Draugen
Skandinavien har tilsyneladende aldrig været særligt plaget af Nosferatu, som i disse lande kaldes "Vampyr"; i det mindste kender jeg ikke til nogen nutidige tilfælde derfra; men alligevel er det fra Skandinavien, nærmere bestemt fra Island, som er under dansk styre, at jeg har fået kendskab til et særpræget, meget gammelt tilfælde.
Jeg forelæste i 1895 i København; og må det i den forbindelse være mig tilladt at indskyde, at det var mig en stor glæde at se, at der var ikke mindre end tre kvinder blandt de studerende. Ved den lejlighed var jeg indkvarteret hos en god kollega, som en dag spurgte, om det var sandt, at jeg interesserede mig for, hvad han kaldte "det gamle, overnaturlige bondepræk". Da jeg svarede, at folklore just var min hobby, sagde han, at hvis jeg havde lyst til at følge ham en tur på "Det Kongelige Bibliotek", så skulle han vise mig noget, som nok ville interessere mig.
Da vi var ankommet til vort bestemmelsessted, præsenterede min kollega mig for en ældre herre, der lignede alle forbilleder til en distræt professor. Han var historiker og blev mig forestillet som Finnleif Arnison fra Island. Da min bekendte fortalte, at jeg interesserede mig for "gamle historier" og var kommet for at se manuskriptet om "Draugen", lyste hr. Arnison op og fortalte, at selvom han havde beskæftiget sig med manuskripterne fra sin fødeø i mange år, så var det omtalte dog et af de mest mærkværdige; og han ville med glæde vise mig det. Ja, han var endog så elskværdig at foretage en oversættelse til tysk, som jeg stadig har i min besiddelse.
Manuskriptets original var skrevet på pergament i det gamle nordiske sprog, som jeg desværre ikke forstår. Det var indbundet sammen med flere andre manuskripter, samlet af en lærd præst på Island og derefter sendt til Danmark. Oprindeligt havde den historie, som interesserede mig specielt, været del af en større "saga", som de kalder den slags i Skandinavien, "Reidar Præsts Saga", som der nu kun var fragmenter tilbage af, deraf min historie. Hr. Arnison mente, at denne Reidar Præst havde levet på Island ganske kort tid efter kristendommens indførsel på denne ø, samt at han nok havde været indfødt islænding og et usædvanligt, meget fordomsfrit menneske. Hans saga var nedskrevet omkring 150 år efter de begivenheder, den beskrev, og her følger nu historien i hr. Arnisons oversættelse:
"HVORDAN REIDAR PRÆST OG THORARINN FRØJSGODE KÆMPEDE MOD DRAUGEN OG OVERVANDT DEN". "I det år 1070 efter Herrens kødligvordelse kom en mand til præsten Reidar nær Reykjavik og fortalte, at en drauge plagede folk nær hans hjemgård og sugede deres blod. Han bad nu Reidar om hjælp til at befri befolkningen for denne slemme plage. Reidar, som var en vis mand, gik til Thorarinn Frøjsgode, thi dengang levede endnu mange af de gammeltroende på Island, og bad ham komme med sig; thi draugen havde utvivlsomt været af den gamle tro. Thorarinn, som var Reidars ven, indvilligede, og sammen drog de af sted.
(Forfatterens anmærkning: Den omtalte Thorarinn har været præst for den gamle nordiske frugtbarhedsgud Frøj el. Frey.)
Da de ankom til gården, fortalte manden, som havde bedt om hjælp, at han mente, draugen var hans far, som var død et år i forvejen. Hvordan det var fået til, at hans far, der ellers var kendt som en hædersmand, var blevet til en drauge, vidste han ikke; men han fortalte, at hans far havde været en ivrig blotmand og modstander af "Hvidekrist". Faderen havde udtrykkeligt forlangt at blive højlagt på gammel vis, og han viste dem den høj nær gården, hvor manden lå.
