Onkel John havde været på det lokale loppemarked. Der lå en stabel bøger på hans sofabord, da jeg kom, og han sad med en stor, lidt nusset udseende kunstbog, som han bladede i.
   "Her skal du se en virkelig sjældenhed," sagde han, da jeg bøjede mig for at kigge med. "Dette her vises ikke så tit i kunstbøger, fordi maleren er ukendt, og man ikke rigtigt ved, hvad man skal stille op med det."
   Han skubbede bogen hen til mig, og jeg kunne godt forstå, hvad han mente.
   Billedet, en stor helsidesillustration, var et kvindeportræt, som viste en skikkelse i måske tidlig renæssancedragt. Fotogengivelsen gav indtryk af strålende, om end noget mørke farver, og det syntes, som om juveler var blevet indlagt i lærredet, hvor kvinden ville have båret smykker; men der var et eller andet malplaceret ved selve maleriet. Først, da jeg så nærmere efter, opdagede jeg, at den portrætterede kvindes ansigt, hænder og fødder manglede.
   "Det var godt nok mærkeligt," bemærkede jeg. "Det lader til, at nogen på et eller andet tidspunkt har øvet hærværk mod det. Hvorfor har de beholdt det?"
   "Prøv at læse teksten engang."
   Bogen var tysk, og teksten fortalte, på tysk, at dette var: "Et delvist ødelagt portræt af Inez de Castro, gemalinde til Dom Pedro, arving til den portugisiske trone og senere konge af Portugal, malet ca. 1355 af en nu ukendt kunstner, muligvis fra den tidlige spanske skole."
   "Dem har jeg aldrig hørt om, men portugisisk historie er heller ikke lige min sag. Hvem ødelagde billedet?"
   "Hendes svigerfar, den portugisiske konge, Alfonso den Stolte. Ja, ikke at han gjorde det med sine egne hænder, han fik naturligvis nogen til det. Men han hadede hende så meget, at han også skulle ødelægge hendes portræt, da hun var død. Forstår du, han fik hende nemlig myrdet. Hende og hendes børn med Dom Pedro. Det maleri fortæller historien om en frygtelig død og en endnu frygteligere hævn. Nu skal du høre:
   "Prinsesse Inez var Dom Pedros anden hustru. Hans første ægteskab havde faderen arrangeret, fordi han havde brug for den velhavende bruds medgift og hendes indflydelsesrige families støtte til alle de frugtesløse krige og fejder, han førte. Damen var ganskevist velhavende, men køn var hun åbenbart ikke, og Dom Pedro afskyede sin påtvungne brud, som desuden var intrigant og ondskabsfuld og hans afskyelige fars yndling. Han havde sågar svært ved at opfylde sine ægteskabelige pligter og sikre arvefølgen, hvilket dog lykkedes.
   For hans hustru døde i barselseng ved det tredje barns fødsel. Det var imidlertid også her, at Dom Pedro første gang så hendes nye hofdame, Inez de Castro, hvis skønhed blev berømmet over hele Portugal. Hun var en barndomsveninde af hans
   hustru, og det var den eneste grund til, at hun blev tålt ved det stivnakkede hof, for hun var borgerlig; og det hed sig, at hendes velhavende far havde tjent sig op ved at låne penge ud. Måske blev hun afskyet, fordi ikke så få portugisiske adelsfamilier havde været nødt til at banke på hos hendes far, når de var i vanskeligheder.
   Først gjorde Dom Pedro Inez til sine børns barnepige; men det stod snart klart for alle, som havde øjne i hovedet, at han var dybt betaget af denne smukke unge kvinde, hvis usædvanlige skønhed havde gjort hende så berømt. Hun var nemlig lyshudet og blond, i modsætning til de fleste portugisiske kvinder. Der gik rygter om, at hun havde fremmed blod i årerne.
