"Men, mylord, jeg forsikrer Dem..." Den ældre mand krammede nervøst skyggen af sin hat, tydeligvis ilde tilpas ved situationen.
   "Grayson, for en uge siden udbetalte jeg 500 pund til Robertson," sagde lord Raven, "og for tre måneder siden blev der udbetalt yderligere 500. Nu kommer De
   og fortæller mig, at I ingen penge har fået."
   "Vi fik godt nok 100 pund for tre måneder siden, mylord; men det rækker jo ikke langt til alle gårdene."
   "Her er ikke tale om 100, men om 1000 pund." Lord Raven fik et stramt drag om munden. "Hvor skulle de resterende 900 være blevet af, kan De fortælle mig det, Grayson?"
   "Nej, mylord, ikke med mindre..ja, jeg siger det nødigt, ikke med mindre, at mr. Robertson har stukket dem i sin egen lomme."
   Lord Raven så bister ud. "Står De der og påstår, at Robertson har stjålet pengene til reparationer?"
   "Ikke direkte, mylord; men jeg kan bare ikke forklare, hvor pengene er blevet af, hvis De har udbetalt dem, for vi har ikke fået mere end de 100 pund."
   Lord Raven vendte sig mod forvalteren. "Hvad siger De til denne anklage, Robertson? Hvor er pengene blevet af. Har De fordelt dem?"
   "Naturligvis har jeg det, mylord. Hvor kunne De tro andet? Har jeg måske ikke tjent Dem tro i mange år?"
   "Men hvis mr. Robertson har udbetalt pengene, og Grayson og de andre ikke har fået dem, hvor er de så?"
   Spørgsmålet kom fra et hjørne af kontoret, hvor Francis havde anbragt sig i en
   magelig stol.
   "Ingen har bedt om din mening," bed lord Raven arrigt sin søn af.
   "Selvfølgelig ikke, papa, men jeg tænkte bare, at pengene jo måtte være et eller andet sted."
   "Det skal du ikke bryde din hjerne med. Den er i forvejen så fuld af poesi, at det ikke går an at proppe mere i den."
   "Nej, papa." Francis så ned i gulvet og bemærkede derfor ikke det medlidende blik, bonden Grayson sendte ham.
   "Nuvel, Grayson," lord Raven vendte tilbage til sagen. "De må have modtaget pengene, efter som min søn har udbetalt dem og fået Robertsons underskrift på kvitteringen. Jeg vil meget have mig frabedt, at De beskylder min forvalter for underslæb."
   "Men, mylord, jeg siger Dem jo, at vi kun har fået 100 pund," lød det protesterende.
   "Det er nok, Grayson, De kan gå. I morgen vil jeg undersøge denne sag, og så vidt jeg kan se, er der kun en ting at gøre: jeg må desværre sige Dem. Det er uholdbart, at fæsterne beskylder forvalteren for noget, han aldrig har begået."
   Grayson bøjede hovedet og trak sig tilbage med et træt, resigneret udtryk i ansigtet.
   "Men, papa, kunne du ikke.." Francis forsøgte atter at komme med en indvending.
   "Vil du SÅ blande dig udenom." Lord Raven var tæt på at snerre ad sin søn. "Du har intet som helst forstand på dette."
   Han vendte sig mod Robertson. "De kan trække Dem tilbage. Naturligvis tror jeg ikke på de beskyldninger."
   Forvalteren bukkede og gik. Lord Raven så ikke det triumferende udtryk i hans ansigt; men på den anden side så han heller ikke det stålhårde glimt, der pludseligt dukkede op i hans søns øjne.

Det var nat, og på Raven Hall lå alle for længst i deres mere eller mindre velfortjente søvn.
   Det vil sige, ikke alle. Nattevagten, en kraftig yngre mand, var på sin runde i huset, da han pludselig stoppede. Han stod nede i hallen og kiggede op ad den brede trappe til første sal. Et eller andet oppe på afsatsen havde fanget hans opmærksomhed.
   Mandens øjne stod næsten stive i ansigtet på ham, og nogle af de mange historier om gengangere, der verserede på Raven Hall, fór gennem hans hoved.
   Oppe på afsatsen, næppe til at skelne fra de mørke gamle paneler, bevægede en skikkelse sig rundt. Og så var den pludselig forsvundet.
   Manden opdagede, at han nær havde tabt sin lygte, og hans tænder klaprede. Han var af god solid bondefamilie og temmelig overtroisk, så han troede ganske bestemt, at han havde set et spøgelse.
   Bonden Grayson vågnede ved, at der blev banket på en rude. Først reagerede han ikke, men da der blev banket igen, stod han ud af sengen, gik hen til vinduet og spurgte: "Hvem der?!"
   "En ven," lød det udefra. "Jeg må tale med Dem, Grayson. Kan De ikke komme herud."
