Nej, nu måtte det være tid. Alt for mange kilometer var det blevet til de seneste timer, og trætheden var begyndt at melde sig. Bare ikke lige her; men næste gang, der kom en lille gruset sidevej, så skulle det være. Sensommersolen stod efterhånden lidt lavt. Solskærmen kunne ikke komme længere ned, hvis hun fortsat skulle kunne se vejen, der hastigt og søvndyssende forsvandt under bilen. Fjeldsøen inde til venstre sendte sine skarpe sølvreflekser ind i bilen, hun gabte og var i et splitsekund uopmærksom.
Lastbilens kraftige horn bragte hende tilbage til virkeligheden, hun fik rettet bilen op, højre forhjul kom ud i græsrabatten, og mens den enorme lastbil tordnede forbi bare få centimeter fra hendes venstre side fik hun i yderste øjeblik bilen og opmærksomheden tilbage på landevejen. Koldsveden løb hende ned ad ryggen. Uden egentlig helt at vide hvordan, havde hun fået bilen ind på en lille vigeplads og holdt nu stille. Hun kunne påny trække vejret normalt. Faktisk gik der en smal lille grusvej fra vigepladsen og ind imellem de lave og delvist forkrøblede små birketræer. Da hun fik øje på den, stod hun resolut ud bilen for at se nærmere på den lille vej. Der stod ingen skilte om, at den hverken var privat, eller at det var en bomvej.
Få øjeblikke efter var hun i bilen på vej ad den lille grusvej, der snoede sig mellem klippeblokke, rislende bække og overraskende slugter. Lidt efter lidt blev birketræerne mindre og mindre og tyndede snart næsten helt ud. Det storslåede øde fjeldlandskab åbnede sig med et for hendes øjne, da hun kom omkring en svag kurve rundt om en klippeblok. I det fjerne rejste sig en kæde af blånende bjerge, der næsten gled i et med en hvid skybræmme, der hang over dem derude i horisonten. Hun holdt stille lidt for at lade indtrykkene brede sig med al deres ro i hendes indre. Hun havde standsede bilens airconditioning, rullede alle vinduerne ned og nød den friske fjeldluft i fulde drag. Oppe i det blå ude til højre så hun silhuetten af en ørn, der lydløst steg og steg i store cirkler fra en tilfældig opvind. Øjeblikket forekom hende så vidunderligt og fuldendt, at hun bare måtte trænge endnu længere ind i det. Hun startede bilen igen og fortsatte langsomt videre ad den smalle grusvej. Efterhånden blev landskabet mere vildt, vegetationen var efterhånden kun spredte, gule græstuer. Vejen gik stadig opad, og snart var hun oppe på selve den øde højslette. Hun havde overhovedet ikke lagt mærke til, at vejen tilsyneladende for længst var borte, og at hun bare var fortsat ud i det grusede og stenede terræn. Hun standsede bilen, slog motoren fra og steg ud for at se sig omkring.
Hun tog sit store sølvhårspænde af, lagde det på bilens tag og rystede sit kønne hoved, så fjeldvinden frit kunne lege med hendes lange gyldenbrune hår. Åh, hvor det dog føltes rart, når den milde vind sådan kærtegnede hendes krop, løftede nederdelen op sin fulde vidde og ligesom blæste trætheden ud af krop og hoved og bort i det blå. I en lille sænkning i det stenede landskab så hun en halvstor fjeldsø, der lå og glimtede inviterende til hende i den solfyldte eftermiddag. Her var så frit og så højt til himlen, at alle tanker gik i stå. Kun billeder blev tilbage i sindet og en impuls til at gå ned til bredden af fjeldsøen. Hun kunne ikke længere se sin bil oppe på plateauet; men til gengæld var her frit udsyn over højsletten, der forekom hende uendelig. De fjerne blå bjerge var så langt borte, at hun blev i tvivl om, hvorvidt de kun stod i hendes indbildning eller de faktisk lå ude i horisonten. I ørerne havde hun musikken fra fjeldvinden, lungerne fyldte hun med den friske luft og med nakken tilbage erobrede hun den vældige blå himmel. Hun følte, hun konkurrerede med ørnen deroppe om retten til hele Verden. Hun smed sine sko og trådte et skridt ud i den iskolde fjeldsø. Vandet var så koldt, at det nærmest gjorde ondt. Hun havde en fornemmelse af, at hun kunne flyve, om det var det, hun ville.
En pludselig indskydelse fik hende til langsomt at knappe sin hvide sommerbluse op, hun tog den af. Så fulgte den bøjleløse hvide Bh efter. Hun tog nogle dybe indåndinger og blev nærmest høj af det. Hun lynede sin mørkerøde nederdel op, lod den falde og trådte ud af den. De sorte Thaitrusser trak hun af sig. Så lagde hun alt tøjet pænt og ordenligt sammen. Hun nød fjeldvinden i fulde drag og følte vist mest vindens kærtegn som de langsomme kys fra hendes elskede. Hun trådte på ny et skridt ud i fjeldsøens iskolde vand, soppede lidt langs bredden indtil hun stod i en solstribe og lukkede øjnene mod sollyset. Hun havde vinden i ansigtet.