   Ikke desto mindre giftede Dom Pedro sig med den smukke Inez et år efter sin første hustrus død, og tildelte hende titlen prinsesse. Det ægteskab indbragte ham ikke andet end besværligheder. For den magtfulde adel, som styrede landet, når Kong Alfonso var i krig, havde allerede udset sig en dame af den indflydelsesrige Braganza slægt til prinsens hustru. De var umådeligt bitre og rasende over nu at skulle hylde en pengeudlåners datter, hvor smuk hun end var, som deres kommende dronning.
   I 1355 fik Dom Pedro så den ide, som sikkert var medvirkende til hans hustrus og de tre børns, hun havde født ham, voldsomme død. Han lod hende portrættere i fuldt kongeligt skrud, d.v.s. den dragt, som Portugals dronning traditionelt bar på sin kroningsdag, og så indbød han adelen til en strålende banket. En sådan indbydelse kunne den ikke sidde overhørig; den dag var sikkert ikke fjern, hvor Dom Pedro ville blive konge, sådan som hans far altid var på krigsstien.
   Dette portræt, som hang i banketsalen, hvor alle de fornemme folk kunne se det, blev den dråbe, som fik bægeret til at flyde over. Det kunne de simpelthen ikke goutere: denne borgerlige prinsesse, ikke meget bedre end en hore i deres øjne, blev vist frem som dronning. Det var for meget! Der blev omgående sendt bud om dette til Kong Alfonso, som befandt sig i Spanien på endnu et af sine krigstogter.
   Den gamle blev nærmest sindssyg af raseri. Han afskyede i forvejen sin søns stakkels hustru, og da han hørte nyheden om den famøse banket, kogte hans vrede over. Han tilkaldte tre af sine mest indflydelsesrige adelige rådgivere, de, som hadede hans svigerdatter mest; og efter en lang debat blev terningerne kastet: Inez de Castro og hendes tre børn måtte en gang for alle skaffes af vejen. Den yngel skulle rives op med rode, han havde en plan!
   Umiddelbart skulle man tro, at det prinselige par blev mistænksomt, da deres fjender pludselig begyndte at indynde sig hos dem, specielt hos prinsessen. Men ingen af dem, heller ikke Inez syntes at ane uråd, for sådan var tiden, at denne opførsel ikke var usædvanlig. Hun mente måske, at når man betragtede situation ud fra Kong Alfonsos fremskredne alder og dårlige helbred, så tog disse adelige bare deres forholdsregler.
   De slog til en dag, da Dom Pedro og hans venner sammen med hans to ældste, overlevende sønner af første ægteskab havde planlagt en jagtudflugt. Prinsesse Inez og de tre yngste børn stod og vinkede farvel til jagtselskabet, da det drog af sted, og det var den sidste gang, prinsen så sin hustru og deres børn i live.
   Kong Alfonsos sammensvorne havde listigt fået anbragt venner i jagtselskabet, som skulle sørge for, at det blev ledt på afveje langt på den anden side af floden
   Quita, der var dyb og strømfuld. Det ville give de tre konspiratorer tid nok til at udføre deres plan, for den eneste bro over floden var blevet beskadiget af strømmen, og det nærmeste vadested lå langt væk fra prinsens jagtslot.
   Prinsesse Inez må have hørt hovslag i slotsgården, skønt hun ikke skænkede dem større opmærksomhed. Højst sandsynligt har hun troet, at det var nogle af hendes mands venner, der kom for sent til jagtens start og stoppede for at spørge vej. Hendes mistænksomhed blev sikkert først vakt, da hun hørte skrigene fra sine tjenestefolk.
   I dag ved ingen mere med sikkerhed, hvad der skete. Men tilsyneladende forrådte vagtpersonalet også prinseparret; de kan have været underkøbt af Kong Alfonso og hans mænd, som tilsyneladende ikke kendte nogen skrupler. Under alle omstændigheder var vagtmændene borte, da prinsesse Inez kom ilende, tilkaldte af sine tjenestepigers vilde skrig.