   Det lød højst besynderligt, og Grayson var ikke idiot. "Hvem er det. Hvordan kan jeg være sikker på, det er en ven?"
   "De kender mig ikke, men jeg er en ven, det sværger jeg på."
   Grayson tovede. Han kendte ikke stemmen, men den lød myndig. "Jeg kommer," svarede han. Da han lukkede sig ud, fik han øje på en rytter på gårdspladsen.
   Hesten var et langbenet, sort dyr, Han havde aldrig set den før, lige så lidt som han før havde set manden på dens ryg.
   Da rytteren fik øje på Grayson, hoppede han af hesten. "Jeg har hørt om de vanskeligheder, De har med Deres forvalter, og jeg agter at hjælpe Dem. Hvor kan vi tale sammen?"
   Fyren var høj, sortklædt og bevæbnet til tænderne, med både kårde og pistoler. Han var også maskeret. Yderst betænkeligt. En landevejsrøver, måske.
   "Vi kan gå over i laden." Grayson gik selv i forvejen. Inde i laden tændte han en lygte og vendte sig mod sin mystiske besøgende.
   "Jeg vil gerne vide, hvorfra De ved, at jeg har besværligheder med Robertson," spurgte han.
   "Åh, lad os sige, at jeg er uhelbredelig nysgerrig og har en vældig god hørelse," lød svaret. Den mystiske mand smilede, og Grayson bemærkede hans øjne. De var blå, og han havde på fornemmelsen, at han havde set dem før. Så rystede han tanken af sig.
   "Jo, jeg har godt nok beklaget mig over Robertson på alle fæsteres vegne. Jeg tror, at han stikker penge i sin egen lomme, som vi skulle have haft."
   "Har Robertson sagt noget om, hvorfor han ikke fik det beløb, han sidst bad om?"
   "Ja," svarede Grayson. "Han sagde, at lord Raven mente, de første 100 pund var nok."
   Den fremmede fik et stramt drag om munden. "Lord Raven plejer ikke at være fedtet overfor sine fæstere. Sig mig, Grayson, viste Robertson jer et dokument, da I fik de 100 pund?"
   Den ældre mand nikkede. "Ja, det gjorde han. Flere af de andre kan ikke læse, men jeg kan, og jeg genkendte lord Ravens skrift. Jeg har jo set den før, når jeg fik kvittering for lejen. Der stod kun 100 pund."
   "Det lyder højst besynderligt. Grayson, jeg går ud fra, at jeg kan stole på Dem?"
   En krænket tone havde sneget sig ind i den ældre mands stemme, da han svarede: "Ja, selvfølgelig!"
   "Udmærket, så skal De høre." Og så fortalte den mystiske mand Grayson, hvad han skulle gøre.
   Dagen efter skulle han gå til Robertson og fortælle, at Francis Raven havde fattet mistanke til ham, men ville holde mund, hvis han fik de 900 pund. Francis ville mødes med forvalteren ved den gamle kirkeruin i skoven.
   "Men hvis Robertson i stedet går direkte til sir Francis og truer ham," indvendte Grayson, som huskede Francis´ forsøg på at blande sig i debatten på kontoret. "Han er jo, når alt kommer til alt, ikke kendt som en modig mand."
   "De skal ikke være nervøs for hans sikkerhed," den maskerede mand smilede, "jeg skal nok passe på ham. Glem det nu ikke."
   Han trak sin dejlige sorte hingst ud af stalden og sad op. "Hvis De vil i forbindelse med mig, så anbring et eller andet hvidt på alterstenen i kirkeruinen."
   Lige inden manden red bort, spurgte Grayson: "Hvad er Deres navn, Sir?"
   "De kan kalde mig Shadow," lød svaret, og så var hest og rytter borte.

"Jeg tør bande på, at Devil har været ude i nat," sagde staldkarlen John til sin kollega, Jim.
   "Og hvem skulle have taget ham ud? Da i hvert fald ikke sir Francis. Han tør jo ikke engang ride en gammel pony i fuldt dagslys."
   "Nogen har i hvert fald haft ham ude," gentog John stædigt. "Han er blevet gjort i stand bagefter, men der er græs på hans ben, og .."
   "Hvorfor står I her og sladrer i stedet for at passe jeres arbejde." Staldmesteren Hamilton havde det med at komme ret lydløst over sine folk.
   "John siger, at Devil har været ude i nat," skyndte Jim sig at forklare.
   "Pjat," fnøs staldmesteren. "I ved lige så godt som jeg, at Devil kun bliver rørt i longen. I er da vel ikke så dumme at tro, at sir Francis, den cirkusabe, rider ud i al hemmelighed om natten?"
   Det lo både Jim og John af, og så blev der ikke talt mere om den sag.
