Peter van Velsings sagsmappe
   Min far beskæftigede sig kun med nosferatufænomenet i Europa; jeg nåede også at støde på det i Amerika af den grund, at jeg fra 1921 til 1923 studerede medicin ved Harvard på grund af min mors tilskyndelse.
   Nosferatu er kommet til Amerika med europæerne, det kan der slet ikke herske tvivl om. Skønt indianerne kender til og fortæller historier om mange mærkelige væsner, også varulve, er der intet, som tyder på, at de kendte til vampyrer, før de europæiske indvandrere nåede frem til kontinentet. De har i det mindste ingen historier om et sådant væsen, og hverken deres folklore eller deres medicinmænds visdom nævner metoder til bekæmpelse af nosferatu.

Selv stødte jeg første gang på en nosferatu i vinteren 1921. Jeg modtog et brev fra en mr. T. (folk involverede i disse sager foretrækker som regel, at deres navne ikke kommer frem), der var sagfører i en lille by, som jeg vil kalde King's Mill, i Maine. Han havde fra sin nevø, der studerede jura ved Harvard hørt mit navn, og kendte i forvejen til min far via hans bøger om europæisk folklore.
   "Jeg ville gerne, om De kunne aflægge mig et besøg snarest muligt, hvis De også på andre områder end det medicinske følger i Deres fars fodspor. Han havde jo ry for at kunne løse visse specielle problemer, hvis karakter jeg ikke skal omtale her," sluttede brevet.
   Jeg var som sagt kun 21 og rystende nervøs, da jeg steg på toget, som skulle føre mig til den sidste stationsby nær King's Mill, hvorfra der var omkring 25 km. med bussen. Selve King's Mill var en ret lille by, gammel efter amerikansk standard, og typisk new England i stilen; den havde sågar en overdækket bro over en lille flod, som, fik jeg senere at vide, hed Rebel Brook. Under frihedskrigen havde amerikanerne haft en kamp med englænderne der.
   Mr. T. havde sit kontor på hovedgaden, en temmelig uvenlig herre viste mig vejen, og da jeg trådte ind på kontoret, fik jeg en lille tyk mand at se, der mest af alt lignede julemanden, sågar med hvidt skæg.
   Han blev nærmest henrykt over at se mig, da han hørte mit navn, lukkede omgående kontoret og inviterede mig op på første sal i sin lejlighed, hvor der ikke var andre tilstede end hans gamle hund.
   Her serverede han frokost for mig, samtidigt med, at han fortalte, hvor begejstret han havde været for min fars bøger: de stod alle fem i hans reol. Først, da vi sad med kaffen, fortalte han sin historie:

"Adskillige unge mænd fra King's Mill havde deltaget i krigen ovre i Europa, flere var faldet, men de fleste kom da levende hjem. En af dem, søn af den lokale præst, kom sågar med en krigsbrud, en smuk pige af ungarsk oprindelse, som han havde giftet sig med. De var meget lykkelige, og i foråret '21 havde hun så fået en sund og velskabt dreng men var ulykkeligvis død i barselsseng (som det stadig skete dengang). Hun var naturligvis blevet begravet på familiegravstedet af den fuldkommen knuste unge enkemand, og hans far havde holdt en meget smuk prædiken.
   Men så var folk begyndt at se hende. De første par beretninger tog ingen højtideligt, fordi de blev afgivet af den lokale drukkenbolt, som var stukket af i rædsel og en original, som ingen alligevel troede på.
   Så skete imidlertid det med smedens hest, en treårig hingstplag, kulsort, uden det mindste hvide hår, som han var umådelig stolt af. En morgen blev den fundet i stalden med hals og bug flænget, stendød. Folk begyndte at blive bange og mistroiske; her i området kendte alle historier om udøde fra deres gamle lande. Så var det første dødsfald blandt mennesker sket: byens nattevægter blev fundet død i en baggyde. For tre uger siden fandt man så endnu et offer: drukkenbolten, som ingen havde lyttet til. Det havde fået mr. T. til at sætte sig i forbindelse med mig."

Jeg kunne ikke så godt fortælle min stærkt bekymrede, venlige vært, at jeg for det første var stiv af skræk og for det andet ikke anede hvordan, jeg skulle gribe sagen an;
   så jeg begyndte at overveje tingene.
