Tilfældet Giertruda Z.
Mit første møde med de udøde skete lige efter min eksamen, i mit eget hjemland, Holland, og det gør mig ondt at sige, at det ikke fik nogen heldig udgang.
Jeg var blevet optaget i dr. Leo van der Leydes praksis i Amsterdam, og der fik jeg overladt et besynderligt tilfælde: en otteårig pige, Giertruda Z., datter af en velhavende landmand i landsbyen Gravendijk lidt udenfor Amsterdam, led af udtalt blodmangel, appetitløshed og, mest mærkværdigt af alt, en hysterisk rædsel for religiøse symboler. Desuden havde hun stærke mareridt: hun påstod at modtage natlige besøg af sin nyligt afdøde farfar, hvis øjensten hun havde været.
Pigens sygdom var mig totalt uforståelig; jeg kunne end ikke stille en korrekt diagnose, ej heller finde nogen forklaring på de underlige insektbid, jeg fandt på indersiden af hendes albuer og i hendes knæhaser. Intet dyr havde været i nærheden af hende, og hjemmet var alt for rent til, at utøj kunne komme på tale. Jeg var fuldkommen på Herrens mark, og min lille patient blev svagere og svagere, da jeg ved et af mine besøg blev antastet af familiens husholderske, en kvinde af polsk herkomst ved navn Maria.
Denne kvinde var dybt religiøs og, tror jeg, analfabet; men jeg står i dyb taknemlighedsgæld til hende, for hun åbnede mine øjne for ting, jeg aldrig havde drømt om eksistensen af. Hun fortalte mig også om min patients farfar, der var vendt hjem fra en rejse til Ungarn, hvor han havde opkøbt avlsheste, lidende af den samme sygdom som Giertruda. Pigen var først begyndt at skrante, da den gamle mand var død. Marias tro på det fænomen, hun kaldte "vilkolak", var klippefast; og hun beskrev i malende detaljer, hvordan hun i sin barndom havde oplevet, at præsten i hendes landsby havde taget kampen op med og destrueret et sådant væsen, der havde skræmt og plaget landsbyens indbyggere.
Jeg var ung og modtagelig for indtryk; men jeg ville næppe have troet Marias fortælling, hvis ikke studier på forskellige biblioteker havde bekræftet hendes ord. Ganskevist drejede mange af beretningerne sig om rygter og halvt forståede fakta, men der var en understrøm i dem alle, som var de skrevne af mennesker, hvis oplevelser havde rystet dem dybt; og det gjorde, at jeg forstod, Maria meget vel kunne have ret. Jeg besluttede mig derfor til at anmode min patients forældre om tilladelse til at våge alene hos hende et par nætter og forsynede mig dertil med visse remedier, som bøgerne, og Maria, anbefalede.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, der skulle ske; men det, der skete, var rædselsfuldt. Jeg vågnede ved, at der var en modbydelig stank i værelset; værre end jeg havde oplevet det i min studietids obduktionsstuer. I skæret af min lille vågelampe så jeg et væsen stå bøjet over barnets seng, hvor sengeklæderne var kastet til side, med munden fæstnet på dets arm. Der lød ækle dielyde fra det.
Måske gjorde jeg en pludselig bevægelse eller råbte op. Væsnet blev opmærksomt på min tilstedeværelse og snurrede rundt mod mig. Jeg så et kridhvidt ansigt med rødt glimtende øjne og en mund, hvis hjørnetænder var spidse som et dyrs. Dette ansigt røbede ingen andre menneskelige følelser end vildt, rendyrket had og et uudslukkeligt begær. Væsnet sprang mod mig med udstrakte, klolignende hænder; og et øjeblik stod jeg som lammet, så frygteligt var det. Så rev jeg den flaske vievand frem, som Maria havde forsynet mig med, og slyngede dens indhold mod væsnet.
Der lød et frygteligt skrig fra den udøde; et skrig, der intet menneskeligt havde i sig, for vievandet brændte det som syre. Mens jeg stod rystende af rædsel, opløstes det derpå i en tåge. Det var forsvundet på et øjeblik, men skriget havde tilkaldt barnets forældre og husets tjenestefolk, der kom ilende med skrækken malet i alle træk og tændte lamper i hænderne.
Desværre havde jeg handlet forsent til at redde den stakkels lille Giertruda. Trods alle vore anstrengelser døde hun tidligt samme morgen. morgen til sine forældres usige- lige sorg. Husholdersken Maria påtog sig at lægge barnet i kiste, men før det skete, måtte jeg foretage det nødvendige ligsyn af hensyn til dødsattesten. Til min store forundring så jeg, at der var sket en voldsom forandring med det blege, magre udtærede barn. Som
hun lå der i sin kiste, så hun smuk, næsten levende ud. Jeg måtte fortælle Maria, at hun under ingen omstændigheder måtte tillade Giertrudas mor at se sin datter en sidste gang.
Jeg ville give den stakkels kvinde noget beroligende.
Maria så på mig, og jeg anede en ældgammel viden i hendes blik. Hun fortalte mig, at Giertruda var i den allerstørste fare for selv at blive en "vilkolak", som højst sandsynligt ville give sig til at snylte på sine forældre, for det gjorde disse nattevæsner. Men hun, Maria, vidste besked med forholdsregler, som kunne give barnet fred i graven. Hvis jeg tillod det, skulle hun nok sørge for det. Hun viste mig, at barnet lå på et lag hørfrø, og på det bryst havde hun anbragt et lille sølvkors. I det foldede hænder lå en gammel slidt ikon, et billede af Vor Frue af Czestochowa.
Hvad angår barnets angriber, som engang havde været dets elskede farfar, faldt det
på mig at foretage de fornødne ting. Præsten i Gravendijk var en gammel mand, men det lykkedes mig at overtale ham til at medvirke ved at overbevise ham om, at det drejede sig om at give en sjæl fred. Jeg er bange for, at den stakkels præst var endnu mere rystet end jeg over det, vi fandt, da vi åbnede den gamle Mijnheer Z.'s grav. Men han veg ikke en tomme, og da det ubehagelige arbejde var til ende, velsignede han den
afdøde og foretog jordpåkastelsen.
Takket være den polske bondekvinde Maria, som ganskevist var uudannet men alligevel vidste meget, som jeg i al min visdom ikke anede, blev jeg gjort opmærksom på eksistensen af "Nosferatu". Jeg mødte hende kun én gang et år senere, da hun kom til min praksis for at fortælle mig, at Gietruda havde undgået sin onde skæbne. Hun takkede mig mange gange, og det var først, da hun var gået, at jeg opdagede, hun havde efterladt en pakke. Den viste sig at indeholde endnu et billede af Vor Frue af Czechostowa og et brev, som præsten for hendes kirke havde skrevet. Maria havde fortalt ham, at jeg havde gjort hende en stor tjeneste, og han havde velsignet denne ikon, som jeg aldrig måtte give fra mig. Jeg har den stadig.
Men aldrig skal jeg glemme den nat på gården i Gravendijk, da jeg for første gang mødte den sande ondskab ansigt til ansigt. På grund af den nat, og for Giertrudas og hundrede af andre uskyldige menneskers lidelser har jeg mere eller mindre viet mit liv til bekæmpelsen af denne snylter.