Så løftede hun sine arme mod himlen, trak vejret dybt ind og åndede ud i et langt vildt skrig, som fjeldvinden tog med sig videre udover søen og det vilde landskab. Vinden kærtegnede hovedet, kroppen, brysterne, maven, kussen og lårene, så hun blev helt opstemt af det. Hun tog armene ned, med hænderne kærtegnede sig selv langsomt ned over brysterne og maven til kussen, hvor den ene hånd blev. Med den anden løftede hun op i sit lange hår. Hun rørte ved sig selv, som hjalp hun fjeldvinden med at elske sig, blev ved og med vilde ulvindeagtige og langtrukne hyl, med blodet brusende i sine årer lod hun glæden fylde hele kroppen, hovedet og Verden med. Aldrig nogensinde tidligere havde hun oplevet så voldsom og total en orgasme som den, fjeldvinden her elskede hende til. Hun måtte sætte sig ned på en ru klippeknold for at få vejret igen. Hendes hoved var vidunderligt tomt, kroppen afslappet og tiden eksisterede ikke længere. Hun så udover den glitrende fjeldsø og missede lidt med øjnene mod lyset.
Hun fik en fornemmelse af, at nogen eller noget trak i hende ude fra søen. Sært! Hun rejste sig, gik ned til bredden, trådte et par skridt ud i det isnende kolde vand og følte, hvordan de bitte små iskolde bølger eller krusninger kærtegnede hendes ben. Hun stod lidt og så ud over landskabet, trådte med et yderligere et par skridt ud i søen, mærkede dybden og lod sig glide ud i vandet, ned under overfladen og mistede for et kort øjeblik bevidstheden i det kolde og mørke dyb. Hun kom til sig selv igen, fik hovedet oven vande, rejste sig op og gik langsomt op på bredden og stillede sig i den svindende solstribe. Fjeldvinden tørrede langsomt hendes krop og hår, og imens voksede i hende en varm følelse af, at fjeldene havde taget hende til sig. Det var, som kunne hun mærke et bankende hjerte i fjeldene, et hjerte, der bankede i samme takt som hendes eget.
Tøjet kom på igen; men ikke Bh'en og trusserne, dem beholdt hun i hånden. Hun ville nyde fjeldvindens blide kærtegn på vejen tilbage op til bilen igen. Fremme ved bilen smed hun Bh og trusser om på det tomme bagsæde, satte sig ind og så en sidste gang ud over det fantastiske landskab inden, hun skulle til at starte bilen. Så fik hun øje på dem. De kom langsomt nærmere, de omringede bilen og stod og så på hende! Den ramme lugt fra dem blev af vinden båret ind gennem de åbne bilruder. Hun sad helt stille.
Moskusokserne fra Snøhætta! - Åh, hun vidste det jo så godt, vidste de var netop her, at de nu med halvstore kalve ikke bør tirres. Hvor mange gange havde hun ikke søgt efter dem i håbet om blot at få et ganske lille glimt af dem på betryggende afstand og altid uden held? Selv ikke hendes Volvo kunne vist modstå en flok bissende moskusokser?
Uden nærmere overvejelser åbnede hun bildøren langsomt og forsigtigt, stod ud af bilen og stillede sig roligt op ad siden på bilen. Der kom lidt uro i flokken af moskusokser. Så rettede hun sig op, trådte et vanvittigt skridt nærmere det største af dyrene, løftede langsomt armene op over sit hoved og tog en dyb indånding. Hun åbnede munden og til sin egen store overraskelse foldede et skrig sig ud i fjeldlandskabet, et skrig som nærmest var en mellemting mellem et skrig og et langtrukkent brøl. Hun sænkede armene og undrede sig over sig selv. Dyrene vendte sig langsomt om og luntede roligt ned mod fjeldsøen, hvorfra hun selv var kommet for et øjeblik siden. Hun rystede sit hoved, fangede sit lange hår og slog en løs knude på det. Så satte hun sig ind i bilen igen.
Mens hun langsomt kørte tilbage ad den smalle, snoede grusvej og ud til hovedvejen mod Oppdal og Trondheim, funderede hun over, hvad der mon havde fået hende til at elske med fjeldvinden? Her bagefter følte hun en underlig blanding af lidt dårlig samvittighed over at have opført sig helt tåbeligt og en dyb indre tilfredshed ved netop at have handlet, som hun gjorde. Moskusokserne? Hvad med dem? Og imod alle advarsler, hun kendte så godt, havde hun stillet sig op direkte foran flokken? I sit halvtresårige liv var det her noget af det mærkeligste, hun havde oplevet. Hun kunne slet ikke genkende sig selv i det her. Hvad var det, der var sket med hende? Hun undrede sig såre.
Fremme ved hovedvejen svingede hun til højre og fortsatte nord på i retning af Oppdal og Trondheim. Ude mod vest var solen forsvundet bag de fjerne fjelde og det blålilla tusmørke begyndte så småt at krybe frem fra de dybe skygger. Det gik med et op for hende, at hun var glubende sulten, hun havde faktisk intet hverken spist eller drukket siden den tidlige morgenmad hjemme i Hillerød. Mens hun kørte rodede hun i handskerummet, måske lå der en gammel cola? Det gjorde der ikke, der lå en halv pakke tyggegummi. Hun stoppede resten i munden og tyggede løs. Det hjalp ikke meget; men det bortledte dog opmærksomheden fra sulten og tørsten. Nu sad hun og ærgrede sig over, at hun ikke fik taget sig tid til at tage en madpakke med eller måske bare at have taget sig et hvil på turen ved et eller andet spisested. Nå, hun var også altid blevet beskyldt for at være bagklog. Selv mente hun snarere, at det handlede om intuition og impulsivitet. Sådan set var det vel også derfor, hun netop nu sad i sin bil på vej mod Trondheim?
