Man vil måske huske den islandske historiker fra København, Finnleif Arnison, som gjorde mig opmærksom på sagen om Draugen. Vi korresponderede i flere år, og han gav mig mange interessante historiske og folkloristiske oplysninger. Blandt dem var en kopi af et gammelt munkemanuskript på latin, som blev fundet indemuret i et skrin i en af de danske domkirker, der var under restaurering. Hr. Arnison havde fået den opgave at rense og istandgøre manuskriptet; og han sendte mig kopien af de pågældende sider med følgende besked:
"Min kære van Helsing, jeg tror, at følgende sider vil være af interesse for Dem. De indeholder, efter min mening, den eneste kendte beskyldning for at være en Drauge, der er fremsat mod en kongelige person. Manuskriptet, hvorfra siderne stammer, blev fundet indemuret bag alteret i en af vore domkirker, og jeg går ud fra, at indemuringen er sket på et tidspunkt i 1530'erne, da der dengang herskede religions- og borgerkrig her i Danmark; som følge af hvilken den katolske kirke blev sat helt ud af spillet. Jeg ønsker Dem god fornøjelse med læsningen."
Normalt er disse gamle munkemanuskripter ret kortfattede: så og så mange gaver til kirken det år; så mange døde i sognet; evt. visse vigtige politiske begivenheder noteret ned; men den mand, som førte pennen på den slesvigske krønike midt i 1250'erne, var tilsyneladende noget af et sludrechatol. For året 1252 anfører han bl.a., at et lyn slog ned i et stort træ på kirkepladsen og splittede det fra øverst til nederst, at en lokal storbondes griseso i maj måned fik et kuld grise med to hoveder; samt at abbedissen Katarina i det lokale benediktinerkloster en hel uge i træk gik i søvne. Den anonyme skribent lader til at have betragtet alt dette som varsler om kommende store og mærkelige begivenheder.
Og den begivenhed, som "varslerne" lagde op til, var tilsyneladende den danske konges død i 1252 og hans gravlæggelse i Slesvigs domkirke.
Da jeg ikke kender meget til dansk historie, måtte jeg slå op forskellige steder for at finde nærmere oplysninger om denne konge og omstændighederne omkring hans død. De viste sig at være som følger: hans navn var Abel, han var kommet på tronen i 1250 efter at have ombragt, eller fået ombragt, sin ældre bror Erik, der havde besteget tronen efter deres faders død. I 1252 drog kong Abel så på togt mod de frisiske fribønder, og det førte til hans død, tilsyneladende for en snigskyttes hånd. Han blev gravlagt i Slesvig med den pomp, der tilkommer en konge. Man bør bemærke, at kongen åbenbart ikke var populær, og at hans myrdede bror allerede aspirerede til helgenværdigheden.
Vor anonyme kronikør begynder med at anføre: "Kong Abel faldt på togt mod friserne og blev begravet i denne kirke. Man vil vide, at han faldt for sine synders skyld, thi alle taler om, at han var skyld i sin salige brors, kong Eriks, død. Kong Abels tre sønner er kun børn. Hans bror Christoffer vil gribe tronen."
Så vidt, så godt, og ganske neutralt; men det bliver straks værre. Ud for den 25. juli 1252 skriver munken: "Broder Bothelm, som skulle forsyne lamperne på Vor Frues alter med ny olie, kom løbende tilbage fra kirken, ganske bleg, og stammede til fader abbed, at han havde set en høj, sort skikkelse i kirken, hvilken havde skræmt ham, så han straks løb sin vej."
Den 1. august: "Ved messen var der en sådan uro i kirken, at præsten næppe kunne høres. Der var støj, brag og susen. Kirkegængerne frygter for at komme her. Fader abbed bad for fredløse ånder, men det hjalp ikke."
Der fortælles om flere sådanne episoder, og alt synes at pege hen på den nyligt begravede, upopulære konge. Vor munk fortæller:
"Abbeden, fader Bernhard, kaldte til kapitelmøde og oplyste os alle om sin mistanke: at det var kong Abels usalige ånd, der forstyrrede de hellige handlinger og ødelagde messen, så ingen til sidst kunne udholde at være i kirken. Han bad os om råd til at løse dette problem og bekæmpe den slette ånd.