   Der var for det første det med hesten: man mente, at hingste, helt sorte eller helt hvide, skulle være i stand til at finde en nosferatu eller vedkomnes grav. Så var der de to dødsofre: var de blevet obduceret? spurgte jeg.
   Det var de, men af en almindelig, praktiserende læge, bistået af den lokale bede- mand, som faktisk var den, der havde adviseret mr. T., som var hans kortspilskammerat.
   Ligene havde udvist alle de tegn, min far havde beskrevet. De var, sagde mr. T., begge blevet begravet i byen.
   Og var der nogen, som havde set dem? Det gik pludselig op for mig, at jeg måske stod med tre Nosferatu på hånden.
   Min vært, som vist havde læst mine tanker, fortalte, at der i det mindste ikke var kommet nogen indberetninger om det, hvilket beroligede mig svært. Jeg var dog sikker på, at vi måtte tage os af dem alle tre for en sikkerheds skyld. Men kunne vi regne med hjælp fra byens myndigheder: hvad med politiet, og hvor stod kirken?
   Mr. T. svarede, at King's Mills "politi" bestod af en enkelt landbetjent, som aldrig havde taget sig af alvorligere ting end bortløbne dyr og drukmåse; han ville enten skrige af grin eller spærre os inde som tosser, hvis vi henvendte os til ham. Hvad præsten angik, så havde han ikke talt til nogen udenfor kirken, siden hans svigerdatter døde, så han ville ikke var til nogen form for nytte. Vi måtte gøre det hele selv.
   På det tidspunkt havde jeg rejst mig og var gået hen til vinduet. Lillebyens hovedgade lå uddød hen under en tung, grå himmel, der lovede sne, hvilket ikke var usandsynligt her sidst i november. Jeg kom i tanker om noget, jeg havde hørt, og spurgte min vært om det passede, at snefald i disse egne kunne være meget voldsomme og vare i flere dage.
   Det passede, fik jeg at vide. To - tre dages snestorme var ikke ukendte, og byen havde ofte været afskåret for omverdenen på grund af sådan en storm.
   Jeg fortalte mr. T., hvad vi måtte gøre, ifald en sådan storm ramte byen. Faktisk måtte vi hellere håbe på en snestorm, for ellers blev vi tvunget til at handle om natten, hvilket udsatte os for en ikke ringe fare.
   Min vært var ikke specielt begejstret, hvad jeg ikke kan fortænke ham i. Han påpegede, at hvad vi havde for rent juridisk var at betragte som ligskænding, for hvilket der var straf; men jeg gendrev hans argumenter ved at sige, at han måtte tænke på enkemanden og den lille dreng: før eller siden, sagde jeg, angreb disse væsner altid dem, der havde stået dem nærmest. Jeg tror, at det var tanken om spædbarnet, der fik ham til at indvillige i at hjælpe mig.
   Så var der også et andet problem: jeg ejede ingen af de remedier, der var brug for. Her var min vært imidlertid til stor hjælp, han forsikrede mig om, at jeg kunne finde alt i hans brændeskur. Inklusive en solid økse, som han brugte til brændehugning.

Vi fik snestormen, den begyndte om natten og havde allerede lagt hele byen øde kl. 8 om morgenen. Den hylede som onde ånder rundt om huse og telefonmaster, og der var naturligvis ikke et menneske ude.
   Klokken elleve begav vi os af sted til kirkegården, godt pakket ind i frakker og huer. Vi mødte overhovedet ingen; folk var ikke så tossede, at de begav sig ud i sådan et vejr. Der var lidt læ på kirkegården, og vi stoppede ved kirken for hvile lidt.
   Jeg forklarede, at vi måtte tage kvinden først og håbede inderligt på, at jorden ikke var bundfrossen. Det var den til alt held ikke. Vi brød graven op, så hurtigt vi kunne og åbnede kisten.
   Kvinden havde virkelig været smuk, det sås selv gennem det tætte snefog. Hun lå, som om hun sov i kisten, hvilket naturligvis var helt forkert, eftersom hun havde været død i 8 måneder. Der var overhovedet ingen tegn på forrådnelse. Mr. T. vendte sig rædselsslagen bort, da jeg sprang ned i graven.
