Som jeg før har nævnt, har der, så længe nosferatu-problemet har eksisteret, været mænd og kvinder; ja, også kvinder, der har søgt at kæmpe mod Nosferatu. Fra tidernes morgen har de kæmpet med de midler, der stod til deres rådighed; med den viden, de kunne skaffe sig og ofte med fortvivlelsens mod, disse mennesker, der kom fra alle samfundslag og ofte var alene i deres kamp.
   Få af dem modtog tak for deres indsats, og mange mistede livet i kampen mod denne ubarmhjertige fjende. De fleste af dem er for længst glemt; men vi skylder hver og en tak; lige fra den navnløse østeuropæiske bonde, som næppe kunne læse biblens ord men ikke desto mindre troede på dem af hele sit hjerte, til den kultiverede angelsaksiske adelsmand, som troede på, at hans adelskab forpligtede til en indsats mod mørkets magt er.
   Gennem mange års forsken i hel og halvglemte krøniker, gamle arkiver og mere eller mindre officielle rapporter er det lykkedes mig at finde frem til nogle navne og skæbner, som det er værd at mindes.

A.D. 785, Sct. Aidans kloster, County Cork, Irland
   I dette sorgens år (skriver den stedlige kronikør) døde fader Kieran, som var en vis og gudfrygtig mand og havde bestyret dette kloster i 15 år. Hans død var frygtelig; thi han blev en morgen fundet med mange flænger på krop og hals; og de lægekyndige sagde, at hans krop var ganske tømt for blod. Fader Kieran kæmpede altid mod mørkets magter; både de som angriber menneskets udødelige sjæl og frister den, men også mod de, der vandrer på jorden, skønt de burde ligge i graven. Det er manges tro, at han blev dræbt af en "Dearg - Dul", som folk her kalder de væsner, som de lærde benævner "sanguisugo" (lat.: blodsuger). Fader Kieran havde nedfældet nøje ordrer om, hvad der skulle foretages med hans legeme, hvis han blev fundet under de ovennævnte omstændigheder. De blev fulgt.

A.D. 1009, Reims, Frankrig
   (Denne beretning stammer fra et manuskript fra 1400tallet, der er en kopi af en nedskrift af den originale sag, hvilken nedskrift tilsyneladende er foretaget et år el-
   ler to efter den begivenhed, der fortælles om).

År 1009, i august måned forsvandt adelsdamen Marguerite de Rivelle, hustru til kongens lensmand i Reims, og hendes terne Aimee. De to kvinders frygteligt tilredte lig blev fundet tre uger senere; og det lader til, at Marguerites slægtninge beskyldte hendes mand, Reymond, for at have skaffet de to kvinder af vejen. De indledte en proces mod ham, under hvilken interessante ting kom frem.
   For det første havde Reymond mange vidner på, at han havde opholdt sig milevidt fra Reims i kongens ærinde, da hans hustru og hendes betroede kammerpige forsvandt. Han kunne altså ikke personligt have myrdet dem. Man forsøgte derpå at bevise, at han havde anvendt lejemordere, da en mand, hvis navn uheldigvis ikke er overleveret, trådte frem i retten med et overraskende udsagn.
   Tilsyneladende havde de to kvinder været kendt som "Jægerskerne", fordi man ofte så dem til hest på egnens veje og stier, altid alene og undertiden også på tidspunkter, hvor anstændige kvinder ellers ikke skulle være ude.
   Men de to kvinder, fortalte manden, havde ikke jaget det vildt, alle ellers var ude efter. De havde jaget, hvad han kaldte "non-mortes", (ikke-døde, u-døde), væsner, der efterstræbte menneskene for deres blods skyld. Disse kvinder havde reddet mange af deres medmennesker fra djævlens børn; og det var "non-mortes", der havde lokket dem i baghold og dræbt dem. Havde man da ikke set, at kvindernes lig havde været fuldkommen blodløse?
   Manden må have fortalt retten mere, som overbeviste den om, at den stakkels enkemand ikke var skyld i Marguerites og Aimees død. Hvad han fortalte yderligere, er desværre ikke bevaret, men sagen blev henlagt, og den nedskrevne beretning blev glemt, indtil den mange år senere blev optaget i en bog, hvis franske titel er: "Fortællinger om adskillige mærkelige og mirakuløse begivenheder".

