Oldemor fik en blodprop. Nå. Og så fik man ellers af vide at 'det kunne man da ikke bare svare'. Jamen altså hvad skulle jeg ellers have sagt? Og det var ikke engang et sarkastisk eller tvært 'nå', jeg prøvede at lyde så medfølende som jeg overhovedet kunne klare.
Men det er jo altså også bare en lille smule svært når ens sidste minde om damen var da hun forsinkede min otte års fødselsdag fordi oldemor lige skulle læses af Handicap-Expressen udsendt af plejehjemmet. Og så brugte hun ellers resten af dagen på at lege lidt rundt med et stykke lagkage. Og det er da endnu sværere når ens gave bestod af en fedtet pebermynte pastil pakket ind i et stykke køkkenrulle så man ikke engang kunne befri pastillen fra det klistrede papir.
Jeg ved godt det lyder ufatteligt tarveligt, men efter det har hun bare svævet rundt i udkanten af periferien af mit liv som en senil grøntsag på et plejehjem meget langt væk. Og hun er jo ikke død.
Jeg kan høre min mor græde nede i stuen, små korte snøft blandet med min fars dybe stemme. Sådan er det altid. Mor snøfter, far trøster.
Lille Mille er seks år gammel og traver ind over det nye gulvtæppe med mudrede gummistøvler, så det bliver smadret til ukendelighed og næsten ikke var til at rede. Mor snøftede, far trøstede.
Så blev Mille fjorten år gammel og kom lidt for stiv hjem fra en fest og brækkede sig ud over det restaurerede tæppe. Derefter var der ikke noget at gøre, billig vodka fra Netto og resterne af en halvt opløst kebab var for meget for det ellers standhaftige tæppe. Mor snøftede, far trøstede.
Næste år faldt et kondom ud af Milles cowboybukselomme da de skulle vaskes. Lille Mille var begyndt at have sex. Dog ikke på gulvtæppet. Mor snøftede, far trøstede.
Jeg skærer ansigt af mit spejlbillede, hun må da snart løbe tør for snot og tårer dernede. Jeg lukker døren til mit værelse og smider mig ned på min seng med Friends kørende på fjernsynet.
Mor snøfter, far trøster og jeg bedøver hjernen med amerikansk sitcom hvor folks problemer aldrig er særlig store og altid kan løses inden de tyve minutter lange episoder er omme. Det er ikke som os andre der har været nødt til at leve med vores problemer siden ballonerne foran blev alt for store til min smalle brystkasse.
Rulleteksterne kører over skærmen og jeg slukker for fjernsynet og ligger på mig ryggen i min seng, stirrende op i loftet. Gad vide hvordan i morgen bliver, med oldemor stadig på hospitalet. Øv, jeg har egentlig Religion i første time. Belastende.
Jeg lukker øjnene med kvalme over mig selv, her er en af mine slægtninge svært skadet i en hospitals seng og jeg ligger bare og piber over at gå i første G. Jeg har sgu da egentlig også glemt at lave mine Matematik lektier.
Endnu mere irriteret over min mangel på sørgmodighed og min hjernes evne til at forbinde totalt forskellige og irrelevante ting hiver jeg dynen op over min krop og prøver at falde i søvn.
* * *
Okay, jeg fatter ikke hvad der lige skete. Det ene øjeblik har jeg lige sat mig ned til Religion og fået af vide at vi skal snakke om troen på livet efter døden inden for de forskellige religioner og i det næste øjeblik er timen ovre og Johanna der sidder til venstre for mig er begyndt at græde efter en oprivende fortælling om en bekendts død.
Og så har en anden en bare siddet og set Friends episoden fra i går aftes på repeat på den indre flimmerkasse. Ej, men for fanden altså. Jeg får lyst til at sætte mig selv i skammekrogen eller et eller andet.
På den anden side er det heller ikke ligefrem overvældende fristende at sidde i et hjørne og inhalere kæmpe støvbolde blandet med tavlekridt lidt for tæt på et gigantisk stankelben som jeg sværger min fætter også klagede over da han gik her for nogle år siden.
* * *
Endelig er det frokostpause. Alle dydigbørnene sidder pænt bænket ved de lange kantine borde, men mig og Mikala har taget plads ved en af radiatorerne i siden af rummet for at holde varmen. Ej hvor jeg savner sommeren.
Jeg overvejer lidt om oldemor husker den solbeskinnede eftermiddag ved min fødselsdag som var en af de sidste gange hun kom ud af plejehjemmet. Jeg gør i hvert fald nu hvor det er en råkold December måned og julesangene fræser ud gennem radioen nonstop samtidig med en million kravlenisser griner og rækker tunge af en fra alle hylder og kanter.
Det er egentlig også ved at være tid til at tage noget sol nede i solariet ved bageren. Ej nej nej, endnu engang fører tankerne om oldemor til noget fuldstændig andet, hvad er det lige der sker for mit hoved?
Fortrydeligt tager jeg en bid af det kantinen bilder os ind er en tun sandwich. Mest af alt smager det som om brødet er lavet af karton rester fundet i formningslokalet og den gnalling tun de har kunnet undvære er blandet op med så meget mayonnaise at man alligevel ikke kan smage det. Jeg stikker hånden ned i en lille pose Kim's chips.
Mikala gør det samme med den pose Matadormix hun har liggende i vindueskarmen efter hendes plastic gaffel gik i stykker da hun endelig fandt et lille stykke kylling i hendes 'Kylling salat'. Længe leve sund skole mad!
"Skal vi ned på diskoteket i aften?" spørger hun og tygger på en vingummibamse.
Jeg trækker på skulderne, nikker så og siger "Jah, hvorfor ikke?" imens jeg studerer en chips der er totalt forkullet. Allerede nu har jeg vist mere interesse i den chips end jeg har i nogle af de timer jeg havde til formiddag.
Mikala tilter hovedet til siden "Skal vi pjække fra gymnastik?"