   Hvis han var bange, var det ikke noget imod, hvad jeg var. Jeg havde ikke den mindste lyst til at gøre dette her, hvor nødvendigt det end var. Alligevel satte jeg stagen mod hendes hjerte, løftede mr. T.'s tunge hammer, og med tre slag drev jeg stagen ind i hendes krop.
   Jeg havde ikke forventet det, der skete. Hun slog øjnene op, de lyste med en vanvittig glans, hun løftede hænderne og slog vildt omkring sig, og et helt igennem umenneskeligt skrig lød fra hendes strube. Heldigvis blev det overdøvet af stormen, mens jeg kastede mig bagover i væmmelse, bort fra hendes plejlende hænder. Men mit anatomikendskab havde været godt nok: efter få øjeblikke faldt hun tilbage i kisten.
   Tilbage var der så sagen med hovedet. Først da jeg havde skilt det fra kroppen, og det var et ualmindeligt modbydeligt arbejde, turde jeg kalde på mr. T. Jeg lagde kiste- låget på plads og fik ham til at hjælpe mig op. Vi kastede graven til og håbede, at snefoget ville forhindre, at nogen opdagede noget.
   Nummer to, vægteren var ikke nogen opgave for os. Jeg kan naturligvis ikke være sikker, men jeg vil gætte på, at han, der ikke var nogen ung mand, døde af et hjerteslag ved synet af præstens for længst afdøde svigerdatter, før hun fik fat på ham. Han var så død, som man kunne forlange, og alle tegn tydede på, at han ville forblive død.
   Med drukkenbolten var det imidlertid en anden sag, og jeg måtte give ham samme behandling som kvinden. Han reagerede på samme måde, og jeg priste mig lykkelig over, at jeg ikke havde måttet skride til værket efter mørkets frembrud.
   Jeg rystede over hele kroppen, da vi var færdige. Stormen hylede stadig, men det var ikke af kulde, jeg rystede. Pludselig fik jeg en voldsom kvalme og kastede op. Det hele føltes fuldkommen vanvittigt: jeg havde gennemboret to "væsner" midt på dagen på en gammel New England kirkegård i en snestorm. Jeg havde begået en strafbar handling, som i værste fald kunne føre til, at jeg aldrig nogensinde ville få min lægeeksamen. Intet medicinsk fakultet i verden ville acceptere en student, som havde gjort det, jeg lige havde foretaget mig.
   Mr. T. bankede mig på skulderen og rakte mig en lommelærke, der viste sig at indeholde cognac. Jeg tog en forsvarlig slurk, trak vejret dybt og tog en slurk til. Verden faldt lidt på plads.
   Vi samlede vore remedier sammen og nåede uden yderligere uheld hjem til min vært.
   Det var først, da jeg tog overtøjet af, at det gik op for mig, hvor heldigt det havde været, at vi ikke mødte nogen: min frakke og mit ansigt var overstænket med blod.
   Snestormen løjede først af på fjerdedagen, og det tog yderligere et par dage, før vejene var fremkommelige. Jeg tog en hjertelig afsked med mr. T., som lovede at holde mig underrettet, hvis der skete yderligere i sagen.
   Det blev februar, før jeg hørte noget fra ham. I sit brev takkede han for mit besøg, som havde løst hans "lille problem". Der var ikke sket yderligere, fortalte han, byen var rolig og kirkegården smuk og uforstyrret.
   Deraf sluttede jeg, at ingen havde opdaget vort besøg den dag i stormen.


Grunden til, at jeg har behandlet mit første møde med en nosferatu så udførligt er simpelthen den, at det var det første. I virkeligheden er disse "aktioner" meget ens og temmeligt triste, bare et arbejde, der skal gøres for at udrydde en sygdom, som at vaccinere børn mod kopper. Men der har dog været enkelte interessante tilfælde imellem, som det i Cambridge, der også involverede min søster Lucille.
