Peter van Helsings noter
   Min mor viste mig min fars papirer, da min tvillingsøster Lucille og jeg var atten år gamle og skulle til at begynde vore studier. Jeg havde allerede planlagt at studere medicin som mine forældre. Lucille agtede at læse historie. Som vores mor gik hun stærkt ind for kvinders ret til selvbestemmelse, og det lykkedes hende da også at skabe sig en karriere indenfor faget.

Min søster og jeg er lige gamle med århundredet, så jeg så altså min fars papirer lige efter fredsslutningen i 1918, og jeg var dybt chokeret. Man må huske, at jeg var vokset op med film, radio, grammofon og elektrisk lys, så for mig var min fars beretninger som budskaber fra den mørke middelalder. Jeg kunne ikke få mig selv til at tro på, at noget sådant kunne eksistere. I første omgang nægtede jeg simpelthen at tro på dem.
   Min mor forsikrede mig om, at de i højeste grad var rigtige, og at min far i allerhøjeste grad havde oplevet de ting, han havde skrevet ned. Selv havde hun kun en eneste gang i sit liv oplevet en af disse udøde, eller nosferatu, som min far benævnte dem, og det havde også været nok for hende. Hun pålagde mig at studere alle fars papirer grundigt, fordi jeg uden tvivl ville få henvendelse af samme art som han, når der opstod problemer med disse væsner.
   Jeg gjorde, som hun sagde; men jeg tvivlede stadig. Når man er atten, tvivler man på alt, på sine lærere, på sine forældre og allermest på sig selv. Men mor fik ret, det gjorde hun som regel altid.

Men før jeg skriver noget om min egen virksomhed, der dog heldigvis ikke blev så omfattende som min fars, har jeg besluttet at nedfælde den historie, mor fortalte Lucille og mig.
   Mors fornavn var Angharad, hendes pigenavn Davies, og hun var datter af en walisisk præst. Hele sit liv holdt hun stædigt på, at hun var waliser, ikke englænder, og tro mig: hun kunne være overordentligt stædig, når hun ville. Trods alt lykkedes det hende at blive læge i en tidsalder, hvor det ikke var en selvfølge, at en pige fik nogen uddannelse; hvor kvinder ikke eksisterede fra halsen til knæene, og hvor det, at en kvinde skulle komme til at se på en afklædt mandsperson, for slet ikke at tale om undersøge ham, vakte den vildeste foragt blandt såkaldt pæne mennesker.
   Men hun blev altså læge, traf min far i 1897 og giftede sig med ham i 1898. I 1899, året før min søster og jeg blev født, holdt de ferie i Skotland, ved Loch Ness, hvis omgivelser dengang var endnu vildere og ensommere, end de er nu. De kom dog ikke for om muligt at se det senere så berømte monster; begge mine forældre var begejstrede lystfiskere, og der var godt fiskeri i søen.
   De lejede en hytte udenfor en lille landsby, der lå i nærheden af Castle Urquhart, en meget lille landsby med blot en halv snes hus, en kombineret landhandel og en kirke, hvis præst også holdt skole. Det må være rygtedes, at de var læger, for en morgen kom en kvinde løbende ind til min mor, stærkt oprevet, med et spædbarn på armen.
   Barnet blødte fra flere sår på arme, ben og mave; moderen havde fundet det i denne tilstand og troede i sin skræk, at den lille var blevet overfaldet af en rotte. Da mor undersøgte barnet, så hun imidlertid straks, at det ikke drejede sig om rottebid; ej heller om bid af noget dyr, hun kendte. Hun kaldte på min far.
   Han undersøgte også sårene, behandlede og forbandt dem og beroligede den lilles mor, mens han sludrede med hende om landsbyen og dens indbyggere. I samtalens forløb lykkedes det ham at få at vide, at præstens tante, der havde holdt hus for ham, fornyligt var død. Damen havde haft et upåklageligt ry for godgørenhed og flid, fik han at vide, og ingen havde haft noget at sige hende på; om end hun havde været noget tilbageholdende af væsen.
   Så snart kvinden var gået, fortalte far hvilket væsen, der havde angrebet barnet. Mor nægtede naturligvis først at tro ham, men det lykkedes ham at overbevise hende. Han forklarede også, hvad de måtte gøre, hvis de skulle forhindre, at flere børn blev angrebet.
   De gjorde det endnu samme nat, og selvom mor ikke var meget for at tale om det, fik jeg følgende at vide:

Nosferatuen var præstens tante; og hvis konen havde været from og godgørende, mens hun levede, så var hun nu det direkte modsatte. Måske havde hun allerede i levende live hadet alle andre, men formået at holde sit had skjult. Som alle andre nosferatuer var hadet nu det eneste formål med hendes "eksistens".
   Mor fortalte mig, at dette var det mest modbydelige syn, der nogensinde var kommet hende for øje. Selv ikke i obduktionsstuen havde hun set noget værre: væsnet, der blev stoppet af min far på den skumle, skotske kirkegård, lignede stadig en pæn, gammel kone, men det var kun en ydre skal. Dette væsen, sagde min mor, ville gladeligt have suget blod af og dræbt samtlige mænd, kvinder og børn i den landsby, der var uheldig nok til at have fostret noget som hende.
   Opgaven var ikke svær for min far, nærmest en rutinehandling. Mor var med til at begrave konen; derefter gik dem simpelthen hjem og i seng. De blev boende resten af deres ferie i hytten, også fordi de begge ønskede at holde øje med det angrebne spæd- barn for at se, hvordan sagen udviklede sig. Heldigvis kom barnet sig uden mén; for som mor sagde: nok kunne hun forstå, at den gamle skulle skaffes af vejen, men hun kunne ikke udholde tanken om at skulle gøre det samme ved barnet.