Fra Abraham Van Helsings journaler
   Jeg er ikke klar over, hvem der spredte rygtet om mine påståede evner som Nosferatujæger videre efter affæren i Gravendijk; måske var det kvinden Maria, måske var det den gamle præst, for hvem hele dette problem drejede sig om at skaffe nødstedte sjæle fred i gaven. Men det gik efterhånden op for mig, at der eksisterede en slags, lad mig bare kalde det rygtesmedje i mangel af et bedre ord, altså en rygtesmedje, hvis indhold kun berørte de mennesker, der var ramt af dette specielle problem; og her forlød det, også ud over Hollands grænser, at doktor van Helsing fra Amsterdam vidste noget om, hvad der kunne gøres mod Nosferatu.
   Jeg må ærligt indrømme, at det skræmte mig. Jeg var ung dengang, kun 25 år, og personligt mente jeg, at dette mit ry både var stærkt overdrevet og ufortjent. Havde det ikke været for kvinden Maria, var jeg jo aldrig blevet klar over, at der eksisterede noget som Nosferatu. Desuden vidste jeg, at min sølle, sammenskrabede viden langt fra var så god eller komplet, som den kunne være. Derfor begyndte jeg, meget forsigtigt, at forespørge hos ældre kollegaer, også udenlandske, hvad de havde hørt om de såkaldte "u-døde". Som grund for min interesse angav jeg altid en interesse i folklore og historie. Selv dengang var jeg klar over, at jeg meget let kunne få ry for at være mere excentrisk end godt var.
   Hvad der virkelig forbløffede mig var, hvor mange kollegaer, der villigt svarede på mine henvendelser. Den gode doktor van der Leyde, som havde optaget mig i sin praksis, hævede mere end en gang øjenbrynene, når posten kom med pakker og konvolutter med sære, udenlandske frimærker på. Engang ankom en mange kilo tung pakke fra Tyskland med ikke mindre end 150 sager om formodede vampyrangreb, nydeligt ordnet i kronologisk og alfabetisk orden, afsendt af en ældre professor fra Dresden, som samtidig udtrykte sin tilfredshed med, at unge mennesker havde sunde interesser. Det kære gamle hoved, han skulle bare vide.
   Mange af de adresser, jeg skrev til, havde jeg fra en af mine professorer i Leyden. Mijnheer professor Nijligen underviste i anatomi og retsmedicin og som så mange i den bestilling var han en særpræget person. Han var ekspert i det, englænderne kalder "practical jokes"; og han elskede at underholde os studenter med de mest græsselige spøgelseshistorier. Men han var et elskeligt menneske i privatlivet, og jeg er ham taknemlig for at skaffe mig mine kontakter.
   Mange af de personer, jeg kom i brevkontakt med, tog givet ikke Nosferatu - fænomenet alvorligt, men betragtede min "hobby" som en lidt særpræget fritidsinteresse. Men de breve, jeg modtog fra Østeuropa, udtrykte bekymring, og flere af skribenterne advarede mig mod at tage let på problemet. Jeg skal citere ordret fra et brev, jeg modtog fra en serbisk kollega:

"Unge mand," stod der, "det er meget vel muligt, at De i deres trygge, velordnede land betragter Vampyren som et interessant, folkloristisk fænomen og os som uvidende bondeknolde; men tro mig, dette fænomen er højst realistisk og ikke noget, man kan le af; ikke når man har stået overfor ofrene for denne menneskehedens svøbe. Jeg advarer Dem, unge mand: tro ikke blot et øjeblik, at disse fortællinger er noget, der er opstået i tilbagestående bønders forvirrede hjerner. Hvis De mener noget alvorligt med Deres forskning og ikke blot leger med tanken, så tænk Dem godt om og tag Dem vel i agt. Jeg forsikrer Dem om, at folk, som har forsøgt at bekæmpe vampyrismen, har mødt en brat død for disse væsners hånd."

Det havde jeg også hørt om fra andre kilder; folk, både mænd og kvinder, var tilbøjelige til at komme af dage på uforklarlige måder. Det skulle ligne uheld, men var det ikke, og jeg begyndte at forstå, at også Nosferatu tilsyneladende havde en måde, hvorpå de holdt sig underrettet om deres fjenders bevægelser. Det er en af de ting ved Nosferatu, der altid har undret mig mest, da disse væsner normalt er lidet sociale, ja faktisk totalt blottede for enhver følelse de havde, mens de endnu var mennesker, måske lige med undtagelse af had. Ja, jeg tror faktisk, de hader os, fordi vi endnu er i live og kan nyde ting, der nu kun svæver som skygger i deres forplumrede hjerner.