Et skilt i vejkanten fangede hendes opmærksomhed. Det var en gårdpension, der reklamerede for en gårdbutik, værelser og økologisk landkost nogle få kilometer længere fremme. Da hun nåede den lille markvej og skiltet mod gården, drejede hun resolut væk fra hovedvejen og kørte langsomt ad den lille jordvej frem til gården. Det var en gammel gård, hvor næsten alle bygninger var i træ. Hovedbygningen var i to etager og med et flot græstag. Da hun parkerede bilen på pladsen foran hovedbygningen og steg ud, kunne hun bag en større og mere moderne staldbygning langt ind i dalen. En dragende udsigt, syntes hun. Snart ville tusmørket opløse alle skygger og konturer i sine stilfærdige blålige farver. Vinden var blevet lidt køligere, og som den smøg sig omkring hendes krop og lår, følte hun sig en smule dum og flov over, at hun stadig ikke havde hverken sine trusser eller Bh på. Nå, det fik være! Hun trådte de tre trin op til den store sorte plankedør og bankede på, selvom hun ikke tvivlede på, at man på gården for længst havde spottet en ny gæst.
Der var masser af plads. Værelserne lå alle på første sal, og af de otte værelser var kun familieværelset udlejet, og det var til en lille polsk håndværkerfamilie. Hun fik et af værelserne med udsigt over dalen, hvilket passede hende rigtig fint. Værelset var enkelt, rustikt og der duftede af rengøring. Hun lod sig falde på ryggen ned på sengen, og lå lidt og så op i det rødmalede bræddeloft. Hvorfor i Himlens navn var hun her lige nu?
Det stod hende helt klart, at hele hendes impulsive formål med at tage bilen og køre til Trondheim nu var faldet på gulvet med et brag, for det rigtige skib på "Hurtigruten" i sydgående kunne hun nu ikke længere nå. Hun greb efter sin mobiltelefon i bunden af den lille taske med sit rodede indhold. Hun fandt den; men blot for at konstatere, at den var slukket, fordi hun havde glemt at lade den op. Laderen havde hun selvfølgelig glemt derhjemme. På den anden side set, så gad hun ikke lytte til de mulliarder beskeder, der sikkert lå på telefonsvareren, hvis hun lånte sig frem til en oplader. Hun smed mobilen ned i taskens mørke igen og fortsatte med at ligge og glo op i loftet. Hun gad ikke tænke på noget eller tænke over noget. Hun lå bare fuldstændig ugidelig og trusse og Bh-løs og følte sig ualmindelig dum langt ude på Lars Tyndskids mark et sted i Norge, hun allerede havde glemt, hvad hed; og så var hun både tørstig og skrubsulten! Om en halv time, ville der være servering i det kæmpe store landkøkken. Ude på gange kunne hun høre, at endnu en gæst havde valgt at tjekke ind her på gården.
Bænket omkring det nærmest enorme plankebord i det hyggelige og lidt gammeldags køkken sad hun sammen med gårdens unge familie på mand, hustru, 3 børn i forskellige aldre og en enten hans eller hendes far. På den anden side af bordet sad den lille polske familie og hyggede sig, og så var der den nyankomne, en mand tæt på hendes egen alder. Han forsøgte at lade som om, han slet ikke så på hende, og hun skyndte sig at lade som om, hun slet ikke lagde mærke til noget. Trods alt var hun jo også både godt gift, havde voksne børn og mindre børnebørn med for den sags skyld. Nu følte hun sig virkelig pinligt berørt over, at hun ikke en gang havde ulejliget sig ud i bilen efter sine trusser og sin Bh. Nå, ligefrem ses kunne det vel ikke? Og hvem i alverden ville tro hende, om hun fortalte, at hun havde haft sex med fjeldene derude, og at det derfor var blevet umuligt at fortsætte til Trondheim? Det var bare for åndssvagt! Havde selve hendes intuitive formål med at køre til Trondheim i grunden ikke også været fuldstændig hjernedødt i virkeligheden?
Maden smagte helt fantastisk. Bagefter kunne man for en beskeden merbetaling få enten kaffe eller te og småkager i den tidligere stadsstue, der nu mest anvendtes af gårdens bed & breakfast kunder. Hun lod sig friste og puttede sig godt i en stor, gammel og hyggelig lænestol i norsk almuestil nær den åbne pejs og den stille knitrende ild. Egentlig ville hun gerne tænke lidt over hele denne mærkelige dag, hvor noget tilsyneladende var sket inden i hende; men hun var fuldstændig tanketom. Der kom hverken kloge tanker, smukke billeder eller gode idéer forbi hendes indre blik. Hendes hovede var og forblev tomt. Helt og aldeles tømt for alting., hvilket sådan set var ret afslappende; men samtidig også lidt foruroligende.
Hun vågnede med et lille sæt. Der var en, der venligt tog hende på skulderen og på norsk med smil i stemmen sagde, at det vist var sengetid? Ilden i pejsen var nu næsten døet ud. Hun rystede lidt på hovedet, hendes lange gyldenbrune hår faldt ned, og hun tog sig gennem det. Lidt forvirret rejste hun sig, smilede; men sagde ingenting, og gik op til sit værelse på 1. sal. Hun følte sig lidt forvirret og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle stille op med sig selv; men den duftende rene seng fristede. Hun tog hurtigt tøjet af, smed det i en bunke på gulvet og ærgrede sig lidt over, at trusser, Bh og lidt skiftetøj stadig lå nede i bilen på gårdspladsen. Hun gik hen til vinduet. Det stod på klem, og den milde nattebrise fra dalen med sin duft af nyslået efterårshø omfavnede hende kærligt. Hun åbnede vinduet helt, tog et par dybe indåndinger, og træt nærmest faldt hun ned i sengen. Snart efter sov hun.
