Onkel John tog en mappe ud af reolen og lagde den på sofabordet. "Nu skal du se. Det er en af de mærkeligste sager, jeg nogensinde har hørt om: og havde jeg den ikke fra en absolut sober person, ville jeg ikke have troet mine egne øjne, da j eg læste den."
   Mappen bar en etikette med den engelske tekst "The de Tremole Syndrome".
   Jeg åbnede den og så, at indholdet var skrevet på engelsk i en nydelig, lidt gammeldags håndskrift. Jeg så spørgende på onkel John.
   "Det er en af fordelene ved at have rejst og have venner over hele verden," sagde han. "Dette her stammer fra en mand, som har bosat sig i Frankrig. Han er noget interesseret i historie og ved, at det er jeg også, så han sendte den til mig. Jeg må nok lige fortælle dig, at manden er englænder, og at vi var soldaterkammerater. Han deltog i den aktion, hvor jeg blev taget til fange, men han var heldig og undslap. Han var heldig igen i 1944, da han soppede i land i Normandiet, og han var endnu heldigere, da han traf en fransk pige, som sendte ham venlige øjekast. Som en sand gentleman sendte han dem naturligvis tilbage, så de blev gift og gik en børneflok på seks, og han blev i Frankrig. Pigen, han giftede sig med, arvede en mindre vingård i Bourgogne efter sine bedsteforældre, så der nyder de nu deres otium. Oldeforældre er de da også nået at blive."
   Han prikkede til mappen. ''Min kammerat skrev det her ned, fordi han ikke kunne :fa en episode, han kom til at overvære, ud af hovedet. Hvis du kan drage de samme konklusioner af sagen, som han og jeg har gjort, så tror jeg, at vi må være enige om, at der sker sære ting i det landlige Bourgogne."
   Derefter åbnede han mappen og viste mig en vinetiket, som var klæbet ind på den første side. Etiketten viste et slot med to tårne, som virkede ret middelalderlige. Et banner med påskrift forkyndte, at dette produkt drejede sig om en slotsaftapning årgang 1988 fra Chateau Tremole. Med noget mindre skrift påpegedes det, at vinen var af allerbedste kvalitet.
   "Slægten Tremole er den førende familie i området," forklarede onkel John, "og ifølge beretningen her er den ældgammel; man kan spore den tilbage til det tidlige 1 100 'tal, har min kammerat fundet ud af Slægten ejer den største vingård på egnen og har altid gjort det. I den lokale landsby, som mærkeligt nok hedder "Les deux Eglises", altså "De to kirker", skønt der kun findes en, har Tremolerne et gravkapel, som de tilsyneladende er blevet begravet i siden tidernes morgen. Der er også knyttet en underlig legende til familien."
   "Fortæl endelig," opmuntrede jeg.
   "Godt: den første Tremole, man kender til, dukker op omkring år 1108, det er mens Niels var konge i Danmark. Han hed Roger og bar tilnavnet "Le Loup" , dvs. "ulven". Ifølge den lokale legende skulle denne Roger have forskrevet sig til djævlen og have været en varulv, det hedder "Le Loup Garou" på fransk. For resten er varulvehistorie et mærkeligt fænomen i Frankrig, hvor varulve optræder nærmest epidemisk i middelalderen. Nå, men Roger de Tremole må have været noget af en pokkers karl, som tilsyneladende havde svært ved at lade de lokale skønjomfruer gå i fred. Det hed sig, at han skulle have praktiseret "jus primae noctis".
   Da jeg så noget forvirret ud, forklarede onkel John mig, at dette begreb betød, at herren til godset krævede den første nat med enhver mandbar pige, som skulle giftes under hans jurisdiktion.
   "Fænomenet har vist aldrig, så vidt jeg ved, været brugt i Danmark, men det kendes fra Frankrig, Tyskland og England. Det drejer sig, selvom det kunne lyde sådan i dine øren, faktisk ikke om voldtægt. Jeg forestiller mig på en måde, at det var en slags skat. Men med Roger de Tremole var det sådan, som det vel er med de fleste mænd, at det mest uopnåelige er det mest spændende; og i landsbyen var der, stadig ifølge legenden, en klog kone, en smuk, selvstændig og ugift kvinde, som partout ikke ville have noget med ham at gøre.
   "En heks?" spurgte jeg.