   Jeg fik efterhånden samlet en ganske omfattende viden om Nosferatu, og så begyndte henvendelserne at komme.


Belgien, september 1873.

Fik et brev fra en katolsk præst, Pater N., som skrev, at han havde et "problem". I sommeren '73, fra maj af, var adskillige husdyr i hans sogn blevet angrebet af et ukendt mystisk dyr, hvis angreb efterlod dem alvorligt svækkede og medførte tab for områdets bønder.
   (Dette er et af de få tilfælde, jeg har hørt om, som er begyndt med angreb på dyr. Normalt, hvis man kan bruge det ord, holder Nosferatu sig til mennesker.)
   Så begyndte "dyret" også at angribe mennesker; og de angrebne mennesker opviste symptomer på svær blodmangel. Pater N., der var en oplyst ung præst, ejede et eksemplar af Augustin Calmets bog og mente at vide, hvilken slags skabning, der overfaldt hans sognebørn, om end han ikke troede sig i stand til at tage kampen op mod det.
   Rejste til Pater N.'s sogn, hvor han fortalte mig, at han havde mistanke til en bonde, Etienne d'A., idet angrebene først var begyndt efter dennes død. Etienne havde været umådeligt stolt af sin kvægbesætning, som havde været en af dem, der led mest under den mystiske angriber.
   På mit spørgsmål om, hvilke mennesker, der var blevet angrebet, kunne Pater N. fortælle mig, at Etienne d'A.'s familie ikke havde været blandt dem, hvorfor jeg fortalte ham, at vi måske måtte se os om efter en anden mistænkt; men at det samtidigt ville være godt, om vi kunne åbne Etiennes grav for at konstatere hans jordiske resters tilstand. Pateren var ikke meget for denne ide, og jeg måtte love ham, at alt skulle foregå i absolut hemmelighed. I dette tilfælde var de officielle myndigheder samarbejdsvillige, hvad de ikke altid er.
   Det viste sig imidlertid, at jeg havde ret. Etienne d'A. var ingen Nosferatu, idet hans i mere end fire måneder begravede krop udviste samtlige tegn på henfald. Pater N. var meget lettet over dette og begyndte at føle sig sikker på, at han havde taget fejl med sin mistanke, som han lidt flovt smilende kaldte "forvirret og overtroisk", da der skete et nyt overfald på et menneske; nemlig på en karl på afdøde Etienne d'A.'s gård.
   Karlen, Jaques B., var stærkt svækket, men det lykkedes for den lokale læge og jeg at redde hans liv; og han insisterede på, at han var blevet angrebet af Arture L., en nabo til vor første mistænkte, der var død på omtrent samme tidspunkt. Arture L. og Etienne d'A. havde i levende live ofte haft stridigheder, idet Arture L. var en stridbar natur, der misundte sin nabo hans fremgang og trivsel.
   Denne gang kostede det nogen overtalelse at få åbnet Arture L.'s grav; men da det først var sket, kunne der ikke herske nogen tvivl. Jeg foretog det fornødne, mens den lokale landbetjent holdt sig borte. Han forsikrede Pater N. og mig om, at han ikke ville vide noget som helst om, hvad vi foretog os.
   Dette tilfælde var ganske simpelt. Vi havde kun med en Nosferatu at gøre, og vi havde det store held, at ingen af ofrene for overfaldene på mennesker var døde af dem. Desuden behøvede vi ikke at søge i øst og vest efter gerningsmandens grav, og vi kunne skaffe os i med ham i fuld dagslys, fordi myndighederne var samarbejdsvillige.


Tyskland, marts 1874.

Fik kendskab til denne sag, da jeg gjorde en studierejse til det medicinske fakultet i Heidelberg. En professor i medicin, herr. S., henvendte sig til mig og sagde, at han havde hørt, jeg var i stand til at behandle visse "specielle" sager.
   Da jeg stillede mig uforstående an, sagde han, at hvis det passede, hvad han havde hørt om mig fra mijnheer Nijligen, så ville han gerne, at jeg fulgte ham til en mindre by i nærheden af Heidelberg, hvor der foregik noget for ham uforklarligt. En af hans tidligere studenter havde i nogle år haft praksis i denne by, og han havde henvendt sig til sin forhenværende lærer; fordi der var en epidemi i hans by, som han ikke kunne finde en årsag til. Det havde professor S. heller ikke kunnet; men da han hørte mit navn, kom han i tanker om, hvad han havde fået fortalt.