   Lucille studerede historie i Cambridge, og i 1925 arbejdede hun på sin magisterkonferens, der af alle emner omhandlede Oliver Cromwell. Hun var næsten færdig med den og regnede stærkt med at få den antaget, havde hun skrevet til mig, som på det tidspunkt var kandidat i London. Kort efter dette brev modtog jeg imidlertid endnu et, hvor hun skrev:
   "Peter, du husker vel fars gamle papirer? Det kan godt være, at jeg er tosset, men jeg må fortælle dig, at jeg tror, et af disse væsner huserer her." Og så beskrev hun de sædvanlige symptomer på en nosferatus hærgen. Der havde dog endnu ikke været nogen dødsofre. Kunne jeg komme til Cambridge og se på sagerne engang?
   Jeg kunne, og jeg kom. Lucille havde sørget for logi til mig og ydermere udarbejdet en koncis rapport. Symptomerne var der, og hun havde endog talt med nogle af de angrebne. En af dem, en ellers meget energisk men nu svækket ung dame, talte jeg selv med, og hun havde interessant at berette.
   En aften var hun gået til biblioteket for at gøre nogle notater; hun studerede kunst, og der var hun blevet fundet bevidstløs, da biblioteket skulle lukke. Hun var blevet tilset af sin læge, der ikke kunne finde noget usædvanligt, men tilskrev hendes svækkede almentilstand for intensive studier og mangelfuld ernæring. Der var imidlertid en ting, som hun ikke havde turdet fortælle lægen af skræk for at blive leet ud og kaldt et hysterisk fruentimmer:
   Men hun stod og ledte i et katalog, havde hun mærket en underlig, mulden lugt, nogen berørte hendes skulder; og før hun besvimede, nåede hun lige at få et glimt af en ældre dame, hun syntes at kende.
   "Det var mrs. Forth - Manning, hun var enke efter en professor ved fakultetet, som døde for et par år siden; men i virkeligheden er det jo idiotisk: mrs. Forth - Manning har selv været død i godt to måneder."

Det var ikke spor svært at finde professorenkens grav. Eftersom Lucille udemærket vidste, hvad både far og jeg havde foretaget os, kunne jeg overtale hende til at give mig en hånd med; og en nat opsøgte vi så kirkegården.
   Der ventede os imidlertid en overraskelse. Vi fik godt nok graven op: her i det fredelige Cambridge var der ingen, der tænkte på at bevogte kirkegårdene, men kisten var helt og aldeles tom.
   Lucille og jeg vekslede blikke, vi behøvede ikke at tale højt: hun var ude på togt, vi var kommet for sent!
   Jeg foreslog, at vi ventede, til hun kom tilbage; Lucille indvilligede, men vi kom til at vente forgæves. Det væsen, der havde været mrs. Forth - Manning, kom ikke.
   Det var et alvorligt slag, fordi hun i så fald var en af den type nosferatu, der valgte sig et andet daghvilested end sin egen grav; og i Cambridge, der myldrede af ældgamle huse med kældre og endnu ældre kirker og kapeller med krypter, ville det være lige så svært at finde dette sted som at finde den berømte nål i høstakken.
   Næste dag kunne vi læse i avisen, at en politibetjent var blevet angrebet på sin runde: manden kunne naturligvis ikke huske noget om sin angriber. Desuden havde noget forsøgt at skænde en grav på en af kirkegårdene.
   Jeg foreslog, vi skulle prøve professorens grav, men Lucille var ikke enig. Hvis vampyren holdt til der, ville vi uden tvivl have set og have kunnet konfrontere hende sidste nat; og desuden ville der nu blive holdt øje med kirkegården. I stedet mente hun, det var bedst, jeg rejste tilbage til London, mens hun holdt øje med forholdene her og foretog en efterforskning.
   En uge efter telegraferede hun til mig: "Kom hurtigst muligt. Medbring det fornødne. Ny episode. Har muligvis fundet noget."

Jeg kom. Den sidst overfaldne var en skurekone på Lucilles eget fakultet. Heller ikke hun var død, men hun svævede stadig i fare. Hvad min søster havde fundet ud af ved at forske lidt i familien Forth - Mannings historie var følgende:
   Mrs. Forth - Manning havde haft en søster, som også havde boet i Cambridge. Hun var død længe før sin søster og var blevet begravet i byen, men på en anden kirkegård.
   Lucille påpegede en af fars teorier om, at en nosferatu ikke nødvendigvis skulle ligge i sin egen grav. Hun ville, at vi skulle undersøge søsterens grav.
