Sergent Bertrand, menneske eller monster
   Denne sag, som M.H. henledte min opmærksomhed på, var i sin tid meget omtalt i aviser over hele Europa; og som han ganske rigtigt påpegede, blev dens hovedperson omtalt som både "Le Vampire" og "Le Loup Garou de Paris", dvs. "Varulven fra Pa-
   ris". Det undrer mig ikke, at M.H. kunne huske sagen, den indeholdt nok af makabre ting til at fryde et barn, og det er jo en velkendt sag, at børn og unge tiltrækkes af det makabre. Ellers er der absolut ikke noget underholdende ved sagen, og dens hoved- person var snarere et stakkels, sygt menneske end det monster, han blev udskreget til at være.

Her vil jeg tillade mig at indskyde nogle bemærkninger om varulve, eller som de kaldes på fransk "le loup garou", for dette fænomen optræder mærkeligt nok særligt hyppigt i Frankrig, skønt der findes historier om varulve over hele Europa.
   Jeg har allerede påpeget det en gang, og jeg vil gerne gentage det: der findes ikke varulve, men derimod ulykkelige mennesker, som lider af sygdommen lykantropi; denne er en sindssygdom, som gør, at de ramte tror, de er ulve og undertiden opfører sig som sådanne. Selve ordet lykantropi kommer fra græsk lykos, ulv, og antropos, menneske og betyder altså groft oversat: ulvemenneske. Dette er så i tidens løb blevet forvansket til at betyde et menneske, der forvandler sig til en ulv, fortrinsvis ved fuldmåne; hvad der igen hænger sammen med, at man mener, fuldmånen kan gøre et menneske vanvittigt.
   Fænomenet varulv har altså været kendt siden civilisationens begyndelse; og i mid- delalderens Frankrig skal der være forekommet sande varulve-epidimier; man arreste- rede og dømte således adskillige personer, fortrinsvis mænd og drenge, og ud fra de overleverede retsprotokoller ser det ud til, at de enten led af lykantropi eller på anden måde var sindsforvirrede. Andre varulveangreb skyldtes formentlig virkelige ulve, hunde eller evt. mennesker angrebet af rabies, som man vel kendte til men ikke kunne kurere før Pasteur.

Så meget for varulve, nu tilbage til sergent Bertrand. Sagen tog sin begyndelse tidligt i 1849 på Frankrigs mest berømte kirkegård, Pere Lachaise, hvor vagterne over de hensovne berømtheders grave så en skygge fare omkring. De fandt adskillige grave skændede, med ligene slængt ud på jorden, uhyggeligt mishandlede. Ingen kunne fange gravskænderen; og snart gik rygterne, at det ikke drejede sig om et menneske, men om en overnaturlig skabning, en vampyr eller en varulv.
   Vagtsomheden blev yderligere skærpet på Paris' kirkegårde, men overgrebene fort-
   satte, og offentligheden var rasende, ligesom naturligvis de pårørende til de, hvis grave og jordiske rester, mishandlingerne gik ud over. En af grundene til at man gav en vampyr skylden var bl.a. den, at det altid drejede sig om friske grave.
   I juli 1849 var situationen tilspidset i en sådan grad, at man havde sat militæret ind. En af de kirkegårde, som nu blev bevogtet af soldater, var Montparnasse, hvor angrebene på de nyligt begravede havde antaget sådanne dimensioner, at man frygtede et oprør, hvis myndighederne ikke foretog sig noget ekstraordinært.
   Og det var her, på Montparnasse kirkegård, at soldaterne på vagt en nat så en mørk skikkelse. Deres officer gav ordre til at fyre, man hørte et skrig og så nogen eller noget flygte. Bagefter fandt soldaterne blodstænk og stoftrævler, hvad der beviste, at de havde ramt, hvad de sigtede på.
   Endnu samme nat rapporterede nogle soldater fra det 74. ingeniørregiment, stationeret i Paris, at en af deres sergenter, Victor Bertrand, var kommet tilbage til forlægningen så hårdt såret, at han måtte indlægges på det stedlige militærhospital. Det tog ikke politiet lang tid at lægge to og to sammen, og efter et besøg på hospitalet stod det dem klart, at sergent Bertrand var deres mand.
   Den 10. juli 1849 kom sagen for retten; det drejede sig om en cause celebre, som man ikke havde set magen til i Paris i mange år, og retssalen var ved at sprænges af tilhørere. Sergent Bertrand blev erklæret for at være normal, hvad der nok kan undre folk i dag; men da han ikke havde tilføjet nogen levende person fysisk skade, blev han dømt til et års fængsel, hvorefter han forsvandt ud af offentlighedens søgelys.

Og hvem var så sergent Bertrand, og hvad havde drevet ham til at foretage sine uhyggelige handlinger?
   Hvor de middelalderlige bønder, der var under anklage for varulve-mord for det meste viste sig at være undertrykte, underernærede eller vanskabte, mentalt tilbagestående og på anden måde degenererede individer, så var Victor Bertrand, ifølge de samtidige beskrivelser, en nydelig mand med gode manerer, og hans soldaterpapirer var uden påtegninger af nogen art. Han må desuden have været i en overordentlig god fysisk form, idet de kirkegårde, hvor han aflagde sine besøg, for det meste var omgivet af høje mure og jernstakitter, som han uden besvær entrede.
   Hvor de middelalderlige varulve ofte angreb levende mennesker, gjorde Bertrand ikke nogen levende person fortræd. Ifølge hans eget udsagn, som jeg mener, man kan tillægge en vis vægt, vidste han knapt nok, hvad han foretog sig under sine togter. Han følte blot en uimodståelig trang til at opsøge kirkegårde og grave nyligt bisatte op. Under hele operationen følte han sig som i en trance.
   Sergent Bertrand var ikke på nogen måde en udød, hvilket turde være bevist af det sår, vagterne på Montparnasse tilføjede ham, og han var naturligvis heller ikke en varulv; men hans sag beviser, hvordan rygter kan opstå med lynets hast og undertiden oppiske en hysterisk stemning. Der er den dag i dag folk, som påstår, at Victor Bertrand må have været en overnaturlig skabning, siden han så længe kunne undgå opdagelse; og de samme mennesker tager hans forsvinden efter fængselsdommen til indtægt for deres teori.
   Min teori er, at sergent Bertrand var sindssyg, skønt retten i Paris dengang påstod noget andet. Jeg tror ikke, at han var lykantrop, da han efter sin anholdelse opførte sig som alle andre mennesker. Han har snarere været nekrofil, en sjælden lidelse, som dommerne i sagen og datidens læger ikke har kunnet diagnosticere, og det er meget muligt, at fængselsopholdet har kureret ham.