For ikke at gøre en kort historie alt for lang, så lad mig starte med pensionsbegrebet. Når vi andre går på pension ka vi måske se frem til et hjem hvortil... -eller fra, vi ej ka gå...

Men nej. Jeg holder en ganske anden pension, som intet har med alder eller (s)tilstand at gøre...

Det startede med at vi arvede en gravhund. Efter et par år, blev vi så "bidt" af den særegne ego, at vi anskaffede en hvalp af samme race, således at hun ku hjælpe med opdragelsen.
   Og så et par år senere... -endnu en.

Men intet varer evigt, og en dag måtte vi tá afsked med gamle Ditte. Vore to drenge gik i seng. I seks uger stod de kun op når de sku gå tur, eller spise.
   Situationen var uholdbar, men hjælpen lå lige om hjørnet, idet den kennel de kom fra havde en gammel dame, der sku på pension (det var iøvrigt deres tante, et eller andet sted langt ude).
   Hvilket perfekt matriakalsk forhold. Aldrig behøvede hun sætte dem på plads. Hun ankom. Viste sit tandsæt; og så var den ged barberet!

Det var sådan Sille kom. Der skal dertil siges, at det var på otteugers dagen for sidste kuld hvalpe, hvorfor det var mor der blev taget fra, modsat normal procedure.
   En af hvalpene, Zofia blev dog efterfølgende tilbage til videre avl, men måtte efter fire år også ud af avl...
   Ergo: tøsen flyttede ind her hos sin mor og de to drenge...

Det er nu en årrække siden, men jeg har stadig/igen to pensionister...

På 27 år har jeg haft otte hunde
   Fem af dem blev over 13 år, og de to nuværende har da også chancen!