Vampyrhysteriet i Meduegna
   Sagen fra Meduegna er en af de oftest omtalte vampyrjagtsager, og den fandt sted i et af de klassiske områder for den slags, nemlig Serbien. Men i mine øjne er den et eksempel på det vampyrhysteri, der undertiden kan angribe en hel landsdel. Jeg tror næppe, at der har været en eneste ægte Nosferatu indblandet i denne sag. Jeg refererer den her som et eksempel på, hvad massehysteri kan afstedkomme.

Meduegna er en landsby nær Beograd, og her døde i sommeren 1727 en soldat ved navn Arnold Paole efter en ulykke med en høstvogn. Arnold havde før sin død fortalt sin trolovede, at han i sin tid som soldat i Grækenland var blevet bidt af en "Vrykolakos", men at han havde opsøgt den udødes grav og spist en håndfuld jord fra den for at blive befriet for forbandelsen, som han som østeuropæer naturligvis var bekendt med.

Da Arnold var død efter sit uheld, blev han, som det hørte sig til, behørigt begra-
   vet på byens kirkegård; men lidt over en måned efter hans død gik der rygter om, at han var set i landsbyen, så hans grav blev åbnet, man fandt, at han lignede en vampyr; der blev slået et stage gennem hans krop, hovedet blev hugget af og de jordiske rester brændt; alt sammen efter gammel sædvane i sådanne sager. Tillige pælede og brændte man fire andre nyligt afdøde, for at "vampyrismen" ikke skulle sprede sig.

Det hed sig i øvrigt, at Arnold Paole skal have givet et skrig fra sig, da pælen gen-
   nemborede ham, samt at hans hår, skæg og negle var vokset, da man åbnede graven.
   Men dette skete for næsten 200 år siden, og det er ikke til at vide hvor pålidelige, vidnerne var. Jeg er næsten sikker på, at Arnold Paoles sag drejer sig om levende be-
   gravelse. I rapporterne om sagen hedder det nemlig, at han blev kvalt under et hølæs, så han kan meget vel være blevet lagt levende i graven. Skriget, som der blev fortalt om, kan udmærket være kommet fra en tilskuer til forestillingen. Fantasien har så gjort resten.

Men sagen slutter ikke her. Fem år senere blussede vampyrhysteriet op igen i Meduegna. Der har tilsyneladende raset en slags epidemi i landsbyen, som krævede sytten ofre i alle aldre og begge køn; og så en nat vågnede en kvinde op af et mareridt og skreg, at hun var blevet udsuget af en vampyr, og at denne vampyr var en navngiven mand, som var død for nylig. Læg mærke til, at hun vågnede af et mareridt.

Selv myndighederne blev grebet af hysteri over denne epidemi, som de var fast overbeviste om skyldtes vampyrer, men som snarere skyldtes den tids manglende hygiejne og manglende forståelse for sygdommes spredning. Områdets guvernør nedsatte en kommission, bestående af militærpersoner og kirurger, og de udforskede Meduegnas kirkegård grundigt. Jeg skal her nævne et par eksempler på, hvad de fandt i de sytten grave.

1.: En kvinde, død tre måneder i forvejen, fundet at være vampyr. Hud og negle var
   løse, men ved berøring faldt de af og der viste sig ny hud og nye negle indenunder.
   (At løs hud og løse negle er typiske eksempler på kroppens henfald, vidste lægerne
   åbenbart ikke dengang).

3.: Et otteårigt barn, begravet i 90 dage!

8.: En kvinde, begravet i syv uger og hendes otte uger gamle barn, begravet i tre uger.
   I begyndende opløsning, men man tog ikke nogen chancer.

9. En mand, begravet i fem uger, også i begyndende opløsning.

Sådan kan man blive ved. Samtlige 17 formodede vampyrer, med undtagelse af det lille barn, havde været begravet i mere end en måned, og hos de fleste var der tegn på begyndende henfald. Alligevel behandlede man dem alle som Nosferatu: pælede dem, halshuggede dem, brændte dem og kastede asken i en nærliggende flod. Derpå nedskrev man rapporter, som blev sendt til de højeste myndigheder, der godkendte dem.

Jeg har altid betragtet Meduegna-sagen som et eksempel på hysteri hos folk, der står overfor en epedimi, som de ikke har nogen forklaring på. Vampyrer kendte de, så i stedet for at søge de reelle årsager til sygdommen, f.eks. urent vand eller en eller anden form for smitte, kaldte de det vampyrangreb og handlede efter de gamle hævdvundne regler. Jeg er udmærket klar over, at lægekunsten for 200 år siden lod noget tilbage at ønske; men jeg har svært ved at forstå, at mine kollegaer fra dengang end ikke kunne se de typiske tegn på kroppens henfald.

Derfor må jeg på det omstændeligste indskærpe alle, som får med en af disse sager at gøre, den allerstørste omhu. Jeg ved, at man holder Meduegna-sagen frem som et af de få reelle eksempler på Nosferatus eksistens; men det er min personlige mening, at den snarere drejer sig om et tilfælde af uvidenhed, kombineret med ligskænding.