   Hvor ville jeg dog ønske, jeg ikke så villigt var fulgt med ham. Jeg var ikke på nogen måde forberedt på det, jeg kom til at stå overfor. Eller jeg ville ønske, det havde drejet sig om en ukendt sygdom. Min ringe erfaring havde ikke på nogen måde hærdet mig til det forestående.
   Byen var smuk og idyllisk, ikke særlig stor, med en kirke, som tydede på fordums pragt; ruinerne af et nonnekloster og adskillige middelalderlige huse. I et af disse, der var lavt til loftet med de tunge, udskårne bjælker, havde professor S.'s tidligere student sin praksis. Han hed R. D. og hilste mig velkommen.
   Han fortalte, at i løbet af de sidste to måneder var adskillige af hans patienter, alle mænd og alle i 40års alderen, kommet til ham med klager over natlige mareridt, svækket almentilstand og manglende appetit. Han havde undersøgt dem alle grundigt men havde ikke kunnet finde nogen årsag til deres sygdom, og kunne heller ikke komme i tanker om nogen sygdom, som udelukkende ramte 40årige mænd. De eneste fysiske symptomer, han kunne finde, var nogle små rifter, nærmest som havde de skåret sig under barberingen. Disse rifter var hverken betændte eller farlige.
   Patienterne fik normalt ikke disse anfald mere end en gang, men så sent som dagen i forvejen havde en mand rapporteret til lægen, at han havde haft det tredje anfald på 14 dage, og han var nu temmelig svækket. R.D. vidste ikke sine levende råd, og det irriterede ham stærkt.
   Professor S. fortalte ham kort, hvad jeg bl.a. også beskæftigede mig med; og skønt R.D. stillede sig skeptisk an, indvilligede han i at lade mig tale med patienterne om deres mareridt.
   Jeg talte med i alt 12 mænd, alle gode solide borgere og ikke givne til fantasier. De 11 af dem nægtede da også et hvert kendskab til indholdet af deres drømme og kunne kun huske, at de havde været ganske ubehagelige. Nummer 12, en købmand, indrømme- de imidlertid, at han kunne huske noget. Jeg gengiver hans forklaring ordret.
   "Midt om natten vågner jeg ved, at der er nogen i vores sovekammer. Min kone har aldrig hørt noget. Alt er meget stille, og luften føles tung. Når jeg kigger mig omkring, får jeg øje på en lille pige, som står ved siden af min seng; en meget køn lille pige, med langt, krøllet rødt hår og store blå øjne, klædt i en slags natkjole. Hun er vel omkring 10 - 12 år gammel. Hun smiler sødt og bøjer sig frem for at kysse mig på panden. Så husker jeg ikke mere, bortset fra, at jeg er ved at kvæles og føler mig meget svag. Når jeg vågner om morgenen, er jeg så træt, at jeg dårligt kan kravle ud af sengen."
   Alle mandens symptomer passede til dem, der udvises under et Nosferatuangreb. At hans kone ikke hørte noget, undrede mig ikke. Manden troede, at de mærkelige drømme var et tegn på, at han var ved at blive gal; men her kunne jeg i det mindste berolige ham. Jeg anbefalede ham at holde sine vinduer lukket om natten, mod natteluftens skadelige virkninger, sagde jeg; og da jeg mærkede, at han var et troende menneske, rådede jeg ham til at hænge et krucifiks op over sin seng. Han lovede at følge mine råd og gik del- vist lettet hjem.
   Professor S. og navnlig R.D. var skeptiske overfor min konklusion: at der var en Nosferatu i skikkelse af en lille pige løs i byen. R.D. foreslog, at vi spadserede en tur og talte om andre mulige grunde til den mystiske epidemi, hvilket jeg indvilligede i.
   Byen var virkelig køn, og da vi på vor tur kom forbi kirken, som var under reparation, foreslog professor S., at vi skulle kikke ind.
   Kirken lod til at være meget gammel, måske mere end 600 år. Der var kalkmalerier og mange smukke epitafier. Adskillige gravmæler for adelige familier lod ane, som jeg før har nævnt, at byen havde en mere glorværdig fortid.
   En mand fik øje på os og kom hen og hilste venligt på R.D. Jeg genkendte ham, som en af de patienter, der ikke kunne huske sine mareridt. R.D spurgte, hvorledes det gik med den krypt, håndværkerne netop var i gang med; og manden fortalte, at de kun vente- de på snedkerne, som skulle restaurere kisterne, og havde vi lyst til at se krypten.
