Forvalter Robertson stod med hatten i hånden foran sin arbejdsgiver, der lod til at være noget forbavset over hans anmodning.
   "Ja, Sir, det er rigtigt. Bønderne påstår, de har brug for flere penge til reparationer af gårdene. Forårsstormene har været hårde ved tage og udhuse, siger de."
   "Så det påstår de." Hans arbejdsgiver, lord Raven, havde en fortid i militæret, hvad der viste sig i hans holdning. "Men jeg mener at vide, at der blev udbetalt 500 pund så sent som i marts."
   "Det er ganske rigtigt, Sir; men de siger, det ikke rakte. Der skulle være brug for den samme sum en gang til."
   Lord Raven rynkede brynene, men da han vidste at værdsætte gode fæstere, gav han efter. "Så skal pengene blive udbetalt, men lad dem vide, at det bliver sidste gang i år, Robertson."
   "Ja, Sir, det skal jeg nok gøre. Jeg giver dem besked med det samme."
   "Francis!" Lord Raven vendte sig mod sin søn, der sad med næsen dybt begravet i en tyk bog og lod til at være tabt for omverdenen.
   "Ja, papa." Den højvelbårne Francis Raven så modstræbende op fra sin lekture.
   "Gå med Robertson og udbetal ham pengene. Hvis opgaven ellers ikke overstiger dine evner."
   "Ja, papa, med det samme." Francis foldede sin fulde, ikke ubetydelige højde ud og lagde bogen fra sig, efter omhyggeligt at have anbragt et bogmærke.
   "Skal vi gå, kære ven," sagde han til Robertson og tilføjede så: "Øh, De har vel ikke deres hund med Dem?"
   "Nej, den er i stalden." Der var en snert af foragt i forvalterens stemme. Hele grevskabet vidste, at den velbårne Francis var bange for hunde og heste. Rygtet ville vide, at han var hoppet i vejret af skræk, fordi en dames skødehund havde gøet af ham på vej hjem fra kirke sidste søndag.
   "Efter Dem, kære ven." Francis lod forvalteren gå i forvejen hen til døren. Han var ulidelig elskværdig.
   "Og fald nu ikke i staver over pengekassen," lod det fra lord Raven, inden døren lukkede sig efter hans søn og arving.

Næppe var døren faldet i, før en anden gik op, og en ung pige trådte ind. "Onkel, hvordan kan du holde ham ud. Siden han kom hjem fra universitetet, har han ikke bestilt andet end at læse og skrive digte. Han er blevet en slapsvans."
   Den unge dame med de bestemte meninger hed Sarah Vindemere. Hun var datter af en af lord Ravens officerskolleger, og han havde taget hende til sig, da hendes forældre omkom ved en ulykke. Hun var en køn, men temperamentsfuld pige, der ikke var bange for at give udtryk for sine sympatier.
   "Sommetider forstår jeg det ikke selv, min pige. Det universitetsophold har i sandhed forandret Francis og ikke til det bedste. Men han er stadig, Gud bedre det, min søn."
   Hvis lord Raven var skuffet over sin søn og undrede sig over ham, gjorde forvalter Robertson det ikke mindre, mens han stod og ventede på en kvittering.
   Han var så lapset og spraglet klædt som en majstang, og ingen ville tiltro ham at foretage sig noget nyttigt. Han var ganske vist en høj mand, men der var noget feminint og vegt over ham, som virkede irriterende på andre mennesker, navnlig på andre mænd.
   En mand, mente Robertson, skulle gå på jagt, skyde og ride; ikke skrive digte og klimpre på et spinet dagen lang, hvad der lod til at være sir Francis´ foretrukne beskæftigelse.
   "Vil De skrive under her," Francis rakte pennen frem mod forvalteren, "så skal De straks få pengene, kære ven."
   Robertson skrev under og så til, mens Francis talte pengene op og kom dem i en pose, som han forseglede.
   I det han rakte posen frem, mødtes deres blikke, og han sagde: "Ja, undskyld jeg spørger, kære ven, men har der ikke været en del utilfredshed blandt fæsterne i den seneste tid?"
   Forvalteren så ind i sin arbejdsgivers søns øjne, der var blå men søvnige og ikke så lidt sløve. Han havde på fornemmelsen, at den yngre mand ville kalde ham "kære ven", selvom han blev slået oven i hovedet med pengeposen.
   "Jeg ved ikke, hvor De har det fra, Sir."
   "Åh, man kan jo ikke undgå at høre et og andet, når man bor her, kære ven."
   "De har lyttet til rygter, Sir." Forvalteren havde lyst til at sparke den anden, bare for at se, om der overhovedet var noget, der kunne ryste ham. "Rygter, som ikke har noget på sig. Mon ikke De skulle blive ved digtene? Bønderne er vist ikke noget for Dem."
   Francis sad og fingrede ved et penneskaft af udskåret træ. "Jeg mente ikke noget særligt med det, kære ven."
   "Det gjorde jeg heller ikke, Sir," lød svaret. "Men jeg kender fæsterne, og det gør De ikke. Farvel, Sir."
   "Farvel, mr. Robertson."
   Hvis Rorbertson var blevet blot et øjeblik længere, ville han have oplevet, hvordan penneskaftet knækkede med et smæld mellem Francis´ fingre.

