1

Det var en lun sommerdag, og jeg luftede mine tre gravbasser i Ulvshaleskoven. Sådan én af de lumre danske sommerdage, hvor en tordenbyge ku' lure når som helst. Det skal nu lige bemærkes, at de tre er ruhårede, hvorfor de, som de små jægere de er, meget gerne ku' tænkes at drage skoven rundt på jagt efter alt, hvad der kan træffes, eller muligvis støves op; hvorfor de, som vanligt førtes i snor.
   Godt ude af skoven mod engområdet ligger Skansen, og dervedsidenaf et pænt område med enebærbuske! Det var på vej ad den lille sti herigennem, at det mørknede...sådan temmelig pludseligt - som det netop kan ske', når en sommertorden trækker op!
   - Belysningen ændrer sig totalt fra det ene øjeblik til det andet, hvorved alt ændrer farve, og blandt andet de grønne farver bliver meget mere nuancerede...

Pludseligt stoppede den ene af mullerne. Han nærmest stivnede og kiggede til siden! Hvordan de kommunikerer indbyrdes, har altid været mig en gåde; men det er som om, at når én opdager noget, aflæser de andre det i et splitsekund, som intet kan ha' at gøre med mine reaktioner ned gennem hundesnoren, idet jeg altid føler mig håbløst bagud...
   Én af de andre begyndte knurrende at bakke, mens den sidste rejste børsterne i højlydt galpen. Et eller andet, mig ubekendt, foregik så vidt jeg ku' bedømme ud fra animaliernes opførsel, godt et par meter fra mig...
   - en hugorm måske? Temperaturen var da godt nok til det...

Nærsynet som jeg er, kneb jeg øjnene sammen og prøvede at fokusere...
   Et tåget omrids dukkede frem i den sorte dagsbelysning forårsaget af den tilstrømmende tordenbyge?
   Jamen, jamen! En menneskelig skikkelse tonede nærmest ud af intetheden.
   Materialiserede sig, for at tale i science fiction termer...
   Jeg trak hundene lidt bagud, og fik dem til at tie. Låste flexilinerne og satte mig på hug.
   Det var en mandsperson. Mærkværdigt klædt. Nærmest uniformsagtigt.
   Han gned sig søvndrukken i øjnene. Fik øje på hundene... - og begyndte at smågrine! "Hva' i alverden? En håndfuld dach'ere af typen som ikke ville spise op, da de var små, bare fordi I sku' holde målene til rævejagten." Han målte Elvis. "Og hva' med dig? Du ser mig ud til snart at ligne en bette stabejds hva?"
   Han fik øje på mig, og målte mig flere gange op og ned, "Og hva' med Eder? Hvem er I?"
   Åhh tak i lige måde, men der er da noget galt med syntaxen..."Er du svensker?"
   Det gav et ryk i ham. "-Nej fanden tage dig. Kender du ej en kongens mand? Og hvem er I?"
   "Tja, på en eller anden måde er det her vel min skov. Ikke sådan, at jeg ejer den, men da jeg er kommet her så ofte, og i så mange år at jeg nok er den, der kender den bedst, føler jeg det som er den min..."
   "Eders tale er mened mod kongen", lød det efterhånden lidt småarrigt. Måske han selv havde haft for mange gravhunde?
   "Nej min ven. Det er ikke mened mod kongen. Han er død. Sig mig...- hvor kommer du fra?"

På en eller anden måde, virkede det som om hundene havde affundet sig med ham. De sku' lige hilse, og den lille endda også lige lade sig nusse, hvilket lod til at more ham overmåde. De to andre, var derimod ved at blive utålmodige, hvilket kan være ganske distraherende idet de, som sagt meeeget gerne vil lede efter noget at jage...
   "Tja, man må vel hellere tilbage til sine fæller", sagde han, og idet han rejste sig, strakte han armen og greb et gevær ud af intetheden. Jeg kiggede. Min forstand, på slige sager, er ikke overvældende; men det forbjerg på toppen fik mig til at tænke på en flintelås.
   "Følg med", sagde han, og traskede ud ad stien mod Skansen.
   Hvor stien munder ud i det åbne stykke, standsede han pludselig. Bagfra ku' jeg se, at han stirrede fra side til side. Han vendte sig mod mig, og så rystet ud.
   "Hvad er dette? Hvor er volde...og hvor er mænd?"
   "Ja. Jeg er bange for, at du har sovet godt og længe, men spørg mig ikke lige nu! Jeg fatter vist ikke helt denne joke."

Vi må vist alligevel lige runde Skansen - eller det der er tilbage af den, tænkte jeg, og bedyrede ham med et nik, at vi ku' fortsætte.
   Ude i det åbne trak jeg op på siden af ham, og lod gravbasserne udfolde deres sædvanlige slædetræksvifte. Ud af øjenkrogen, ku' jeg se, at såvel hundene som jeg selv, var under skarp observation.
   "Er I ædelboren?", kom det endeligt. "Ædelboren? Hvad har du gang i? Hvis du mener adelig? - må jeg skuffe dig!"
   "Jert tøj, og så det at hundene har forbenene intakt. Jeg mener, den lov lever stadig. Kong Frederik d. 3 indførte den i 1669, og i 1683 blev den indskrevet i Danske Lov!" Jeg rystede på hovedet. Godt nok havde jeg taget en extrapils til min frokost, men det havde været uden sild - hvorfor der heller ingen snaps var til, og den lov, han henviste til, var da vist ophævet i forbindelse med jagtrettens afløsning omkring år 1851.
   Vi nåede de sidste 100 meter frem til Skansen, og nu var jeg da stort set forberedt på hans reaktion. Min forstand nægtede dog stadig at ta' det for andet end udslag af skjult kamera, men på den anden side... -hans tilsynekomst...

Han stoppede og stirrede fortabt omkring. Vendte sig mod mig med tårer i øjnene. Hovedrystende spurgte han: "Hvor er de henne? Hvor er det alt sammen henne? Hvad er der sket?"
   Jeg kiggede lige så hovedrystende tilbage. Sukkede dybt, og spurgte: "Hvad husker du egentligt?" Han satte sig i græsset, og gemte ansigtet i sine hænder. Han havde vel siddet sådan et par minutter, da det kom: "Sekondløjtnant Thomsen er en god og modig mand. Englænderne kom ind med 8 barkasser derudefra". Han gjorde et kast med hovedet for at angi' retningen: "Men han fik os med ud, selvom vi kun havde to kanonbåde... det var godt nok lidt af en kamp. Jeg tror den må have varet en god halv time...men mere husker jeg altså ikke..."