   Den omtalte krypt rummede seks kister, alle prydede med et adelsvåben. Håndværkeren fortalte os, at den havde været temmelig forsømt, for familien, som havde ejet den, var for længst uddød.
   Han pegede på en bunke brædder, som var lagt til side i et hjørne og fortalte, at denne kiste helt var faldet fra hinanden, da de havde rørt den. Den havde rummet de jordiske rester af en lille pige, som havde været ganske usædvanligt velbevaret.
   Jeg kastede et blik på de sørgelige rester, og det gav et ryk i mig: blandt træstumperne lå en bunke, som umiskendeligt bestod af hørfrø og næsten helt hensmuldrede rosen- blade. Da jeg bukkede mig for at undersøge sagerne nærmere, fandt jeg, at kisten havde haft mange korsformede sølvbeslag.
   Adspurgt fortalte håndværkeren, at de havde set sig nødsaget til at anbringe det velbevarede barnelig i en midlertidig kiste. Snedkeren havde sagt, at den oprindelige kiste nok ikke kunne reddes, men at han ville anbringe de smukke beslag på den nye kiste, han var ved at lave. Så pegede han på en kiste af tynde fyrrebrædder, der stod ved siden af de andre.
   Jeg spurgte, om R.D og jeg på fagets vegne kunne få lov at undersøge det velbevare- de lig, men en sådan tilladelse skulle først indhentes hos præsten. Hvis vi kom tilbage i morgen, ville det være muligt at træffe ham.
   Vi tog alle tre afsked og vendte tilbage til R.D's hus, hvor jeg fortalte de to andre, at
   vi allerede samme nat måtte vende tilbage til kirken for at forsikre os om, hvorvidt min mistanke var rigtig. R.D brød sig ikke om tanken, men indvilligede i at følge med, da professor S. og jeg insisterede.
   Vi gik til kirken lige efter solnedgang, og det var ikke spor svært at komme ind, døren var simpelthen ikke låst; og døren til krypten var kun lukket med en bom. Der var ingen mennesker på gaden heller, de gode folk sad sikkert ved kødgryderne.
   Jeg havde medbragt mine remedier, og R.D. havde forsynet os med hver sin stærke lygte. Vi steg ned i krypten, stillede lygterne fra os og betragtede den improviserede kiste.
   R.D. vendte sig mod mig og spurgte, om vi skulle åbne kisten. Han kiggede sig rundt og var synlig utilpas ved at opholde sig på dette sted. Professor S. tilsluttede sig forslaget og greb resolut et brækjern, da tingene begyndte at tage fart.
   R.D. blev kridhvid i ansigtet, snappede efter vejret og pegede på kisten, hvis låg begyndte at glide til side; og selv professor S. så forfærdet ud. Ingen af de to havde nogensinde set en Nosferatu i aktion; og synet var så meget mere skrækkeligt, som det, der manifesterede sig i krypten i det flakkende lys fra vore lygter, viste sig at være en ualmindelig yndig lille pige.
   Som hun stod der, så hun vel ud til at være omkring 10 år gammel. Det, som hendes ofre havde beskrevet som en natkjole, var uden tvivl den ligskjorte, hun var blevet grav- lagt i. Hendes lange hår var kobberrødt og hendes store øjne blå. Hendes lille ansigt var meget smukt, men det genspejlede ingen menneskelige følelser, kun en iskold, dyrisk snedighed.
   Jeg fremdrog et kors og trådte frem mod hende; hun snurrede rundt og hvæsede mod mig som en vred kat; man så hendes unaturligt lange og spidse hjørnetænder, R.D. gav et skrig fra sig, og professor S. bakkede hastigt væk.
   Jeg beordrede R.D. til at finde pæl og hammer frem fra min taske og professor S. til at stille sig foran døren op til kirken med endnu et kors. Så rykkede jeg frem mod Nosferatuen, der omgående skiftede taktik.
   Da hun døde, havde hun været en lille, uskyldig pige; og uskyldig spillede hun nu. Hun trak sig tilbage mod kisten, knugede sine foldede hænder mod brystet og bad med ynkelig, skælvende stemme for sit liv; men jeg vidste bedre. Med korset løftet i den ene hånd, gav jeg tegn til R.D. om at komme med pæl og hammer.