Næste aften gik Reidar og Thorarinn ud til højen for at vente på draugen, efter at de havde befalet gårdens indbyggere at blive inde bag lukkede døre og vinduer. Reidar havde sit kors, en bibel og en beholder med vievand; mens Thorarinn bar på sin gamle offerøkse og en stav af asketræ, og dette træ var, som alle ved, meget helligt for de gammeltroende. Mens de nu var der ved højen, trak Thorarinn en cirkel om den med sin stav i Frøjs, den gode og frugtbarhedsgivendes navn, mens Reidar gik rundt om den med sit kors hævet og bad til Kristus. Så ventede de på draugen.
Da han kom, var han frygtelig og omgivet af en stank som i en slagtestue, og de to mænd mærkede en frygt i deres hjerter; men de var fast besluttede på at gå videre med deres forehavende. Draugen havde øjne som ild, han var høj og mager og knurrede som et dyr, men han kunne ikke overskride den cirkel, Thorarinn havde trukket, og Reidar havde bedt over. De to mænd gik da ind i cirklen til draugen, og han gik straks frem mod Reidar, der holdt sit kors op og kaldte på Gud.
Draugen hylede som en syg hund og rakte ud efter Reidar Præsts kors, men Reidar sagde Davids 23. salme med malmfuld røst; da draugens hånd berørte korset, lød det, som når man slår vand på en sten i badstuen, og der steg en røg op. Reidar så da, at draugens hånd var forbrændt, som når nogen uforvarende kommer til at røre ved varmt jern, og han forstod, at den almægtige var med ham i hans forehavende. Han begyndte da at synge Paternoster og Ave Maria, mens han, stadig med korset hævet, trængte draugen tilbage mod højens sten. Draugen løb frem og tilbage, men han kunne stadig ikke komme ud af cirklen, og nu trådte Thorarinn til.
Mens Reidar bad og holdt korset op, rystede Thorarinn sin økse, som havde ofret mangen et svin til den gode Frøj, og med sin stav pegede han på draugen, mens han besvor ham til at holde op med at plage de folk, som intet ondt havde gjort ham. Han befalede ham at falde til hvile i den jord, hvor hans gode søn havde lagt ham og aldrig mere vende tilbage til gården, hvor han nu ikke mere havde noget at skaffe.
Mens Thorarinn besvor draugen, tog Reidar sit vievand frem og begyndte at stænke det på draugen, som skreg højt, for han kunne ikke træde, hvor vievandet var faldet. Til sidst fik de ham trængt op mod den største af højens sten; og mens Reidar holdt ham fanget med sit kors, satte Thorarinn sin askestav mod draugens bryst, og med et eneste slag af sin økses nakke slog han staven gennem hans bryst, for Thorarinn var en stor og stærk mand. Man fortalte længe efter, at draugens skrig, da staven gennemborede hans hjerte, var så højt og skrækkeligt, at alle mennesker på gården rystede, og hestene i stalden blev vilde af frygt. Da draugen nu var død, huggede Thorarin hans krop i stykker, og sammen brændte de ham på et bål. Siden kastede de resterne i en å, og Reidar Præst stænkede mere vievand på højen, hvor han havde ligget, for at den ikke senere skulle blive hjemsøgt. Og således skete det, at Reidar Præst og Thorarinn Frøjsgode sammen befriede landet for et stort onde."
Denne sag er en af de ældste, jeg har fået kendskab til, og en af de yderst få fra Skandinavien, bortset fra eksemplet i "Grettir den Stærkes saga" og fortællingen om Angantyr hos den danske munk, Saxo. Den er også interessant i mere end en henseende, fordi den fortæller os, at medlemmer af to forskellige trossamfund kan stå sammen om at bekæmpe et onde. Jeg ville ønske, at det var muligt at finde mere materiale om denne Reidar Præst, som virkelig må have været et usædvanligt menneske; men bortset fra disse få fragtmenter har det ikke været mig muligt at opdrive noget.