Ikke længe efter, det var blevet lyst, vågnede hun ved lyden af torden længere inde i dalen. Tordenen rungede hult imellem fjeldene, som ville de have hende i tale? Det var i det mindste den underlige indre fornemmelse, hun fik, mens hun lå i sengen og langsomt forsøgte at vågne. Regnen væltede ned og plaskede helt ind i vindueskarmen gennem det åbentstående vindue. Hun tog sig sammen, trak igen i sin mørkerøde nederdel og tog sin nu smånussede hvide sommerbluse løst om skuldrene, greb det rene, hvide badelagen og gik ud på gangen for at finde badeværelset. Et godt brusebad var vist hårdt tiltrængt, hvis ikke hun snart skulle begynde at lugte af norsk bjergged. Hun skulle også tisse, nej, det var vist mere end det, der trængte sig på nu.
Forfrisket efter turen på badeværelset gik hun ned på gårdspladsen til Volvoen for at hente sin rejsetaske, Bh'en og trusserne. Regnen var hørt op, tordenen hørtes svagt i det fjerne og de tunge skyer så ud til langsomt at være på vej væk. På vej tilbage mod hovedtrappen mødte hun den fremmede, der i går ved middagsbordet havde iagttaget hende så åbenlyst nysgerrigt. Han hilste pænt og venligt på hende med det nydeligste norske bokmål og spurgte, hvorfor hun dog var så tidligt på færde? Om hun måske skulle rejse langt i dag? Hun så kort op på ham, spejlede sig i hans levende grønne øjne; men fik ikke svaret noget. Tidligt på færde? Hvad var klokken i grunden? Hun plejede at bruge sin mobil som ur, og da mobilen var sten død, så anede hun faktisk ikke, hvad klokken var. For stolt til at spørge og for stædig til at gå tilbage til bilen var hun også, så hun håbede blot, der måtte være et ur et eller andet sted i hallen eller ved morgenmaden. Var det for tidligt til morgenmad? Døren til det store landkøkken stod åben, og heldigvis hang der et stort, gammelt porcelænsur mellem to af vinduerne. Klokken var kun to minutter over seks, Så var det derfor, solen ikke var stået op endnu, og kun fruen på gården sad alene i køkkenet på en høj køkkenstol og stirrede tomt ud ad et vindue. Der stod et krus dampende varm te på køkkenbordet ved siden af hende.
Hun trådte over dørtærskelen til køkkenet, og i det samme drejede kvinden på stolen sit hovede, så hende direkte i øjnene med et lidt ubestemmeligt blik, der havde et svagt strejf af vemod i sig. Så rankede kvinden ryggen, strøg sig gennem sit lange, lyse hår og bød hende uden ord et krus te. Kort efter sad de to kvinder tavse og så ud ad det samme vindue, så ud i dalens længderetning, hvor deres blikke nærmest umærkeligt blev ledt ud i uendeligheden. Dalen var som en lille sprække af lys i de tunge fjeldes mørke, trygge mur mod Verden. Hvor længe, de havde siddet sådan, var ikke til at sige, og det spillede sådan set heller ingen rolle. Morgenbuffeten skulle imidlertid gøres klar, og som det naturligste i Verden hjalp hun til. De to kvinder talte lidt praktisk omkring arbejdet; men nød ellers begge roen og stilheden. Familien, deres to ansatte og gæsterne kom, morgenmaden blev nydt med glæde og i godt humør af alle, og bagefter hjalp hun til med afrydningen, satte i opvaskemaskinen og og fejede gulvet.
På ny sad de to kvinder med hver sit krus te og så i tavshed ud gennem dalen til der, hvor uendeligheden begyndte. Så vendte kvinden sig imidlertid, så længe på hende, brød tavsheden og sagde stille konstaterende, at hun kunne mærke, at der var sket noget i går på vejen hertil, og at hun måtte fuldende det i dag. Nu har du fjeldene i dit hjerte, ligesom jeg har; men jeg er også i fjeldenes hjerte. Det skal du også være. Før vil du ikke føle dig fri, og du hørte selv, hvordan fjeldene kaldte på dig her til morgen! Tag en af vore nistepakker med, tag din bil og kør så langt, du kan komme ad den lille vej, der begynder bagved den store lade. Når du er kommet cirka tolv kilometer længere ind i dalen, begynder dalen at snævre ind, og terrænet hæver sig, og du bliver nødt til at fortsætte til fods. Du skal følge den sorte rute til venstre, så kommer du efter en times tid op over trægrænsen, og så giver resten sig selv. Du skal ikke være bange.
Hun var mystificeret; men en indre stemme i hende blev ved med at sige, at hun skulle gøre det. Hun nikkede, kvinden spurgte, om hun havde en lun sweater eller trøje til turen? Det havde hun ikke fået med, så hun blev tilbudt at låne en; men hun havde set, at de her på gården solgte hjemmestrikkede norske trøjer, så hun købte i stedet en. Den var med mørkegrøn baggrundsfarve og den kunne lukkes op et lille stykke ned på brystet, hvor der var tre store, smukke tinhægter. Hun tog den på med det samme og følte sig godt tilpas i den. Det føltes lidt, som om trøjen tog hende til sig.
