eller: hvad politimanden vidste
   I 1956 døde en 90 år gammel herre fredeligt og værdigt, omgivet af sin familie, i sit hjem i Wales. Han var, fortalte den lokale avis to dage senere, pensioneret kriminalkommissær James Ellsworth Cushing. Det undrede naturligvis ingen, at en mand i den alder døde. Hvad der derimod gav hans samlede familie, børn, børnebørn og oldebørn, grund til at være noget forvirrede, var det smil: der hvilede om den gamle herres mund i hans sidste stund og de ord, han ytrede kort før sin død: "Jeg har vidst det hele tiden". De var ikke klar over, at pensioneret kriminalkommissær Cushing bar på en hemmelighed, som hele resten af verden ville give hvad som helst for at vide. De havde nemlig alle glemt, at han engang bare havde været unge PC Cushing, patruljebetjent til fods i Londons East end.
   James Cushing trådte ind i politiet som 22årig med den overbevisning, at det var et fast job med løn og pension. Han var ellers kontoruddannet. Han kunne jo ikke ane noget om, at næsten samtidig med han trak i den blå uniform, begyndte en af de værste mordere i Londons lange historie at husere i de kvarterer, hvor PC Cushing blev sat til at patruljere.
   East End i 1888 var ikke sted, man besøgte, hvis man var ved sin fornufts fulde brug. Det var beskidt, elendigt kloakeret og dårligt oplyst. Reformatorer kaldte det en skamplet på det britiske imperium. Kvarteret myldrede af slagterier, småværksteder, usle forretninger og billige logihuse. Man kunne ikke spytte uden at ramme en drukmås, for værtshusene formerede sig som svampe om efteråret, og luderne trak alle vegne. Der var lige fra blege småpiger på 12 - 14 år til afdankede, tuberkuløse gamle horer, som var villige til at ordne en forretning på en trappegang eller i en baggård og kun tog to pence for den tvivlsomme fornøjelse.
   Gennem dette menneskemylder vandrede unge Cushing og blev hurtigt kendt på sin rute. Hans garvede kollegaer kaldte ham sær: han kaldte luderne "miss", når han var nødt til at anholde dem, og det skete tit, og han kunne af en eller anden grund ikke få sig til at tale hårdt til dem. Hvad der derimod kunne bringe ham i affekt, var fulde arbejdere, som bankede deres hærgede koner og magre unger. En sådan drukkenbolt fandt sig undertiden liggende i rendestenens søle med et ømt hoved, når PC Cushing var færdig med ham. Han begyndte at nyde en vis popularitet, hvad der ellers var sjældent for en betjent i det kvarter.
   Det første mord skete den 31. august. Hun hed Mary Ann Nichols. Cushing havde engang arresteret hende for gadeuorden og vidste, at hun kaldte sig Polly. Hun var slemt tilredt, morderen havde gjort forsøg på at sprætte hendes underliv op.
   Nummer to blev myrdet godt en uge senere, den 8. september. Hendes navn var Annie Chapman, og hun var endnu værre tilredt end Nichols. Hendes hoved var næsten skåret af, og morderen havde fjernet nogle afhændes organer.
   Cushing var ikke involveret i opklaringen, naturligvis ikke, han var jo blot en grøn gadebetjent, selvom han lige som alle de andre betjente gjorde sig sine tanker om morderen. Men dobbeltmordet den 30. september gjorde, at han i høj grad involverede sig personligt i sagen. For han kendte det første af de to ofre.

Hun var Elisabeth Stride, kaldet "Lange Liz", et 45årigt, fordrukkent kvindfolk af svensk herkomst, som fortalte de mest fantastiske historier, når hun fik noget under vesten, og det skete ofte. Hun og hendes lige så fordrukne irske samlever, Michael Kidney, gjorde imidlertid aldrig en flue fortræd, og Cushing kunne i grunden godt lide dem begge. Han mente ikke, Lange Liz fortjente at ende sine dage i en beskidt passage med overskåren hals. Dagens andet, forfærdeligt skamferede offer, Catherine Eddowes, var ham derimod ubekendt.