   Han var rædselslagen og kludrede i det, så begge dele faldt på gulvet, da jeg rakte efter dem, og Nosferatuen udnyttede det. Hun veg uden om mig og kastede sig over R.D. Med opbydelsen af alle mine kræfter kastede jeg korset efter hende, det ramte hende på ryggen med et skrig til følge, og sprang efter hende.
   Jeg greb fat i hendes skuldre for at holde hende væk fra R.D., til alt held var både kryptens og kirkens vægge tætte, så ingen hørte hans vilde skrig. Jeg havde aldrig før rørt ved en Nosferatu, og det var ubeskriveligt rædselsfuldt; kødet under ligskjorten var iskoldt og vred og vendte sig, som greb jeg om en sækfuld slanger. Hun var også, lille og spinkel, som hun så ud, langt stærkere end nogen voksen mand; jeg kunne dårligt holde hende.
   Alt kunne være gået frygteligt galt, hvis ikke professor S. var kommet sig af chokket og rykket os til undsætning. Som en lærer, der giver en vanskelig elev et drag over nakken, slog han Nosferatuen i hovedet med sit kors; og det rystede hende så meget, at R.D. kunne trække sig væk under hende. Selvom han var ude af sigselv af skræk, havde han åndsnærværelse nok til at hente pæl og hammer, som han stak mig i hænderne.
   Nosferatuen var uhyggelig stærk, og i skæret af vores lygter, må sceneriet have taget sig meget makaber ud: en lille pige lå på kryptens gulv, holdt fast af to store, voksne mænd, der måtte kæmpe af al magt for at holde hende; mens en tredje bøjede sig over barnet med en spidset træpæl mod hendes bryst og en hammer i den anden hånd. Det, der gjorde scenen så forfærdelig, var hendes tilsyneladende uskyldige udseende.
   Hun var så stærk, at hun kastede professor S. og R.D. hid og did, hun hvæsede og skreg som en dyr, og jeg kunne kun med nød og næppe udføre min handling. Til sidst lykkedes det dog. Efter at have udstødt et langt, jamrende hyl, blev kroppen på gulvet slap, og mine to hjælpere kunne ånde lettet op. R.D. vaklede hen i en krog og kastede op, mens professor S. så ud, som var han på kanten af et hjertetilfælde.
   Jeg rakte ham en lille flaske cognac fra min taske og bad ham give den videre til R.D.,
   når denne var kommet sig. Så tog jeg en obduktionskniv og skilte Nosferatuens hoved fra kroppen, inden jeg lagde resterne tilbage i den improviserede kiste og sømmede den
   til. Professor S. og R.D. hjalp til med at rydde op efter vort arbejde. Vore klæder var blodbestænkede; men det var lykkeligvis ikke vort eget blod, og vi kunne nå hjem i ly af
   mørket, uden at nogen opdagede os.
   Dagen efter gik vi alle tre tilbage til kirken for at mødes med præsten, som viste sig at være en tvær og yderst traditionsbunden mand, som ikke ville give os tilladelse til at undersøge det "mumificerede lig", og ydermere holdt os en prædiken om krænkelse af gravfreden. Han agtede end ikke at lade liget overføre fra den primitive kiste, men ville lade denne nedsætte uåbnet i den nye, som snedkeren skulle fremstille.
   Dette var til stor lettelse for R.D., som var meget bekymret for, at vort natlige besøg i kirken skulle blive opdaget, og vi skulle blive anklaget for ligskænding, hvilket han formodede ville ødelægge hans renommé i byen.
   Inden jeg drog tilbage til Heidelberg, foretog jeg lidt forskning i byen og kom til det resultat, at den uddøde adelsfamilie engang havde ejet det hus, hvori manden, der var udsat for de hyppigste angreb, boede. Det havde faktisk været Nosferatuens barndomshjem, hvilket til dels bekræfter teorien om, at Nosferatu næsten altid hjemsøger sine egne, bortset fra at slægten i dette tilfælde var uddød.




Frankrig, oktober 1874.

Denne sag var jeg ikke personligt involveret i; men jeg modtog et brev fra skolelærer, M. H., som udbad sig mit råd. Igen må jeg påpege, at jeg ikke har nogen anelse om, hvor folk lærte mig at kende.
   M. H. begyndte med at fortælle, at han havde interesseret sig for det mærkelige siden den tid, da sergent Bertrand (en sag, jeg senere vil omtale), huserede; han var dengang en dreng på 10 år, og ordet Le Vampire, som man hæftede på den stakkels sergent, havde fæstnet sig i hans hukommelse, så han begyndte at læse om sådanne ting. Nu var han overbevist om, at et sådant kreatur huserede i hans by, Le deux Eglises (de to kirker), som lå i nærheden af det store vinavlscenter Beaune i Bourgogne.
