Blodgalskab contra vampyrisme
   Inden vi ser nærmere på vampyrerne, må vi betragte et sørgeligt, menneskeligt fænomen; en sindets sygdom, der er i stand til at gøre mennesker til rasende dyr, hvis grusomhed er på linie med de udødes; nemlig blodgalskab eller hematomania.

Mennesker, som bliver angrebet af denne sygdom, lider af en ukontrollabel trang til at se blod flyde og evt. smage det; men de må under ingen omstændigheder forveksles med vampyrer, uanset hvor grusomme forbrydelser, de måtte begå; thi de er i høj grad i live og må, hvis de bliver pågrebet, stå til ansvar for deres forbrydelser for en domstol.

Tilfælde af denne sygdom er kendt langt tilbage i tiden, og den synes at dukke op i visse familier med jævne mellemrum. Eftersom den navnlig forekommer i slægter, der er indgiftedel, må vi formode, at den er arvelig; endskønt vi endnu ikke ved med sikkerhed, om sindets sygdomme er arvelige. Vi ved dog, at indavl kan afstedkomme særprægede og sygelige individer; og vi ved, at en anden, blodrelateret sygdom, nemlig hemofili, eller blødersygdommen, forekommer i stærkt indgiftede familier, f.eks. kongelige; så det er ikke umuligt, at også hematomani er arvelig.

Når man omtaler hematomani, der tre særligt berømte tilfælde, man ikke kan undlade at komme ind på, nemlig Gilles de Rais (el. Retz, 1404 - 1440), Vlad Draculae (el. Tepes, 1431 - 1475), og Elisabeth Bathory (1560 - 1614). Fælles for de tre var, at de alle kom fra fyrstelige familier, der formodentlig i generationer havde giftet sig med slægtninge. Især Gilles de Rais' og Elisabeth Bathorys familier var svært belastede. Gilles var franskmand, Vlad og Elisabeth var østeuropæere; han var rumæner, hun var ungarerinde. Alle begik de uhyrligt grusomme forbrydelser, drevet frem af deres blodgalskab.

Gilles de Rais, der havde kæmpet side om side med Jeanne d'Arc, blev hængt og hans jordiske rester brændt i Nantes i 1440. Han var blevet anklaget og dømt for at have myrdet mellem 140 og 200 børn, som han bortførte og tilføjede uhyggelige pinsler. Retsprotokollerne beskriver detaljer, som jeg ikke vil komme ind på her; men der er ikke tvivl om, at de Rais led af blodgalskab, foruden at han var sodomit.

Vlad Tepes (Spideren), var i flere perioder fyrste af Valakiet, som ligger i Rumænien. Han behandlede alle overordentligt grusomt og synes at have nydt at udgyde blod. Samtidigt forsvarede han sit land tappert mod tyrkerne. I 1475 blev han dog dræbt, ifølge en historie af sine egne mænd, der ikke genkendte ham i kampens hede; ifølge en anden historie trængte slægtninge til hans mange ofre ham op i en krog under slaget og dræbte ham. Også han var uden tvivl et ofre for blodgalskaben.

Elisabeth (Erzebet) Bathory tilhørte en af Ungarns fornemmeste, og mest degenerere de, familier. Da hendes forbrydelser endelig kom for en dag i 1610, regnede man med, at denne depraverede kvinde var ansvarlig for mordene på omkring 650 kvinder og unge piger. Hun ikke alene torturerede kvinderne og drak deres blod, men tog også bad i det; og det hed sig, at hun foretrak unge jomfruer, hvis blod skulle bevare hendes skønhed.

Personligt regner jeg med endnu et tilfælde, som jeg fulgte gennem avisernes beretninger; nemlig den engelske kvindemorder, kendt under navnet "Jack the Ripper". Han blev ganske vist ikke fundet; men jeg tror, at havde man fanget ham, ville han have vist sig at lide af blodgalskab. Hans gerninger har stor lighed med mange af dem, der blev begået af Elisabeth Bathory.

Vampyrisme er noget ganske andet end hematomani. Vampyrer, selv foretrækker jeg ordet Nosferatu, udød, behøver blodet for at kunne opretholde deres form for eksistens. De er ikke levende, ej heller døde; og menneskeblod er tilsyneladende det eneste, der sætter dem i stand til at "leve" deres skyggeliv. Jeg har kun hørt om få tilfælde, hvor Nosferatu har suget blod af dyr.
   Fænomenet har tilsyneladende været kendt, så længe der har været mennesker. Fra de ældste civilisationer kommer beretninger om nattens dæmoner og onde ånder og fortællinger om forsøg på at komme dem til livs. Jeg er næsten sikker på, at vore allerældste forfædre, som endnu ikke kendte noget til civiliserede omgangsformer, også havde kendskab til Nosferatus forbandelse.
   Hvornår begyndte det? Ingen, som har forsket i disse emner, kan give nogen forklaring. Nosferatu har åbenbart altid snyltet på levende mennesker. Jeg hørte dog engang i en diskussion en serbisk forsker, en fremragende kender på sit område, hvis død nogle år senere aldrig er blevet opklaret, fremlægge denne teori:
   "Vi mennesker jager bjørnen, ulven, hjorten og vildsvinet og betragter dem som vores ejendom, som vi er i vores gode ret til at dræbe og fortære. Kan vi være helt sikre på, at Nosferatu ikke betragter os, som vi betragter dyrene?"
   Måske havde han ret, jeg ved det ikke. Men tanken om, at vi mennesker bliver betragtet som en art føde, jeg vil næsten sige malkekvæg, af Nosferatu, forekommer mig mere end uhyggelig. Thi en sådan tanke vil være en vold mod verden som skabt af Gud; og den vil være umulig at passe ind i den udmærkede Darwins system. Tror man på det ene, vil man spørge, hvorledes Gud kan tillade en skabning som Nosferatu at eksistere; tror man på det andet, giver det ingen forklaring på, hvorledes Nosferatu kommer ind i bille- det på udviklingens stige.
   Men eftersom problemet har været kendt så længe, har der også altid været mennesker, som har forsøgt at bekæmpe det. Mange udmærkede mænd og kvinder har i seklernes forløb viet deres liv til denne gerning, og ikke så få af dem har betalt med deres liv. Det er takket være deres indsats, vi stadig er i stand til at holde uvæsnet stangen. Metoderne til bekæmpelse af Nosferatu er lige så mange betegnelserne for dette nattevæsen; og jeg håber at den viden, jeg har samlet gennem årene, kan være til nogen nytte i kampen.
   En sidste bemærkning: Der er et fænomen, også en sindssygdom, som ofte blandes sammen med Nosferatu problemet, nemlig Lykantropi. De ulykkelige, som rammes af denne sygdom, løber ofte forvirrede rundt, hylende og skrigende i den tro, at de er ulve.
   Deraf er myten om varulven opstået. Lad mig slå det fast, en gang for alle:
   "Der findes ikke varulve!"

(Her følger en tilføjelse med en anden hånd):
   "Hvis min far havde levet så længe, ville han uden tvivl have kategoriseret de to tyske mordere Frits Haarmann( 1874 - 1923) og Peter Kürten(1883 - 1931), som værende hematomaner. De blev begge betegnet som "vampyrmordere", men de var absolut ikke udøde.
   (Peter v. Helsing).