Få øjeblikke senere sad hun i bilen på vej ind i dalen ad den lille vej. Landskabet var ganske smukt og meget grønt; men uden egentlige markeringer eller særlige kendetegn. Det var bare en køn lille norsk dal. Hun nød den langsomme kørsel af jordvejen, og begge sideruderne foran havde hun rullet ned. Den svage brise var for årstiden temmelig mild, og den duftede frisk af græs og svampe. Vejret var klaret op, så solen nu tittede ned gennem rigtig mange store blå sprækker i de drivende skyer.
Fremme ved vendepladsen, hvorfra vejen delte sig i et temmelig ufremkommeligt hjulspor og to trampestier, stod hun ud af bilen. Stilheden var overvældende og trængte sig på med ro og balance. Hun tog nogle dybe indåndinger, rystede sit lange hår frit og lod den svage, lune brise lege tagfat med det. Fugten fra morgenens regnvejr dampede stadig fra de spredte græstuer, og enkelte dråber glimtede hist og her i sollyset. Hvor hjulsporet begyndte, stod et gammelt og godt frønnet sæt bord med bænke. Ved siden af stod to små pæle, en sort og en grøn. Den grønne var knækket af i toppen. Alligevel var hun ikke i tvivl om, at den viste ad trampestien, der gik ned mod den flade dalbund, og som givetvis fortsatte på den anden side af dalen. Den sorte pæl var tilsyneladende blevet udskiftet for nylig, for den så ud, som havde den endnu aldrig mødt vinteren. Hvor pegede den i grunden hen? Hun havde lidt vanskeligt ved at lokalisere trampestien, hun var blevet opfordret til at følge ind i fjeldenes Verden.
Efter nogen søgen i det lave krat på vejens modsatte side fandt hun langt om længe noget, der kunne ligne en meget lidt brugt sti. Hun satsede på, at det var den rigtige sti. Hun hentede sin nistepakke i bilen og huskede også at tage det gamle regnslag med, der altid lå i bagagerummet. Hun følte sig klar, hun var i godt humør og fuld af energi. Nu skulle der vandres ind i det ukendte!
Stien var ikke helt nem at følge, den førte ind gennem det åbne krat med de små og forkrøblede birketræer og begyndte snart at stige en hel del. Stien snoede sig ind og ud mellem store, løse klippeknolde, der lå og smilede til hende med de tusinde farver fra mos og lav. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde gået; men pludselig var hun over trægrænsen, og fjeldlandskabet åbnede sig, der blev uendeligt højt til himlen og de drivende skyer, og lige på den anden side af en lille rislende bæk rejste sig et ensomt beliggende mindre fjeld. Hun standsede op og stirrede på fjeldet, som det lå der midt i alt det grønne og gule. Det var, som kaldte fjeldet på hende? Hun måtte derover, hun måtte op på det! Det var en mærkelig og dragende fornemmelse i hele kroppen på hende, hun aldrig havde følt tidligere.
Den lille rislende bæk viste sig imidlertid betydeligt større og dybere, end den havde set ud til oppe fra stiens tryghed. Over, det måtte hun bare!Resolut smed hun alt sit tøj, byltede det sammen og lagde det sammen med nistepakken ind i det gamle regnslag og slog en forsvarlig knude på det. Så begyndte hun langsomt at vade ud i vandløbet, der var isnende koldt og med en ganske kraftig strøm. Ude på midten nåede vandet hende til brysterne, og hun måtte holde bylten med sit tøj højt over sit hovede. Tanken om, hvor vanvittigt det her var, faldt hende slet ikke ind. Hun var aldeles tanketom og gik alene på intuition og indre fornemmelser. Vel ovre på den anden bred smed hun bylten på det tørre, rystede det meste af vandet af sig og lod solen og den milde fjeldvind om at tørre hendes krop og hår. Hun gad ikke tage sit tøj på igen, hun skulle jo bagefter over det samme vandløb en gang til, og solen skinnede. Hun samlede sin bylt op, tog skoene ud, fik dem på og fortsatte nu sin vandring op ad den mindst ujævne fjeldside splitter nøgen og med vildt flagrende hår. Det var i grunden en vidunderlig fri fornemmelse, det her, syntes hun. Alene i Verden med vinden i håret, fjeldet i hjertet og den nu helt blå himmel over sit knejsende hovede følte hun sig sært lykkelig. Intet ville bagefter længere være det samme som før. Selv ville hun være forandret for altid, var hun helt overbevist om i dette lange, smukke øjeblik på vej op ad fjeldets grå side. Det var egentlig ikke fordi fjeldet var særlig højt eller specielt; men det var voldsomt dragende. På det højeste punkt var der ligesom et udfladet og lettere afrundet lille plateau. Nok var hun over trægrænsen; men det lille plateau var næsten helt overgroet og frodigt grønt. Hun kastede sin bylt fra sig, strakte armene i vejret og stillede sig op mod vinden og med al sin kraft slap hun urkvindens skrig eller snarere brøl afsted ud i Verden. Tre gange gange gjorde hun det. Først da så hun ud over det fantastiske fjeldlandskab. Hun følte sig et med landskabet og fjeldet, ja, også med fjeldene ude i horisonten. Det her var hendes, landskabet, fjeldene, den rislende bæk, fjeldvinden og de hvide drivende skyer på den blå himmel. Verden var hendes, hun var i Verden, hun havde Verden i sig, Verden havde hende i sig! Hun havde gjort sig selv fri, fjeldene havde taget hende til sig i deres hjerte. Det var sådan, det var for hende i dette fantastiske øjeblik, tidløst, uendeligt, smukt og i den mest fuldstændige balance, hun nogensinde havde oplevet. Hun ville aldrig blive i stand til at forklare andre, hvad det var, der netop var sket med hende, i hende og i Verden.