"Jah, hvorfor ikke?" svarer jeg igen, men denne gang mere entusiastisk. Alle der har spillet et boldspil med mig ville opfordre mig til at pjække. Mikala derimod er super god til alt det der atletiske vi bliver udsat for. Hvordan den pige har lært at kaste et spyd ved jeg sgu ikke, men jeg ved så heller ikke hvorfor vi overhovedet skal lære det.
Det er ikke ligefrem det der bliver sat mest pris på til jobsamtalen. "Nå, kan du finde ud af at bruge et kasseapparat?" "Nope, men jeg kan kyle et spyd afsted efter kunderne." Æhm, nej ik' rigtig nyttigt vel.
Mikala griner lidt og før jeg ved af det har hun fyret en af de lakridser som ingen nogensinde spiser direkte ind i tindingen på mig. Jeg griner igen og kaster chips efter hende. Hun kyler en til lakrids efter mig så jeg snupper en håndfuld salat fra hendes bøtte og strøer det ud over hendes hår. Vores latteranfald har tiltrukket os opmærksomheden fra nogle af alle dydigbørnene der sidder nærmest.
Vi kan ikke holde de rige børn ud. Eller egentlig er det dem der er utilfredse med alle os middelklasse børn der aldrig har sat fod i en Gucci butik som er begyndt at strømme ind på deres gymnasium.
Mig ligger de ikke så meget mærke til i mine anonyme jeans og T-shirts. Selvom min "Bevar Christiania" sweater har skaffet mig mere end et misbilligende blik i de seneste vinter måneder. Jeg er ligeglad, den er varm!
Men Mikala kan de ikke snuppe. Hun elsker at gå i sin mors aflagte ungdoms klude fra 70'erne og 80'erne i stedet for at købe nyt tøj og hendes hår skifter farve ligeså tit som et lyskryds. Grøn, gul, rød, blå. Se min kjole, den er alle farver... Og hvor kom dét så fra?!
Lige nu er hendes hår en mørk lilla farve, forholdsvist anonymt for hendes typiske stil og jeg purrer op i de korte lokker før jeg spørger hende om vi skal skride. Hun svarer ved at kyle vores sørgelige madrester ned i skraldespanden.
Vi sidder to på Mikalas cykel ind til byen hvor vi bruger resten af eftermiddagen på at fodre duer med pølsebrød og griner af de fulde turister. Da vi siger farvel aftaler vi hvornår vi skal mødes på diskoteket om aftnen.
* * *
Derhjemme hænger den dårlige stemning stadig tungt over huset så jeg tramper direkte op til mit værelse og åbner mit klædeskab der er så proppet at noget tøj falder ned på gulvet idet skabsdørene bliver åbnet.
Jeg bider mig i læben "Jeg har ikke noget at tage på i aften." fortæller jeg mit skab som om jeg forventer det på magisk vis skal forstå mig og spytte det helt rigtige tøj ud. I stedet ender jeg med at kyle den ene top efter den anden over min skulder. Til sidst finder jeg allerbagerst i et hjørne, rullet sammen til en bold, en rød top jeg fik til en skolefest i ottende.
Stoffet er elastisk og tætsiddende og toppen har korte ærmer og v-udskæring. Efter lidt overvejelse krænger jeg den på og vender mig i profil mod mit spejl. Hmm. Jeg er godt nok vokset lidt siden ottende klasse. Der er et stort stykke bar mave fra hvor toppen slutter til bukselinningen på mine mørke jeans. Jeg suger maven ind. Nu sidder toppen meget flottere, men så er mine bryster godt nok også ved at falde ud af den.
Jeg beslutter det nok skal gå og har da også den vinrøde top på imens mig og Mikala utålmodigt står i kø til diskoteket. Hun har en superkort tresser kjole på med store øreringe og lange støvler. Jeg føler mig som en reject fra et Føtex katalog ved siden af hende og suger maven endnu mere ind idet vi kommer indenfor og efterlader vores jakker og trøjer i garderoben.
Egentlig er vi for unge til at komme ind på diskoteket, men det går de ikke så meget op i når salget ikke kører så godt. Oppe i baren planter vi os på hver vores barstol og jeg finder ud af det er endnu sværere at suge maven ind når man sidder ned.
Mikala ligger ikke mærke til noget og bider distræt i sugerøret fra hendes vodka og juice imens hun kigger rundt på dansegulvet. Jeg kan mærke flere fyre stirre på min kavalergang der da også ser større ud en nogensinde før. Der går ikke lang tid før jeg trækker Mikala i ærmet "Hey, giv mig lige dit garderobe nummer så jeg kan tage din cardigan på ud over den her top."
Jeg gestikulerer mod mit katastrofe valg af et outfit, men Mikala smiler "Hold nu op, du ser da vildt flot ud i den top!"
"Mikala," begynder jeg i den mest seriøse tone jeg kan klare "jeg suger maven så meget ind at det ender med jeg har den her barstol oppe i røven snart." jeg griner skævt til hende og skal lige til at tage del i hendes krampagtige latteranfald, da jeg hører en stemme bag mig, tydeligvis underholdt.
"Jeg synes ellers du ser meget dejlig ud."
Jeg drejer rundt på min barstol og ser lige ind i en tonet brystkasse gemt under en sort T-shirt inden jeg kigger op og møder et par varme, brune øjne der smiler ligeså meget som hans mund gør. Dejlig. Hvem siger egentlig dejlig? Ikke lækker eller noget andet plat, men dejlig. Jeg sidder som en anden mongol og smager lidt på ordet i stedet for rent faktisk at sige noget.
Bag mig kan jeg høre Mikala stadig desperat fnisende, men jeg gætter på hun griner af mig nu og ikke med mig.
"Øh hej." får jeg endelig sagt. Flot, virkelig flot, nedlæg ham med din elegante veltalenhed Mille! Jeg får lyst til at rulle øjne af mig selv.
