Himlen uden min far
Er for lys, og der er nu ingen blide skyer
Til at blødgøre blændingen af min egen ende.
Stemmen af min tordengud
Er falmet til askegrå ekkoer og svingende høje erindringer.
Som barn besteg jeg hans ryg
Trak i hans hår
Udforskede hans ører...
Nu er jeg færdig med at bestige hans faldende bjerg
Det hvide i ånden og det sorte i kødet er blødgjort til grå...
Han og jeg er blevet til dominobrikker ved hans bortgang.
Dette større mønster af at falde kan være tiltalende for naturen..
Men hans fald-
Hans langsomme henfalden for at frigive lys-
For det forbeholder jeg mig ret til at skinne
På den første befaling skåret i livmoderen:
Hvem vi elsker vi vil se dø...
Hvem elsker os vil se os dø...
Mit tab er så dyb som min kærlighed
Og smerten af denne endeløse slutning
er en hård pris at betale
for sådan ømhed.
Der er måske en cyklus i livet,
Vores Kød kan måske blive født på ny
Vores hår, øjne, historier, selv ure - bliver videregivet
Vi er cirkulære vinde af stjernelys
Et større mønster med faldende brikker
Men -
Men så lidt af hvad der betyder noget for os
Er bundet i blot det...
Vi er et dybt lag af mening
Vores kroppe er som forhistoriske insekter
Vores historier drukner dem
I søer af klar rav.
Ved døden, søen, ravet;
Den dybeste lak af vores synlige sjæle
Udtørrer, forsvinder, som aske i en hvirvelvind af blind fornyelse
Og kroppen - den mindst vigtige fodnote af vores historie -
Det er genanvendt!
Og Jorden, kunne vågne og spekulere på vores erindringer
Idiotisk acceptere vores skaller
og kalde sig selv indhold.
Nu hvor vi kender, virkelig kender dette tab
Fortæl mig: hvorfor elsker vi?
Der er en slags udødelighed i udstationering
(aldrig føle en død før vores egen -
det kunne forblive en overraskelse, en ulykke)
Eller, vel vidende, den vilde sorg dette forårsager
Ville vores kærlighed sno sig med truende tab?
Livet har brug for en balance -
Ingen død ville være ingen planlægning, ingen vækst
Død for tæt ville ikke være nogen disciplin, intet offer
- for hvem forlanger skatter i mørke hospitaler? -
For at leve ret, skal vi huske død ved en afstand ...
Hverken omfavne eller smide det ...
Døden er søskende med livet
Ikke Fremspringende
Men nærmende.
Årstiderne lyver for os - det er forståeligt
Som børn, blikkede vi op til strømmende trin af generationer
Ny, vælgende, forestiller vi os ikke en stige, men et hjul -
Livet kører, generationerne ruller rundt
Og vi føler os som oldeforældre affjedrede og ny-pakkede.
Årstiderne lyver for os
Årstiderne går igen fordi de ikke lever
Der er ingen forår til vores individuelle vintre
Som sneen falder på vores hoveder, så falder vi fra livet
Til historiens uendelige is.
Så meget er tabt
Selvfølgelig husker jeg dig
Men kun som jeg så dig, som stranden kender fodaftrykket
Men ikke foden
Brændingen
Men ikke havet.
Tusinde bøger om dagen kan ikke indeholde dine tanker
Jeg kan kun beholde indtryk
Ikke nødvendige forudsætninger.
Da min far faldt, faldt hans fortid
Et brandende kort af hvor og hvad han havde bygget
Hans huse står, selvom hånden er faldet ...
Jeg har tabt
Ikke erindringen af min far,
Men fars erindring...
Dette kæmpestore bibliotek
Denne uendelige åre af natlige minedrift
Hvor lidt bliver!
- hvad hans anden nat med min mor var som
- det mørke lys af en bi, der fløj ind i hans øje
- den transparente swimmingpool af en rød solopgang
- de stønnende knogler af hans mest udmattede dag...
Sidste gang, han hviskede en hemmelighed
Vidste han det var sidste gang?
Har han sagt farvel til hemmeligheder?
Dette, alt dette kan ikke blive fundet ud af
I den uendelige høst af fornyelse
Er hver stængel, hver sjæl et økosystem, en verden, et univers
Blindt udslettet.
For dette, lad os nu græde over, hvad vi har tabt
Men også, at der ingen far står mellem os og vores ende
Dominoer falder nu frit til vores egen undergang
Sorg er dybt glas
Et vindue til, hvad vi har mistet
Et spejl af, hvad vi vil miste
Og når vi falder ...
Hvad andre vil miste
I os.