Broder portneren foreslog bønner og eksorcisme; mens broder almisseuddeleren foreslog, at man skulle sende bud efter biskoppen, som skulle læse en messe over den nævnte konges grav. Der var også andre forslag, men ingen af dem syntes gavnlige. Da bad broder Gunnar om ordet. Han var den ældste blandt os, han havde levet fire gange 20 år og 10 til på denne jord og var næsten blind, men havde stadig en meget god forstand og regnedes for vis.
Broder Gunnar sagde, at da han var barn (denne munk må være født omkring 1162 - mit eget indskud) talte folk stadig om højmænd eller drauger, der var onde, hedenske ånder, hverken levende eller døde, som plagede folk. Der var kun en ting at gøre ved sådanne: man måtte åbne deres grav og slå en pæl gennem deres legeme. Broder Gunnar foreslog, at man skulle undersøge, om det forholdt sig således med kong Abel: at han skulle være blevet en drauge for sin sletheds skyld og mordet på hans broder, kong Erik."
Det lader til, at det samlede kapitelmøde tog gamle broder Gunnars forslag alvorligt, for allerede næste dag skred man til handling. Det turde nok ellers have været sin sag at åbne en kongegrav for at undersøge, om okkupanten var en udød, men munkene må have været desperate efter at få fred i deres kirke.
Krøniken fortsætter: "Efter broder Gunnars råd drog fader Bernhard og seks andre munke over i kirken, mens middagssolen stod på sit højeste, og de åbnede under sang og bønner Abel Valdemarsøns grav, han som fordum havde været konge i Danmark; og se: de fandt, at hans krop ikke var faldet hen, skønt han havde ligget i graven i mere end to månedskifter.
Da jog fader Bernhard en stav af rønnebærtræ gennem denne Abels krop; og det blev besluttet, at han ikke længere skulle have lov at hvile i den grav, man havde beredt ham i kirken. Man tog derfor hans krop ud af graven, bar den ud til et mosehul og lagde den heri, hvor den straks sank. Dernæst kastede man store sten i hullet, for at han nu skulle blive der og ikke mere genere de fromme brødre og andre kirkegængere.
Og ingen protesterede mod, at dette skete med denne konge, thi kun få elskede ham, fordi han, skønt han svor sig fri herfor med gode mænds ed, havde løftet sin hånd mod sin kongelige bror og hans slægt."
Hr. Arnison havde ganske ret, sagen interesserede mig meget, og det er både første og eneste gang, jeg har været ude for, at nogen har beskyldt en konge for at være en vampyr; hvad jeg dog i sandhedens tjeneste ikke tror var tilfældet her.
Hvis nemlig den upopulære, brodermyrdende konge virkelig havde været en drauge, som gamle broder Gunnar påstod, ville man uden tvivl have hørt om tilfælde af blodsugning; og jeg tror ikke, at den sluddervorne, anonyme munk ville have undladt at nedfælde det i sin krønike.
Kong Abel var afgjort ikke en "drauge", og jeg tror snarere, at rygterne opstod på grund af hans dårlige omdømme. Hvad der derimod undrer mig er, at hans enke og hans kongelige broder ikke protesterede over behandlingen af hans lig; for hvad munkene begik var jo faktisk lig- og gravskænding.
Det er min teori, at man, skræmt af rygter og måske handlende ud fra politiske motiver, skændede kongens lig. Hans broder var ganskevist kommet på tronen, men den afdøde konge havde tre halvstore sønner, som kunne gøre krav på arven efter deres far. Hvis man derfor sørgede for at sværte faderens, og dermed slægtens, ry tilstrækkeligt, ville de tre unge prinser ikke kunne samle tilstrækkeligt stor støtte for deres krav.
Jeg medtager dette eksempel for atter engang at påpege, at man ikke kan udvise for stor forsigtighed, når man efterforsker formodede tilfælde af vampyrisme.