"Hej." pyh! Lettelse, gudeskabningen her foran mig vil stadig gerne snakke med mig, på trods af mit verbale spastiske handicap. "Hvad hedder du?"
Right, det skulle jeg have spurgt om i stedet for at bryde ud i det altid så smarte "Øh." Øh er jo ikke engang et ord! Nærmere bare en lyd, der har lidt for meget stenalder hulemenneske over sig. Efterhånden går det op for mig jeg skulle overveje at svare! Doh, altså!
"Jeg hedder Mille," jeg peger med en tommelfinger over min skulder "og det er min veninde Mikala." Jeg får helt lyst til at tilføje "Du ved ligesom i M&M's?" siden det altid fik os til at grine da vi var mindre og så ellers spørge om han ikke har lyst til at smække sin røv i sædet og bestille en bajer.
Men nogle gange kan man også være lidt for meget sig selv.
"Men egentlig hedder jeg Camille." det er kun min mor der kan være så tarvelig at kalde sit barn det! Camille. Helt ærligt, folk venter jo bare på at få lov til at sige "Hehe ligesom med Kamillete. Hehe." øh nej ikke ligesom i kamillete din spade, der er jo ikke nogen, ikke engang min mor!, der navngiver deres barn efter en drikkelse.
Men Wonder Boy foran mig siger bare "Jeg fortrækker Mille." og min mund falder åben i overraskelse idet jeg udbryder "Jeg fortrækker også Mille!" ... Fuck nu af med de smarte kommentarer Dumme Mille, det gættede han jo nok godt siden du selv præsenterede dig sådan! Come nu on!
Jeg virrer lidt med hovedet som for at ryste de allerede pinagtige øjeblikke af mig, imens jeg får taget mig sammen til at spørge "Og hvad hedder du?"
Wonder Boy smiler stadig til mig, helt uden at se nedladende ud hvilket jeg finder ret imponerende, jeg har svært ved ikke at se ned på mig selv lige nu!
"Jeg hedder Jan, ikke så fint som Mille," fint og dejligt man kunne jo godt få ideen at Dumme Mille ikke helt har ødelagt det endnu. Nu er det Jan der peger bag sig "og det her er mine venner Thomas og Christian."
Jeg havde godt lagt mærke til de to fine drengebørn bag ham, nervøst småtrippende. De ser så forfinede ud med deres små spidse næser og lange, slanke legemer at man bliver helt bange for at den dunkende bas herinde skal ødelægge dem.
"Vi går på musik konservatoriet sammen." Musik konservatoriet? Normalt kommer de rige børn ikke hernede ved os og leger, jeg kigger så diskret jeg kan på Mikala der ser ligeså forvirret ud. De rige og smarte unger plejer at holde til på nogle klubber i den anden ende af byen.
Jeg vil dog stadig gerne snakke lidt mere med Mister Music og gestikulerer overhovedet ikke en skid diskret mod barstolen foran mig imens jeg bevidst kigger efter flere tomme stole i nærheden af Mikala så jeg kan tørre gulddrengene af på hende.
Hun smiler indforstået til mig og hopper ned fra sin egen stol imens hun hiver den eneste anden ledige stol over imod sig "Her, I kan bare tage dem, så sidder jeg bare på skødet af en af jer." englebørnene sætter sig ned med nervøse bevægelser, dét er de åbenbart ikke vant til hvor de kommer fra.
Jeg bider mig i læben for ikke at komme til at grine indtil Mister Music fortsætter "Jeg spiller cello, bare så du ved det." Cello? Hvem ved overhovedet hvad det er?! Hvad er der nu i vejen med et godt gammeldags klaver? Eller en blokfløjte som er det eneste instrument jeg nogensinde har kunnet spille en anstændig tone på. Og det var da også kun fordi vi blev tvunget til at sidde og spytte i dem i folkeskolen.
"Virkelig?" jeg håber jeg lyder imponeret og ikke bare komplet forvirret og en lille smule beruset "Jeg går bare i første G." tilføjer jeg for ligesom at bevise at jeg godt kan fungere mentalt bare engang imellem.
Jah, sådan ca. hvert andet år, wohoo!
"Virkelig?" Han gentager mit svar fra før og jeg overvejer lidt om min top har fået ham til at tro at jeg eventuelt havde min daglige gang inde på Istedgade eller så noget.
Bag mig kan jeg høre at Mikala er yderst fornøjet sammen med Thomas og Christian, som hun har plantet sig på skødet af, og jeg begynder at få lidt ondt af dem for de ser stadig ret foruroligede ud. Men så når jeg lige at se dem smile et smil der er helt privat til hinanden inden Thomas giver Christians hånd et klem. Dumme Mille, de smukke drenge er jo kærester!
Tiøren falder også for Mikala og ud fra hvad jeg kan høre synes hun nu at de er endnu mere nuttede. Med en let panderynken kigger jeg tilbage på Jan, gad vide om han også er?
Men sådan som han smiler til mig og så bevidst han er om sin effekt på piger ved jeg godt selv svaret.
Jeg smiler igen imens jeg desperat ransager hjernen for om jeg har spist noget der kunne sidde fast imellem tænderne som kæmpestor, lysende neonreklame for udødelighed og dets mange frynsegoder som f.eks. pinlige fadæser med underskøn fyr.
Aldrig har stilhed været så højt som den der tårner sig op imellem os imens jeg bruger min tunge som indbygget tandstik hvis nu livet skulle være så tarveligt at birkes fra mit rundstykke i morges har undsluppet to omgange tænderbørstning.
Jeg vil så frygtelig gerne sige et eller andet klogt, sjovt, sødt - om ikke andet burde jeg da kunne fremstamme et "Øhm, jeg går lige på toilettet." men min mund er lukket med syv segl hvis ikke flere. Hvorfor egentlig segl? Og hvorfor præcis syv? Hvorfor kan ens mund ikke bare være lukket? Og er det her virkelig øjeblikket til at overveje det?
