Peter van Helsings noter II
   Som jeg før har nævnt, har jeg ikke været ude for så mange tilfælde af nosferatuan- greb som min far, der så mange flere, end han nedfældede noget om. Jeg blev heller ikke kastet så uforberedt ud i sagen, som han. Men jeg fik min lægeuddannelse på et tidspunkt, hvor man havde gjort langt flere opdagelser, og jeg har formuleret min egen teori, hvad angår vampyrismens spredning.

Jeg ved lige så lidt som min far og alle hans forgængere og medkæmpere, hvordan dette fænomen er opstået. Det er, som han også nævner, utroligt ældgammelt. Men jeg tror, at jeg ved mere om smittespredning. Min far nævner, at han mener, rabies ligger til grund for varulvemytens opståen; og det er min teori, at noget lignende er skyld i vampyrismen; og her mener jeg rigtige vampyrer, ikke den lille flagermus eller de ulykkelige, der lider af hæmatomani.

Lad os se på et eksempel: forudsæt, at for længe siden, i en af de første civilisationer, ikke nødvendigvis Assyrien, Babylonien eller lignende, længere tilbage endnu, så langt tilbage i menneskehedens historie, at skriftsproget ikke var opfundet, muterede en forholdsvis harmløs infektionssygdom, der evt. blev overført via spyt eller blod. Sygdomme muterer hele tiden; influenza var f.eks. ukendt, indtil jeg var halvvoksen, dvs. omkring 1. verdenskrig, da den spanske syge i en periode dræbte flere end maskingeværerne i Flandern.
   Lad os endvidere antage, at denne infektionssygdom muterer så helt ad helvede til (undskyld det uvidenskabelige udtryk), at den ganske vist ikke dræber den ramte. Men i stedet for blot at forårsage feber, hosten og nysen, eller hvad man vil, forårsager den en skade i hjernen som gør, at visse funktioner bevares ud over døden og skaber et helt nyt væsen: vampyren - nosferatu - den udøde, hvis eneste funktion er at suge blod, og hvis bid overfører smitten til dens ofre, ikke til dem alle men til dem, det dræber.
   Til de, som benægter, at nosferatufænomenet ikke har eksisteret omtrent lige så længe som mennesket; at det er noget, der er opstået med f.eks. kristendommens indførelse, og at nosferatu er en opfindelse fra præsternes side for at skræmme de uvidende masser, vil jeg blot bemærke, at mennesket til alle tider har forsøgt at beskytte sig mod noget ondt, som det følte truede sig. Selv hulemenneskene frygtede det, som en moderne skribent har kaldt: "ting, der siger bump i nattens mørke."
   Jeg ved godt, at denne teori lyder, som om den er meget langt ude; og jeg ved, at for at kunne bevise den, må man fange en "levende" nosferatu og påvise en sådan afvigende virus, hvad der endnu ikke er lykkedes for nogen af os "vampyrjægere". Min far ville nok have forstået tanken; men hvordan skal man kunne fange og fastholde et væsen, som end ikke det stærkeste fængsel i verden kan holde indespærret. Det lyder som en vittighed, og ville også være det, hvis ikke sandheden er så tragisk: hvem kan tage en blodprøve på en vampyr? Der er foretaget obduktioner på "døde" vampyrer; men denne virus, hvis altså min teori holder stik, kunne ikke påvises i dem.
   Man har undertiden spurgt mig, om nosferatufænomenet ikke blot er en vrangfore- stilling på linje med de zombier, der undertiden berettes om fra Haiti og andre steder i det caribiske område. Nej, det er ikke. Nosferatu er i høj grad en realitet, en dødsensfarlig realitet, der intet har at bestille med de sølle stakler, der gøres til zombier af de, som samvittighedsløst udnytter deres arbejdskraft. Man kunne langt snarere sidestille disse udbyttere med nosferatu, omend de ikke er en tiendedel så farlige.
   Hvorfor, vil man måske spørge, gøre sig den umage at bekæmpe noget, man har levet med, og overlevet, så længe? Hvis man ikke kan gøre det definitivt af med problemet, så hvorfor overhovedet prøve?
   Det kan jeg heller ikke give noget endegyldigt svar på. Men jeg tør vædde ret meget på, at vi altid har gjort det. Vort lille broderskab har bekæmpet nosferatu lige siden den første hulemand jog sit træspyd gennem det, der engang havde været hans tante, da hun vendte tilbage fra den grav, han med al mulig omhu havde lagt hende i. Hvorfor vi bliver ved? Tja, man kan jo prøve at forestille sig en verden, der kun er befolket af nosferatu. Hvem ville bryde sig om det, spørger jeg bare?
   Og hvad angår vort broderskab, så findes vi over hele verden ligesom nosferatu; også i USA, som min far ikke nåede at beskæftige sig med, og vel nok også i Asien og Australien, hvor jeg aldrig har været. Det er os, mænd og kvinder, der bliver sendt bud efter, når en eller anden får mistanke om, at et enkelt eller en serie dødsfald ikke skyldes en psykopatisk morder. Vi er ikke mange, og vi sørger så vidt som muligt for at holde os i baggrunden. Vor bibeskæftigelse er, som det fremgår af min fars papirer, ikke ligefrem ufarlig.
   Min far skriver et sted, at han ikke forstod, hvordan den ene "vampyrjæger" (jeg beklager, men der findes desværre ikke et bedre udtryk) kunne kende den anden; eller hvordan det kunne lade sig gøre, at rygtet om en sådans eksistens kunne spredes fra land til land og, som jeg har erfaret, fra verdensdel til verdensdel. Jeg er heller ikke helt sikker på, hvordan det foregår, hvis det da ikke stadig sker via rygter, som i vort moderne samfund jo løber dobbelt så hurtigt. Men man ved som regel, hvordan man kan få fat på en af os.