Lord Raven var en temperamentsfuld mand, så der var lagt i kakkelovnen til hans søn. Han fortalte ham med høj og gennemtrængende røst, hvad han mente om kujonagtig optræden, hysteri og klodsethed.
   Francis stod med ydmygt bøjet hoved og så meget skyldbetynget ud. Ja, papa og nej, papa, var alt hvad han svarede.
   "I Guder, hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have så kvajet en søn," udbrød hans far til sidst. "Jeg skulle aldrig have sendt dig til universitetet."
   "Nej, papa," svarede Francis og fingrede ved frynserne på det lille tæppe, der lå over spinettet.
   "Ja, papa. Nej, papa. Kan du ikke sige andet, din nikkedukke. Jeg skammer mig over dig, Francis. At tænke sig, at jeg engang var stolt af dig."
   Med denne sidste salut vendte han ryggen til sin søn og marcherede ud af salonen. Men han vendte tilbage og åbnede døren igen, da der lød et brag derinde fra, som var alle spinettets strenge sprunget på en gang.
   "Hvad skete der," spurgte han sin søn, som stod ved siden af det spinkle musikinstrument.
   "Intet, kære papa, intet. Jeg kom bare til at skubbe til det."
   Francis mente, at han var lovligt forhindret i at fortælle sit fædrene ophav, at han, for at få luft for sin indestængte vrede, havde hamret en knytnæve i instrumentets klaviatur.
   "Du er og bliver umulig." Lord Raven rystede på hovedet.

Ud på aftenen var skakbrættet kommet frem i biblioteket. Æsken med de smukt udskårne brikker stod ved siden af.
   "Skal vi tage et parti, Francis," spurgte lord Raven. "Hvis du altså ikke også har glemt, hvordan man spiller."
   Francis trak en stol hen til skakbordet og satte sig. "Lad os gøre det, papa." Han trak hvid og gjorde første træk. Mens han ventede på faderens modtræk, spekulerede han over, hvad han skulle stille op med Robertson.
   Manden ville uden tvivl komme til kirkeruinen, om ikke for andet så for at se, om det virkelig var sandt, at hans arbejdsgivers søn havde mistanke om hans svindlerier. Det kunne ligne ham at have gemt pengene et sted, og så ville det være tvingende nødvendigt at få ham til at rykke ud med gemmestedet.
   Robertson var langt fra nogen svækling, og det kunne ske, at der måtte tages hårdt på ham. Francis elskede ikke ligefrem at anvende vold, men han var i stand til at slå en proper næve i en snæver situation.
   "Francis, sover du. Det er din tur til at trække." Lord Raven så bebrejdende på sin søn, der tog sig sammen og gjorde et hurtigt træk.
   "Svæver du rundt i drømmeland." Lord Raven trak og tog sønnens springer. Francis flyttede sin løber og tænkte igen på forvalteren.
   Manden burde fyres, men han kunne næppe få faderen til at gøre det uden at røbe sig selv. Væk skulle han imidlertid, og mon ikke det også var bedst at få set på hans regnskaber. Kunne han svindle med det ene, kunne han også finde på at svindle med det andet.
   "Nu må du virkelig se at koncentrere dig, ellers mister du alle dine chancer."
   Francis så ned på brættet og opdagede, at hans løber også var væk. "Du må undskylde mig, kære papa, men jeg er vist en dårlig spiller i aften. Mon ikke Sarah har lyst til at spille partiet til ende, så vil jeg trække mig tilbage."
   Sarah, der havde siddet med et broderi, rejste sig. "Jo, jeg vil gerne spille. Træk du dig endelig tilbage, så vi kan slippe for at se på dig." Åbenbart bar hun nag over episoden med den løbske hest.
   Francis bukkede høfligt for Sarah, bøjede hovedet mod sin far og slentrede langsomt og værdigt ud. Men så snart han var sikker på, at hverken kunne ses eller høres af nogen, sprang han op ad trappen til første sal, to trin ad gangen.