   Og hvad var det så for et syn, der mødte hendes øjne? Det var tjenestefolkene, der totalt uforberedte og helt ubevæbnede, ude af stand til at forsvare sig, blev slagtet af de tre mænd, som kort forinden havde til svoret hendes husbond og hende selv deres troskab. Man må formode, at den skrækslagne kvinde flygtede tilbage til sine børn, som befandt sig i deres barnekammer.
   Mændene indhentede hende på det galleri, som førte til børnenes kvarter. Man greb fat i hende med hårde hænder, hun blev snurret omkring og genkendte sin angriber:
   Han var hertugen af Laros, som indtil for nyligt havde været hendes mest bitre fjende og indædte modstander. I det øjeblik vidste hun, hvem der stod bag, for hertugen havde ellers været en af Kong Alfonsos fortrolige.
   Hun skreg, og hendes skrig fik børnene komme til at løbende. Den stakkels prinsesse måtte se til, mens hertugen af Laros med tre hurtige sving af sit sværd dræbte hendes børn. Så bøjede han sig over hende, kun for at opdage, at det var et dødt hjerte, han skulle skære ud af hendes krop.
   Man kan kun prøve på at forestille sig Dom Pedros raseri, vantro og sorg, da jagtselskabet vendte hjem og opdagede den frygtelige massakre. Han må omgående have vidst, hvem der stod bag, for han kendte sin fars had til Inez og deres børn.
   Men det er en historisk kendsgerning, at han skreg som et såret dyr og kastede sig ned ved sin hustrus døde krop, og at hans venner med magt måtte vriste ham bort. Han var som en sindssyg, da de bar hende væk. Man førte ham til hans kammer, hvor han i månedsvis lå og stirrede op i loftet uden at mæle et ord, næsten uden at spise og fuldkommen ligeglad med, hvad der skete omkring ham.
   Så en dag satte han sig rystende op i sengen, radmager, beskidt og langhåret og sendte bud efter sin kammertjener og barberen. For første gang i månedsvis skiftede han tøj og talte til nogen. Hans venner og tjenere gjorde en hestebåre parat, og så førte man ham til Lissabon, til den kongelige residens.
   Her residerede naturligvis også den gamle tyran Alfonso; og det kunne ikke undgås, at far og søn mødtes. Der har sikkert været mange øjne, som betragtede dette møde; og ikke så fa har vel spekuleret på, om Dom Pedro ville slynge sin far en mordanklage i ansigtet: "Du stod bag mordet på min hustru og mine børn, dine egne børnebørn!"
   Dom Pedro sagde aldrig et ord, han stirrede blot på sin far og lod så blikket glide langs rækken af de forsamlede adelige; og der var folk blandt dem, som følte en dom i det blik. Så trak han sig tilbage til de værelser, der var gjort klar til ham. Her lukkede han sig inde og ventede på, at hans tid skulle komme. Det gjorde den i 1357, da Alfonso den Stolte endelig gjorde menneskeheden den tjeneste at dø, så Dom Pedro kunne bestige tronen som Kong Pedro d. 1., senere med tilnavnet Dommeren, af Portugal.
   I samme øjeblik Dom Pedro blev konge, ja sikkert endnu før gamle Alfonso var lagt i graven, må der have været mænd i den portugisiske adel, og deres hustruer for den sags skyld også, som frygtede for, hvad fremtiden ville bringe. De må have husket den nye konges periode af vanvid ovenpå hans hustrus og børns død; og de må have vidst, at han ville huske den foragt, de havde vist prinsesse Inez. De må have været stive af skræk.
   Og noget af det første, Dom Pedro gjorde, da han havde besteget tronen, var at beordre de tre mænd arresteret, som havde været hans fars redskaber i mordet på hans hustru og børn. Den ene af dem havde set, hvad der var på vej, og undslap over grænsen til Spanien; men de to andre, Hertugen af Laros og en mand ved navn Casala, blev fanget.
   Alle, som kendte Dom Pedro, eller Kong Pedro, som han jo nu hed, vidste, at han ikke var nogen grusom mand. Men hvem kan sige, hvad der rører sig i hjerte og sind hos et menneske, som har oplevet at se sine kære slagtet som dyr? En kendsgerning er det, at Laros og Casala blev torteret til døde i et værelse ved siden af det, hvor Hans Majestæt nød sin middag. Man skar hjertet ud af deres kroppe, som de havde gjort ved Ines de Castro.