   "Hun har vel nærmest været en mellemting mellem læge og jordemor. For øvrigt lader det til, at hekse og kloge koner ikke var ildesete i den tidlige middelalder, det kom først til senere. Landsbyboerne havde sikkert også hårdt brug for den, når de blev plaget af sygdom Denne specielle kloge kones navn var Marie, hun blev kaldt Marie de la Mere, Moderens Marie, og jeg har en mistanke om, at hun tilhørte en kult, som dyrkede de gamle guder og gudinder fra før kristendommens indførelse. Den slags var ikke ukendt i landlige egne og forekom langt op i tiden.
   Roger havde set denne Marie, hvad han vel dårligt kunne undgå, hvis hun behandlede egnens befolkning for deres dårligdomme, og han fik lyst til hende. Da han åbenbart ikke kunne opnå noget med det gode eller med gaver, gik han over til grovere metoder. Marie strittede sikkert imod; legende vil vide, at hun var jomfru. Man tillagde nemlig jomfruer, både mandlige og kvindelige, særlige kræfter. Hvorom alt er, så fik Roger sin vilje med pigen, og det skulle han bittert kom,me til at fortryde.
   For ikke alene var den små Marie tilsyneladende medlem af en kult, som dyrkede naturens kræfter; hun var også datter af landsbyens mest ansete person næst efter Roger selv og præsten, nemlig den lokale smed. Måske tilhørte smeden den samme kult som datteren, hvem ved? En kendsgerning er det i hvert fald, at de to et par dage efter episoden konfronterede Roger, da han var på vej hjem fra en jagt, og kastede en forbandelse på ham og hans slægt.
   Den forbandelse er en af de få, som er blevet skrevet ned. Landsbyens præst gjorde det i sine private optegnelser, og senere præster gennem århundreder gentog nedskrivningen, derfor kendes hvad der må være den næsten nøjagtige ordlyd. Det var Maries far, som udtalte den:
   "Så sandt som min datters blod flød, så skal dit og din slægts flyde. I skal til evig tid være bundet til jorden her, og jeres blod skal tilhøre deri. Aldrig skal din slægt uddø, men I skal tjene jorden og dens herskerinde med jeres blod og være til gavn for os."
   "Det lyder godt nok underligt," mente jeg. "Jeg ville have ventet noget i retning af den historie fra Tutankamons grav, du ved: Døden skal komme til dig på hurtige vinger osv ... Noget i den dur."
   "Døden kom skam også til Roger de Tremole, som den kom til generationer af hans efterkommere; og den kom altid på betydningsfulde tidspunkter for Les deux Eglises. Måderne de døde på var også temmelig mærkelige. Min kammerat har fundet ud af en hel del. Prøv at kigge på denne liste."
   Han viste mig nogle sider, tæt beskrevne med navne og årstal. Det begyndte med år 1114: "Roger de Tremole dør på vildsvinejagt, hans underliv bliver revet op af et såret dyr. Samtidig afbryder en naboherremand af uforklarlige grunde et angreb på Rogers jorder.
   1151: Raimund, sønnesøn af Roger, dræbes af et pile skud. En begyndende kvægpest i omegnen af Les Deux Eglises dør ud uden alvorlige tab for bønderne. 1202: Thierry de Tremole bliver myrdet af ukendte mordere. Hans lig findes frygteligt lemlæstet efter nogle dages forløb. Et regnvejr afløser en tørke, som truede egnens vinhøst.
   1243: Endnu en tørke truer Les Deux Eglises, og Gerard de Tremole, slægtens kun 2lårige overhoved forsvinder sporløst, efterladende sig en efterkommer, en fire måneder gammel søn, hvorefter regnen alligevel velsigner egnen.
   1307: Den franske konge Philippe den Fjerde slår ned på Tempelherreordnen.
   Der er en lille flok af denne orden i nærheden af Les Deux Eglises, og den undgår helt kongens opmærksomhed, men den 64årige Pierre de Tremole falder kort før kongens indgreb ned ad en trappe og brækker halsen.
   1348: Den Sorte Død, den frygtelige bylde- og lungepest, kommer til Frankrig via Konstantinobel med et skib, som lægger til i Marseille. Hele landet rammes, som størstedelen af Europa, altså lige med undtagelse af en lomme omkring Les Deux Eglises i Burgund. Men Arnaud de Tremole omkommer samme år ved en bizar rideulykke, hvor hans hest bliver sky for et eller andet, stejler og kaster ham af, så han bliver spiddet på en brækket gren.

Sådan fortsatte det, side op og side ned. Jeg havde aldrig hørt om en hel familie, hvis ældste mandlige medlemmer var i den grad tilbøjelige til at komme af dagen ved uheld, ulykker, mord og under andre sære omstændigheder. Jeg forstod udmærket, at onkel Johns bekendte havde kaldt sin rapport, hvis det da var den rette betegnelse, for "de Tremole syndromet".