   Ved morgenbordet bemærkede Sarah, at Francis satte sig ned med yderste forsigtighed.
   "Hvad er der nu galt med dig," spurgte hun. "Har du ikke sovet godt, fordi du sad oppe det meste af natten med dine digte?"
   "Du har som altid ganske ret, kære Sarah," lød svaret i Francis´ sædvanlige drævende tonefald. "Jeg har virkelig ikke sovet godt. Måske skulle jeg sende bud efter lægen."
   "Nej, du skal ej," brummede lord Raven. "Alt, hvad du har brug for, er motion. Hvorfor bruger du ikke den hest, jeg har betalt for i dyre domme?"
   "Måske en anden gang, papa. Jeg føler mig ikke rigtigt i form i dag."
   Hans far mumlede noget om, at han tilsyneladende aldrig var i form, og koncentrerede sig derefter om maden.
   Han sendte sin søn et mellemfornøjet blik. I hans alder burde man ikke beklage sig over at have sovet dårligt. Og hvorfor fanden tog han sig ikke noget nyttigt til i stedet for at hænge over sine fjollede digterier i timevis.
   Francis stirrede ned i tallerknen, ikke rigtigt i stand til at forklare, at hans tilstand skyldtes måneskinsturen på Devil samme nat. Han havde ikke siddet på en hest i månedsvis, og det kunne mærkes. Han smilede skævt. Hvis faderen vidste.
   Men det gjorde papa ikke. Da måltidet var overstået, sagde han:
   "Francis, jeg ønsker, du skal køre Sarah til Wendall Hall, hun er inviteret derover, og du skal vente på hende og køre hende hjem igen, forstået?"
   "Ja, papa. Men kan en af kuskene ikke køre hende? Du ved, at jeg æh..ikke er så tryg ved heste."
   "Du kører!" gentog hans far. "Det er også på tide, du viser dig hos vores naboer. Hvad hesten angår, så kan du få gamle Betty. Hende skulle selv du kunne klare."
   "Ja, papa," svarede Francis lydigt og bandede indvendigt. Det kunne ligne Wendalls at indbyde dem til middag, og han havde jo i forvejen en aftale.

Betty var en fredelig gammel hoppe på 15 år og så from som nogen. Hvis hun var forbavset over at blive spændt for giggen, viste hun ingen tegn på det. Heller ikke over, at det var Francis, der holdt tømmerne.
   En lakaj hjalp Sarah op og arrangerede et køretæppe over hendes knæ. Hun kastede et misfornøjet blik på Francis.
   "Hvordan er det, du holder de tømmer? Du behøver ikke at være bange for, at hun stikker af. Hvis du er bange, så lad mig køre."
   "Nej, nej, kære Sarah, jeg tror nok, jeg kan klare hende. Må jeg for resten give dig et kompliment: du ser nydelig ud."
   "Nej, tænk, at du har fået øje på det," lød det syrligt fra Sarah. "Lad mig få tømmerne, så det kan gå lidt hurtigere."
   Hun rakte efter tømmerne, og Francis, der havde alt andet end lyst til te hos Wendalls, slap dem.
   "Klods," sagde Sarah skarpt, mens Francis, der ikke syntes, at hans rygte som bangebuks kunne blive meget værre, hylede:
   "Åh nej, hun løber løbsk! Hvad skal vi dog gøre?"
   Betty nærede overhovedet ingen intentioner om at stikke af, i hvert fald ikke før hun hørte Francis hyle op. Så stak hun til gengæld også af.
   Betty løb, som hun ikke havde løbet, siden hun var en ung fole. Giggen slingrede fra side til side, og Sarah, der klamrede sig til tømmerne, blev bleg.
   Pludselig slog et hjul mod noget, vognen slingrede en ekstra gang, og så knækkede den venstre skagle. Betty sagtnede farten, og Sarah fik hende stoppet.
   "Dit fjols," sagde hun bittert, "din kujon. Hvis du ikke havde opført dig så hysterisk som en præstedatter i en sømandsknejpe, var det her aldrig sket. Åh Francis, du er komplet umulig."
   Hun fæstnede tømmerne og hoppede uden hjælp af for at tage skaden i øjesyn. Francis fulgte efter, mens han spekulerede på, hvor hun havde den vending fra.
   "Vi må vende om," sagde hun efter en kort inspektion. "Vi kan ikke køre videre med den skagle. Og du kan få lov til at gå og lede hende, din dromedar."
   Francis stod ved siden af den gamle hoppe og kiggede nervøst på hende. "Hvad nu, hvis hun bider?"
   "Det gør hun ikke," snerrede Sarah. "Og du kan stole på, at din far kommer til at høre om det her."
   Hun steg fornærmet op i vognen og lagde derfor ikke mærke til Francis´ udtryk, der var en blanding af lettelse og hjælpeløshed overfor rollen som kujon.