Jeg sundede mig lidt og grundede. "For det første; krigen er slut! I dag må du end ikke bevæge dig rundt med sådan ét", sagde jeg med et nik mod hans gevær! "Politiet smider dig bare i kachotten. Men kom nu med, vi må se at få dig hjem til mig."
   Jeg rejste mig, stadig hovedrystende, og med et hovedkast bad jeg ham følge mig. Ud gennem lågen i dyrehegnet, til højre ad en lille sti og ret hjem mod sommerhuset. Vejen hjem... Tankerne svirrede... Bare der ikke kommer en bil, når vi ska' krydse vejen... Han tror vel, det er en olifant og lægger an til at skyde den...
   Heldigvis nåede vi uantastet til landevejen. Huset ligger 15 meter på den anden side, og alt åndede fred. Han stoppede og kiggede. Satte sig på hug og følte på asfalten. Så hen på mig, og lagde hovedet på skrå "Det er da ikke godt for heste...- har du nogen?"
   Jeg smilte og vinkede ham over vejen. Låste op, og lempede animalierne ind i huset, samtidig med, at jeg greb bilnøglerne. Klappede let på bilens tag, og sagde: "Mine heste", lukkede kølerhjelmen op, pegede på motoren og bedyrede ham, at der lå godt 60-70 stk. gemt dernede...
   Det var nu hans tur til at være vantro. Det lyste ud af ham. Den pind ku' jeg ik' binde ham på ærmet. Overhørte en mumlen om en Vindbøjtel. I det fjerne hørte jeg en motor. Jeg tog geværet fra ham. Satte det bagud opad væggen, og trak ham med frem, hvor jeg fik ham til at sætte sig godt 8 meter fra vejen. "Lyt, heste!" sagde jeg.
   "Roligt, de kommer snart forbi lige herude".
   "Den snurren er da ikke heste, det er som at have tandpine i ørerne." Han var tydeligt urolig, hvorfor jeg lagde en hånd på hans skulder.
   Da bilen kort efter passerede, havde jeg svært ved ikke at grine inderligt. Hans ansigt fortalte kun alt for tydeligt, hvilke kvaler han gennemgik...
   "Måske det ku' hjælpe med en kop øl?", spurgte jeg. Han vendte sig og nikkede svagt på vej ud af sin trance, hvorefter vi gik om på terrassen. Jeg lukkede hundene ud og hentede et par pils. Han var tydeligvis uvant med at drikke af flasken, men ned kom det da, og det i ekspresfart!
   "En herlig ting med sådan en øl. - Man bli'r som et helt nyt menneske".
   "Ja den er god med dig, og nu skal det helt nye menneske vel også ha' en pils?"
   "Ja tak. Og en bid mad, hvis du har?", spurgte han, og det løb mig pludselig koldt ned af ryggen...

For år tilbage var jeg på Bornholm, og jeg erindrede et par skilte fra Hammershus Slotsruin:
   - Ved indgangen ét, som fortæller; at bemandingen til stadighed var godt 50-60 mand.
   - Ét andet, ved det der engang var køkken; fortæller om kokkens årlige forbrug:
   11 tons mel, ½ ton gryn, 1,2 tons tørrede ærter, 12 tons okse kød, 6 tons svinekød, 6 tons fårekød, 5 tons saltede sild, 4 tons tørret hvilling, 1,6 tons smør, 1 ton eddike, samt ½ ton sennep.
   Dette giver sammenlagt 47,8 ton pr år til 50-60 mand, hvilket stort set svarer til 2,2 kg mad pr mand pr dag!
   I betragtning af den tid der nødvendigvis må være gået med indtagelsen af denne mængde, sammenlagt med, at der nødvendigvis må være hengået en rum tid til efterfølgende afskaffelse af naturens opsamlinger, har jeg senere grundet en del over, hvordan datidens soldater overhovedet fik tid til at slås?
   Hvis det sku' vise sig, at være én af den type tærskeværk, jeg havde klunset derude, sku' det hurtigt komme at udvise et pænt hul i mit kostbudget.
   Lettere rystet gak jeg ind og fandt brød, smør og lidt pålæg frem. For at han ikke bare skulle æde sig mæt i mit mangelfulde pålægsdepot, gav jeg mig til at smøre madderne til ham. De forsvandt i samme takt, som jeg fremstillede dem, og jeg mindedes da min søster engang fik en Grand Danois-hvalp, og jeg spurgte, hvad hun egentligt fodrede den med? Jo, lød svaret: "man tager ½ rugbrød, skærer det op til leverpostejsmadder, og mens han spiser det, tager man et ½ rugbrød til leverpostejsmadder; og så er morgenmaden forbi."

