sig sådan at man synes om at bo der, følger der noget med når man rejser. Noget er blevet sået i hjertet og på et eller andet tidspunkt kommer man tilbage for at opleve hvordan det var dengang. Alle var i et enestående humør til festen. Vi havde fået et tip om at David Røchsli havde fødselsdag den dag, selvfølgelig var en fødselsdagskage kommet med. Englene må smilende have betragtet menneskebørnenes glæde over samværet med hinanden og holdt deres skærmende hånd over dem i de sidste timer før andre kræfter tog kontrol over land og folk.
Dagen kom hvor hotelbilen bragte os til flyvepladsen. Afskedens time var kommet. Min pige havde Fritzli i armene, for sidste gang, imens Fritz ordnede billetterne. Pludselig så jeg en kraftig mand i uniform styre lige hen imod os. Da han stod foran mig, hilste han ved at slå hælene sammen og sætte hånden op til kasketten. Det var kejserens spion. Han så ikke det mindste syg eller handikappet ud og foran på jakken hang en række af medaljer. Han talte sikkert og rystede ikke på hænderne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de gange jeg havde siddet på trappen i køkkenet og givet ham suppe med en ske, fordi han rystede så stærkt på hænderne, at han ikke kunne spise selv. I dette øjeblik gik det op for mig, at manden havde spillet komedie og i samme øjeblik fløj et billede af kejserens sidste uofficielle besøg i hotellet igennem mit hoved. Der havde været en brand i den afdeling hvor vi boede, men den blev stoppet rettidig sådan at vores lejlighed ikke blev beskadiget. Et par dage senere kom kejseren uofficielt på besøg for selv at se på skaden. Han havde smilet på en meget fortrolig måde til mig, ja som om han vidste besked om noget, havde de to talt om mig, ja, måske til og med moret sig af mig. Jeg tabte næsten mund og mæle, da jeg stod over for generalen, og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Derfor blev det ikke til mere end et par korte sætninger. Måske mærkede han også at jeg følte mig en smule støt. Han hilste for sidste gang, vendte sig om og med lange sikre skridt og en ret ryg, forlod han flyvepladsen
Fritz havde købt gamle store tunge håndlavede Marie Theresa mønter af ægte sølv af en mand som var kommet forbi i køkkenet. Mønterne var blevet fundet af vejarbejder da hovedgaden Piazza blev udvidet. Folk havde begravet deres mønter, og efter deres død var de muligvis blevet glemt. Før vores afrejse fandt han ud af at de ikke måtte tages ud af landet. Den næst bedste løsning ville være at smugle dem ud. Overbevisende forklarede han at de havde en utrolig høj værdi uden for landets grænser, man kunne tjene mange penge på at sælge dem. Jeg havde mærket Fritz begejstring og vidste også at tanken om at skille sig af med dem var langt væk, derfor havde jeg ikke sagt noget, selv om jeg følte det ikke var helt i orden. Fritz pakkede mønterne ind i papir og en efter en blev de limet til bunden af en brun ledermappe som havde en ekstra bund. Derefter blev også bunden limet godt til. Fritz var i mellemtiden blevet færdig med billetterne, det var naturligvis synd at han ikke nåede at sige farvel til generalen. Vi gik igennem tolden, og fik besked om at tage alting ud af den brune mappe. Tolderen holdt den op i luften, mens han rystede den kraftigt, kiggede ind i den og rystede den igen, som om han forventede at finde noget i mappen. Mit hjerte bankede heftigt mens jeg med stive øjne så til. Til sidst fik vi den tilbage og kunne stoppe alle vores ting ind igen. Fritz tørrede sveden at panden efter vi var kommet et godt stykke væk og sagde: "Det var godt den holdt". Jeg lovede mig selv aldrig mere at være med til farlige eksperimenter i fremtiden. Mappen har en historie for sig selv. Den havde jeg fået foræret af en patient på det sygehus jeg arbejdede på i Norge. Ud over chokolade modtog jeg ikke gaver fra patienter. Da denne mand ville forære mig mappen, afslog jeg det også. Han begyndte at græde og forklarede, at det var det eneste han ejede i livet, og jeg var også den eneste som havde været rigtig venlig imod ham. Han vidste han var blevet syg og gammel og han ønskede at skænke mig mappen før det blev for sent. Jeg var klar over at han talte sandt, da han sagde at det var det eneste han ejede i livet. Han var alkoholiker og havde ingen fast bopæl. Sygehuset var en god nødløsning for ham i de kolde vintermåneder med op til 30 graders frost udenfor. Jeg blev rørt, det var mere end jeg kunne stå for. Jeg takkede og tog mappen. Den har været med mig overalt i verden, og jeg kan stadigvæk, efter 30 år, se den gamle mand i den hvide sygehusskjorte stå foran mig og grædende bønfalde mig om at modtage det eneste værdifulde han ejede i livet - hans mappe.
Det var vores sidste flyvetur i denne omgang over det afrikanske land. Vemodigt lod jeg tankerne glide tilbage til det kønne sol fyldte land med de brune børn som vi var kommet til at holde så meget af. I næste øjeblik blev jeg revet ud af mine tanker. Flyvemaskinen var kommet ind i et lufthul og faldt uventet flere meter ned. Servervognen, som stewardesserne havde skubbet ud i gangen, styrtede ukontrolleret ned ad gangen, efterfulgt af overraskede skrig og klirren af glas. Automatisk trykkede jeg Fritzli godt fast i mine arme. Jeg afsluttede kapitlet Etiopien i tankerne med: "Sandelig det er et land fuld af overraskelser." I tiden efter vi forlod landet, havde jeg gentagne gange den samme drøm. I drømmen var jeg i Ghion Hotel. Det var meget mørkt, og man kunne næsten ikke se noget. Mennesker gemte sig i små gange og når de skulle igennem haven, smuttede de hurtigt fra det ene sted til det andet. Vi mellemlandede i Rom. Derfra ville vi tage en anden maskine til Zürich. Vi havde et par timers ventetid. Fritz fik på fornemmelsen at noget ikke var i orden, med vores lille hund Adulla som separat var blevet sendt med. Han begyndte at undersøge om personalet havde tænkt på, at den skulle lastes om i en anden maskine. En stor del af personalet strejkede den dag havde vi hørt. Man kunne ikke vide om de rigtige folk var på de rigtige pladser. Til sidst gik en italiener med ham over til den tomme Etiopien Airline, og kiggede ind i kargo-afdelingen. Adulla gøede henrykt da Fritz kaldte på den. Hund og bur blev lastet om i den rigtige maskine. Vi åndede begge to lettet ud, nu kunne der ikke ske mere, snart ville vi være i Svejts.