   Tag nu eksemplet med Julien de Tremole, der gav partiet som slægtens overhoved i 1789, da den franske revolution brød ud. Julien var tvilling, hans bror hed Robert, og de havde begge sønner. Nogle dage før Bastillens fald blev J ulien trampet ned af en gal hest, hed det sig, og revolutionen nåede ikke til egnen i den omgang. Et par år senere, i 1791, da Louis den Sekstende og Marie Antoinette forsøgte at flygte, og revolutionens udskejelser tog til, døde ikke, som man skulle have ventet, Juliens tvillingebror Robert, men hans egen eneste søn, Marcel, kun 14 år gammel, da han blev ramt af et vådeskud i maven.
   Og alle disse dødsfald fortsatte op i tiden, hver gang egnen omkring Les Deux Eglises var truet af et eller andet, det være sig sygdomme, tørke eller andre katastrofer. Hver eneste gang noget sådant skete, døde overhovedet for slægten de Tremole.
   Tag nu f.eks. den Fransk - Tyske krig i 1870' erne. Den kejserlige hær huserede som Attilas horder, men den interesserede sig overhovedet ikke for vort lille område af Burgund. Til gengæld gik det daværende overhoved for Tremolerne, Andre, som ellers altid havde glædet sig ved et fortrinligt helbred, hen og døde pludseligt og meget uventet; uventet for de fleste i hvert fald.
   Heller ikke Første Verdenskrig berørte på nogen måde egnen. Af en eller anden grund lykkedes det for hæren at overse de fleste af mandfolkene fra Les Deux Eglises; og man har jo lov at gætte på, at det skyldtes den kendsgerning, at Jac-
   ques de Tremole i et anfald af vanvid tog livet af sig selv i en alder af blot 35 på selve den dag, da krigen blev erklæret.
   Også Anden Verdenskrig gik sporløst henover stedet. Det lader til, at Les Deux Eglises var noget af en rede for Maquisen, men det lykkedes aldrig besættelsesmagten at afsløre nogen. De fandt heller ikke ud af, at en flok jøder hele krigen blev holdt skjult af den lokale præst. Naturligvis kan man ikke komme udenom, at det var tragisk, Simon de Tremole gik hen og blev kørt ned i 1940, men den slags sker jo.
   Efter at have læst det meste af listen, kiggede jeg på onkel John. "Det lyder fuldkommen sindssygt!"
   Han nikkede. "Du har ret, men læs alligevel videre."

Simon de Tremole havde kun efterladt sig to døtre, men hans yngre bror, som overtog familiearven og for øvrigt lod til at være en af de heldige mandlige familiemedlemmer, som døde en naturlig død, fik senere en søn, som korn til at bære det for slægten så skæbnesvangre navn Roger.
   Roger de Tremole d. II, navnet havde selvsagt aldrig været populært, blev født i 1953 og levede efter alt at dømme helt og aldeles ubemærket. Som de fleste af mændene i sin familie, i hvert fald i moderne tid, gennemgik han først gymnasiet, så universitetet og uddannede sig siden til agronom med speciale i vinavl. Han giftede sig med en lokal pige. De fik en søn i 1981 og en datter i 1983. Alt så ud til at være helt normalt, bortset fra, at Roger d. II. blev enkemand i 1991; og så, i 1997, kom han for alvor i mediernes søgelys.
   Der var en for vinhøsten stærkt truende tørke under opsejling. Alle var særdeles bekymrede, navnlig Roger de Tremole, kan jeg tænke mig, hvis han ellers spekulerede over familielegenden.
   Så skete der imidlertid det, at Roger forsvandt fra sit hjem og ikke blev set et stykke tid. Dagen efter hans forsvinden begyndte det til held for egnens vinavlere at regne, og høsten, indbefattet de berømte Trernoledruer, var reddet. Alle åndede lettet op.
   Rogers lig blev fundet fire dage efter hans forsvinden af nogle arbejdere, som var ude at besigtige vinstokkene for at se, om regnen havde skadet dem. Sådan lød i hvert fald den forklaring, de gav til politiet. Han blev fundet i et afsides hjørne i en af de ældste vinmarker, liggende på jorden under vinstokkene. Ifølge avisernes beretning var hans hals skåret over med et eneste snit fra øre til øre.