Ding dong Mille, det er på tide at komme tilbage til jorden som, dog sagt uden sikkerhed, er den planet du er født på.
Best-Case scenario ville jo være hvis jeg fik åbnet munden og talt noget musik med den fine dreng fra musikkonservatoriet. Men at spørge om han ikke også bare syntes at Kashmirs nyeste cd er for fed er nok ikke lige det man diskuterer med en der spiller cello.
Hans cello! Det er jo det jeg skal spørge til for at virke sød, klog og interesseret. Nu ville det så hjælpe hvis jeg vidste hvad fanden det var for et instrument. Cello. Lyder mest af alt som italiensk dessert.
Kunne selvfølgelig spørge om han nogensinde har spillet en solo? Det må da gælde for alle instrumenter. Men altså "Har du så spillet solo på din cello?" lyder jo så åndssvagt. Selvfølgelig har manden da det, og som om det ikke er slemt nok at stille et så indlysende spørgsmål så lyder det fandme som et rim fundet på af en femårig der ikke helt har fanget konceptet. Det ville dog være ret vildt hvis en femårig kendte ordet cello.
Ej, jeg kan jo ikke åbne munden når det er så noget her der fiser rundt inde i knolden på mig. Fuck it, jeg nynner.
Så nu sidder jeg her med Mister Music foran mig, hektisk øldrikkende (Sikkert fordi han fortryder overhovedet at have indledt samtale med mental case nr. 47 a.k.a mig) og nynner!
Jeg kender ikke engang den halvsløve sang de spiller lige nu som folk står og svajer til så jeg må fake sans for melodi så godt som jeg nu kan imens en overvældende træng til at hæle en flaske tequila ned i halsen overtager.
Men så sker der et lille mirakel, Mister Music åbner munden. Endelig, en mulighed for samtale!
"Skal vi danse?"
Oh no, plan har givet bagslag på den monumentale skala! Hvordan forventer han at jeg skal kunne danse når jeg ikke engang kan skrue en fornuftig sætning sammen? Men jeg kan jo heller ikke så godt sige nej og vende tilbage til at sidde her og nynne som en anden pensionist der er gået fejl af bingo hallen og det lokale diskotek.
Jeg nikker og får mumlet noget der forhåbentlig lød som "Oh-kaay?" imens jeg glider ned af den høje barstol og mærker min krop give et underligt spjæt idet Jan tager min hånd i sin. Han får guidet mig sikkert forbi dansende par ud på midten af dansegulvet hvor han trækker mig ind til sig og begynder på en svajende dans ligesom alle andre.
Jeg lukker øjnene og hviler panden mod hans brystkasse imens jeg koncentrer mig om at trække vejret og flytte fødderne samtidig. Ikke så nemt som man måske tror.
Men efterhånden falder vi ind i en god rytme og jeg bliver nærværende nok til at nyde de varme hænder der ligger foldet over min lænd nu og den måde han dufter af mand, sådan en blanding af aftershave og muskler. Hvis muskler kunne dufte.
I hvert fald er jeg drevet langt væk i drømmeland indtil jeg pludselig hører mig selv spørge "Har du en oldemor?"
Nej. Nej, nej, nej, nej, nej, nej! NEJ! Og også lige et par fuck! På den absolut helt vildt ufede måde.
Jamen altså hvad er det der sker? Åbenbart siden tanker om syge oldemor fører til uanstændige tanker fører uanstændige tanker også til tanker om syge oldemor.
Kunne jeg forhelvede ikke bare have spurgt om han havde en Tic-Tac? En neglerod? En Actionman?! Alt andet end en oldemor altså.
Jeg bliver ved med at holde hovedet bøjet og mine øjne lukkede imens jeg kan mærke mine kinder flamme op til tomatrød farve der spreder sig helt ned til halsen. Hvis jeg ikke kan se ham, kan han ikke se mig.
Heldigvis vælger Mister Music at ignorere mit mongolagtige munddiarré og danser videre med mig indtil sangen er slut. Så er han faktisk endda så venlig at spørge om mit nummer. Hvad havde jeg selv forventet? I hvert fald ikke at han skulle give mig sit. Det ville da være det samme som hvis en forældre bad en børnelokker om at passe deres barn. Absolut garanteret katastrofe.
I mega bedøvet tilstand (Overdosis af pinlighed) skriver jeg mit mobil nummer på Mister Music's cello spillende hånd inden han klapper mig blidt på armen og henter Thomas og Christian for at gå hjem.
Mikala står ved min side kort efter med sjællands største smil, klar til de hede detaljer.
"Jeg spurgte om han havde en oldemor." fortæller jeg blankt.
To sekunders stilhed "Selvfølgelig." nikker Mikala og får mig bakset ud i en taxa.
* * *
Åh nej, sollys! Jeg løfter svagt hovedet, men kan allerede mærke det. Det er en af den slags morgener. De morgener hvor man vågner op med halvdelen af tøjet stadig på, oftest urimelig fordelt på bh, cowboybukser og en enkelt sok.
Jeg mærker efter; jep, bh'en er stadig på, men jeg har sovet på siden så det ene bryst har været så godt klemt imellem armen og kroppen at bøjlen har efterladt et dybt indtryk som jeg ikke er sikker på går væk.
Savlet er tørret godt ind i mundvigen, øjenvipperne er næsten klistret sammen af søvn og min kind har samme mønster som min pude. Med lidt held har jeg også ånde som et offentligt toilet. Da jeg endelig får mine øjne helt åbnet og har vænnet mig til det skarpe sollys kan jeg se mit hår, som altid, ligner det er blevet sat stød til. Og der er så meget gammelt, udtværet make-up i krydderen på mig at det er den samme pandabjørn i spejlet fra sidste weekend der fortæller mig at næste gang skal det være anderledes!
