Peter van Helsings sidste sag
   Fra 1939 til 1945 gjorde Peter van Helsing tjeneste i hærens lægekorps og var bl.a. i Afrika og ved Normandiet. Han modtog flere udmærkelser, og efter fredsslutningen i 1945 forlod han hæren for at fortsætte sin private praksis. Han var i '37 blevet gift med Charlotte Beatrice, der var uddannet lærerinde, og havde i '38 fået en søn, døbt Christopher Abraham.

I maj 1946 modtog Peter van Helsing en henvendelse fra en kollega, som endnu var med hæren i Frankrig, hvilket fik ham til at rejse dertil øjeblikkeligt. To måneder senere, i juli, modtog hans hustru besked om, at han var blevet fundet død på et forladt chateau i Normandiet; dødsårsagen blev angivet som "hjertefejl", hvilket undrede van Helsings enke og hans øvrige familie ikke så lidt, idet han var kendt for at have et udmærket helbred.

Van Helsings tvillingsøster, Lucille, nu mrs. Patterson, rejste til Frankrig for at hente hans jordiske rester hjem, hvilket tog hende godt to måneder; hun forklarede senere denne forsinkelse med vrøvl med politiet og sundhedsmyndighederne. Men til familiens optegnelser nedfældede hun følgende beretning:

