Om nogle specielle typer af Nosferatu
   I løbet af min forskning har jeg fundet ud af, at der i Europa findes mange forskellige typer Nosferatu; eller at befolkningen i de ramte lande giver forskellige beskrivelser af dette nattevæsen. Uden tvivl er flere af tilfældene opstået i den stedlige befolknings fantasi; men som regel ligger der en, om end vag, sandhed til grund for det hele.

Jeg har allerede været inde på den polsk - russiske dagslysvampyr, der afviger fra alle kendte normer for Nosferatus optræden. Jeg har aldrig selv været ude for et eksemplar og formoder derfor, at den virkelig er specifik for Polen og Rusland.

Med hensyn til Rumænien, som vel er det land, der har været stærkest ramt af Nosferatus plage, så har dette land flere typer end noget andet, jeg har kendskab til. Som noget helt specielt for Rumænien berettes det, at visse arter af Nosferatu holder sammen i grupper. Dette kendes ikke andre steder fra i verden, hvor det er overordentligt sjældent at træffe på mere end to Nosferatu sammen. Men i Rumænien findes de såkaldte Strigoi og Moroii; hvoraf de sidste nærmest er en art lærlinge, som lærer blodsugningens kunst af de første. Undertiden kaldes de henholdsvis døde og levende vampyrer, hvilket altså forudsætter, at Moroii er endnu levende mennesker, som ønsker at blive Nosferatu.
   Fra Rumænien kommer også beretningen om Varcolaci, som ikke alene suger blod fra mennesker, men også angriber sol og måne. Det hedder sig, at når månen er rød, bløder den efter Varcolacis angreb. Jeg tror dog nok, at denne beretning hører til på folketroens overdrev.
   Det er også rumænerne, som fortæller, at alle Nosferatu har grå øjne. Da jeg ikke selv har truffet nogen gråøjet rumæner, går jeg ud fra den antagelse, at denne øjenfarve er forholdsvis sjælden i Rumænien, og at netop denne sjældenhed vække mistanke hos det store flertal.

Også fra Østeuropa, nemlig fra Rumænien, Bulgarien og Serbien kommer beretningerne om de såkaldte "Judas' børn". De skal alle være rødhårede, igen afvigende ydre kendetegn, og tømme deres ofres krop for blod med et eneste bid. På ofrenes kroppe vil man, således fortælles det, findes tegnet "XXX", som hentyder til de tredive sølvpenge, Judas Iscariot fik for at forråde Kristus. Disse beretninger vil jeg dog, ligesom historierne om Varcolaci, placere på fantasiens konto; så meget mere som det aldrig er lykkedes mig at opdrive et øjenvidne, der har set de omtalte mærker på et offers krop.

Foruden de allerede omtalte typer af Nosferatu skal der i Grækenland findes endnu en, nemlig Vrykolatios, der beskrives som en art overvampyr og ond ånd. Denne Vrykolatios skal være i stand til at kalde de døde op fra graven og efter behag sende dem ud for at suge blod af de levende. Jeg vil dog tillade mig at tvivle på den historie, indtil jeg får bedre at vide.

Bulgarerne har en forklaring på Nosferatu, som undrede mig en del, da jeg hørte den første gang; men som jeg nu finder ikke helt usand. Den bulgarske Nosferatu, eller Vapir, (betegnelserne Vepir og Krvoijac bruges også), er, fortalte min hjemmelsmand mig ikke altid ensbetydende med en almindelig vampyr. Det kan også dreje sig og en sjæl, der gør oprør mod selve det at skulle dø. Det finder jeg ikke ulogisk. Tanken om at skulle dø skræmmer vel de fleste mennesker. Kendetegnende for visse bulgarske Nosferatu er det endvidere, at de ikke har knogler i kroppen og nærmest krabber sig af sted som en målerlarve. Et sådant eksemplar har blødt, svampet kød og er overordentligt udelikat at skulle beskæftige sig med.

Hvad polakkernes Vilkolak el. Upier angår, så findes her en interessant variation, som jeg har fået beskrevet af flere pålidelige vidner. Visse polske Nosferatu bider ikke ofret men anvender i stedet en sylespids tunge, hvormed den gennemborer huden og på den måde suger det udstrømmende blod op.

I Irland, i hvert fald blandt den del af befolkningen, som stadig taler gælisk, hedder Nosferatu "Dearg - dul". Her, som i Rumænien, er det et afvigende fysisk ydre, der kendetegner disse dearg - dul, idet det forlyder, at irske Nosferatu altid har sorte øjne; og disse er virkelig uhyre sjældne i Irland, hvor størstedelen af befolkningen har blå el. grå øjne. Den keltiske mytologi omtaler også et væsen kaldet "Glamour", som har den egenskab at kunne skifte skikkelse og lokke mennesker med sig for at gøre dem skade eller fortære dem. Eftersom Nosferatu også siges at kunne skifte skikkelse, bl.a. til visse dyr, er denne "Glamour" muligvis en afart af Nosferatu, selvom jeg ikke vil sværge på det.