Pftt, som om.
Og ikke nok med det gør mit hoved så ondt at det føles som om nogle har knaldet et rensdyr gevir ind i det! Med takkerne først!
På usikre Bambi ben får jeg rejst mig fra min seng og krænget en T-shirt over hovedet der har ligget på gulvet i et uspecificeret antal dage. Forsigtigt går jeg nedenunder, men der er ingen tegn på at mine forældre hjemme. På Cola flasken har min mor klistret en gul post-it seddel fast (Er man virkelig så forudsigelig at de ved hvor man først går hen om morgenen?) "Vi er ude for at besøge oldemor."
Hmm, man burde vel have været inviteret med. Jeg tager en tår af colaen, direkte fra flasken, længe leve opgør! Oldemor. Ordet tricker minder fra i går aftes. Jeg når lige at stavre ud på toilettet og brække mig. Derefter sidder jeg lidt på det kølige badeværelses gulv og overvejer om jeg har kræfter nok til både at lade være med at tænke på fiaskoen i går OG nå ind på sofaen så jeg kan besvime i en 7 timers lur.
Meget uoverskueligt. Nærmest en bjergbestigning! Bortset fra selvfølgelig at gulvet er helt fladt. Det var nu man skulle have et badekar, så kunne man have sovet dér. Kan man egentlig ringe efter flyttefolk og bede dem om at flytte en fra et rum til et andet?
Nej, måske ikke.
Med et suk kommer jeg på benene igen og står stille indtil rummet ikke længere drejer rundt. Idet jeg passerer køkkenbordet griber jeg ud efter den trådløse telefon med alle intentioner om at ringe til Mikala og bestikke hende med hvad som helst til at lave mine lektier.
Alt for optimistisk, ligeså snart jeg ligger på sofaen går jeg ud som et lys.
* * *
Mandag morgen nu. Alle vores snoldede Religion timer ligger fandme i første time! Men okay, i dag vil jeg altså prøve at følge med. Det kan jo også sagtens blive interessant.
Men så er det bare at vores lærer, frøken Lone Hansen fra Ringkøbing of all places!, ligger ud med "Nå, hvem herinde har prøvet at meditere?" Er der ikke et skoleforbud mod gamle hippier klokken ni om morgenen?
"Det siges jo at meditation er godt for," hun begynder at remse op og jeg tegner kruseduller i mit kladdehæfte. Bliver først nærværende idet hun skal til at slutte af med "ja nogle siger faktisk at det kan fremme seksuel lyst."
OKAY! Er der ikke nogle der kan give den dame en seriøs time-out indtil hun skal på pension! Helt ærligt! Der må sgu da være en lov der dikterer at det er forbudt at snakke om seksuelle lyster når man er så gammel man ligner en dårlig parodi på et rynket æble i ansigtet.
Hun griner lettere manisk totalt blind for at halvdelen af klassen rykker ubehageligt rundt på deres sæder indtil hun lader bomben falde "Men egentlig synes jeg man bedst kan bruge det til at få sit liv lidt ind under mikroskopet."
Skrid hjem til dit kollektiv i Ringkøbing! Jeg skal da ikke have mit liv under noget som helst mikroskop. I hvert fald ikke hvis det ikke skal ende brat!
Jeg skal høre på dig hver evig eneste mandag morgen, jeg udviser stort set ligeså meget sympati som Pia Kjærsgård i den lokale forening for Muslimer I Danmark og socialt kan en Chimpanse begå sig bedre end mig! Der er vist ikke noget af det der skal nærstuderes grundigt.
Jeg burde faktisk klipse et kæmpestort "Ude af drift" skilt fast i panden på mig selv og så ellers sætte mit liv ud til storskrald. Det kan ikke engang genbruges. Åh gud hvor jeg hader mandage.
Endelig ankommer den længe ventede frokost pause så en eller anden (Læs: mig!) pebernøds gumlende kan klage over 70'er levn af en lærer imens en anden en (Læs: Mikala!) kan få sin Mars Bar galt i halsen midt i et grineflip.
Jeg bliver endelig færdig, både med at klage og gentagende gange knalde hovedet ind i radiatoren før Mikala begynder at bore i hvad der skete med Mister Music.
Jeg trækker på skuldrende "Mik, jeg aner virkelig ikke hvad der foregik i mit hoved der, en ting er i hvert fald sikkert; han får rimelig hurtigt vasket mit telefonnummer af sin hånd!" og får sikkert også taget en IQ test. Bare for at finde ud af om min mangel på samme smitter eller ej.
Mikala skifter hurtigt emne for at tale henført om Christian og Thomas mens jeg lytter i stilhed, men hæver dog et skeptisk øjenbryn "Du ved godt de er taget ikke? Af hinanden. Der er ligesom zero chance for at du kan udkonkurrere en af dem."
Hun smiler skævt til mig "Må jeg så ikke få dem begge to?" spørger hun fnisende og jeg ryster på hovedet. No way må hun få to, når jeg ikke engang har én!
Med musikdrengene skubbet godt om bagerst i hovedet (Hvor der sjovt nok er overraskende meget plads i mit tilfælde) lader vi øjnene glide rundt i kantinen for at diskutere mulige kandidater til det der kæresteri.
Mikala forslår først Simon Frederiksen som jeg engang dansede tæt med til Elskovspony af Johnny DeLuxe. Jeg slår straks hårdt ned med et gennemskærende 'Nej', han trampede fandme så mange gange på mine tæer at de stort set var flade da jeg svagt haltende tog hjem.
Optur: Han har en god krop.
Nedtur: Fare for fysiske skader.
Bagefter forslår hun Mikkel Kjær som godt nok både er sød og har god humor, men han er også en no-go. Jeg har kendt ham siden børnehaveklassen og nægter pure at gå ud med en der har kendskab til min ex-tilbedelse af Spice Girls og ham flødebollen fra Backstreet Boys. OG billeder som bevis for at det ikke skal være løgn.
