De stod på hjørnet, hvor gadelygten meget belejligt var gået ud og holdt øje med den modsatte side af gaden.
   "Jeg siger dig jo, han må have røven fuld af penge, ikke sandt. Bor alene i den store kasse der, kun sammen med køteren. Der kommer en og gør rent og laver mad, og så en sygeplejerske engang imellem, fyren er jo blind. Ellers ingen, og ingen familie."
   Den anden spyttede et tobakskorn ud, tog et sug af cigaretten og spurgte: "Hunden, hvad er det for en?"
   "Schæferagtig, men lidt større, tyk busket pels. Meget lydig og velopdragen."
   "Det kan jeg fand'me ikke lide. En stor hund. Den vil forsvare ham, og jeg kan ikke fordrage køtere i forvejen."
   "Det er en førerhund, sgu' da ikke en kamphund. Førerhunde må ikke være aggressive. Den vil bare sidde på sin røv og vente pænt på nye ordrer fra sin herre. Jeg siger dig, det vil være som at hugge slik fra en lille unge."
   Hans makker lod ikke til at være overbevist. "Jeg kan stadig ikke lide det med hunden. Der er..."
   "Hold kæft, nu! Der kommer han. Samme tid hver aften, uanset vejret. Hunden skal jo luftes."
   På den anden side af gaden kom en mand og en hund gående. Manden var temmelig lille, iført vindjakke og kasket. Han havde mørke briller på. Hunden lignede godt nok en schæfer, men ægte var den ikke. Dens pels var tykkere og mere busket end normalt, den var også større. Ikke en hund, man ville bryde sig om at møde på en mørk vej, med mindre den bar seletøjet med bøjlen og ledsagede sin herre.
   "Skal det være nu?"
   "Nej, vi venter et par dage. Sygeplejersken kommer i morgen, det skal ikke opdages for tidligt. Så nakker vi ham, tager nøglerne og ordner huset."
   "Og hvad så med hunden?"
   "Hold så kæft med den køter! Hvis det bliver nødvendigt, tager vi os af den osse."
   Ovre på den anden side af gaden drejede hunden hovedet, måske havde den vejret et eller andet. Den knurrede, og dens herre stoppede og klappede den, så fortsatte de.
   "I overmorgen," sagde den første.

Denne gang regnede det, da hunden og dens herre kom ud på gaden som de eneste mennesker i nærheden. Overfaldet skete lydløst og hurtigt, bare ikke hurtigt nok. Da gummikniplen var på vej mod den lille, blinde mands hoved, undveg han hurtigere, end nogen blind mand burde have gjort, gav slip på bøjlen og råbte:
   "To, Max, en bagfra, en til venstre!
   Hvis manden var hurtig, var hans hund endnu hurtigere. Den spærrede et gab med myriader af lange, gule tænder op, snurrede rundt og begravede dem i benet på ham, der kom bagfra. Så hvirvlede den atter omkring, mod ham, der ikke kunne lide store hunde.
   Han stod paralyseret af skræk. Det, der kom imod ham med savlet dryppende fra det opspærrede gab, var ikke nogen førerhund, selvom seletøjet med bøjlen stadig slaskede fra dens ryg; det var ikke nogen schæfer, det var fand'me ikke engang en hund. Han skreg og forsøgte at flygte.
   Det var for sent. Dyret, hunden, hvad det så end var, tørnede mod hans ben, væltede ham omkuld og stod snerrende over ham. Han turde end ikke skrige, da den blinde mand kom hen til ham og tog sine mørke briller af.
   De klare grå øjne, der betragtede ham interesseret, var ikke en blind mands øjne. Han smilede også, ikke noget rart smil.
   "Lig stille," lød en mild stemme, "lig helt, helt stille. ellers garanterer jeg ikke for noget. Hold ham nede, Max."
   Han kastede et blik på den bidte mand, der lå og vred sig, knugende om sit blødende ben, og rystede beklagende på hovedet.
   "Din makker er godt nok på potten, brormand. I troede, den blinde mand ville være et let offer, hva' ? Jeg er ikke blind, som du nok har fundet ud af; men det er Max. Der er bare den lille hage ved sagen, at Max også er en varulv, og at det er fuldmåne i aften."
   Den liggende mand, som hundens savl dryppede på, så endnu mere rædselsslagen ud. Han troede formodentlig ikke et ord af det hele.
   "Næste måned, på denne tid, vil han få alvorlige problemer; og jeg taler ikke bare om ekstra kraftig skægvækst og en trang til at hyle ad månen. Jeg taler om transformation, mand. Du kender sikkert alle historierne og har set nogle af filmene. Tro mig, de passer! Max var allerede blind, da han blev bidt på en turistrejse til Østrig. Han har aldrig gjort nogen noget, når man ser bort fra et par kaniner, høns og katte: men jeg tvivler på, at din makker vil nøjes med det. Han vil være til afgjort fare for andre; og hvis politiet tager ham, vil de ikke engang kunne uskadeliggøre ham, fordi de naturligvis ikke tror på ammestuehistorier om varulve og sølvkugler."
   Manden skubbede sig op i siddende stilling. Max, hvad han så end var, trak sig baglæns.
   "Hva... Hvad vil du have, jeg skal gøre ved det?" Nu troede han på, hvad der blev sagt.
   "Jeg foreslår, du løser det lille problem inden næste fuldmåne. Det er vist ikke så usædvanligt i jeres kredse. Jeg råder dig i hvert fald til at få det gjort."
   Max kom hen til sit menneske og gnubbede sig op ad hans ben. Så udstødte han nogle pibende, rumlende lyde.
   "Ja, jeg ved godt, det ikke er din skyld; men vi gør bedst i at lade dem selv ordne det. Vi skulle jo nødigt pådrage os uønsket opmærksomhed."
   Den uheldige overfaldsmand, ham, der var bange for store hunde, gloede himmelfaldent. "Hvem fanden er du?"
   "Åh, jeg er handicaphjælper, officielt i hvert fald. Ganske vist har jeg en fortid som professionel soldat og er førermenneske for en blind varulv, men det skal du ikke tage dig af. Tag dig hellere af din kammerat og husk, hvad jeg sagde. Vi VIL holde øje med jer."
   Den blødende, grædende og bandende mand blev hjulpet på benene. Uden at se sig tilbage, forsvandt de to amatørforbrydere i regndisen.
   "Nå, Max, vi kan lige så godt gå hjem." Seletøjet blev rykket til rette igen. Max udstødte atter nogle lyde. "Nej, jeg tror ikke, vi får flere problemer med dem. Ja, hvis de ikke selv ordner det, tager jeg mig af sagen."
   Den lille mand tog fat i bøjlen. "Nej, jeg tror ikke, det havde hjulpet, hvis jeg fortalte dem, hvad jeg også er."
   Hans overlæbe gled op i det ikke helt rare smil og afslørede, hvad overfaldsmændene havde været for chokerede til at bemærke: to lange, spidse og skarpe hjørnetænder.