   Naturligvis vakte mordet stor opsigt i alle medierne, Roger de Tremole var jo en af egnens mest betydningsfulde mænd, og det forlød, at han havde været på tale som lokal kandidat til Nationalforsamlingen, skønt familien ellers aldrig havde blandet sig i politik, hverken lokalt eller landsdækkende. Det hed sig, mand og mand i mellem, at han nærede visse venstreorienterede sympatier, som muligvis var faldet det meget højreorienterede parti Front National for brystet, og at mordet på ham var politisk orienteret.
   Disse teorier faldt dog alle til jorden, da en anden kendsgerning kom til offentlighedens kendskab: da Rogers jordiske rester var blevet kørt til obduktion og klædt af i lighuset, gik det op for patologen, at han ikke alene var blevet myrdet men også maltrakteret. Nogen, morderen eller morderne, havde med et yderst professionelt snit fjernet hans kønsdele, og de blev aldrig fundet. Det gjorde mor-
   deren naturligvis heller ikke, skønt politiet fortsatte sin efterforskning, og den opsigtsvækkende sag forsvandt langsomt fra folks interesse.
   Jeg kunne ikke andet end ryste på hovedet. Meget havde jeg hørt, men dette slog alt. At en mand kunne blive myrdet, og hans .... nå ja, blive skåret af, uden at nogen tilsyneladende gjorde ret meget for at finde gerningsmanden, det var dog et stift stykke.
   Derfor kiggede jeg på onkel John. "Var de da alle sammen blevet helt kulrede ude på bøhlandet?"
   Han trak på skuldrene. "Muligvis, og måske alligevel ikke. Du har nemlig ikke hørt slutningen på historien. Den fulgte i et brev, kort efter mappen der var kommet."

"Min gamle krigskammerat, der jo som pensionist havde masser af tid tilovers til historisk forskning, gik kort efter Rogers makabre død ind i kirken i Les Deux Eglises for at se på nogle gravindskrifter i de Tremolernes kapel. Der var visse datoer, han gerne ville have kontrolleret.
   Mens han lå på knæ derinde for at kunne se nærmere på en gravplade nedfældet i gulvet, hørte han stemmer ude i selve kirken men tænkte ikke over det; kirken er ældgammel og får tit besøg af turister.
   Så genkendte han imidlertid en af stemmerne, den tilhørte den lokale præst pater Antoine en yngre mand, som han havde truffet med jævne mellemrum; og nu kunne han også høre, hvad præsten sagde. Han nærmest deklamerede de Tremolerne s forbandelse halvhøjt for en eller anden, min kammerat kendte den udmærket, han havde jo tit nok læst den på skrift.
   Det mærkelige ved sagen var, at pater Antoine sluttede sin deklamation med nogle for min ven ukendte ord: "Og tiden vil komme", hvorpå en meget yngre stemme højtideligt svarede: "Og manden vil komme". Det lød som en del af et ritual.
   Et par minutter senere så min kammerat, som havde forholdt sig helt stille, en halvvoksen dreng passere forbi døren til kapellet og genkendte ham med det samme: Jean Pierre de Tremole, Rogers 16årige søn og eneste mandlige efterkommer. Indtil det øjeblik troede han faktisk, at han blot efterforskede en usædvanlig uheldig slægts historie.
   Nå, hvad siger du så?"
   Jeg var stum i flere minutter, min fornuft kunne ligesom ikke rigtigt få sig selv til at tro på det her. Så sagde jeg tøvende:
   "Vil det sige, at de ... at de i mere end 800 år har gjort det frivilligt? At de i generation efter generation, lige fra den første Rogers tid, har ladet sig ofre frivilligt for at gavne landsbyen og egnen? At denne sekt, kult eller hvad man skal kalde den, stadig eksisterer, og at præsten .... "
   Noget, en tanke, slog pludselig ned i mig, noget som jeg havde læst et andet sted, et spørgsmål om frugtbarhedskulter.
   "De var alle lemlæstede, sikkert også dem, vi ikke har læst om! Man havde skåret deres ... manddom af, symbolet på deres potens og frugtbarhed og givet den tilbage til Moder Jord. De blev virkelig ofret."
   Onkel John nikkede og supplerede: "Kirken i Les Deux Eglises er som så mange andre katolske kirke verden over indviet til Jomfru Maria, jomfru og moder på en gang, meget praktisk, ikke. Så du har ret: i alle disse århundreder har de Tremolernes mandlige overhoved været garant for egnens og landsbyens frugtbarhed, fred og trivsel, vidende om de konsekvenser, deres rolle måtte have. En frygtelig skæbne, i grunden."