Optur: Han har god humor.
Nedtur: Fare for psykiske skader. Og jeg kan ikke ligefrem tillade mig at tage chancen.
Mikalas sidste forsøg er at Daniel Whats-his-name fra vores Dansk klasse, men tredje gang er ikke lykkens gang for nægter også at date en der rent faktisk udtaler o'et i onsdag som et o i stedet for et å. Ooonsdag. Nej altså.
Peter som er i de fleste af mine timer ville ellers have været mit eget bud på trods af han er klog og jeg derfor helt sikkert ville gøre mig SÅ meget til grin, men han er også sjov. På den hurtige, kloge måde. Og ret flot. Som i at han har Nordeuropas flotteste øjne.
Men Mikala er 100 % overbevist om at han er et røvhul fordi han har penge. Hun har endnu ikke nogen beviser, men alligevel også alt for uoverskueligt at begynde noget med en Hellerup dreng. Tænk hvis jeg skulle møde hans familie. Ville kun kunne gå galt.
Jeg tænker over det igen imens jeg cykler hjem efter at have voldtaget slikhylderne i den lokale kiosk. Kan jo nemlig i princippet ikke vide om Mister Music har endnu finere familie, så måske er det faktisk en god ting han ikke ringer.
Who am I kidding?
Ville jo være sådan et selvtillids boost hvis han gjorde. Og han var virkelig cool. Egentlig ret frustrerende Mikala ikke kunne være sammen her til eftermiddag. Hun skulle noget med sin mor. Hvad skal jeg så lave?
Har brug for større omgangskreds. Men virker på den anden side ikke så vigtigt når man har bedsteveninde med personlighed der kan fylde et helt rum. På den fede måde, modsat til mig der kan det samme. På den akavede og belastende måde.
Hvad laver man på de eftermiddage hvor man ikke traver byen rundt efter et par helt bestemte sko, mixer brownie dej kun for at spise den inden de er bagt eller laver lister over hvad den perfekte film søndag ville være?
Skal man egentlig sætte sig ind i politik når man efterhånden snart er gammel nok til at stemme? Nah, for omfattende har trods alt kun en eftermiddag.
Når jeg er hjemme slingrer jeg lidt på cyklen i indkørslen inden jeg står af, havde ikke troet mine forældre ville være hjemme fra et til besøg hos oldemor endnu, men der holder en stor 3x34 vogn foran hoveddøren. Jeg kanter mig forbi hæren af flyttemænd og skal derefter skræve over et hav af papkasser i entreen før jeg finder mine forældre i stuen.
"Vi har været i Ikea." fortæller min mor bare. Jeg nikker lidt. Ville fandme ønske mine problemer også kunne løses med svenske lavprismøbler.
Må nok i stedet trøstespise svensk lavpris chokolade. Jeg når lige at rive papiret af min plade Marabou chokolade og brække et stykke af idet min telefon ringer.
Fuld af håb om at det er Mikala der alligevel har tid til at lege med mig propper jeg chokoladen i munden og springer frem for at tage telefonen "Harj." - Dejligt man snakker så charmerende med munden proppet.
"Hej det er Jan, er det Mille jeg har ringet til?" lyder det så fra røret. Jeg ryger ud i et langt hosteanfald efter at have fået chokolade galt i halsen af bare overraskelse.
Han må tro der er støj på linjen inden jeg endelig klarer at fremmumle "Hvorfor ringer du?!" var meningen det skulle lyde overrasket og mindre anklagende. Som om jeg ikke har tænkt mig at hvæse hele resten af samtalen.
"Faktisk ville jeg bare invitere dig ud og spise. Hvis du altså har lyst." tilføjer Mister Music tøvende. Jeg må virkelig have skræmt ham. Og mine humørsving må også være rimelig irriterende egentlig.
For nu synger jeg næsten af glæde "Jah selvfølgelig vil jeg det, hvor og hvornår?" min iver må have forvirret Wonderboy endnu mere for han tøver i længere tid før han forslår en italiensk restaurant han kender.
Italiensk. Som i hvidløgs ånde og grønne ting siddende imellem tænderne? Come on Wonderboy, giv mig i det mindste en chance. Jeg trækker lidt på mit svar og håber han i stedet vil forslå kinesisk.
"Please vær perfekt og tankelæser" gentager jeg i en lydløs bøn indtil Mister Music griner ind i røret "Okay jeg ved det, noget asiatisk i stedet for." oh my God! Han ER tankelæser. Og muligvis lidt perfekt. Kan man jo godt leve med. Vi aftaler hvornår han skal hente mig før han er nødt til at lægge på.
* * *
Oh my God! ... Sushi?! Han har simpelthen taget mig med til en sushi bar. Rå fisk og spisepinde. Fan-fucking-tastisk.
Hvorfor ikke bare toppe stemningen ved at fortælle mig at vi resten af aftnen skal lære mig at sluge ild samtidig med jeg kører på ethjulet cykel?!
Håber virkelig ikke han hørte mit lange suk da han åbnede døren ind til den funky, lille restaurant hvor vi sidder på puder på gulvet og drikker noget MEGET varmt te. Har virkelig ondt i kæbemuskulatur af at smile falsk i ca. en halv time nu.
Havde dog store problemer med at holde grimassen da jeg blev rakt menu kortet. Anede ikke var noget var siden det hele lød som noget fra Harry Potter eller Ringenes Herre.
"Jeg tager den stegte ork med en portion magi til tak."
Klarede mig dog rimelig acceptabelt ud af situationen ved at lade som om jeg var nødt til at tænke så længe over hvad jeg kunne tænke mig (Var ikke så svært siden jeg virkelig ikke havde lyst til noget som helst) og scannede menu kortet igen og igen (For at se om de eventuelt skulle have børnemenuer) så Jan til sidst bestilte hvad han ville have og jeg smilede høfligt og bad om det samme.