"Min bror Peter døde ganske rigtigt i juli '46, men ikke af en hjertefejl, som politiet angav til rapporten. Hans hjerte fejlede aldrig noget; men politiet vidste jo heller ikke noget om, hvad han egentligt foretog sig i Frankrig.
   Hans kollega i hæren havde tilkaldt ham, fordi han vidste besked med Peters evne til at løse problemer, som ville få alle andre erklæret skingrende sindssyge; og denne kollega var stødt på et sådant problem, som han ikke kunne stille noget op med.
   Sagen så således ud: da tyskerne forberedte forsvaret af Normandiet mod den allierede invasion i '44, havde de blandt mange andre regimenter trukket nogle til, som bestod af østeuropæiske hjælpetropper, deriblandt både rumænere, polakker og ungarere.
   Hvorvidt disse hjælpetropper var til nogen hjælp, ved jeg ikke; men det er sikkert, at en eller flere af dem må have været smittet med vampyrisme. Min bror havde bl.a. fået overladt en dagbog, ført af en tysk officer, som kort før invasionen nævner, at der var vanskeligheder med soldater, som forsvandt. De deserterede ikke, det var han sikker på, for de efterlod alt, hvad de havde på sig, inklusive deres få, personlige ejendele. Denne officer, som sikkert er faldet under kampene, nævner udtrykkeligt sin mistanke til hjælpetropperne, men han har ikke turdet henvende sig til overkommandoen.
   Min bror efterforskede denne sag og fulgte officerens spor. Han fandt ud af, at en deling rumænere havde været stationeret på et chateau bag fronten og tog dertil. Her blev hans så fundet død. Hvad det franske politi ikke nævner i nogen rapport er imidlertid den kendsgerning, at der sammen med min bror blev fundet to lig i lasede uniformer, hvis hoveder var skilt fra kroppen.
   Det stod mig straks klart, at jeg måtte fortsætte, hvor min bror sluttede; og hvor frygteligt det end kan lyde, så måtte jeg først sørge for, at min stakkels bror ikke led samme skæbne som de væsner, han havde jaget, hvilket jeg gjorde. Dernæst tog jeg fat på at gennemsøge stedet, hvor han var blevet fundet.
   Jeg fandt tre nosferatuer foruden dem, min bror havde ekspederet, og jeg tog mig af dem ifølge familietraditionen; idet jeg benyttede mig af, at jeg kunne handle ved højlys dag. De lokale kunne nemlig ikke drømme om at nærme sig chateauet, der lå forfaldent hen. Opgaven var ikke svær, det er den aldrig om dagen.
   Da de var klaret, måtte jeg imidlertid vente for at se, om der skulle ske nye tilfælde af nosferatuangreb, idet jeg ikke vidste, om der var sket nogle dødsfald på grund af de oprindelige vampyrer. Jeg brugte ventetiden til at forske i de lokale kirkebøger (som historiker har man jo altid en grund til at stikke næsen i tingene) og fandt ud at, at der fra '44 til '46 havde været ialt syv dødsfald, som måske kunne tilskrives nosferatuer. De var alle begravet på egnen, men det ville være en kæmpeopgave at undersøge dem alle for tegn på "smitten".
   Her fik jeg imidlertid uventet hjælp, idet jeg modtog en besked fra den lokale præst, om det kunne passe mig at komme til en samtale med ham.
   Han viste sig at være en mand i halvtredserne, der hurtigt gjorde det klart for mig, at han vidste, hvorfor jeg befandt mig på egnen, og hvad min bror havde foretaget sig der.
   Han erklærede åbent, at han, siden han var barn, havde kendt til, som han sagde "disse skabninger", idet hans far havde fortalt ham om dem.
   "Jeg går ud fra, at De leder efter smittede ofre, madame," sagde han, "men det skal De ikke bekymre Dem om. Jeg har gjort mig det til en vane at sørge for, at de, jeg har mistanke til, ikke kommer til at sprede smitten videre."
   Han fortalte mig også, at han havde talt med min bror og tilbudt ham sin hjælp, hvilket var blevet accepteret. Men netop den dag, min bror var taget ud for at undersøge det forladte chateau, var han blevet kaldt til et sygt sognebarn. Han havde en mistanke om, at det sygeleje var blevet arrangeret, men kunne ikke bevise noget. Måske var det også en hjælper, der havde ombragt min bror.
   Præsten var et udmærket menneske, men som han sagde, hans sognebørn ville tro ham tosset, hvis det kom ud, at han troede på vampyrer. De havde jo, som de fleste mennesker nu til dags, vænnet sig til at betragte dem som opspind og overtro. Derfor foretrak han at arbejde i anonymitet. Han mente, at grunden til, at ingen havde nævnt de to "lig", der var blevet fundet sammen med min bror, var den, at man havde taget dem for tyske desertører, der havde holdt sig skjult for ikke at blive sendt tilbage til elendigheden i deres eget land.
   "Gendarmerne mener, madame, at nogen fra Maquisen havde opdaget dem og slået dem ihjel, og at Deres bror ved et uheld kom til at overvære det, hvorfor han også blev ombragt; og de har formentligt overtalt patologen til at skyde skylden for deres brors død på et hjerteanfald."
   Jeg takkede præsten for hans oplysninger. En uge senere bragte jeg min tvillingbrors lig hjem til England. Min svigerinde var knust af sorg, og jeg fortalte hende ikke noget. Hun er en god hustru og mor og en fremragende lærerinde, men jeg tror ikke, at hun nogensinde forstod, hvad hendes mand foretog sig. Min egen mand ved heller ikke noget, han en god mand, men så realistisk indstillet, at han ville nægte at tro på nosferatuer, før han blev angrebet af en, og selv da ville han måske nægte at tro.
   Vores mor, derimod, hun var på det tidspunkt 78 og så åndsfrisk som nogensinde, vidste udemærket, hvad der var sket og forlangte en forklaring. Da jeg havde fortalt hende, hvad jeg selv vidste, sagde hun:
   "Jeg vidste, det kunne ske. Jeg frygtede, det skulle ske for Abraham. Hvis man vil bekæmpe disse uhyrer, må man lære at se konsekvenserne i øjnene. Min stakkels Peter er ikke den første, og han vil desværre ikke blive den sidste."
   Jeg indførte denne beretning i min fars gamle bog. Far gav den videre til Peter, og så må det vel blive min pligt at lade den overgå til hans søn Christopher, og måske til mine egne børn, når den tid kommer.
   Jeg vil vente, til Christopher er blevet atten år. Hans mor skal nok tage sig af hans opdragelse, det tvivler jeg slet ikke på. Men jeg er bange for, at han skal vokse op og tvivle på, at den ondskab, hans farfar opdagede på en bondegård i Holland, virkelig eksisterer. For hvis han først begynder at tvivle, vil han ikke være i stand til at handle, den dag han står over for kendsgerningerne.

Lucille Paterson, født van Helsing, overlod virkelig sin fars og sin brors optegnelser til sin nevø Christopher, den dag han fyldte atten. Hun fortalte ham også sandheden om hans fars død og om, hvad hun selv havde gjort.