   Jeg var enig med hende, og samme eftermiddag drog vi ud for at besøge Saint James' kirke, på hvis kirkegård mrs. Forth - Mannings søster lå begravet. Kirkegården var en af de ældste og omgivet af en stenmur, hvilket var en fordel. Der groede også store, gamle træer, som man i nødstilfælde kunne skjule sig bag. Men et skilt på lågen bekendtgjorde, at den blev låst kl. 6, og jeg havde på fornemmelsen, at politiet holdt øje med den. Vi var imidlertid nødt til at undersøge sagen.
   Samme nat kravlede vi over muren, fandt den grav, vi havde udset os om eftermiddagen og satte os til at vente. Det ville være bedst at fange hende oven mulde, eftersom der allerede havde været skriverier om gravskændinger.

Og hun kom. Jeg måtte være døset hen, for jeg vågnede ved, at en hund gøede højt og tydeligt rasende. Ved siden af mig rejste Lucille sig. Hun greb hårdt fat i min arm og pegede:
   Der stod en kvindeskikkelse ved mrs. Forth - Mannings søsters gravsten, en mørk skikkelse, næppe til at skelne fra de andre skygger. Jeg famlede mit kors frem og råbte hende an, der kunne alligevel ikke være nogen i nærheden til at høre mig.
   Som alle af sin slags var hun hurtig og adræt, havde hun end været en gammel kone, da man lagde hende i graven. Hun sprang frem mod mig, og jeg store klods snublede over en rod og tabte korset, som jeg ikke kunne finde igen i mørket.
   Nosferatuen væltede sig over mig. Jeg var dengang temmelig veltrænet, men hun besad en overmenneskelig styrke. Hun greb efter min strube, og det lykkedes mig at få fat i hendes håndled, en modbydelig følelse at røre ved det kolde kød, skønt jeg vidste, at jeg ikke i længden kunne holde hende borte.
   Den dag i dag er jeg overbevist om, at det var den kendsgerning, at Lucille og jeg er tvillinger, der reddede mit liv. Hun kom farende, hylende som en furie og svingende min kortskaftede spade. Den spades blad var slebet knivskarpt, og jeg behøver vist ikke at præcisere, hvad jeg anvendte den til.
   Lucille svang spaden i en halvcirkel, og jeg sværger på, at den skar gennem nosferatuens hals som gennem smør. Hendes hoved fløj til den ene side, hendes krop faldt tungt ned over mig. Lucille satte en fod i siden på hende og skubbede hende væk fra mig.
   Jeg kom på benene i en fart. Hvis nogen skulle have hørt mit råb eller Lucilles rasende skrig, gjaldt det om at komme hurtigst muligt væk. Vi måtte imidlertid også se at blive af med mrs. Forth - Mannings jordiske rester; og jeg er bange for, at vi gjorde det ganske uceremonielt, idet vi brød døren til et mausoleum, der var bygget til en tidligere borgmester, op, skubbede sarkofagens låg så meget til side, at vi kunne komme til, og anbragte mrs. Forth - Manning der, hvorefter vi skubbede låget på igen.
   Vi hørte aldrig mere fra den kant, bortset fra en kort avisnote om, at der nu igen havde været kirkegårdsvandaler på spil.


Min måske værste sag er en, som fandt sted i Cornwall i 1934. Cornwall er vildt og øde, fordi jorden ikke er særlig frugtbar og kun egner sig til kvæg og fåreavl. Det er også for de fleste englændere sagnenes land: her fødtes kong Arthur på Tintagel Slot, og adskillige steder påviser man denne legendære konges eller hans søsters, Morgan le Fays, tilstedeværelse.
   Der ligger en lille landsby i Cornwall, faktisk ikke langt fra Tintagel, hvor folk lever af fiskeri og fåreavl; og når jeg siger lille, så mener jeg lille: den havde næppe meget over 100 indbyggere, en købmand, en smedje og en læge, som jeg senere skal komme tilbage til. Landsbyen, hvis navn på gammelt cornish, et sprog beslægtet med gælisk, jeg end ikke vil forsøge at udtale, ligger meget isoleret. Den har tidligere været større, hvilket kirken, som nu er nedlagt, er et bevis på.