Det var omkring dette tidspunkt, at jeg priste mig lykkelig for at jeg var alene med hundene på Ulvshale. Min hustru ville ha' nedlagt en protestant.
   "Sig mig engang, hvornår har du sidst været i bad?" spurgte jeg. "Tjo, du antydede jo før, at jeg nok havde sovet et par hundrede år, og jeg må da tilstå, at jeg alle dage har haft let til nattesved" kom det frejdigt med et smil.
   Hans første tur indendørs gik ret gennem bryggers til toilettet. "Har du nogen anelse om, hvad dette kan være?", spurgte jeg. "Jah, det ku' se ud som..."
   "En tordentønde, ja", afbrød jeg ham, idet jeg demonstrerede, hvordan man skyllede ud. Næste stop, var demonstration af håndvasken. "Se så her. En rød, og en blå prik. Her har vi vand efter ønsket temperatur".
   Mens han badede, samlede jeg hans tøj, og lagde det i vaskemaskinen. Fandt ham et sæt rent undertøj og en extra campinghabit, som jeg havde på lager.
   Da han således, nyvasket og iført joggingdragt, entrede stuen, var det faktisk tid til nyheder, men nej! TV turde jeg endnu ikke udsætte ham for.
   "Hvordan har du det med musik?" spurgte jeg. Han så smilende på mig. "Mener du bægerklang på kroen med lystige damer, eller har du en harpespiller gemt på loftet?" "Hverken eller, men jeg har musik i små æsker. Lad os nu se..." Jeg lod øjnene vandre over mine cd-er!
   - Jimi Henriksen, ville nok være at påtvinge ham et nervesammenbrud, og Hørg's synthesizer-behandlede lyde fra Hareskoven ville nok ikke være andet end tortur! Trio from Hell, med Mik Schack på vaskebræt, Ostermann på bass og Cross på guitar, er godt nok glad musik men måske lidt for travl i denne suppedas, så jeg vendte tilbage til gode gamle Moody Blues, som jeg startede for moderat lydniveau.
   Reaktionen burde være til at forudse! Som en chimpanse med et spejl. Han fór ind i det tilstødende lokale for at lede efter orkesteret. Jeg skruede ned, og kaldte ham tilbage. Forklarede, at orkesteret ikke var her, men deres musik lå i mine små æsker, som jeg ku' spille om og om, så tit det mig lystede. Jeg bad ham sætte sig og lytte, hvorefter jeg genstartede og skruede lidt højere op for volumen.
   Mens han forundret satte sig for at holde øje med mine højtalere, gik jeg i køkkenet. Godt nok havde jeg to koteletter, men med hans sult, sku' her godt nok hekses, hvis ikke mindst én sku' sulte, og jeg havde thihverthifald ikke lyst!
   Koteletter i tern. Løg havde jeg nok af - og et par dåser med diverse grøntsager, og en karry var sat over. Jeg gik rundt om hjørnet tilbage til stuen. Han sad stadig og kiggede efter musikken, om end det så ud til at behage ham.
   Og så var det mobilen ringede! Opgivende vendte jeg øjnene mod himlen, greb telefonen og trissede udenfor. Det var min hustru, som lige sku' høre, hvordan det stod til?
   - Det var nu jeg spurgte mig selv: Hvorfor stod du i det hele taget op i morges? Èn ting er at forklare verden af i dag, for én fra tidligere tiders dunkle mørke; men at forsøge at overbevise min jordbundne hustru om eftermiddagens tildragelser, overgik langt min formåen...
   Fik dog sagt, at jeg havde fået en logerende og historien sku' nok følge, -og ja, han kom nok/sandsynligvis med hjem på torsdag -og nej, han stiller ikke de store krav (bortset fra mængden af føde), -ja, ja, hundene har det helt ok med ham...
   Rundede samtalen af - afbrød og vendte mig! Der stod han. Efterhånden havde han vist vænnet sig til livets mærkværdigheder. Chok var afløst af undren og nysgerrighed, og spørgsmålene kom som skidt fra en spædekalv. Hvem, hvad, hvorfor og hvad i alverden jeg nu havde gang i mv. & osv.?
   Så ham dybt i øjnene, rystede på hovedet og sukkede. Trak ham tilbage til stuen og fremdrog papir og blyant. Onkel tegner og fortæller, men er der noget, jeg ikke er god til, er det at tegne...
   På en eller anden sæt og vis lykkedes det mig dog at anskueliggøre at; - dels ku' en eller anden sidde ét sted og via radio tale til alle, men ved hjælp af mobilen ku' vi hver især selv vælge, hvem vi ville tale med!
   Det tog sin tid, og maskinen var færdig med uniformsvasken. Jeg åbnede maskinen, og stønnede... "Det ser ud til, at du må afskrive dig kongens klæ'r"! Det var muligt, det var slidstærkt, men det var i hvert fald ikke bygget til moderne vaskemaskiner. Der var stort set kun trevler tilbage, og jeg forudså en større rensning af maskinens filter...
   - Maden var ved at være klar og på vejen til køkkenregionen, tændte jeg lyset. Der lød et brøl, og han landede på gulvet. Rædselsslagen stirrede han op i lampen! Jeg skyndte at slukke, hjalp ham på højkant og undskyldte. Altså, en tælleprås eller et stearinlys ka' da være meget godt; men det her er lidt mere effektivt!
   Fik forevist og forklaret. Stor jubel! Måtte ty' til min barndoms indlæring om, at den der leger med lyset plejer at tisse i sengen. Han så skeptisk på mig, og jeg ku' ikke undlade en skraldlatter...
   Maden kaldte nu alvorligt, hvorfor jeg, endnu engang, daffede tilbage ad køkkenet til og fyldte et par svingede dybe tallerkner med løse ris og karry. Han stirrede lettere desorienteret på risene, hvorefter hans næsebor begyndte at vibrere i takt med karryen.
   Vi spiste i stilhed til radioens timenyheder. Han tømte sin tallerken. Så op med et bønligt blik, og jeg rejste mig og øste endnu en portion op til ham...
   Efter endt spisning, tog vi, i henhold til gældende husorden, den foreliggende opvask, hvorefter klokken nærmede sig de sene nyheder på TV.
   "Hvad, nu du har hørt hvad der sker ude i verden...- ku' du tænke dig at se det?" Han rystede grinende på hovedet. På en eller anden måde havde han nu overgivet sig til hvadsomhelstdermåttekomme, og jeg tændte for fjernsynet.

Jeg vågnede klokken lidt for tidligt næste morgen!
   Ku' det hele ikke bare ha' været en vanvittig drøm?
   - Næsten mareridtsagtigt var jeg vågnet til lyden fra en tegnefilm. Den var kun lige seks, og det var ferie. På sofaen i stuen sad han med et bredt grin og med en øl i hånden. Det var det lykkedes ham at finde frem til morgen-TV. Hundene havde han lukket i haven, og den ene var allerede vendt tilbage og havde slået sig ned ved hans side. Det stank af alt for tidlig morgenhygge. Selv for mig, der ellers godt ka' komme op!
   På opgivelsens vej trissede jeg ud gennem køkkenet, hvor jeg i forbifarten tændte for den, fra i går opladede kaffemaskine, førend jeg entrede toilettet for at få morgenskrabet mine gummer med hvad dertil hører, mens mine tanker vendte tilbage til Hammershus-oplysningerne... - vandkvalitet og det saltede kød; gjorde, at soldaterne dengang indtog godt 10 liter øl om dagen...
   10 liter! Jamen, jamen! Det er jo en hel kasse, og dertil kom vel de små skarpe! Heldigvis var det først under krigen 1848, at der udgik en Kongelig dagsbefaling om, at man i aktiv krigstjeneste havde krav på 2 snapse pr måltid. Med til uniformen, hørte da også 2 stk. glas af støvlefacon!
   Og det er ganske vist; her har vi oprindelsen til udtrykket: Også én til det andet ben! - det her var bare for meget, men hvad ku' jeg gøre? Havde det så bare været en ikke dansktalende, ku' jeg i det mindste ha' sat ham af foran porten til Sandholmlejren, men...

"Vi bli'r altså nødt til at drage til Stege og fouragere". "Jamen, der er jo lang vej" "Roligt, vi har bilen". Han så desorienteret på mig. "Ja, mine mange heste". "Ja, men det tager da dog sin tid..."

- Jeg grinte lidt for mig selv. Han sku' nok komme godt op og køre...
   Vel indsat i bilen, viste jeg ham sikkerhedsselens funktioner, hvorefter jeg startede. Han var ikke helt tryg ved motorens knurren, hvilket vel ikke helt ku' undre mig...
   det lød jo trods alt ikke helt som hans vante hesteklapren.
   Jeg startede forsigtigt, men ku' dog ud af øjenkrogen se ham lede febrilsk efter noget at holde fast i. I udkørselen, holdt vi tilbage for en passerende bil, hvor jeg benyttede lejligheden til at berolige ham efter bedste ringe evne, hvorefter jeg svingede ud og kørte mod Stege.
   Jeg kom til at tænke på et gammelt eventyr om en helt anden soldat. Da jeg skiftede til andet gear, fik han øjne som te-kopper, og da vi nåede de 60km/t, blev de som møllehjul; men helt galt gak det, da vi mødte en modgående bil.
   Da jeg ikke ville skræmme livet helt af ham, og vi jo ikke havde noget særligt at haste efter, lod jeg bilen trille i et adstadigt søndagstempo alá blød hat, og han slappede efterhånden lidt af, mens landevejen besindigt gled af sted under os, og efterhånden som vi nærmede os byen, virkede det som om, der efterhånden var begrundet håb til forsigtig optimisme!