   Han låste døren til sit værelse efter sig. Hvis nogen tog i den og fandt den låst, ville de vel sagtens bare tro, at han frygtede indbrudstyve. Så gik han over til den store kamin.
   Her lod han hånden glide over stenfigurerne, til de gled ind i en rille, og trykkede til. Med en knirken gled en del af væggen til side.
   Raven Hall var gammelt, og stedet var spækket med hemmelige gange, løse paneler, præstehuller og andet godt. Francis kendte samtlige ind og udgange, han havde leget i stederne som barn; og den eneste anden person, der havde kendskab til dem, var hans far.
   Han smuttede gennem åbningen, der straks lukkede sig efter ham. Rummet, han nu stod i, var ikke ret bredt, og han kunne kun med nød og næppe stå oprejst. Han tændte en tælleprås og begyndte i rasende fart at klæde om, og kort efter var han forvandlet til noget, der mistænkeligt lignede en landevejsrøver. En kårde fuldendte forklædningen, og derefter smuttede han ned af den smalle trappe, som han vidste mundede ud i husets private kapel.

Ruinen i skoven havde engang været en hørt til et munkekloster, som også Raven Hall havde været en del af. Da reformationen kom, og klostrene blev opløst, blev hele herligheden skænket til den første lord Raven for hans støtte til Henrik d. Ottende. Nu sad denne krigeriske herres efterkommer i guderne måtte vide hvilket led og krøb sammen bag alterstenen, mens han ventede på, at Robertson skulle dukke op. I krattet tæt på ruinen, ventede Devil.
   Med et blev stilheden overdøvet af lyden af hestehove. Francis skiftede stilling og lirkede forsigtigt en af sine pistoler frem.
   Det var Robertson. Han sprang af hesten og tøjrede den til et væltet træ, hvorefter han så sig om, tydeligt utilpas ved stedet. Han trådte gennem den tomme døråbning og kastede nervøse blikke til vinduesåbningerne, hvor munkene engang havde haft farvestrålende mosaikruder. Han måtte være overtroisk, for han skævede også til gravpladerne i gulvet, som om han forventede at se en af de for længst hensovne munke svæve op gennem dem.
   "Er her nogen," spurgte han til sidst. "Er her nogen?"
   Han var ved at blive kvalt i sin egen tunge, da han fik øje på skikkelsen, som kom til syne fra altrets bagside.
   "Hve.. hvem er det? Hvem er det. Hva.. hvad vil De?" Robertson stammede i det.
   Skikkelsen kom nærmere, og Robertson opdagede, at det var en maskeret mand. Men hvad han især hæftede sig ved, var den kendsgerning, at manden i sin højre hånd holdt en pistol.
   "Hvad skal det betyde. Hvem er De? Jeg skulle træffe en ven her."
   "Du ved udmærket, hvad det skal betyde, min fine ven. Mig kender du ikke, men du kan betragte mig som, skal vi sige, en skygge af retfærdighed. Hvad din ven angår, så er han her ikke; men vi to kan sagtens diskutere sagen, for jeg ved alt om den."
   Robertson så nærmere på manden, der var lidt højere end ham selv, men knapt så kraftig. Han overvejede at gå til angreb, men afbrød overvejelse, da han stirrede ind i pistolens truende munding.
   "Det nytter ikke," sagde den maskerede. "Prøver du på noget dumt, må jeg desværre se mig nødsaget til at skyde dig i knæet; og et smadret knæ gør ondt, kan jeg forvisse dig om."
   Robertson fandt ud af, at han ikke brød sig om den stemme. Den var kold og truende, og han brød sig heller ikke om de øjne, der borede sig ind i hans.
   "Hvad vil De mig," spurgte han opgivende. "Jeg skulle bare træffe en ven her."
   "Mærkeligt sted for et stævnemøde," lød det fra den maskerede. "Forhåbentlig tilgiver sir Francis mig, at jeg tog hans navn forfængeligt."
   Robertson måbede. "Javel, sir Francis. Det var kun et påskud. For du tror vel ikke, at den kludedukke har fundet ud af noget?" Den maskerede mand smilede, Det lignede mere et snerrende grin.