   For at sikre mig, at M. H. ikke var en fantast, der havde fået Nosferatu på hjernen, skrev jeg tilbage til ham og udbad mig yderlige oplysninger; disse kom hurtigt.
   M. H. skrev, at i august var en gammel mand i byen død. Han havde været velhavende men ingenlunde vellidt; og godt et års tid i forvejen havde han tvunget datteren af en velrenommeret, men fattig vinbonde til at gifte sig med sig, idet han ellers truede med at ruinere den stakkels piges far helt. Hun var kun 21 år og gik grædende til alteret. Et år senere døde den gamle så, og hans enke var ikke alene særdeles vel aflagt, men også ung. Der var desuden en mand, en vinbonde, som hun allerede før sit tvungne bryllup havde været halvt om halvt forlovet med.
   Men så, en måned efter den ondskabsfulde gamlings død, begyndte først hans unge enkes forhenværende forlovede, dernæst hun selv, at modtage besøg af ham. De to var tilsyneladende plagede af skyldbevidsthed, og den stakkels enke skriftede for præsten som troede, hun var nervesvækket over tabet af sin mand, og blot pålagde hende en række bodsøvelser, som ikke hjalp det mindste. Både hun og hendes fordums trolovede blev stadig hjemsøgt af den gamle.
   Enkens tilbeder var i midlertid en gammel ven af den lokale skolelærer, M.H., som han henvendte sig til, og M.H. troede ham, derfor hans henvendelse til mig.
   Da jeg ikke selv var i stand til at rejse til Frankrig, gav jeg ham alle de oplysninger, jeg kunne og rådede ham samtidig til at være meget forsigtig og ikke lægge sig ud med de lokale autoriteter, f.eks. præsten. Dernæst ventede jeg ikke at høre mere fra den kant, men i januar 1875 modtog jeg følgende skrivelse fra M.H.:

"M. van Helsing, jeg kan dårligt udtrykke, hvor taknemlig min ven P. og jeg er Dem.
   Jeg besluttede at følge Deres råd for at hjælpe min ven og den stakkels enke V. af med det uvæsen, der plagede dem.
   Først sikrede jeg mig, at Le Vampire holdt til i det gravkapel, som han havde købt for år tilbage, og det viste sig at passe. Jeg kunne ikke få adgang til kapellet, den lokale læge er en nevø af V., ligesom vor gendarmerichef, hvad jeg vist glemte at fortælle. Så jeg besluttede at tage en anden metode i brug.
   Jeg har lige siden min barndom dyrket bueskydning og er, når jeg selv skal sige det, ganske dygtig til denne sport. Min ven P. ofrede nogle sølvspænder og et bæger, som han havde arvet efter sin bedstefader, og af dem fremstillede vi pilespidser. Vi kunne have støbt kugler, men jeg turde ikke tage risikoen for, at skyderi på kirkegården ved nattetide skulle trække hele byen til.
   Så stillede vi os til at vente, P. og jeg. Vi havde begge forsynet os med et kors til at hænge om halsen, sådan som De rådede os til. P. medbragte desuden en bibel og jeg en lille bønnebog.
   Da dette kreatur nu manifesterede sig udenfor kapellet, lagde jeg en pil på buen og spændte strengen. Jeg ventede, til jeg var fuldkommen sikker, før jeg fyrede. Den første pil ramte ham gennem halsen og fik ham til at stoppe, den næste gennemborede hans bryst og væltede ham om på jorden. P. og jeg løb hen til ham.
   Han lå og vred sig på jorden, tydeligvis døende; det var som at betragte et eller andet spiddet insekt. P. afsluttede arbejdet ved at hugge hans hoved af med en økse. Da det var sket, fjernede jeg pilene. Vi lod resterne blive liggende, hvor de var faldet; og De kan vel forestille Dem hvilken opstandelse, der blev næste dag. I landsbyen formodede man først gravrøvere, skønt ingen kunne forklare den låste dør til kapellet og de manglende tegn på indbrud. Gendarmeriet undersøgte sagen i flere uger, men henlagde den så."

Jeg havde aldrig før hørt om nogen, der bekæmpede en Nosferatu med bue og pil; men jeg kunne se, at ideen var god nok. Jeg vil dog ikke råde nogen til at anvende den, med mindre vedkommende er en erfaren bueskytte. Det kræver nemlig langt større øvelse end at affyre en revolver.