Så ser man lige mig håndtere noget succesfuldt!
Lige nu er han ved at fortælle om noget koncert han var til i går og jeg smiler og nikker imens jeg beder til det passer til samtalen og samtidig forsøger at finde en plan der får os ud herfra INDEN rå fisk ankommer sammen med små ris pølser.
Ris pølser? Lyder jo bare som kinesisk lort.
Og hvorfor har de overhovedet et akvarium ude i selve restauranten? Frygter hvert øjeblik at lille japaner der tog vores bestilling smutter hen til det med net og fiskestang. Og at maden på mystisk vis bliver serveret fem minutter efter.
"Undskyld ventetiden." siger hun så idet hun pludselig står og er ved at servere. Jeg har lyst til at spørge om vi eventuelt kan vente lidt længere, men er nok ikke en god ide.
Fuck hvor ser min mad klam ud. Og helt ærligt, tang? Hvad er der nu i vejen med Iceberg salat eller pasta som tilbehør?
Mister Music takker på japansk og pakker rutineret sine spisepinde ud inden han løfter glas med varm risvin til skål. Jeg flår lidt i papiret rundt om pindene før jeg også skåler og hurtig slynger vinen ned. Alkohol, ja tak!
Hvorfor har jeg kun fået en spisepind? Skal jeg så bare spidde min mad med den eller hvad? Kigger diskret ud af øjenkrogen på at Jan knækker pindende så der er to. Ahhh!
Noooooooo!
Prøvede at gøre det samme, men lykkedes selvfølgelig ikke helt. Halvanden spisepind sidder stadig sammen og den sidste del er fløjet lige ind i Mister Music's øje. Han kniber det hårdt sammen og holder så stramt om bordpladen at hans knoer bliver hvide samtidig med han udstøder høje, smerte lyde og en anden en undskylder og undskylder.
Alle andre herinde vender sig og glor imens 5 små japanere kommer løbende hektisk snakkende på en blanding af japansk og dansk.
"Gør det meget ondt?" spørger jeg så dumt. Nej da Mille, han har bare fået fucking bambus i øjet og sidder og piber over det for sjov!
Beslutter mig for at være lidt mere hjælpsom og forslår ham forsigtigt at prøve at åbne øjet der blev ramt. "Jeg ved ikke om jeg kan." fortæller han og kniber stadig hårdt sammen.
Af gud ved hvilken grund begynder jeg at fortælle "Ej det kender jeg godt, engang havde jeg glemt at fjerne mascara inden jeg gik i bad og da jeg fik det i øjnene sveg det bare SÅ meget! Kunne seriøst heller ikke åbne dem."
Hvorfor?! Hvad i al verden skal han bruge det til?!
Velkommen til aftnens episode af hit showet Dum, Dummere hvor temaet er Mille's Top Dumheder, stay tuned vi kommer til at være her hele aftnen.
Men var faktisk rigtigt svært at stå ud af badekarret i blinde, ret utroligt jeg ikke gled og brækkede noget.
Efterhånden får Mister Music åbnet øjnene og smilende undskyldt postyret til de 5 bekymrede tjenere, 2 kokke, 3 opvaskere, et postbud der tilfældigvis var derinde med en pakke og resten af restaurantens kunder imens jeg undskylder til ham på repeat.
Spørger med musestemme og øjnene omhyggeligt fikseret på bordpladen om han gerne bare vil hjem, men han smiler også til mig og siger at han har glædet sig til en aften med mig og får endda skaffet et par nye spisepinde til mig som han selv knækker over for at "undgå flere ulykker." som han siger idet han rækker mig dem og jeg forsøger at smile tilbage. På den ægte måde.
Gør ikke så ondt i kæbe mere.
Jeg ser på imens han stadig totalt rutineret får samlet fisk og ris pølse op med pinde, dyppet dem i anonym sovs og med stor nydelse tygger og sluger.
Jeg prøver at distrahere ham ved at spørge til hans familie og går så i krig med at vippe et stykke fisk af ris og derefter kun samle risen op og spise det. Er absolut ikke nemt.
Hvorfor må man egentlig ikke bare få kniv og gaffel? Når nu man ikke kan finde ud af det her. Dumme bestik racister.
Er racisme egentlig ikke ulovligt?!
"Racisme?"
Jeg hører godt Mister Music spørge om noget, men er stadig så optaget af mine egne tanker at jeg bare satser og svarer "Ja tak, en lille smule."
Kan tydeligvis se på hans ansigt det ikke var det rigtige svar og rødmer straks, inden jeg stammer lidt "Øh hv-hvad sagde du e-e-egentlig?"
Mister Music stadig meget forvirret "Du spurgte lige pludselig om racisme egentlig ikke er ulovligt og jeg forstod ikke hvor det kom ind i samtalen om min mors teater karriere så jeg gentog racisme og så sagde du..." han behøver ikke fortælle mere, jeg kan godt nu regne ud hvor dumt det må have lydt.
Tror faktisk ikke engang dumt dækker det.
Oh fuck!
"Ej, det må du altså undskylde, (Kan da ikke være normalt at have så meget brug for ordet undskyld på første date?) jeg var bare lige lidt væk i mine tanker og jeg vidste ikke jeg sagde det højt og ... jah. Undskyld altså! Jeg lover at høre efter nu." og at holde min kæft resten af aftnen.
Efter sushien endelig er overstået inviterer Jan mig på en godnat øl inden han kører mig hjem og jeg takker overrasket ja.
Klarer mig meget bedre i bar miljøet (Er det egentlig en god ting? ... Nok bedst ikke at tænke for meget over det.) og jeg får Mister Music til at grine flere gange over vores øl imens jeg æder peanuts i skjul for at blive mæt.
Det ender med at blive til to øl før Mister Music kører mig hjem og følger mig hele vejen op til min hoveddør før ...