Vel fremme i byen fandt jeg en ledig plads ved torvet og parkerede. Vi steg ud og fik krydset hovedgaden, efter et par forgæves forsøg, hvor han sprang tilbage, når der passerede en bil. Turen gik ret ind til herreekviperingen, hvor jeg fik udstyret ham med noget tåleligt tøj.
   En ganske anden stolt herre, var det, som kort tid senere, vandrede herefter hen ad bygaden, hvilket dog kun holdt, til vi kom i nærheden af slagter Stig, hvor duften af lune deller sneg sig ud fra butikken.
   Et par deller senere fortsatte vi op mod museet og den gamle port mod øst. I det mindste gamle reminiscenser, som han burde kende til...
   "Hvor holdes markedet nu om stunder?" Jeg beroligede ham med at vi var på vej, mens vi traskede tilbage mod bilen. Vi steg ind, og satte kurs mod Brugsen i Lendemarke.
   Om Lendemarke, er der vel blot at bemærke, at de i 1954 duperede fodbolddanmark ved at vinde med serieholdet, hvilket nok ka' ha' sin sammenhæng med; at senere så navnkundige spillere som "lille Keld Hansen" & "Karl skomager" var med på holdet! I dag er det vel bare som en forstad til Stege, når man kommer fra Sjællandssiden, og udover en Højskole etableret af Bojsen samt en Brugs, som ihvertfald ikke arealmæssigt ligger en Superbrugs underdanigt ved jeg ikke meget at berette! Ikke at jeg bryder mig meget om den størrelser brugs. Meget praktisk at man kan købe alt under ét tag, men ofte tager jeg mig selv i at nynne en af Svantes viser på min vej rundt.

- Her er for meget, for her findes alt...
   Lige fra flygler til Middelhavssalt...
   Peger i blinde før alting bli'r sort...
   Betaler, og skynder mig sanseløst bort!

Vel fremme startede vi med at tømme bilen for tomgods, hvormed vi begav os hen mod flaskeautomatens samvittighedskø. Han var dybt fasineret over processen. Flaskernes forsvinden blev fulgt opmærksomt, samtidig med at han dybt undrende fulgte displayets groende saldo...
   Vi gik ind i butikken. Her kommer man ind i grøntafdelingen. 2 poser kartofler, og en ditto gulerødder røg ned i vognen. Han stirrede, og vi fortsatte til brødafdelingen, hvor jeg i forbifarten snuppede 2 stk af Høkerhusets fodtrampede rugbrød. Et lokalt bageri har specialiseret sig i disse ikke helt billige, men dog ganske gode og mættende tunge brød af klasse som de nok også blev bagt for mange år siden... Turen fortsatte op langs mejeriafdelingen, hvor smør og mælk blev tilføjet vognens indhold, førend vi kom frem til kødet!
   Her gik det galt. Han formelig savlede i kølemontren og kom slæbende med op til flere på hinanden følgende kødpakker, som skånelsesløst blev kastet i vognen. Jeg stoppede ham. "Den går ikke. Der skal også være plads til alle de øl du ska' ha'..." "Jamen her er jo ingen at handle med, og du læsser jo selv mad i vognen."
   "Ja, ja. Men kun én vogn pr næse." "- Jamen så gi' mig da en af de gule skillings, så henter jeg da bare en vogn til"... 1 - 0 til ham.
   "Jamen du har jo intet at betale med"... 2 + 2 = 22 ! - Så var den vist udlignet.
   I ølafdelingen gik det igen galt. 0,7 litersflasker fra det lokale microbryggeri. Ja, det smager godt, men man kan altså få ½ kasse slavepils til den samme pris...
   Fremme ved kassen blev han lidt urolig. Her havde vi vandret og samlet, og så lagde jeg bare tingene op til en fremmed dame, som blot lod varerne passere ud i det uvisse???
   Jeg kørte den tomme vogn gennem kassen, og bedyrede ham at påbegynde tilbagelæsning af varerne. Det overgik helt hans forståelse. Særligt da jeg blot begyndte at køre mod udgangen. "Skal man ikke betale?" -Ak ja. Dankortets velsignelse. Han havde jo ingen sedler set, så vejen hjem i bilen gik med at sætte ham ind i nutidens små dagligdags tildragelser...
   -og nej! I henhold til § 3, stk. 4, angående støj i frakkelommer, for at citere Storm P, så kan man ikke få et sådant kort, når man ingen penge har.

Tilbage i hytten stod den vanlige modtagelses-espeleton klar! 3 stk. glade gravbasser som gerne ska' nusses; og helst nu, ja! -Alt imens man kæmper med at få diverse varer på plads, og så synes de da for resten, at det er ved at være tid. Tid til en skovvandring. Den ene så tis-trængende, at han har vand i øjnene, og den anden...
   -nå, ja! Ka' vi ikke bare nøjes med at sige; han var på vej til at få "brune" øjne...

Det var godt over middag, førend vi slog os ned i haven. Sol, sommer, blå himmel, benene op og en kølig pils!
   Så var det han blegnede og tabte sin pils. Panikken stod malet i ansigtet på ham, da han mumlede om en dommedagskomet. Vendte mig og fulgte hans blik. På himlen sås en bette prik efterfulgt af en kondensstribe.
   Hvordan sandsynliggør man nu en oksekærre; til 200 personer, som udstyret med vinger bevæger sig hen over himlen i godt 10 kilometers højde?

De næste par dage gik med forsøg på at opdatere ham. I teknisk såvel som almen henseende. Vaskemaskinen havde han jo truffet bekendtskab med, og selvom han lige sku' gøre en erfaring om at sortere tøjet for at undgå lyserødt undertøj, så det dog ud til at more ham overmåde.
   F.eks. hans møde med støvsugeren var en oplevelse for sig. Han stirrede måske lidt utryg. Ganske som den ene af hundene altid plejer. Men da han havde set dens brugbarhed; købte han den øjeblikkeligt, og resten af tiden nærmede støvsugningen sig, hvad man ku' fristes til at kalde regulær hobby.
   Også anden opdatering sku' dog til. Som da der under en TV-avis kom et af sommerens udslag af journalistisk agurketid. Dannebrog på rundtur i danske havne.
   "Haløjsa, se lige: Dér har du regenten! Det er hende med hatten. Hun hedder Margrethe d. 2!" Han stirrede vantro på mig. En dame som konge?
   - Endnu et væld af spørgsmål vældede ud af ham, og jeg bandede mig selv et godt stykke væk. Hvornår lærer jeg det dog? - Der flyver ikke fluer ind i en lukket mund!
   "Hvem er så ham ved siden af?" "Det er Henrik, hendes mand."
   "- Hvorfor er han så ikke konge?" "Er du gal. Han er jo franskmand!"