Hun tog sig til sine bryster, følte de vildt strittende brystvorter, hænderne gled ned over det bløde maveskind til lårene. Hænderne gled opad igen, hun lod fingrene løbe gennem sit hår, hænderne gled ned til den bløde kusse, der var våd og varm. Fingrene legede og ikke længe efter brølede hun af glæde ud over landskabet endnu en gang. Ja, hun tilhørte fjeldene, og fjeldene tilhørte hende. Hvilken ultimativ frihed det her var!
Hun stod stadig med skrævende ben og trak vejret dybt og inderligt. Sulten begyndte at melde sig, og ganske lavpraktisk pakkede hun sin bylt ud og fandt nistepakken frem. Hun følte det, som den måske bedste frokost nogensinde i hendes liv. Bagefter smed hun sig dovent ned i alt det grønne, lukkede øjnene og nød livet, og lod alle de nye fornemmelser komme til hende.
På et tidspunkt tog hun sig sammen, knyttede sin bylt på ny og begyndte den langsomme nedstigning fra fjeldet. Det var langt ud på eftermiddagen, så fjeldvinden begyndte at blive temmelig kølig. Hun kom over den rivende strøm; men havde lidt vanskeligt ved at blive tør, da hun nu stod i skygge og vinden føltes kold. Hun tog sit tøj på alligevel og regnede med, at hun nok ville tørre efterhånden. Da hun ville gå tilbage mod bilen, blev hun i tvivl om, hvad der var den lille sti, og hvad der bare var et tilfældigt spor? Hun satte sig på en lille klippeknold, trak vejret roligt og forsøgte at få styr på sine tanker. Hun sad og småfrøs, selvom hun havde sin nye norske trøje på. Hun tog regnslaget på også, for at det kunne holde den efterhånden lidt skarpe vind ude. Hun besluttede sig for, hvad der var sti, og hvad der var spor og begyndte at gå ad det, hun altså mente var stien ned til bilen. Det gav varmen, og humøret steg igen, så hun kunne nyde det herlige fjeldlandskab undervejs ned. Efter at have travet rask afsted en rum tid, begyndte tvivlen at melde sig. Var det her virkelig den rigtige sti? Solen var tæt på af forsvinde ned bag fjeldene i horisonten, så tiden begyndte at blive knap. Hun standsede op for at orientere sig; men måtte erkende, at hun faktisk ikke anede, hvor hun befandt sig. Hun satte sig ned på en stor sten og forsøgte at tænke sig om; men kunne kun få følelsen af dyb ærgrelse frem. Hun var ærgerlig på sig selv over, at hun bare havde begivet sig ud i fjeldene uden overhovedet at have forberedt sig, og uden at have sikkerheden i orden. Hvor mange gange i sit liv havde hun efterhånden ikke forsøgt at banke ind i hovederne på både sine egne børn, på venner og bekendte, på egne turledere og så videre, hvor vigtigt det var, at sikkerheden havde første prioritet? Hvad havde hun nu netop i dag selv gjort? Hun havde undladt en række af de helt simple og grundlæggende forholdsregler og sad nu her mutters alene midt i vildmarken uden mulighed for at få hjælp. Det her var bare uhørt tåbeligt. Hun ville aldrig til nogen kunne fortælle om turen eller delagtiggøre dem i de storslåede oplevelser eller den begyndende angst, der nu krøb frem bag alle stenene og de vindblæste og forkrøblede birketræer. Det ville være alt for flovt at gøre. Det her var den totale ensomhed i sin hårdeste og mest brutale form.
For sit indre øre syntes hun kun at høre Rasmus Lyberths vemodige grønlandske sang; men i stedet for at undre sig over det, forsøgte hun at lytte. Det hun mente at høre var nok vemodet; men i lige så høj grad ro og balance ved at være del af uendeligheden i tid og rum, være en del af fjeldene og af at have en forpligtelse til at gøre det nødvendige. Hun sad længe sådan; men kulden krøb nærmere og nærmere, så hun måtte gøre noget. Lidt til siden for, hvor hun sad, var der en lille lavning i læ bag en stor klippeblok. Hun gik derover, riggede sit regnslag til som et kombineret lille læsejl og halvtag og så lavt som muligt for at holde en lille smule på varmen. Så kunne hun sidde sammenkrøbet helt i læ og også i ly for en eventuel regnbyge senere. Styrtregn skulle det helst ikke blive, for så var der risiko for, at hendes lille hule i lavningen kunne blive oversvømmet. Hun tog chancen, og valgte den lille lavning. Hun flåede en hel del grene og ris af nogle af de nærmeste birke og brugte det at lægge over selve lavningen inden under regnslaget, lidt som en luftig og noget tynd dyne; men hun vidste, at det faktisk virkede i en lille hule, som den hun her havde fået bygget sig. Nu måtte natten gå, som den bedst kunne; men koldt ville det blive, det vidste hun kun alt for godt! Hvor ville det blive pinligt, når de nede fra gården forhåbentlig fandt hende i morgen. Hun, der ellers var rutineret fjeldvandrer i Norge!