   Byens læge, som også behandlede alle andre patienter i miles omkreds, var en af mine gamle studiekammerater. Praksissen gav måske ikke det store økonomiske udbytte, men han var en lidt doven natur, omend en dygtig læge, og desuden havde han en lukrativ indkomst på en serie meget populære kriminalromaner.
   Godt et års tid efter sin overtagelse fandt han ud af, at byens befolkning, som var temmeligt afvisende og reserveret overfor en fremmed som ham, tilsyneladende var ofre for en mærkværdig lidelse, som resulterede i overdødelighed blandt de ældste og de alleryngste. Børnedødeligheden var langt større, end den burde være. Noget andet, som undrede ham var det, at skulle han skrive en dødsattest, blev han først tilkaldt, når afdøde var "gjort istand"; og det var sjældent, han fik lejlighed til at foretage en nærmere undersøgelse. Obduktioner kunne der naturligvis slet ikke være tale om. Han var på nippet til at henvende sig til sundhedsmyndighederne, da han i kælderen under huset fandt sin forgængers gamle journaler. Hvad de røbede, chokerede selv en så ligevægtig mand som min gamle studiekammerat.

Hans forgænger havde været gammel, over 80, og det er meget vel muligt, at det var frygt, der drev den gamle til kun at betro sig til sine journaler og gamle dagbøger. Han var ankommet til denne landsby som 30årig i 1881; og hans optegnelser viste min kollega, at de første tegn på denne underlige sygdom var begyndt godt halvandet år senere.
   Min kollega pløjede sig gennem 50 års journaler over for længst afdøde patienter og gjorde sine notater. De viste sig at passe fortrinligt med den gamle læges nedfældelser: ældre mennesker og spædbørn op til to - tre års alderen døde foruroligende tit af "naturlige" årsager i denne gudsforladte flække. "Naturlige årsager" var altid angivet som årsager i dødsattesterne, ved siden af "lungebetændelse", "feber", "tæring" og lignende.
   Men den gamle læge havde også ført dagbog, og disse optegnelser var garanteret ikke beregnet på at blive læst af nogen. F.eks. skrev han:
   "Jeg kan ikke tro, at denne "sygdom", der synes at begrænse sig til de gamle og de meget unge, kan have nogen naturlig årsag, eftersom jeg ikke er stødt på den andre steder, og lærebøgerne ikke nævner den. Dersom en sådan sygdom, med denne begrænsede gruppe af ofre, bryder ud, burde den være kommet til lægernes opmærksomhed, selvom den hærger på et så isoleret sted som dette."
   Et andet sted skrev den gamle: "Jeg har talt med stedets præst om denne besynderlige epidemi og foreslog i samtalens løb, at jeg skulle henvende mig til enten London eller Edinburgh for at få eksperthjælp. Præsten syntes nedtrykt og sagde til mig, at det ville være til ingen nytte, og at jeg skulle slå den ide ud af hovedet; det ville ikke føre til noget godt."
   Præsten, som ellers var en mand i sin bedste alder, døde en månedstid senere, noterer lægen, og det viste sig umuligt at få en ny til at overtage hans embede, hvorfor den stedlige kirke blev forladt, også fordi kirkegængernes antal stadig svandt ind. De, som ønskede at komme i kirke, måtte vandre næsten 7 km. til den nærmeste nabokirke.
   Hvad den gode doktor også nævner er, at fremmede, som kom til landsbyen, var tilbøjelige til at komme ud for ulykker med dødelig udgang. Han fortæller bl.a. om en kunstmaler, der faldt ned fra klipperne, mens han tegnede skitser og om en arkæolog fra London, som skulle undersøge en gammel stenaldergrav på heden. Denne mand brækkede tilsyneladende et ben og lå hele natten på heden, før nogen fandt ham. Det medførte, at han døde af "lungebetændelse".
   Det var på dette tidspunkt, min kollega sendte bud efter mig.

Officielt var jeg der på ferie, det var i juli 1934, og vejret var smukt, så det virkede meget plausibelt, at jeg besøgte en gammel studiekammerat, der iøvrigt som noget af det første advarede mig mod at gå nogen steder uden ham. Dernæst viste han mig de forskellige gamle papirer.