Alt får dog en ende, og snart oprandt dagen, hvor jeg af embeds årsager var nødt til at sætte næsen hjemefter. Vi stod op og fik pakket bilen. Hytten blev rengjort så den stod stadsmæssigt klar til næste besøg, og brændeovnen pakket, så den, blot som vanligt sku' ha' en enkelt tændstik, hvorefter vi drog af!

Turen til Stege kendte han jo, og glad knævrede han løs. Tror faktisk han så frem til at se hovedstaden. Efter Stege er det hovedvej, hvilket dog ikke så ud til at bekymre ham. Han havde vist affundet sig med bilkørsel. "Nå, vi holder nok stadig med Napoleon", forlød det undervejs. "Holder med, og holder med. Han er jo død for ganske mange år siden, men det er da ganske rigtigt, at det var ham der indførte højrekørsel, hvorefter englænderne indførte venstrekørsel, for at være på tværs".
   Da vi kom til Dronning Aleksandrines bro (i daglig tale, Mønbroen), blev han dog en kende tavs og rejste sig i sædet. Her var vist for højt ned, og selvom han i TV havde set en bro, var det en noksom anden ting at skulle passere i bil!

Kort før Nyråd svingede vi til højre, og jeg satte hastigheden op ad tilkørselsrampen og ud på motorvejen. Èn eller anden fartglad bilist strøg udenom i lettere overdreven hastighed, hvilket fik ham til at fare sammen. På 'en igen! "Roligt, så hurtigt behøver vi ikke færdes."
   Vi strøg nordpå i pænt tempo en tid, førend det gik op for ham at der ingen modkørende var... - og hvad med den vej på den anden side af hvad jeg måtte fortælle ham var et autoværn? Jo, jo! Det var nu smart...
   Næste chok kom, ved sammenfletningen syd for Køge, hvor man møder trafikken fra Vestmotorvejen. "Sig mig, hvad sker her? Hvor mange køretøjer ska' der være plads til?"
   "Godt et par millioner på landsplan" svarede jeg. "2 millioner... det er vist mange!" "Ja, kender du Jesus?" Han så på mig, som om jeg var dybt retarderet i middelsvær grad. "Hvis han stadig havde været i live, havde han nu levet godt ¾ million dage!
   Vi er i dag godt 5 millioner mennesker, og heraf bor den ene i København. Byen er for længst vokset sig langt ud over dine gamle byvolde."

Vel hjemme i Sydhavnen, fik vi tømt bilen og slæbt diverse pik-pak inden døre. Mens jeg fik lagt på plads, gak han rundt og studerede. Han vendte tilbage med et mærkeligt blik i øjnene. Èt var at vi både havde TV i stuen, men også i køkkenet (han var vist ved at udvikle sig) men også al den plads, og hvor var min hustru, til the-slapperas? Stønn! Uden at ville fremhæve mit hjem, overgår det da nok datidens standard med et par hepstehoveder, men nutidens kønsrollemønster som indbefatter, at mange kvinder går på arbejde, for at "se lidt mer'" end blot deres mænd...

Idet, at "Mullioterne" nok trængte til at tisse efter turen, samlede vi koblet for lige at drage en tur over til kolonihaven. Der ku' det jo være, at en ampel eller et drivhus manglede en tår vand.

Kolonihaver er mange ting. Byggelegeplads for voksne børn. Man bli'r aldrig færdig; for der er altid lige noget nyt, som ska' prøves.
   -Eller, hvis vi nu omlægger dette, eller hint... mens man samtidig får man en passiar over hækken.
   For mig er det en velsignelse. Som én af den uddøende race af viceværter, som bor på ejendommen, har jeg, kun godt 8 minutters gang hjemmefra, et fristed fra job og hjem!
   Vores have ligger et godt stykke henne ad gangen. Undervejs fangede jeg hans skæve sideblik. Åh, nej. Nu kommer der igen noget. Kender ham efterhånden. Hva' har han nu i ærmet? Vi nåede vor egen have. Han trissede lidt rundt og studerede haven, mens jeg åbnede skuret, og hentede et par pils. Vi satte os på bænken, og så kom den.
   Om vi var af hollandsk afstamning? Nå, det var der hunden trykkede og skoen lå begravet!

Nej, bare fordi man på 10 X 20 meter have dyrker kartofler, løg og blomster i udvalg, stammer man ikke nødvendigvis fra de 184 hollændere, som fik foræret øen Amager af Christian d. 2, og heller ikke fra de senere af Christian d. 4 indførte exemplarer!
   "Og i øvrigt brugte man allerede på din tid at udlodde jordstykker udenfor voldene" "Ja, ja, da. Men det var til de fattiges kartoffeldyrkning!"
   Hva' ska' man så sige? En kolonihave i dag er vel ik' just for de fattige. Tvivler på, at folk på kontanthjælp får dækket havelejen, og det bli'r vist svært at se noget rentabelt i det lejemål...
   Vi drak ud, og jeg gav ham plæneklipperen! Plænen er godt 2 X 4 meter, og det er en go' gammeldaws håndskubber. Forklarede ham at det var plænens svar på støvsugeren, hvorefter han accepterede. Nu var det min tur til at trisse rundt. Plukkede et par tomater og tilbød ham én da han efter et par minutter var færdig med vor diminuative græsplæne... Tomaten var rød, & han gak i sort! -Hvad i alverden det var? -og om jeg var ude på at forgive ham?
   Puhhhh. Endnu en forklaring. Nej, ikke alle natskyggefamiliens medlemmer var giftige. Det er en fætter til kartoflen, og den kender du jo...
   Her satte han dog grænsen. At jeg spiste den var ham aldeles ligegyldigt, men ikke om han havde tænkt sig at indtage noget som for ham så i den grad giftigt ud!
   Nå, ja. Ham om det. Vi trissede lidt videre rundt og satte næsen hjemad.

Da vi returnerede, var min hustru kommet hjem, og jeg oplevede nu en ganske anden side af ham. At han ikke havde den langsommeste knallert på havnen, var for længst gået op for mig, men hans pli og manerer overfor min hustru, fik mig alligevel til at gemme ansigtet, og det i høj grad overfor min hustru.
   Et goddag, som var en dronning værdig, da han næsten knælende tilkendte hende et kys på hånden. Den var svær. Vist også for Lene.

