Vampyren eller Nosferatu, den døde
   Jeg vil begynde med at omtale den sjældneste af alle Nosferatu, den russisk - polske, såkaldte "dagslysvampyr".
   Som de fleste, der blot har hørt om vampyrer, ved, optræder disse skabninger kun ved nattetide, eftersom de ikke tåler solens lys. Jeg er aldrig selv stødt på den ovenfor nævnte variant; og jeg har undertiden spekuleret på, om dens eksistens ikke skyldes en eller andens overophedede fantasi. Men en udmærket kollega fra Warszawa, Pan K., har fortalt mig om et tilfælde fra det sydlige Polen, hvor en sådan dagslysvampyr blev afsløret af en overvågen kirkeværge, som observerede, at den ikke kastede skygge. Dagslysvampyrer optræder, ifølge min meddeler, konsekvent mellem middag og midnat.

Her følger en liste over forskellige betegnelser for Nosferatu.

Albanien: Wurwolaka, Sampiro.
   Amerika: England: The vampire.
   Bulgarien: Vapir, Vepir, Krvoijac.
   Danmark: Vampyr, Draugen (oldnordisk)
   Frankrig: Le Vampire.
   Grækenland: Vrykolaka,Vrukolakos.
   Hebraisk: Motzetz Dam.
   Holland, Tyskland: Vampir.
   Italien: Il Vampiro.
   Irland: Dearg-dul.
   Kreta: Katakhana.
   Polen: Vilkolak, Upier, Upierzycka.
   Portugal: Bruxa.
   Rumænien, der har flere arter vampyrer end alle andre steder: Strigoi, Moroii, Wampir, Nosferatu.
   Rusland: Upuir, Upir, Vurdalak, Upjerzji.
   Spanien: El Vampiro.
   Ungarn: Pamgri, Vampir.

Alle de arter af Nosferatu, som jeg har fået personligt kendskab til, optræder om natten; hvorfor man må indlede sine bekæmpelsesforsøg om dagen. Har man fundet frem til en mistænkelig grav og har fået den åbnet, må man iagttage, om følgende tegn er tilstede på det formodede "lig":

1. Ingen tegn på forrådnelse, selvom personen har været begravet i længere tid.
   2. Lemmerne er ikke stive, og leddene er bøjelige.
   3. Hudfarven er som på et levende menneske, og kinderne kan være let rødmende.
   4. Personen kan have skiftet stilling i kisten. (Her må man nøje forhøre sig, om kisten
   kan være blevet rystet under begravelsen)
   5. Neglene er blevet meget lange.
   6. Øjnene kan være åbne og ubehageligt stirrende.
   7. De to hjørnetænder i overmunden er lange som hos en hund eller ulv og meget spidse.
   8. Læg mærke til, om huden reagerer på solens lys ved at blive rynket eller få væskende blærer. (Historien om, at nosferatu omgående henfalder til støv ved solens indvirken, har intet på sig. Men solen forårsager dem stort ubehag og gør dem så svage, at de kan overvindes).
   9. Undersøg, om huden på nogen måde reagerer ved berøring af en hostie.
   10. Undersøg, om den mistænkte "udøde" reagerer på tilstedeværelsen af et kors.

Disse tegn skal alle, jeg gentager skal, være tilstede, før man kan erklære "liget" for at være Nosferatu. Det er flere gange sket, at aldeles uskyldige afdøde er blevet skændede under folkelige udbrud af vampyrhysteri. Jeg vil senere komme ind på et af de mest berømte tilfælde, nemlig det fra Meduegna.
   Hvad man må tage i betragtning, for man udsætter nogens jordiske rester for foran- staltninger mod Nosferatu, er flere ting:
   Nogle steder har jordbundens beskaffenhed en forbløffende evne til at bevare de dø- des rester; omtrent som i visse kirkekrypter verden over. Man vil dog som regel altid kunne se, at ligene fremtræder udtørrede og mumificerede, trods deres velbevarede tilstand.
   Kistens tilstand. Hvis afdøde er begravet i en solid kiste, evt. med metalindsats, kan liget også være forbavsende velbevaret.
   Skindød. Jeg må desværre indrømme, at der forekommer tilfælde af skindød, hvor den ulykkelige patient på grund af sygdom eller indtagelse af medikamenter falder en i dødlignende trance, hvorefter han eller hun bliver begravet. Åbner man nu en sådan grav kort efter begravelsen, vil man se, at afdøde har bevæget sig i kisten; fingrene har måske blodige, forrevne spidser, øjnene kan være åbne og udstående, og der kan være blod om munden, fordi den ulykkelige har bidt sig i tungen. Et sådant tilfælde kan blive antaget for at være Nosferatu.
   Man bør være meget nøje i sin efterforskning, og bedst er det, hvis man kan alliere sig med de lokale autoriteter. I den vestlige verden er det desværre ikke altid muligt; hvorimod det er lettere i Østeuropa, hvor folk så længe har været plaget af denne pest. Under alle omstændighed bør der altid være en læge tilstede ved gravens åbning, en præst vil der som regel altid være; og hvis det er muligt skulle den lokale politimester eller en repræsentant for de lokale militære myndigheder også være tilstede.
   Mit råd til efterforskeren er: gå varsomt til værks. Den formodede Nosferatus slægt-ninge kan blive aggressive. Foretag dig aldrig noget alene, det kan være livsfarligt.