A.D 1067, England
   (Dette er et stykke af "The Anglo-Saxon Chronicles", der ikke er et, men flere manuskripter, ført fra Alfred d. Store til Henry d. II. Stykket stammer fra en udgave, der tilsyneladende blev optegnet i et kloster i Danelagen, dvs. det område, hvor dansk lov herskede. Det blev udelukket fra krøniken, da en oversættelse til moderne engelsk blev foretaget; antageligt fordi man mente, nedskriveren havde ladet sin fantasi blomstre for frit. Jeg modtog en oversættelse fra en kilde ved Oxford.

Et frygteligt onde kom sidste år til denne ø med Guillaume le Batards tropper, (Guillaume le Batard: William Bastarden - dvs. William Erobreren) og dette onde, hvis navn er....(her er manuskriptet noget uklart, men ordet skal efter al sandsynlighed være "nattevæsen") kostede den velbårne høvedsmand Harold Bitricson livet, thi han kastede sig i kamp mod det.
   Harold hørte om en farsot, som angreb hans folk, der blev mødige og lå til sengs uden at kunne spise eller drikke; og da han adspurgte dem, fortalte de om mardrømme, hvori et væsen kom til dem og sugede deres blod. Da nu Harold hørte dette, udspurgte han folk på egnen og fik at vide, at en af Guillaumes adelsfolk, som havde taget jord der på stedet, om foråret var død af et sår, han havde fået ved Hastings. Denne mand havde haft et ilde ry; og man troede, at han ikke kunne hvile med fred.
   Harold drog til denne mands grav; og se: manden steg op af graven for at drage ud og pine Harolds folk, og Harold gik imod ham.
   Det kom til en forfærdelig kamp på kirkegården mellem "nattevæsnet" og høveds- mand Harold, og Harold blev såret. Da han tænkte, at han var smittet med væsnets sot, tog han sit spyd, hvormed han ved Hastings havde forsvaret sin navne, kong Harold Godwinson, satte dubskoen mod "nattevæsnets" bryst og pressede den af al sin magt gennem dets krop, og denne dubsko var beslået med sølv. Da væsnet lå døende på jorden, klatrede Harold Bitricson op på en stente, der var i diget, og kastede sig med hele sin vægt i sit eget spyd; og således fandt man dem næste morgen, Harold Bitricson og "nattevæsnet" sammen; og aldrig mere blev egnen plaget af denne sot.
   (Dette er det eneste tilfælde, jeg har hørt om, hvor en mand har taget sit eget liv for at undgå nosferatus smitte. Denne Harold Bitricson må ikke alene have haft mod men også en stålsat personlighed. Efter alt at dømme har han dog ikke været smittet; men han tog ingen chancer.)

A.D. 1275, Ungarn.
   Det er kommet til Vort kendskab, at to af vore tro undersåtter i provinsen Transsylvanien har mødt deres død for vampyrers hænder. Vor lensmand i nævnte provins har meddelt Os, at bojaren Ferenc Hajdaniy og hans mand Sergiu, en bonde, forgangne vinter kort før jul blev fundet mishandlet til døde på den græsseligste måde, med ganske sønderrevne kroppe, afrevne hoveder og på alle måder splittede lemmer.
   Lensmanden meddelte Os endvidere, at disse to mænd, bojar Ferenc Hajdaniy og Sergiu Bonde, var kendt som ivrige bekæmpere af de væsner, kaldet Vampir, eller på det lokale sprog: Strigoi, der sådan plager Vor provins Transsylvanien. Lensmanden forsikrer Os om, at disse to mænd, hvem Himlens Nåde må være sikker, har nedkæmpet og ombragt over 35 Vampir; hvilket gør dem til fortjenstfulde borgere og sikrer deres efterladte Vor gunst. Vi forordner derfor således:
   Til bojar Ferencs slægtninge: alt hvad han måtte efterlade sig og alle de jorder, han havde i forlening og en årlig pension til hans enke, så længe hun lever.
   Til Sergiu Bondes slægtninge: al hans jord, som han tidligere havde i fæste, alle bygninger, alt husgeråd, alle husdyr og alle redskaber på gården til evig arv og eje, kvit og frit i hans slægt, så længe den eksisterer.
   Givet under Vor hånd og segl:
   Ladislaus d. IV. af Huset Arpad,
   af Guds Nåde konge over Magyarerne.
   Budapest, anno Domini 1275, den 7. maj
   (Dette brev blev fundet i de kongelige arkiver i Bukarest. Under Ladislaus d. IV. var Rumænien en provins i Ungarn. Af brevet vil det fremgå, at man i Østeuropa så mere realistisk på nosferatu-problemet, hvorfor man også belønnede de to døde vampyrjæ gere efter fortjeneste.)