Min ferie nærmede sig sin afslutning, og tilbage var der kun en sølle fredag, som jeg besluttede at benytte til en rundtur i det indre af Kjøbenhavnstrup, hvorfor vi startede dagen med at få morgenluftet hundene, inden vi drog af. Han kiggede langt efter bilen, og jeg forklarede ham, at det var noget nær umuligt og i hvert fald temmelig upraktisk at medbringe en bil til den indre by, hvorfor vi trissede ned til stationen. På perronen så han sig desorienteret om, og da S-toget rullede ind, så han til med smilende undren.
   Vi steg ind og satte os. Knap var toget startet, førend han spurgte om man ku' gå gennem hele toget, hvilket jeg bekræftede. "Kommer igen. Der er lige nogen jeg ska' se efter", sagde han og rejste sig. Nu var det min tur til at være desorienteret. Hvem i alverden sku' han lede efter??? To stationer senere returnerede han og kundgjorde, at hverken Harry eller Bentsen var med! Ak nej. Efter kun én uge, var han allerede faldet i tv-reklamernes vold!
   Vi steg af på hovedbanen, og fulgte strømmen mod rulletrappen...
   Vi måtte op, ned og op en tur til, førend han var helt tilfreds, og vi entrede hallen. Han gik i stå. Fortravlede mennesker jog forbi i hver deres retning mod hver deres mål, mens han stod der og sugede indtryk til sig. Vi gik en runde, og ud for posthuset ofrede jeg som vanligt en håndfuld 2-kroner på modeljernbanen. Det gi'r altid pote overfor børn og barnlige sjæle, og denne dag var absolut ingen undtagelse.
   Vi fortsatte vor vej ud, og ved billetlugerne i forhallen opdagede han vindrosen i loftet. Jeg grinede lidt, og overbeviste ham om det praktiske i at ku' stå her, inden døre, og vide hvad vej vinden blæser derude...
   Det første han så, da vi kom ud, var Frihedsstøtten, og glæden bredte sig over hans ansigt. "Nu ved jeg hvor vi er, og byen ligger den vej", sagde han og pegede ind ad Vesterbrogade.

Som et par turister sev vi ind ad Vesterbrogade. Det var for tidligt til den gamle Carstensens have, også kaldet Tivoli, men en enkelt formiddagspils på "Bryggeriet" blev der dog plads til, inden vi trak ind mod centrum.
   Da vi nåede Rådhuspladsen stoppede han andægtigt. "Ja, dette er vort rådhus, som er bygget i årerne 1892-1905", fortalte jeg beredvilligt, uden dog at få andet svar, end at det var "Flot"!
   - Luk skuffen, der kommer en sporvogn!
   "Hva' vil du helst ha smæk i? Dam eller mølle?" spurgte jeg for ligesom at bringe ham videre. Han så desorienteret på mig. "Ja, bedst ud af 3?". Vi enedes om mølle, og trak hen mod det hjørne af rådhuset som ligger mod Vester Voldgade! De to hjørner af Københavns Rådhus, ud mod pladsen, er forsynet med et par møllesten i knæhøjde. Mod H.C.Andersens Boulevard, er der nedfældet et skak/dam-bræt i stenen, og hen mod Voldgaden er det et møllebræt der er nedfældet. En håndfuld tilfældig opsamlede småsten spillede den dag mod forhåndenværende mønter, og jeg tabte 2 spil! Han var ikke til at skyde igennem, da han stolt kjungjorde, at han var gammel landsbymester... Ja, ja.
   "Men hvad er det for et sjovt lille hus, man samles om derhenne?" Åh, nej. Han havde øjnet pølsevognen ved Strøgets indgang.
   "Ja, ja. Dit madøre. Du ska' nok få lov at smage". Vi rejste os og slentrede derhen. Nu ved jeg jo ganske godt, at sproget hos diverse danske pulsevogne er ganske og aldeles farverigt, men at bede om ristet gravhund, var dog mer' end pølsemanden helt forstod. 2 stk. ristede hot dog med det hele. Opfindelsen er tysk, og stammer fra Frankfurt, hvor en tysk pølsemand, i midten af 1600 tallet fik ideen om at servere pølserne i en bolle, og kalde det en dach-hund; hvilket på dansk er en gravhund!

Det var egentligt min intension, at ta' ham med op ad Strøget, men han insisterede på at ta' turen langs den gamle bymur, hvilket i dagens tale vil sige ad Voldgaden. Kort efter vi havde passeret Vestergade, gik det galt. Ganske og aldeles. Han øjnede resterne af Jarmers tårn. "Der stod jeg under englændernes bombardement af byen", sagde ham og satte i løb, tværs gennem biltrafik, ud foran en patruljevogn, og henover hegnet til den absolut sidste rest af den gamle bymur.
   Resultatet var indlysende. "Sømandstaxi" (læs: med blåt blink). Ind til siden, og inden jeg nåede at sige "Øbber bøv", var de fremme hos ham. Som salig Salvor Hardin dog sagde: "Lad aldrig din overbevisning, hindre dig i at gøre det rette", hvorfor jeg strøg ud for at gi' ham den støtte, jeg formåede, hvilket ikke hjalp alverden, idet hans sprog allerede havde overbevist d'Herrer om, at han vist ikke helt var dansk, og idet han ikke ku' fremlægge gyldig opholds- og arbejdstilladelse mv. & tra, la, la; nok hellere måtte følge med til nærmere identifikation!

For nu at komme så langt væk fra sagen som muligt; efter anholdelse, følger forhør. Orker ikke at udpensle, men ved min bedstefars knogler; - det ka' være opslidende... som i et mareridt, hvor man løber for fuld fart; uden dog at komme ud af stedet.
   Selvfølgelig. Det var indlysende. Hvad jeg end sagde, var det nyttesløst! Jeg tiggede og lovede nok at sku' ta' hånd om ham, men at overbevise dem om hans & min historie, var ørkesløst. Bevares; jeg ku' da også selv se, at den var nogenlunde ligeså troværdig som en trekroneseddel i Irma, og oplevede da også undervejs i forhøret, at betjenten fremdrog et aflangt stykke karton fra sin skuffe. Han studerede det, så mig dybt i øjnene, og tilbage på sit pap! "Hvis det er et popillometer?, ka' du så ik' bare få ta'et en blodprøve med det samme? Jeg har røget tossetobak, men ikke de sidste par år."
   Han så undrende på mig. Endnu et hovedrystende menneske. Ku' ik' fortænke ham i det, hvis han valgte at spærre mig inde, men det endte dog med, at jeg blev løsladt. Ikke, at han sagde det, men havde næsten forventet den gamle westernfloskel, om ikke at måtte forlade byen, uden hans tilladelse...

