Sagen Renfield
   Som man nok har fundet ud af, har jeg bosat mig i England, og dertil er der to gode grunde; den ene så afgjort bedre end den anden:
   Den første er, at jeg i 1897 skulle holde forelæsning om sindssygen og dens årsager ved Oxford. Her traf jeg for første gang personligt min kollega, dr. Edward Seward, som jeg i nogen tid havde korresponderet med. Han drev et sanatorium for sindslidende og var meget ivrig efter at høre mine meninger om en patient, han havde.
   Den anden grund er, at jeg traf en charmerende ung dame, som skældte mig vold- somt ud, fordi jeg titulerede hende: miss, i stedet for doktor, hvad hun vitterlig var. Der gik dog ikke lang tid, før hun indvilligede i at blive mrs. van Helsing, Dr. mrs. van Helsing!
   Men tilbage til den første grund til min bosættelse i England. Dr. Seward havde som sagt en patient på sit sanatorium, der udviste en meget særpræget adfærd, som han ikke kunne finde årsagen til; og han ville gerne have mig til at undersøge manden.

Patienten, som jeg vil kalde Renfield, var en mand på 30 år, af god familie og med god uddannelse. Familiens historie viste ingen eksempler på sindssyge eller bare excentrisk opførsel, hvilket Renfield selv heller ikke havde gjort, før hans "vanvid" brød ud i lys lue, og hans bekymrede forældre, Renfield var ugift, fandt det bedst at få ham under behandling. Fysisk var han i øvrigt rask og havde tidligere været sportstrænet, men træningen havde lidt noget under hans ophold på institutionen; da han under tiden fik nogle voldsomme anfald, som gjorde det nødvendigt at holde ham indespærret.
   Dr. Seward lod mig først studere patientens journal, som røbede en del mere, end han umiddelbart anede.
   Renfield var blevet indlagt et år i forvejen af sine forældre, efter at hans opførsel i nogen tid forud for indlæggelsen havde givet dem alvorlig grund til bekymring. Han havde trukket sig mere og mere tilbage fra sine venner og fra sit arbejde, som han tid- ligere havde ofret en stor del af sin tid. (Han arbejdede for et firma, der opkøbte kunst, antikviteter og kostbare bøger over hele Europa; og hans arbejdsgiver roste ham som en højt skattet medarbejder, der havde store chancer til at blive forfremmet til ledelsen i løbet af nogle år).
   Imidlertid var han begyndt at lukke sig inde på sit værelse og nægte at se nogen; ja, han lukkede kun op for sin mor, når hun kom med en bakke til ham. Det var også hende, som opdagede, at han havde fået den ubehagelige vane at fortære insekter.
   Da hans bekymrede mor bebrejdede ham dette, affejede han hende med hårde ord, og hun besluttede sig, sammen med den ældre mr. Renfield, til at se tiden an. Men da naboernes kæledyr begyndte at forsvinde, tilkaldte ægteparret deres egen læge; og til deres rædsel blev der fundet et udtørret kattekadaver i Renfields værelse.
   Lægen rådede forældrene til en indlæggelse på et sanatorium, hvilket de meddelte deres søn. Denne meddelelse medførte et usædvanligt voldsomt raserianfald hos unge mr. Renfield, han angreb sin far, og der måtte hele tre betjente til at anbringe ham i vognen, som transporterede ham til sanatoriet.
   På sanatoriet udviste han en stadig mere forstyrret adfærd med hyppige, voldsomme anfald, han havde et par gange angrebet plejerne; og disse mænd, der eller var vant til lidt af hvert, var næsten bange for ham. Dr. Seward havde som sagt været ude af stand til at finde den oprindelige årsag til hans vanvid. Hans anfald blev som regel udløst af, at man ville forhindre ham i at indtage insekter.
   I journalen slutning var der tilføjet en note: som følge af sit arbejdes karakter har patienten rejst meget og har en velfunderet viden om mange europæiske storbyer. I op til et halvt år før sin sygdom rejste han således mellem Warszawa, Budapest og Bukarest.