Hun faldt i en urolig søvn; men vågnede flere gange rystende af kulde i sin lille primitive hule midt i vildmarken. Alligevel følte hun samtidig en dyb indre ro. Det var, som nogen eller noget passede på hende. Det skulle nok gå, selvom situationen som sådan var usædvanlig tåbelig og dum. Hun følte sig i hvert fald dum, følte nok nærmest, at hun ikke endnu kunne leve op til noget, hun ikke helt vidste, hvad var. Der var sket noget med hende, det var hun godt klar over.
Næste morgen vågnede hun ved solopgang. Aldrig før havde hun frosset så meget, og hvor var hun både sulten og tørstig! Øm i hele kroppen var hun også efter at have ligget på den hårde fjeldgrund; vegetationen havde været en noget tynd madras at ligge på. Hun blev liggende lidt endnu i sin lille hule, hvor der trods alt var lidt mindre koldt end udenfor. Sådan set var det også en lille smule hyggeligt på denne måde at være en del af selve fjeldet. Var det derfor? Var der en bagvedliggende hensigt med, at hun i går aftes var gået forkert? Var hun i virkeligheden slet ikke gået forkert; men tværtimod gået derhen, hvor fjeldene ønskede hende? På trods af det lidt håbløse i situationen, følte hun sig stærkere end nogensinde, og hun havde jo ikke taget skade, her var helt tørt og her var læ og ly. Ingen almindelig midaldrende vældfærdskvinde havde vel heller nogensinde taget skade af at undvære mad og drikke en lille tid?
Med lidt besvær kravlede hun ud af sine lille hule, fik rejst sig op og så sig omkring. Det var ubetinget et smukt landskab, og netop nu var solen på vej op over fjeldene ovre mod øst. Hun samlede sit regnslag sammen, fik skoene på igen og begyndte at gå mod solen. Retningen passede med, at hun på et tidspunkt ville krydse den lille kørevej, hun var kommet ad, mente hun. Hun skuttede sig lidt; mens hun gik, for hun frøs stadig. Efter solhøjden at dømme, havde hun gået en god times tid, så hun begyndte at undre sig over, at kørevejen stadig ikke var dukket op. Faktisk var det som om, hun stadig gik i næsten trægrænsens højde, landskabet var endnu ikke faldet væsentligt. Retningen måtte alligevel være forkert. Hvad så? Det her var altså bare for dumt sådan at have ladet hånt om samtlige sikkerhedsregler og rutiner for fjeldvandringer. Sådan noget havde hun aldrig gjort før. Her var absolut ingenting udover hende selv, fjeldene og den evige fjeldvind. Her var ingen bær, ingen spiselige svampe, ja, ikke engang vand var her. Hun satte sig på en stor sten, lukkede øjnene og forsøgte at samle sine tanker. Det lykkedes ikke. Det eneste var en stærk følelse af, at hun skulle gå til venstre.
Hun fulgte sin intuition, og ganske rigtigt, kort efter begyndte landskabet at falde kraftigt, og lige med et kunne hun se ud over dalen fra i går. Hun kom ned på kørevejen så tæt på vendepladsen, at hun kunne se bagenden af sin bil; men hun så også, at der sad en ved det vakkelvorne bord. Det var en mand, og han så mest af alt ud som en, der venter på nogen. Et pænt stykke inde til venstre i det smukke landskab ragede den fjeldtop, som hun i går eftermiddags absolut skulle op på, højt op over hele sceneriet. Hun blev klar over, at hun åbenbart havde gået i ring, og at det var derfor, hun var faret vild. Mærkeligt, hun kunne ikke mindes nogensinde tidligere at have mistet orienteringen på den måde.
Henne ved vendepladsen, bilen og det gamle bord og bænkesæt, så hun, at manden var den samme, som hun havde mødt på gårdpensionen. Nu sad han smilende og slog ud med armene, mens han bød hende på en kop kaffe? I et splitsekund overvejede hun tilbudet; men takkede ja og smed sig ned på bænken overfor manden. Hun drak begærligt den varme kaffe og gad ikke begynde at undre sig over, at han sad der og ventede.
Som det naturligste i Verden spurgte han hende pludselig på sit norske bokmål, om hun nu følte sig som del af familien? Hun nåede aldrig at tænke igennem, hverken hvad han egentlig mente, eller hvilke konsekvenser hendes svar kunne få, før det lille ord, "ja", svævede lyslevende imellem dem. Han nikkede stille med et vidende; men også varmt smil. Han så hende dybt i øjnene og fortsatte med varme i stemmen. Han påpegede meget rigtigt, at næppe nogen ville tro hende, om hun fortalte, hvad hun havde følt og oplevet i går, og færre ville overhovedet fatte noget som helst af det. Hvad ville hun fortælle derhjemme? Hun undrede sig over, hvor præcist han havde ramt hendes inderste tanker. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare, og han fortsatte med at spøge hende, om hun overhovedet selv vidste, hvorfor hun i går havde valgt at følge en pludselig indskydelse til at køre mod Trondheim? Og spurgte hende, hvad hun havde i sinde at fortælle hjemme om hensigten med den udflugt? Hun blev ham svar skyldig, for selvfølgelig kunne hun ikke hjemme fortælle, hvorfor hun sådan bare lige var hoppet ud i sin bil og kørt nord på; og selvfølgelig kunne hun da heller ikke fortælle, hvor tåbeligt hun havde teet sig ude i fjeldene to gange nu!