Dagen efter blev jeg afhentet igen. Kort og godt uden begrundelse. 3 mand troppede op og bad mig følge med. Nej, jeg var ikke anholdt, men om jeg ikke lige ville følge med en tur på "Gården?"

Jeg blev ført ind på et kontor, hvor der sad seks mand. Nogle i uniform, andre i civil. Enkelte genkendte jeg, deriblandt pilometermanden, som førte ordet!
   "Vi har her en overvågningsvideo, som vi gerne vil bede dig ofre et par minutter på." Lettere utilpas satte jeg mig på den anviste stol, idet jeg allerede fornemmede sveden bryde frem. Filmen startede, og jeg følte mig henvist til indersiden af et abebur. Ingen andre end jeg så filmen. Alle andre iagttog kun mig...
   Det var indersiden af en celle. På briksen lå han og sov...
   - indtil pludselig... Som indefra blev han hyllet ind i sort røg, som lagde sig om ham, for derefter at tone bort, og efterlade en totalt tom briks!
   "Hvad mener du om dette?" -lød det fra Papilometret.
   "Tja, hvis han har tænkt sig at sove i 200 år til, bli'r han vel forvist til Mars den stakkel, men lige her og nu, tør jeg vel antage, at det har løst jeres problem!"

Et par uger senere, var jeg tilbage på Ulvshale. Week-end med min hustru. Forfærdet stirrede hun på geværet på væggen. "Er det ladt?" "Tja, det må jeg desværre formode", svarede jeg, tog det ned fra væggen, og gik udenfor og afladede det på amerikansk facon...
   - Sort af krudtrøg kom jeg ind;
   og nu - en uge senere er jeg stadig øm i skuldren...

0
For nu at gjøre en kort historie så lang; som muligt, så opstod ideen til denne historie, under de olympiske leje i 2004. Det gamle oprindelige olympiske stadion, var restaureret, og et par gamle discipliner, som bl.a. kuglestød med Jesper B Olsen, blev afviklet her...
   -tænk hvis én af de gamle grækere havde oplevet det, så mange år efter...

Ved en efterfølgende hundeluftning ud over Ulvshale, kom jeg forbi Skansen. Og så var det, det slog mig; at det ene udgangspunkt, ku' være lige så godt som det andet, og ved at flytte historien hertil, opnåede jeg i det mindste at opfinde en sparringspartner, som jeg ku' samtale med.
   (At dette er sammenfaldende med 200 året for Skansens indvielse, opdagede jeg tilfældigvis først da jeg var godt halvvejs gennem ovenstående skriverier!)


Det var blot en dagdrøm, hvor jeg dog lige sku' bruge et par historiske fakts om Skansen, da jeg, i et radioprogram, hørte Hans Otto Bisgaard udtale noget i retning af, at én af forskellene på mænd og kvinders hjerner; er at vi mænd har en evne til at optage og lagre alverdens ligegyldige og ubrugelige oplysninger.
   Og så var det, det slog mig. Her havde jeg jo en kæmpe mulighed, for at få ryddet op i eget baghoved, og samtidig forsøge at gøre udtalelsen om ubrugelig til skamme...
   - selvom jeg dog må indrømme, at jagten på at få verificeret diverse oplysninger engang imellem bragte mig på regulære udflugter...

www.skovognatur.dk hjalp med oplysning fra Danske Lov af 1683, bog nr. 5, 10 kapitel, 40. artikkel; hvori det hedder: Saa maa og ingen Præst, Foget, eller Bonde, paa Landet have nogen løse Hunde gaaende, med mindre de ere lemlæstede påå deris højre, eller venstre, forbeen (lemning også kaldet).
   Hvis en kongelig jagt- eller skovbetjent mødte en sådan hund på mark eller i skov, måtte han skyde den, dog ikke hvis hunden var inde på gårdens/landsbyens område! Via www.jagtformidling.dk i Hvidovre, erfarede jeg dog at før loven kom, havde Kongen allerede i 1669 udgivet befaling om samme.

Ringede til Turistbeareu på Bornholm, hvor jeg fik oplyst en hjemmesideadresse : www.hammershus.dk (igen : skovognaturstyrelsen)! Her fik jeg lige opdateret min erindring vedrørende kokkens madforbrug under "Hammershus i tekst og tegninger".

Efter mindre søgning, endte jeg på Ugebladet Møn, hvor Olav Sindal hjalp mig med oplysninger om Lendemarkes fodboldhold.

Antallet af hestekræfter i en Skoda, var nemt nok. Ringede bare til J.H.Auto. Hvilken model? Underordnet, bare gi' mig et par tal min model ka' svinge imellem.
   At der er godt 2 millioner køretøjer i Danmark, fandt jeg på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Den helt store jagt gik ind, da jeg i min søgning på danske skanser; fandt, at Sydsjællandske Museum, i 2002 havde udgivet nogle kulturhistoriske studier! Det var her jeg læste, at englænderne i 1812 angreb Ulfshale, og at vi i kampens hede fik dem fravristet en kanonbåd.
   En sådan hændelse måtte da nødvendigvis være tilgået kongen eller daværende krigsministerium i skriftlig form, og efter disse snart 200 år kunne jeg da ikke forestille mig at de stadig kunne være hemmeligstemplede; hvorfor jeg startede min søgning ved at ringe til Forsvarsministeriet!
   For mig var det da et ganske naturligt sted at starte, men fornemmede dog at staklen i den anden ende måbede... -Om jeg var klar over hvor jeg havde ringet hen? Han var dog så venlig at søge et par steder på nettet, med mig i den anden hånd, og jeg fik endda et par blindspor ud af den opringning!
   Tilbage til bogen. Kildehenvisninger? Jo, da. Krigsarkiverne, bd 3, & J. V. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie. Anden Deel, samt Wandel.
   Her måtte være BINGO. Tog en feriefridag, og drog på Rigsarkivet efter krigsarkivet, men AK! De havde det da godt nok, men på et fjernlager, hvorfra de da godt ku' bestille det, og så ku' jeg da komme og læse det en anden dag. -Bortset fra at disse arkiver altså var udgivet og kunne bestilles fra eget bibliotek!!!
   - Det kan vel kaldes; at gå over åen efter vand...