I begyndelsen af mine samtaler med Renfield viste han sig først at være en yderst fornuftig og mærkværdig klarhjernet mand, i det mindste når vi talte om emner, der interesserede ham. Da jeg bl.a. nævnte, at jeg var født i Amsterdam, talte han længe og begejstret om byen og dens mange kunstsamlinger.
   Men da jeg spurgte, om han vidste, hvorfor han var blevet indlagt hos dr. Seward, blev hans forklaringer vage og svævende. Han mente ikke selv, at han fejlede noget særligt; og det viste sig, at han ikke kunne huske sine anfald og særprægede opførsel, når først hans aggressive perioder var overstået. Ej heller kunne han huske, at han skulle have spist insekter og dræbt sine forældres naboers kæledyr.
   Jeg foreslog derfor dr. Seward, at vi skulle forsøge os med hypnose, hvilken behandling dengang var noget aldeles nyt, og han indvilligede i at gøre et forsøg.
   Jeg bragte Renfield i trance, mens dr. Seward var tilstede, og begyndte at udspørge ham om hans rejser til Polen, Ungarn og Rumænien. Han svarede villigt på mine spørgsmål, indtil vi nåede til hans ophold i Bukarest.
   Han fortalte os, at hans firma i Bukarest havde truffet aftale om et møde med en rumænsk adelsmand, som var villig til at sælge en del af sit store bibliotek. (med dæmpet stemme betroede Renfield os, at manden manglede penge). Det var særligt en samling bøger om okkulte emner, deriblandt skulle endog være et eksemplar af den forbudte Necronomicon af den vanvittige araber Alhazred, der havde vakt firmaets interesse.
   Renfield kunne huske, at han havde truffet sin klient i et stort, forfaldent hus i den ældste del af Bukarest. Han huskede, at manden havde været særdeles elskværdig, og at der havde været et eksemplar af Necronomicon. Der havde også været et slidt, men komplet eksemplar af Liber Niger af Lucidius Septimus, en overordentlig sjælden bog om satanisme, kendt af omtale selv udenfor de kredse, der normalt interesserer sig for okkult litteratur.
   Men han kunne ikke huske, om han havde afsluttet handlen (det havde han ikke, bekræftede firmaet, han var kommet syg hjem fra Rumænien), han kunne ikke huske, hvad der var sket under hans ophold i den rumænske adelsmands hus; og han anede intet om, hvordan han var kommet til Varna, hvorfra han, stærkt svækket, var kommet med skib til England.
   Dr. Seward var stærkt bekymret over disse huller i sin patients hukommelse. Han mente, meget rigtigt, at de gemte på årsagens til mandens vanvid og opfordrede mig til at forsøge at trænge igennem dem.
   Jeg havde en mistanke om, hvad der var sket; men det lykkedes mig kun delvist at få Renfield til at tale om det. Da jeg begyndte at udspørge ham om Bukarest, om hans klient og opholdet i dennes hus, blev han nervøs og ophidset, begyndte at svede og mumlede til sidst:
   "Hans øjne, hans øjne! De så ind i min sjæl, de var gamle, hundreder af år gamle og bundløse. Jeg så alt i dem, jeg så migselv vandre over jorden, fri og ubundet. Han nærmede sig, hans læber rørte ved min hals. Det var som ild og is!"
   Så kunne vi ikke få ham til at sige mere, og jeg måtte bringe ham ud af trancen. Han syntes ikke at være interesseret i at få at vide, hvad han havde fortalt os, og dr. Seward lod ham bringe tilbage til hans aflåste rum.
   Da dr. Seward spurgte mig, hvad jeg mente om Renfields tilstand og chancen for, at han kunne blive helbredt, svarede jeg, at det troede jeg ikke.
   Det havde nemlig straks stået mig klart, at den rumænske adelsmand, med hvem Renfield skulle have gjort forretninger på sit firmas vegne, var en nosferatu, der havde angrebet den unge mand og smittet ham med den syge trang til blod, som nu fik ham til at fortære insekter og dræbe smådyr. Hvorfor han havde undgået selv at blive vampyr, vidste jeg ikke; men der var den allerstørste fare for, at skæbnen ville indhente ham efter døden.
   Jeg spurgte dr. Seward, hvorledes Renfield havde angrebet plejerne, når de ville forhindre ham i hans insektæderi; og han bekræftede min mistanke, da han fortalte, at i begge tilfælde var Renfield sprunget på plejerne med voldsom, nærmest overnaturlig styrke og havde bidt dem i halsen. De var ikke kommet noget alvorligt til, men det havde givet dem en alvorlig forskrækkelse. Han måtte udbetale en art faretillæg til de plejere, der havde opsyn med Renfield.
   Jeg meddelte ham derfor, at hans patient havde pådraget sig en sygdom, som var ret almindelig i Østeuropa, en sygdom, der indgav patienten en trang til at se blod, (Edward Seward var en fremragende læge, men han var alt for realistisk indstillet, til at jeg kunne fortælle ham sandheden; havde jeg gjort det, ville jeg være endt som patient på hans sanatorium), og gjorde ham eller hende farlig for sine omgivelser, for ikke at sige ravende sindssyg.
   Prognosen var ikke gunstig, fortalte jeg min kollega, som heldigvis ikke påtalte, at han aldrig havde hørt om en sådan sygdom. Det var højst usandsynligt, at Renfield nogensinde ville blive helbredt, og det ville være nødvendigt hele tiden at holde ham under nøje observation. Jeg foreslog desuden, at man gave ham laudanum (i.e.opiumsmikstur), når han fik en af sine voldsomme perioder.
   Dr. Seward indvilligede i min diagnose og sagde, at han ville meddele Renfields forældre, at det var usandsynligt, deres søn ville komme sig. Vi skiltes i det bedste forståelse, og dr. Seward foreslog mig senere at tage permanent ophold i England.

Det hører med til historien, at Renfield kom ulykkeligt af dage to år senere. Han angreb en plejer, der kom med hans mad, på det tidspunkt turde man end ikke længere lade ham komme ud i den friske luft; og den forskrækkede plejer slog fra sig med det højst uheldige resultat, at Renfield faldt og slog hovedet mod et bordhjørne.
   Dr. Seward tilkaldte mig og bad mig om at foretage obduktionen, som også ville få betydning for plejerens skyld eller uskyld i dødsfaldet; og jeg må indrømme, at jeg i løbet af obduktionen, som Renfields forældre ellers var imod, foretog de nødvendige ting til forebyggelse af hans eventuelle tilbagevenden. Ligsynet bedømte i øvrigt sagen som et tilfælde af nødværge.