   Efter Lange Liz' død begyndte Cushing at slæbe et hvert mandfolk med på stationen, som han ikke før havde set i kvarteret, og som han ikke mente hørte til den faste stok. Det gjorde ham ikke lige frem vellidt, hverken blandt de arresterede eller hos den vagthavende, som skulle optage rapport, men han var ligeglad. Det var hans højeste ønske at få fat på Liz Strides morder. Jagten var blevet et slags personligt korstog for ham, skønt det lod til, at den var frugtesløs.
   Så skete det femte og mest forfærdelige af mordene. Ofret hed Mary Jane Kelly. I modsætning til de andre havde hun været ung og køn, kun 24 år gammel, da morderen, som var begyndt at kalde sig Jack the Ripper i sine skriblerier til pressen, fandt hende. Hun var alt andet end køn, da hendes lig blev fundet. Faktisk var hendes jordiske rester i en sådan tilstand, at selv hærdede politifolk blev dårlige ved synet; og politilægen havde i første omgang svært ved overhovedet at se, at det drejede sig om resterne af et menneske. Den arme pige var mere eller mindre skåret i strimler. Det var den 9. november 1888, og det skulle blive det sidste af disse mord. Morderen, hvem han så end var, blev aldrig fundet.
   Eller det troede man i hvert fald ikke. For ingen andre end PC Cushing og en navnløs gadepige vidste mere.
   Kort efter nytår 1889 patruljerede Cushing på sin runde. Han var sur, og kvarterets bøller forstod at læse tegnene og holdt sig på afstand af ham. Cushing havde nemlig fået en reprimande for sin slæben arrestanter med på stationen og forlange at få deres færden undersøgt. Man havde i december året i forvejen fisket liget af en vis Montague John Druitt op af Themsen. Han havde begået selvmord, og alle syntes at mene, at han var morderen, skønt han ikke efterlod sig noget selvmordsbrev, som kunne bekræfte det. Cushing kunne altså, sagde hans over¬ordnede, godt holde op med sine nyttesløse arrestationer; og hvad pokker, Liz Stride var jo bare en blandt tusinder af afdankede ludere i Londons gader.
   Det var tåget den aften, denne tykke, fede tåge, der karakteriserede Londons gader, når alle de kulfyrede ovne pulsede deres røg ud i luften. Tågen syntes at lægge en dæmper på alle lyde; hestevognenes hjul rungede hult over brostenene, de matte gas lygter på gadehjørnerne oplyste mindre end ingenting, og fodgængerne dukkede frem i tågen som spøgelser.
   Cushing stampede i fortovet på sin vej. Det var ikke alene tåget, men også forbandet koldt. Fra et værtshus faldt lys ud på gaden, der lød snak og musik derinde fra. Han kastede et blik gennem vinduet: der var gang i den derinde. Piger var der også, han fattede ikke, at de turde. Han var sikker på, at denne Druitt bare havde været en sølle stakkel og ikke manden, som dræbte Lange Liz og de andre.
   Han blev stående et øjeblik udenfor værtshuset. Det havde været et af Liz' og hendes samlevers yndlingssteder, hvilket mindede ham om, at han ikke havde set Michael Kidney i lang tid. Ikke siden denne var kommet vaklende ind på stationen . i den største brandert, nogen af betjentene nogensinde havde set, var slingret hen til den vagthavendes bord og med syngende irsk accent havde fremsat denne på¬stand:
   "Hvis Lange Liz var blev myrdet på min runde, ville jeg fand'me gå ud og hænge mig i den nærmeste lygtepæl!"
   Efter på denne måde at have givet udtryk for sin sorg, som han åbenbart havde forsøgt at drukne, skønt den lod til at svømme glimrende, var han vaklet ud på gaden igen, og ingen havde set ham siden.
   Cushing rystede på hovedet og fortsatte. Han trak uret op af lommen og kastede et blik på det: halvanden time endnu, så kunne han vende hjem til stationen og sin velfortjente varme te.
   Noget fik ham til at stoppe igen. En lyd, et eller andet, han kastede et blik rundt. Dette var et af de mest skumle steder på runden: nedslidte, tætbefolkede lejekaserne, hvor slagsmål og højlydte skænderier hørte til dagens orden. Trods tågen kunne han se, at der var lys i de fleste vinduer, og alligevel var det ikke derfra, lyden var kommet. Han lyttede, og der var det igen: noget der lød som et kvalt skrig og derefter et skarpt, metallisk KLANG t ! t, som om låget fra en skarnspand blev smidt hen ad stenbroen.