Desværre viste krigsarkiverne ikke at bringe særligt for dagen. Bind 3 fortalte, at Major Koye pr. 14de marts 1808 er udnævnt til overbefalingsmand for Møn, og i bind 4 fandt jeg blot en oplysning om en armeret sejlbåd i Ulvshale indløb.
   Kun lidt mere fik jeg ud af C.F.Wandels Søkrigen. I 1809 blev der udstationeret 2 armerede sejl- og rofartøjer ved Ulfshaleløb, hvilket dog senere blev justeret, idet Admiralitetet d. 22/3 1812 modtog befaling vedrørende årets udrustninger. Her hedder det at: Ved Ulfshale stationeres 2 kanonbåde, 2 luggere, 2 kragejoller samt 2 sejl- og robarkasser. (Befaling underskrevet: Frederik R )
   Yderligere kan jeg tilføje; at Ulfsund i 1811 passeredes af ikke mindre end 3500 skibe, og at skansen havde 3 mandskabshuse, som hver kunne rumme 40 mand. Bemandingen var 2 stk. underofficerer og 24 menige samt noget infanteri.
   Ikke lige hvad jeg søgte, så tilbage til kildehenvisningerne.
   Krigshistorisk tidsskrift nr. 1-2 af april - maj 1973 er det bedste hint jeg har erhvervet, idet jeg her fandt følgende beretning:

Hoppe (som var tidens eskortkaptain for danske transportkonvojer) eskorterede en konvoj op mod Præstø. Undervejs havde hans kommando flere træfninger med englænderne, og den 21 juni (1812) sendte disse 8 armerede og stærkt bemandede barkasser ind mod den danske konvojsikringsstyrke ved Ulfshale, hvor der lå 2 kanonbåde under sekondløjtnant H B Thomsen. Denne roede imidlertid fjenden i møde og indledte en skydekamp, der varede en halv time og endte med, at englænderne vendte om igen. Thomsen optog forfølgelsen, og det lykkedes ham at skyde årerne bort fra en af de engelske barkasser, som han derpå entrede og erobrede. Da de engelske krigsskibe nu søgte indefter for at bjerge deres fartøjer, vendte Thomsen om og kom i god behold ind til Ulfshale med sin prise og sine fanger.

Jeg havde håbet at finde vejen gennem junglen til den oprindelige rapport, og overalt blev jeg mødt af velvillige bibliotekarer, som slæbte frem af bøger i stakkevis... Således også på det Kongelige Garnisions Bibliotek - hvor jeg måtte anstrenge mig for ikke at trække lidt vel kraftigt på smilebåndet, idet alle deres bøger er mærket med guldtryk på ryggen, hvor der højt og tydeligt står: KGB!

Et eller andet sted i en eller anden kælder, må det da vel formodes at der er bortgemt en go' stak gamle gulnede papirer med en snor om... - Tænk hvis der havde været en "missed in action" i den omtalte batalje... - så havde min soldat også fået et navn...

Kolonihaven: Om hollændere, startede jeg min søgning på "Politikens oplysning", som gav mig en håndfuld at lege med, men i øvrigt henviste til Amagermuseet.
   Her oplevede jeg første gang, at de sidste 10 års nedskæringspolitik, ikke kun har ramt ældreforsorgen. Lukket indtil videre, grundet kommunale besparelser.
   Søgte på www.kolonihave.dk, og fandt lidt historie.
   - Og så var det jeg kom i tanke om Benjamin Jacobsen.
   I "Glade dage i Kronprinsessegade", fandt jeg beretningen om de første tomater i Danmark. Det må ha' været lige omkring år 1890, og her kom jeg lidt på afveje... - Måtte lige genlæse alle de fjollede beretninger fra et livligt hjem for godt over 100 år siden...
   Som bibemærkning må dog lige nævnes datoen 11 maj 2008! Dette er 100-årsdag for kolonihaveforbundets oprettelse, og 200-årsdag for indvielse af Ulfshale skanse...

Historien om "en lille én til det andet ben" fik jeg fortalt for godt 20 år siden. Prøvede at stille forespørgsel om hvorvidt man fra Tøjhusmuseet kendte til disse støvleglas, men fik 3 uger senere et svar fra Statens Forsvarshistoriske Museum, om at godt nok var det korrekt, at snaps i perioder indgik i feltforplejning, men at glasstøvlerne dog var dem et ubekendt tilsnit!
   (Atter noget med, at fortidens kustoder; som vidste noget om det de stod med, var blevet bortsparet...)

Forhørte mig på bymuseet om mølle- og damspil i møllesten på rådhusets hjørner, men blev henvist til Rådhusbiblioteket, hvorfra man beklagede ikke at ku' berette alverden; idet de dog henviste til "Det ukendte København", en bog skrevet af Paul Raae i 1943, hvor der på side 42 kan læses: "På hjørnebænken mod Rådhuspladsen er indhugget Linierne til et Spil, der for længst er gået af Mode, nemlig et "Møllespil". Meningen var, at Københavnerdrengene her i en ledig Time kunne slå sig ned og spille Mølle, i stedet for at drive rundt på Gaderne"!
   - Det kan vel heraf udledes, at tildragelser med at ungdommen hænger omkring på diverse meningsløse hjørner; ikke er en opfindelse af nyere dato...

At modeltoget på Københavns Hovedbanegård, er bygget af Kolding ModelJernbaneKlub, fremgår af et lille skilt på modellen, og en høflig forespørgsel hos en funktionær, belærte mig om, at alle de 2-kroner den indsamler går til Jernbanemuseet i Odense.

Hertil kommer en del som jeg har fundet ved søgning på nettet:
   Pølsevogne giver et utal af hits. De fleste handler dog om det at leje en sådan, for at lave lidt lir ved diverse festlige sammenkomster. Forestil jer en julefrokost i firmaet...
   Faldt dog over www.grillbarguiden.dk ,hvor jeg fandt historien om Hot Dog'ens oprindelse i gravbassen...

Frihedstøtten, grundsten nedlagt 1792 af kronprins, senere Frederik d. 6 stod færdig i 1797. Den stod dengang udenfor bymuren, og er senere blevet flyttet godt 6 - 8 meter!
   Jarmers Tårn opkaldt efter venedisk fyrst Jaromar af Rügen som i 1259 angreb København, og gennembrød fæstningen her...

Herudover overvejede jeg et indslag om hans reaktion på de mange, af ikke dansk herkomst. Droppede det. Von Scholten frigav først de danske slaver i 1848, så her var ingen brugbar forbindelse...

- Det forekommer mig således at jeg er endt med, at jeg efter lang tids søgen, har fået skrevet en ren fiction; som har kostet dyrt i eftersøgningstid på diverse bibliotheker og forgæves løben (midlertidig) lukkede museer på døren...
   Hertil indrømmer jeg til enhver tid; at ha' stjålet udtryk og talemåder i metermål! Jeg har instinktivt samlet på dem siden min ungdom, og kan derfor i glemselens tegn ikke ganske redegøre helt for mine kilder...

- Det sku' da lige være Salvor Hardin!
   I henhold til Encyclopædia Galactica 116. udgave, var han den første borgmester på Terminus, og tilskrives et væld af epigrammer! ( Se "Stiftelsen", af Isaac Asimov)

Ta' den som den er...
   Som a ha' laven den
   er 'en bleven...
   Hilsen Levi