   "Og nu, mr. Robertson, skal vi to tale om 900 pund, som du har stjålet fra de fæstere, der skulle have haft dem."

"900 pund." Robertson stirrede på manden. "Jeg har aldrig set så mange penge på en gang."
   "Men mr. Robertson, du er jo glemsom. 1000 pund skulle udbetales i reparationspenge, fæsterne har kun fået 100. Nu spørger jeg dig, hvor er resten blevet af?"
   "Jeg har ingen anelse om, hvad De mener. Jeg..."
   Længere kom han ikke. En hånd skød frem og greb ham i kravetøjet. "Robertson, jeg bliver utålmodig!"
   Forvalteren følte grebet strammes. Et par meget kolde øjne betragtede ham, som var deres indehaver ved at tage mål til en løkke.
   "Jeg skal nok sige det," kvækkede han. "Men slip mig først, jeg bliver kvalt."
   Den anden slap, og i samme nu slog Robertson til.
   Han ramte den maskerede på hagen og så ham vakle. Så ventede han ikke længere, men stak i rend mod sin hest. Han var nået næsten helt hen til den, da han hørte løbende skridt bag sig. Han løste hesten og skulle lige til at svinge sig i sadlen, da en hånd greb fat om hans ankel og løftede. Med et brag landede han på den anden side af dyret, der skræmt for frem.
   Robertson lå endnu og hev efter vejret, da to stærke hænder greb fat i ham og hev ham op.
   "Nej, min ven, sådan leger vi ikke." Den andens stemme var næppe mere end en hvisken, men forvalteren hørte ham tydeligt, og han blev for alvor bange. Hans modstander var ubarmhjertig.
   Nu havde han fået vejret igen. "Hvis du får halvdelen, holder du så kæft," prøvede han.
   "Åh nej, jeg er ikke ude efter pengene til mig selv, og jeg vil have dem alle. Kom så, hvor har du gemt dem?"
   Robertson blev desperat. Han vred sig løs af grebet, langede ud og havde denne gang mere held med sig, da han ramte ham hårdt på kinden.
   Til hans store tilfredsstillelse faldt manden og blev liggende. Robertson smilede ondskabsfuldt og bøjede sig for at tage masken af.
   Det skulle han ikke have gjort. Et langt ben i en hård støvle kom farende op og ramte ham for fuld kraft i maven. Med en lyd som en blanding af skrig og grynt sank han sammen.
   Francis rejste sig langsomt. Han strøg sig over ansigtet og kunne mærke et ømt sted på kindbenet. Han puffede til Robertson med en støvlesnude. Manden lå sammenkrøbet og var askegrå i ansigtet.
   "Rejs dig," sagde han uden medlidenhed. "Rejs dig og fortæl, hvor du har gemt de penge."
   Nu var der ingen høflighed i stemmen, og Robertson frøs næsten til en statue, da han mærkede pistolmundingens kolde stål mod sin tinding. Sveden begyndte at rende af ham, da han hørte hanen blive spændt.
   "Hjemme, hjemme hos mig. Bag en løs sten i kaminen."
   "Se, det var bedre. Nu henter vi de penge, og så samler du dine pakkenelliker og rejser så langt væk, det overhovedet kan lade sig gøre."
   Robertson nikkede så ivrigt, at hans tænder klaprede. "Javel."
   Den maskerede mand fløjtede skingert, og forvalteren så en hest komme travende frem fra ruinens bagside. Han stirrede på dyret, som var det faldet ned fra månen og genkendte det. "Men det er jo Devil!"
   Han havde jo ofte nok beundret den prægtige sorte hingst, hans arbejdsgiver havde købt til sin umulius af en søn.
   "Ganske rigtigt. Jeg tog mig den frihed at låne ham. Lad os så se at komme af sted."
   Den maskerede mand svang sig i sadlen med en lethed, der røbede den erfarne rytter. Selv kravlede Robertson op på sin egen hest, som var kommet luskende tilbage. Han red i forvejen, vel vidende, at den anden vogtede over ham, mens han forbandede det øjeblik, han havde fået øje på ham.