   Nogle meter længere fremme oplyste en sløv lygtepæl indgangen til en smøge. Derfra var lyden kommet. Cushing satte farten op, mens han trak sin stav.
   Smøgen var lang og smal, med rækker af skarnspande på begge sider. Den endte i et lille, firkantet areal, hvor kvarterets beboere tilsyneladende smed alt muligt skrammel; og der befandt sig nogen på stedet.
   En kvinde lå på jorden, hun sprællede med benene, som kunne ses, fordi hendes skørter var trukket op til livet. En mand halvt knælede, halvt stod bøjet over hende, han havde noget i venstre hånd, og Cushing var temmelig sikker på, at det ikke var en buket blomster. Han satte farten op, hans fod ramte et eller andet, og manden sprang op og snurrede rundt.
   Han var fremmed for Cushing og ganske afgjort ikke en af de lokale, for selv i smøgens dårlige belysning kunne den unge betjent se, at han var langt bedre klædt end nogle af de lokale arbejdere. Hvad han havde i hånden viste sig at være en kniv med et langt, smalt blad, og den svang han med morderiske intentioner mod betjenten.
   Cushing veg til side for angrebet. I løbet af et øjeblik havde han opfattet hele situationen og vidste, hvem han havde for sig. Han var også fuldt ud klar over, hvad der skulle gøres. Han gjorde omkring med en lethed, man ikke ville have forventet af en mand af hans størrelse og svang sin stav, som når han spillede kricket for stationens hold. Den fremmede blev ramt i nakken og gik ned som et fældet træ. Cushing sparkede kniven væk fra hans hånd og slog så en gang til, et frygteligt slag med hele hans kropsvægt bag. Der lød en knasen fra den fremmedes hoved, en rallen og så var alt stilhed.
   Kvinden på jorden var kommet på benene imens. Kvinden, nej for pokker, hun var kun en pige, endnu yngre end Mary Jane Kelly, højst 15 - 16 år gammel, rødhåret og meget lys i huden. Hendes øjne var kæmpestore og fulde af rædsel, da hun stirrede fra Cushing til den liggende mand.
   "Hvem er du?" spurgte han, og da hun åbnede munden for at svare, "nej, lad være med at fortælle mig det, jeg vil ikke vide det. Bliv der!"
   Han knælede ved den liggende mand, der uden tvivl var død. Fyrens lommer rummede en pung, et guldur og et cigaretui af sølv. I frakkens inderlomme befandt hans værktøj sig, et vaskeskindsforet læderetui med yderligere fire knive. Cushing stak det hele, samt en signetring fra fyrens hånd, til sig. Så vendte han tilbage til pigen.

"Nu skrubber du af, min tøs," sagde han. "Du har aldrig været her, du har aldrig set fyren her eller mig, og hvis jeg nogensinde ser dig igen, kan du være sikker på at få røven på komedie. Hvad fanden laver en tøs på din alder også her?"
   Et idiotisk spørgsmål, for det vidste han jo udmærket. Hun stod bare og kiggede stumt på ham, da han åbnede mandens pung og fiskede en håndfuld mønter ud.
   "Her," sagde han, "tag dem og forsvind så. Skynd dig! Væk!"
   Hun gloede et øjeblik vantro på mønterne, der måtte være mindst fem pund, en kæmpe sum for hende, så stoppede hun dem i forklædelommen og løb sin vej, så hurtigt benene kunne bære hende. Cushing så hende aldrig igen.
   Han havde taget en ting til fra pungen, et visitkort. Der stod et navn på dette kort, som han ville huske resten af sit liv men aldrig røbede for nogen. Han lod den døde mand ligge, hvor denne var faldet; men pungen og de andre genstande lod han forsvinde i den nærmeste kloak. Når liget blev fundet, ville alle tro, at det drejede sig om en udplyndring.
   Han lyttede til plumpet, det gav, da knivetuiet forsvandt i dybet, så fortsatte han sin vandring, svingende med staven; bare en London Bobby, der gjorde sin sure pligt.