   Men Dom Pedro var slet ikke færdig med den forræderiske portugisiske adel endnu. Han havde lagt planer, som skulle få dem til at ryste i deres sjæls inderste; ingen havde nogensinde planlagt en sådan hævn.
   Den portugisiske højadel med hustruer fik ordrer om at møde op til en kroningsceremoni i deres allerfineste puds; og det blev den mest makabre kroning, nogen monark i historien har fundet på. Der er ingen tvivl om, at de alle rystede af skræk, da de kom til stede; men der var ingen, som vovede at undslå sig. De havde alle hørt, hvad der var sket med Kong Alfonsos håndgangne mænd.
   De blev ledt ind i en sal, hvis vægge var behængt med tykke fløjstæpper, så ikke en solstråle slap ind. Langs væggene stod alterdrenge med fakler i hænder; fakler, hvis osende, flakkende lys kastede et uvirkeligt skær over sceneriet. For enden af rummet stod en trone, om hvilken var forsamlet alle kirkens højeste dignitarer. Kong Pedro selv stod ved siden af tronen, med en hånd på armlænet, og betragtede de indtrædende med smalle, kolde øjne.
   På tronen sad en frygtelig skikkelse. Inez de Castro var ikke længere smuk, hun var et indtørret kadaver. Man havde hentet hende op fra den grav, hvor hun havde ligget i to år og iført hende den portugiske dronnings kroningsdragt, sådan som hun var portrætteret på det billede, Kong Alfonso havde ladet ødelægge.
   Men det var ikke det hele. Den uhyggelige figur formeligt strålede af hver eneste juvel, der fandtes i det kongelige hus' skatkammer. Der var juvelbesatte sko på de benede fødder og tilsvarende handsker på hænder, som var næsten skeletterede. Hendes hoved, som næppe var mere end et grinende kranie, bar en krone tæt besat med skinnende rubiner og smaragder, alt hvad minerne i Portugals besiddelse kunne frembringe. Inez de Castro var begravet i juveler.
   I timevis vandrede mænd og kvinder som bar Portugals fornemste navne frem mod den ledeløse figur, som hele tiden var ved at glide ned fra tronstolen. De trådte under kongens vagtsomme øjne frem for hende, knælede ned og kyssede med blege, blodløse læber hendes kjolesøm. De vovede ikke andet, for de havde alle hørt om skrigene, som var trængt ud fra torturkammeret.
   Da hun var i live, havde de kaldt hende en opkomling, en tøjte, en hore, og de havde kaldt hendes børn bastarder. De havde ikke villet anerkende hende, da hun var smuk og i live. Nu, da hun var død, var de tvunget til at hylde hende som dronning. Adelsmænd greb deres dånende koner med rystende hænder, men der var ikke en i den store forsamling, som vovede at passere tingen på tronstolen uden at yde den fornødne hyldest.
   Inez de Castro fik nøjagtigt en dag som dronning af Portugal; den eneste døde kvinde i samtlige verdens monarkier, det er overgået at blive kronet og hyldet. Men hendes enkemand ville det, og han fik sin vilje.
   Næste dag måtte de samme adelige stille op igen, iført sørgeklæder, for at følge deres dronning til graven. Med alenhøje brændende lys i hænderne fulgte de efter kisten, sikkert endnu godt rystede ovenpå gårsdagens skuespil. Man sagde senere, at det var det længste, tavseste og mest kostbart udrustede begravelseskortege, der var set i kristendommens historie. Inez de Castro, den borgerlige pengeudlåners datter, skulle for tid og evighed være kendt som Dronning Inez.
   Dom Pedro regerede kun i ti år, han var en knækket mand fra den dag, han vendte hjem fra jagten og fandt sin familie myrdet. Han tog sig aldrig en anden hustru."