   Jeg må her indskyde, at min kollega var et af de få mennesker udenfor vor lille, eksklusive kreds, der vidste besked om min "bibeskæftigelse"; og at han havde tilkaldt mig, fordi han ikke længere kunne holde sin mistanke i tømme.
   Papirerne overbeviste mig om, at der kunne være en nosferatu i området, måske endda i selve landsbyen; men jeg fattede ikke, hvordan det kunne lade sig gøre at holde det skjult i 50 år, med mindre det da skete med beboernes vidende. Var det virkelig muligt, at folk ikke vidste, de blev udnyttet som en slags malkekvæg? Og hvad skete der med nosferatuens ofre? Byen burde jo vrimle med vampyrer.
   Min kollega anede intet om det; men han fortalte mig om, hvordan det altid var lykkedes landsbyboerne at forhindre ham i at undersøge de personer, der døde, nøjere. Han afslørede også for mig, at skønt landsbyen kunne synes fattig for en udefra, så var beboerne forholdsvis velstående, og indvendigt var deres huse bedre udstyrede, end man skulle tro, fiskeriet og fåreavlen kunne betale.
   Det var forklaring nok for mig, selvom alene tanken gav mig kvalme. Dette var trods alt det 20'ende århundredes England, omend en afsides egn, og ikke det 17'ende - 18'-ende århundredes mere barbariske Mellemeuropa; og alligevel solgte disse mennesker deres gamle og småbørn for verdslige goder. Hvor kunne de?
   Ud fra min kollegas forklaringer, den gamle læges papirer, blev jeg også klar over noget andet: hvis jeg opsporede denne nosferatu og gjorde det af med den, kunne jeg regne med at få hele landsbyen på nakken, og de ville ikke vige tilbage for noget.

For at gøre en lang historie kort: jeg fandt nosferatuen i det mest indlysende af alle gemmesteder: den nedlagte kirke. Det var en mandlig nosferatu, hvis identitet som menneske det aldrig lykkedes mig at få fastslået, skønt jeg går ud fra, at det drejede sig om en lokal mand, muligvis en sømand.
   Min kollega kravlede med mig ned i den lille krypt; vi havde besluttet os til at ordne sagen ved højlys dag, og min kollega havde allerede for en sikkerheds skyld pakket sine sager i sin bil. Han vidste udemærket, at han efter denne affære ikke kunne forblive i byen.
   Det var ikke nogen speciel svær opgave at løse. Efter at have foretaget det fornødne, hældte jeg benzin over kisten og smed en tændstik på den. Da flammerne begyndte at slikke op, forlod vi hastigt krypten.
   De ventede på os på kirkegården, omkring 50 af dem, mænd, kvinder og større børn.
   De var tavse og truende, nogle af dem bar jagtgeværer, mens andre var bevæbnede med økser og solide stokke. Jeg vekslede blikke med min kollega.
   Vores biler stod, så vi kunne nå hen til dem. Men hvad nu, hvis denne flok besluttede sig til at angribe os? I deres nuværende tilstand kunne de udemærket finde på det, og så ville vi senere blive fundet som ofre for en kedelig "bilulykke", noget med byboere, der havde kørt alt for hurtigt på de smalle, dårlige veje.
   Der lød en rumlen inde fra kirken, det var gulvet, der faldt ned i krypten. For et øjeblik afledte det folks opmærksomhed, og vi sprang begge som sprintere over mod bilerne, kastede os ind i dem og startede. Vi var begge klare over, at nu gjaldt det om at køre for livet.
   En stor sten smadrede gennem min bagrude, og jeg så en kvinde med et hadefuldt udtryk i ansigtet bukke sig efter endnu en sten. En af mændene affyrede sit jagtgevær, og haglene borede sig ind i min kollegas bagsmæk, heldigvis bremsede reservehjulet for dem. Andre mennesker kom løbende hen mod kirken, da vi med speederne i bund og støvet sprøjtende efter os kørte ud af byen. Vi standsede ikke, før vi var næsten 100 km. borte og priste os lykkelige over, at ingen havde tænkt på at sabotere bilerne.
   Behøver jeg at sige, at jeg aldrig senere har besøgt Cornwall?