Ufortrødent fortsatte han med at sige, at han udmærket vidste, hvad der var sket ude i fjeldene for hende dagen før. Hun følte sig både dum og irriteret og gad egentlig ikke høre mere på ham; men kaffen smagte hende så godt, at hun alligevel blev siddende på den frønnede bænk overfor ham. På bordet havde han også lagt tre lækre skiver brød, og nu følte hun sulten for alvor komme. Han fulgte hendes blik til brødet og nikkede venligt til hende. Hun snuppede to af skiverne og begyndte straks at spise af dem. Åh, hvor de dog smagte himmelsk denne sollyse sensommermorgen ude i de norske fjelde!
Så løftede han sit blik, så hende fast i øjnene og spurgte hende, hvordan hun egentlig havde det sådan både mentalt og fysisk lige nu i dette øjeblik? Hun tænkte kort efter; men måtte konstatere, at hun sjældent havde følt sig bedre tilpas end lige netop i dette øjeblik og det på trods af alle hendes tåbeligheder. Er du helt sikker på, det nu også var så tåbeligt endda, det du netop har været igennem? Hans stemme lød varm og venlig og også interesseret. Jeg ved, den kalden du hørte inde i dig selv, var en ganske anden, end den, du troede det det var. Det var ikke mødet på "hurtigrutens" skib, der kaldte på dig. Det var fjeldene, der ville have dig i deres hjerte inden, det blev for sent. De vidste fra tidligere, du havde dem i dit hjerte. Nu skulle I for alvor forenes og styrke hinanden. Du er en af de udvalgte! Hun gloede på ham. Det her var bare for mystisk; eller var det nu også det? Hun sagde ingenting; men lod blikket glide hen over fjeldet, hun besteg i går og videre ud mod horisonten og de blånende fjelde derude under himlen og de drivende skyer.
Hvis det var rigtigt, hvad denne ukendte mand sad her og sagde til hende, så var hun vel snarere en slags budbringer mellem fjeldenes og deres Verdens uforstyrrelige ro og balance og hendes egen Verdens evigt pulserende uro? Og nu på en yderst forpligtende måde? Kunne man virkelig se sådan på det? Kunne hun tillade sig at se sig selv som formidleren mellem det tidløse og det tidsbestemte, mellem det, hvor tiden bare var, og det, hvor tiden hele tiden var på gennemrejse?
Manden så på hende endnu en gang med sit faste; men venlige blik og sagde konstaterende, at nu kunne han se, hun havde accepteret det uafvendelige og fået en lille flig af forståelse med, en lille flig, der langsomt ville vokse sig stadig større inden i hende. Hun lyttede; men vidste ikke, hvad hun skulle sige. Helst ville hun heller ingen ting sige overhovedet for ikke at forstyrre magien i øjeblikket. Så rejste manden sig op, tog sin termokande og de to krus. Han smilede, sagde pænt farvel til hende og tilføjede, at nu behøvede hun ikke ham længere, hun kunne selv. Så gik han. Han gik ad stien, der førte ned i den fladbundede dal, og et lille øjeblik senere, var han ikke længere at se. Hun sad forvirret tilbage med sin begyndende forståelse af noget større. Hvad var det, hun nu kunne selv?
Hun spekulerede ganske resultatløst over det på vej hen til sin bil. På forunderlig vis havde hun glemt, hvad det var, hun havde spekuleret sådan over, allerede da hun var tilbage på gårdspladsen ved gården og gårdpensionen. Oppe i køkkenet ventede kvinden fra dagen før med en ny nistepakke til hende, som hun tog imod. Det eneste hun sagde, var noget om, at den ville hun få brug for på vejen hjem. Hun skulle ikke betale for hverken nistepakkerne eller opholdet. Tag du blot imod det som en gave givet af et ærligt hjerte. Så sagde de farvel til hinanden, og hun var nu på vej hjem i sin bil. Det ville blive en lang køretur; men det havde hun prøvet før.
Alligevel måtte hun give op, da hun var i Oslo. Hun var for træt til at fortsætte, så hun kørte til "Anker Hotell" på Storgata, som hun kendte fra tidligere. Der var ingen komfort; men det var billigt, og der var nem og gratis parkering. Tanken om eventuelt at køre ombord på "DFDS Seaways" og sejle til København var besnærende; men hun orkede ikke de mange glade mennesker ombord. Hun ville køre hjem alene i morgen fra Oslo, og sådan blev det.
Hun spadserede ind til centrum, fandt McDonalds og grovåd to store burgere og drak cola til, fordi det var hurtigt. Hun følte sig oppustet og gik langsomt bøvsende tilbage til hotellet og sengen. Tilbage på værelset kunne hun dog ikke lade være med at hive tabletten frem. Hun begyndte at søge efter gårdpensionen, hvor hun havde overnattet. Den fandtes tilsyneladende slet ikke. Ikke engang på de mest detaljerede kort kunne hun finde stedet. De lille fjeld, hun havde besteget kunne hun heller ikke finde.
Med sig selv vidste hun, det havde været der; men stedet og dets mennesker fandtes alligevel ikke? Hun ringede til en gammel bekendt i Oppdal; men hun kendte heller ikke til hverken gården eller fjeldet eller dalen!
Så sad hun lidt og så tomt ud i rummet; mens hun forsøgte at tænke sig om. Det her turde hun ikke tænke helt til ende. Hun måtte vælge nu; men hvad skulle hun så vælge? Længe sad hun sådan. Mørket var for længst faldet på.
Hun valgte at konstatere for sig selv, at det her var den største gave, hun nogensinde havde fået, og lige netop det, at gaven havde forandret hende for altid, var det største af alt! Jeg er i urfjeldets hjerte, større kan det ikke blive. Hun kunne køre hjem i morgen med en ro i sjælen, der var kommet for at blive.