Når han sidder der med vodkaflasken indædt begravet i mundens savl, så er det som om, det spil nogle kalder livet, bliver lidt mere udholdeligt. Det er som om de folk, der langsomt og med øjnene badet i væmmelse passerer ham, ikke længere eksisterer i denne nådesløse kamp, om at komme i mål.
   For målet er han kvalmende langt fra. Det ved han godt, og hver gang han tænker på det, sniger hovedpinen sig ledt og uvelkommen på. Målet? Ved du, hvad det er? Det er døden.
   Han tænker på den. Han længes efter den, men han snyder ikke. Af sin egoistiske selvfede far og moren, der altid kommer ildelugtende hjem fra byen, har han lært en ting. Man snyder ikke, og slet ikke i livets spil, for det bringer skam over familiens klamme facader af et liv, hvor intet kan gå grueligt galt.
   I deres liv er der kun rige porcelænsansigter og kolde marmorgulve, kun toiletpapir af guld og rejer til forret. Han hader rejer.
   Nu når han tænker over det, så skriger kvalmen i den tørre hals. Det sviger i øjnene af de salte tårer, han nyttesløst prøver at holde tilbage. Og som den tynde sekstenårige dreng, han er, kører han rystende sine hænder gennem håret, og stirrer ligeglad ned på de tydelige blodårer. De er blå. Mon de skifter farve, hvis man skærer i dem? Han ved det ikke.
   Og kun derfor halter han svimlende ud på hovedbanegårdens toilet, der stinker langt væk af gammel urin, fordi ingen længere gør det rent.
   Han sætter sig over toiletkummen, og stirrer direkte ned i den. Nogle har glemt at trække op. I lommen kan han mærke lommekniven, og da tanken strejfer ham, kaster han hostende den portion morgenmad op, han alene spiste om morgenen.
   Sådan går dagene på hovedbanegården. Skolen er ikke vigtig, for de eneste der findes der, er endnu flere rigmands børn med porcelænsansigter, der gør alt for at tilfredsstille sine højstillede forældre. Men det hjælper lige meget hver gang, for hvis ikke de kommer ind på udenlandske kendte universiteter, så er der ikke noget at være stolt over.
   Og hvordan skal han nogensinde kunne det? Komme ind på udenlandske universiteter når han allerede faldt fra i engelsk den første time på privatskolens hårde stole?
   Imens han funderer over, om forældrene vil være hjemme til aften, trasker han igennem de kolde og våde gader, hvor bladene fra træerne flere gange rammer hans overfyldte hoved. Han funderer over, om man overhovedet kan kalde det hjem. Kan man det, når det nærmere føles som fængsel? Han har ingen anelse.
   Den store hoveddør smækkes efterhånden faretruende i bag ham, og stanken af piberøg stiger ham til hovedet. Lyden af ophidsede stemmer bliver højere og højere, som han nærmer sig stuen.
   "Din... din... skrid fra mit hjem. Nu!" hvisler hans far og vipper piben i munden, så overskægget letter en smule. Ligeglad tænder han for fjernsynet, og ud af øjenkrogen skimter han sin mor bane sig vej ud til trappen.
   Hun skrider ikke. Det gør hun aldrig. For det vil ødelægge en rigmands omdømme.