"Det er ikke passende for en ung dame at ride ud alene, miss." Kammerpigen Rose trådte et skridt tilbage og betragtede sin frøken for at se, om ridedragten nu sad helt perfekt.
   "Sludder, Rose." Sarah tog sin pisk op. "Det siger du hver eneste gang. Vi bor på landet, hvem skulle bekymre sig om, hvordan jeg rider."
   "Det er ikke alene det, miss." Rose rynkede på næsen. "De burde heller ikke ride på den hest."
   Sarah smilede. Hendes personlige ridehest var en stor, rød hoppe kaldet Ildfluen, som staldmesteren ellers havde erklæret som uegnet til en dames brug.
   " Jeg er en god rytter, Rose, og du ved, at jeg ikke kan fordrage den slags vandrende madrasser og gyngeheste, de kalder dameheste."
   Rose fnøs misbilligende. Meget muligt, at herskaberne kunne tillade sig den slags fjollerier, men hun var en pige, der satte en vis standard. "De burde alligevel ikke gøre det, miss, og det har jeg sagt før."
   "Ja, det har du. Rose, jeg kender ingen, der kan se så forarget ud som dig." Sarah lo og overlod kammerpigen til hendes moralske betragtninger.
   I hallen stod Francis og var tilsyneladende faldet i staver over en sølvskål med blomster.
   "Kunne du ikke have lyst til at ride med?" Sarah trak sine handsker på og sikrede sig, at hatten sad fast.
   "Det er venligt af dig at spørge, men du ved jo, at jeg ikke er nogen stor rytter," Det håbefulde, unge menneske smilede undskyldende.
   Sarah rystede på hovedet. "Og du var engang egnens bedste rytter. Nu er du bange for heste."
   "Det var en lykkelig dag, da jeg opdagede, at der var andet i verden end heste, kære Sarah. For eksempel poesi. Lad mig.."
   "Hvis du begynder at deklamere vers for mig nu,. får jeg et anfald. Tænker du aldrig på den dejlige hest, din far forærede dig, da du kom hjem. Den står i stalden og bliver ikke brugt."
   "Jeg har set den," indrømmede Francis, "men jeg tror ikke rigtigt, den er noget for mig." Han smilede undskyldende.
   Hans vattede holdning irriterede Sarah. "Francis, din far glædede sig til, at du skulle deltage i jagterne på den hest. Han søgte over hele landet, til han fandt det rigtige dyr, og han betalte en astronomisk formue for den."
   "Jeg er skam også taknemlig," forsikrede han. "Men jeg ville ønske, at...-"
   "Naturligvis, du ville ønske, din far havde købt dig en digtsamling i stedet for Devil. Vor herre bevares, Francis, det var dig, der skulle gå i skørter."
   Det måtte være et godt bevis på Francis´ sagtmodighed, at han tog mod denne fornærmelse uden at protestere.
   Nu var den lille, blonde vulkan ved navn Sarah ved at eksplodere. Hun stampede i gulvet. "Er du da slet ikke klar over, at folk griner af dig bag din ryg. Du er en kagekone, Francis. En kagekone og en slapsvans!"
   "Sarah, søde ven, det er virkelig ikke et sprog, en ung dame bør føre."
   Hans plejesøster slog pisken mod sit støvleskaft. "Og du skal ikke belære mig. Ingen, der læser poesi dagen lang, skal fortælle mig, hvad jeg skal sige."
   Med næsen i sky skred hun ud gennem døren, som en lakaj holdt åben for hende. Francis trak på skuldrene og helligede igen blomsterne sin fulde opmærksomhed.

Efter middagen, da Sarah havde trukket sig tilbage, sagde lord Raven til sin søn: "Jeg hører, Sarah gav dig læst og påskrevet i dag. Er du virkelig så lidt af et mandfolk, at du lader dig skælde ud af en pige i vidners påhør?"
   "Nej, papa. Men Sarah blev temmelig, æh.. skal vi kalde det ubehersket, og når hun.."
   "Så burde du have vist hende, hvem du er," afbrød hans far. "Af og til tror jeg virkelig, at du er bange for Sarah."
   "Nej, papa, naturligvis ikke." Francis børstede med overdreven omhu nogle støvfnug bort fra sit ærme.
   "Nå, men så er hun vist efterhånden også det eneste, du ikke er bange for." Lord Raven skar en grimasse. "Og når vi nu er ved det emne, vil jeg gerne have, at du prøver Devil, som jeg købte til dig. Det var ikke mening, at hesten blot skulle stå til pynt og æde sig en pukkel til."
   "Hvis du absolut vil have det, papa. Men jeg har aldrig set en hest, som passer så godt til sit navn."
   Lord Raven lo. "Ja, Devil er en hest, der har brug for en fast hånd. Herregud, Francis, når jeg tænker på, hvordan du kunne ride som dreng."
   "Det var før, jeg opdagede de sande værdier," lød det sagtmodige svar. "Jagtheste er ikke alt her i livet, kære papa."
   "Hvis du tror, at støvede bøger og digte er det, tager du gevaldigt fejl," spruttede hans far ophidset. "Hvad pokker går der af dig, menneske. Der var engang, da du kunne ride, skyde og fægte bedre end de fleste. Du slog Christopher Wendall så overlegent i det lokale løb, at hans far måtte forhindre ham i at lade det gå ud over hesten."
   "Ja, papa, det husker jeg kun alt for godt. Det var virkelig pinligt at stille sig offentligt til skue på den måde." Francis så beskæmmet ned i gulvet.
   Hans far rejste sig med et sæt. "Sarah har pokker tage mig ret. Du er blevet et skvat!"