A.D. 1586, Italien
   (Et brev fra Marias Ubesmittede Hjertes kloster i Sanmartino i Toscana til Hans Exellence kardinal Giordano Marcolini i Vatikanet. Fundet i Vatikanets arkiv.)

Deres Exellence skal vide, at der er tilstødt vort kloster en stor ulykke. For tre dage siden omkom vor externe søster, Elisabetta, (udtrykket "externe søster" betyder, at det drejede sig om et lukket kloster, og at søster Elisabetta var den nonne, der ordnede klostrets forretninger med omverdenen) ved en mærkelig ulykke, hvis det da ikke var et mord.
   Søster Elisabetta var på vej til en syg kvinde og spadserede alene på gaden, da en mand sprang frem fra en portåbning og skubbede til hende, så hun faldt ud foran en forbipasserende vogn. Kusken kunne ikke nå at stoppe hestene, og de trampede vor søster ned. Pater Antonio, der er vort klosters læge, mener, at hun døde på stedet.
   De syge og nødlidende i byen sørger dybt over søster Elisabettas død, thi hun var højt elsket af dem alle. De lader til at mene, at denne udåd blev begået af en sindssyg. Skønt vidner til ulykken forsøgte at pågribe manden, der ifølge deres ord var formummet i en hættekappe, lykkedes det dem ikke; og han er ikke oftere blevet set, så vidt vides.
   Som Deres Exellence måske ved, var søster Elisabetta en kvinde af stor fromhed og sindsstyrke og samtidig lærd og vidende. Hun virkede altid med flid mod fattigdom, sygdom og uvidenhed; men hun var særlig virksom mod "fratello del Diavolo" (i.e djævlens små brødre, må være en lokal betegnelse), som hjemsøger de ulykkelige om natten, drikker deres blod og på denne måde spreder en uhyggelig sot. Søster Elisabetta bekæmpede disse væsner, hvor end hun traf på dem; og vi er mange, der mener, at nogle af dem, eller en af deres hjælpere, står bag hendes død.

I sorg over vor søsters utimelige død forbliver jeg Deres Exellences tro tjenerinde:
   Maria Josepha af Jesu Hjerte, Priorinde
   (Jeg tror personligt, at priorinden har ganske ret i sin teori, idet jeg selv flere gan- ge er stødt på disse nosferatus menneskelige hjælpere. Nosferatu har ikke selv brug for mammon og livets goder, men de kan skaffe dem, og de fleste kan købes, hvis prisen er høj nok.)

A.D. 1710, Polen
   Af Marina Kaparczyks dagbog for september 1710. Hun var frue på et gods nær Krakow. Dagbogen fundet i det kejserlige bibliotek i Wien:

Den 9. september 1710.

I går døde bonden Marjan, en driftig og dygtig fæster, han blev skudt gennem hovedet. Det er den samme Marjan, hvis søn Stefan for tre år siden blev taget af en vilkolak. Marjan måtte selv sende drengen til den evige hvile, hvilket præsten sagde gjorde ham halvt vanvittig af sorg. Siden den dag undte Marjan sig hverken rist eller ro: hvis han hørte om en vilkolaks hærgen, måtte han finde og tilintetgøre den.
   Fogeden og en flok af de andre fæstere fandt den mand, der skød på Marjan, det tog dem kun et par timer; men han viste sig at være en sølle, åndssløv stakkel, som ikke kunne forklare, hvordan han havde fået fat på geværet; og fogeden fortalte mig, at det undrede ham, at manden overhovedet kunne finde ud af at affyre det. Han havde ikke det mindste udstående med Marjan. De har sat ham i fængsel, og han bliver temmeligt sikkert hængt.<(c>

Prag, 1859
   Følgende er fra en avisartikel:

Der fandt i går en besynderlig ting sted her i byen, idet der blev holdt ligsyn over to døde, der blev fundet på Hradcanys område. (Hradcany er Prags ældgamle kongeborg).Det gik hurtigt op for lægerne, at de stod med et sandt mysterium i hænderne. Omstændighederne ved fundet er følgende:
   En vægter på Hradcany fandt i forgårs morgen to lig udenfor kirken og tilkaldte omgående gendarmerne, der kom tilstede, medbringende en læge, dr. Petrasek, fra Kaiserliches Krankenhaus. De døde var en mand i 30´års alderen, der senere blev identificeret som herr. Miroslav Hasek, lærer i musik ved Theresia gymnasiet. Herr. Hasek var død af læsioner i hovedet, som havde forårsaget åbent kraniebrud. Dr. Petrasek var af den formodning, at hans hoved havde ramt et murfremspring med voldsom kraft.
   Den anden døde var en kvinde, hvis alder ikke umiddelbart kunne fastslås, ej heller kunne hendes identitet findes. Hun var tilsyneladende dræbt af en sølvkniv, en brevåbner, der var jaget direkte gennem hendes hjerte. Da hun blev fundet, var hun, ifølge vægteren, kun iført en særk eller natkjole.
   På Kaiserliches Krankenhaus gennemførte dr. Petrasek og hans kollega, professor Marek, en obduktion af den navnløse kvinde og fandt til deres forbløffelse, at hun havde været død i længere tid, end det åbenbart så ud til. Professor Marek udtalte:
   "Det ser ud til, at kvinden i en meget lang periode overhovedet ikke har indtaget nogen form for føde eller drikkelse. Jeg kan heller ikke give nogen forklaring på den alt for hurtige indsættelse af henfaldsprocessen i hendes lig."
   Ingen kvinde, der svarer til beskrivelsen af professor Mareks mystiske dame, er meldt savnet her i byen. Hvis hun kommer fra provinsen eller udlandet, kan det blive meget svært at finde ud af, hvem hun er. Det berettes i øvrigt, at en af de gamle portø- rer på Krankenhaus slog kors for sig og mumlede: "Vilkodlak!", da han så kvindens lig; men disse mennesker er altid uvidende og overtroiske.
   Politiet går ud fra, at Miroslav Hasek har dræbt kvinden, men kan ikke give en forklaring på, hvorfor parret befandt sig på Hradcany eller på, hvad der forårsagede herr. Haseks egen død. Man forsker stadig i sagen.

(Jeg tror personligt, at den gamle sygehusportør havde mere ret, end den skeptiske reporter var klar over. Det forekommer mig højst sandsynligt, at musiklæreren Hasek ombragte den kvindelige nosferatu, og at hun i sin dødskamp slyngede ham fra sig, så hans hoved slog mod muren.)

Athen, 1888
   Fra en rapport skrevet af overbetjent Pavlos Simonides ved Athens politi:

Ang.: Mord.
   Offer: Antolidou, Melissa., bopæl: Alexandrosgade 24, Piræus.
   Tidspunkt: Ofret fundet ca. kl. 7.30. af Nikolaos Karitopoulos, 35 år, bager, Alexandrosgade 42, Piræus.
   Fundomstændigheder: Melissa Antolidou blev fundet i gården til Karitopoulos´ bageri af indehaveren selv, da han skulle hente mere brænde til ovnen. Karitopoulos tilkaldte omgående politiet, der kom tilstede og snart kunne konstatere, at frøken Antolidou, som bor alene med sin mor, måtte være blevet offer for en voldtægtsforbryder og kvindemorder af samme type, som i øjeblikket huserer i Londons East End. Afdøde førtes til lighuset til obduktion.
   Obduktionsrapport: (obduktionen foretaget af doktor Dubois) Afdøde M. Antolidou var 165 cm høj, vejede 55 kg., havde mellembrunt hår og brune øjne. Hun havde ingen synlige ar eller modermærker. Venstre håndled havde været brækket i afdødes barndom.
   Alle afdødes organer var sunde og viste ingen sygelige forandringer. Hun havde været død i ca. 3 timer, da hun blev fundet. Mavesækken indeholdt små rester af et måltid.
   Ang. læsioner: Afdøde var først blevet slået bevidstløs af en stump genstand. Dernæst var hendes hals gennemskåret af et snit, ført fra højre mod venstre, som læderede både spise- og luftrør og overskar halspulsåren. Døden må være indtrådt næsten øjeblikkelig.
   Med sammen kniv, som forårsagede halslæsionen, blev afdøde efter dødens indtræden tilføjet adskillige læsioner på bryst, mave, kønsdele og ben. Der var ingen afværgeskader.

Yderligere tilføjelser (af overbetjent Simonides): Da jeg overbragte frøken Antolidous mor, enkefru Mariana Antolidou, nyheden om hendes datters død, fik hun åbenbart et slemt chok; men hun hverken brød sammen eller græd og klagede. Hun sagde blot, og her citerer jeg enkefruen ordret:
   "Jeg vidste, det ville ske på et eller andet tidspunkt. De ville ikke lade hende leve længere, de tålte hende ikke!"
   Så så hun på mig og tilføjede noget, jeg ikke forstod: "Jeg ved besked, det var ikke en pervers mandsperson. Jeg er fra Kreta. Det var katakhana, hun kendte dem. Jeg ved besked.