* * *
"Kyssede han dig?!" Mikala er ved at falde ned fra hendes seng da jeg fortæller hende alle detaljer fra aftnen før. "Selv efter at du næsten gjorde ham blind og sagde ja tak til racisme?"
Jeg nikker, griner, bider mig i læben og prøver at ignorere Mikalas spørgsmål om jeg nu er helt sikker på Jan er nogenlunde normal.
For måske er han ikke oppe på det niveau hvor han sniffer lim, ser ting der ikke er der, går rundt i en forvasket badekåbe dagen lang og synes at Lost In Translation fortjente sin oscar, men der må da være et eller andet galt når han stadig er interesseret i mig. Ikke?
Jeg lader mine fortænder skrabe imod min tommelfingernegl for at styre lysten til at bide inden jeg besvarer Mikalas spørgsmål med mit eget. Hun er ikke til meget hjælp, synes bare Jan er en man holder fast i og at Lost In Translation er en skodfilm.
"Mik, har du nogensinde undret dig over at når der sker en noget godt bliver man straks mistænksom? Og forventer der enten er noget fusk ved det eller at det hurtigt må gå galt?" jeg ligger mig fladt ned på min seng, men rejser mig halvt op igen efter Mikala kyler en pude efter mig.
"Nej," hun smiler "for det er kun dig der ville tænke sådan efter at blive kysset af en fantastisk fyr."
* * *
Så blev det juleaften. Hjerternes fest og al det hurlumhej. Danskernes undskyldning for at spise grise, ænder, gæs og gemme egern mad i desserter for at belønne den uheldige vinder med endnu en gris, dog lavet af marcipan.
Min sentimentale mor insisterede hårdnakket på at oldemor skulle fejre en jul med familien inden det blev for sent, så hun er parkeret overfor mig i rullestol ved spisebordet. Hun smiler tandløst imens hun kæmper med bestikket, så min mor, der hver femte minut udbryder "Ih hvor er det altså hyggeligt!" med et bredt 60 watt smil, diskret må skære oldemors mad ud i overskuelige bider.
Jeg stikker til min kartoffel. Kan egentlig ikke fordrage rødkål eller sovsen. I aften kan jeg ikke lade være med at være misundelig på Mikala over hendes kæmpe familie af fætre og kusiner, tanter og onkler der alle sammen elsker hinanden. Især juleaften.
Jan er også sammen med sin familie i aften. Traditionel jul på en gård i Norge. Jeg fik ham til at love at sende noget sne i foret prøvekuvert, selvom han ikke var helt sikker på det kunne lade sig gøre. Jeg smiler lidt ved tanken, og endnu bredere efter mine øjne glider hen til gaven fra ham der ligger under vores ynkelige, sparsomt pyntede plastic træ.
Min far vil absolut have at vi skal synge og danse rundt om træet efter vi har spist, selvom jeg har lyst til at gå direkte til pakkerne. I stedet traver jeg rundt i en cirkel med mine forældre i hænderne og stemmer i en meget falsk udgave af Et Barn Er Født I Betlehem, Dejlig Er Den Himmelblå og Højt For Træets Grønne Top fordi "det skal jo også være lidt sjovt." som min far argumenterede med.
Jeg skuler og hvæser "Vid, det er en ære, dannebrog at bære." fordi min far syntes det er så smuk en linje, imens oldemor klapper henrykt i hænderne på trods af hun ikke helt ved hvad der foregår.
Endelig, endelig, endelig er vi færdige og det er gave tid. Jeg fandt en billig bog hos den lokale antikvitets forhandler til min far, en ubrugelig pyntegenstand til min mor og købte et farverigt strikket tørklæde som hun nu bider i. Men nåh ja, det er jo tanken der gælder.
Min mor bilder hende af ukendte grund ind at jeg har strikket det. Bagefter prøver hun at blinke sammensvorent til mig, men får på en eller anden måde halvdelen af ansigtet med i bevægelsen. Jeg smiler og stikker sarkastisk to tommelfingre i vejret. Oldemor fortsætter med at bide.
Den første gave jeg åbner er Mikalas, som viser sig at være en parfume jeg godt selv ved jeg har plapret om og hintet til i evigheder. Jeg griner lidt af hendes kort, "Hej skat, jeg ved jo du kan lide gaven så jeg håber du nyder din skod jul uden mig. Elsker dig!" hun har tegnet både en smiley og et lille hjerte på bagsiden, hvor forsiden er et sort hvid billede af Bob Marley med en joint i hånden og klistermærke af en nissehue hun selv har sat på hans dreadlocks.
Gaverne fra mine forældre viser sig at være en fantastisk, rosa farvet silke top fra min mor som jeg igen og igen takker for fordi jeg ved at den har været dyr og en ligeledes dyr og velduftende flaske bodylotion fra min far. Jeg har dog en snigende mistanke om at min mor har haft en finger med i spillet der.
Det er dog ikke så åbenlyst som at det er hende der i virkeligheden har købt min gave fra 'oldemor', en pakke brunkager. Helt ærligt! Tror hun virkelig jeg ikke ville lægge mærke til at det var hendes håndskrift på Til&Fra kortet?!
Endelig er jeg nået til gaven fra Jan. De andre har tændt for fjernsynet og slået sig ned i sofaen med en kop kaffe, så jeg sidder alene og åbner gavepapiret med dirrende fingre. Det første jeg får fat i en cd som en lille vedlagt seddel forklarer en noget musik han har indspillet til mig og en masse sommerfugle, muligvis et par øgler og drager oveni, kommer til live i min mave. Ud over cd'en kan jeg se en dvd som jeg ivrigt tager fat i.
Åh nej. Fra titlen kan jeg gætte at det er en meget lang, muligvis kedelig dokumentar han fortalte mig om på en vores første forholdsvis succesfulde dates og som jeg sagde jeg 'bare enormt gerne ville se' fordi jeg ikke ville virke dum.
Pludselig har jeg det ikke længere så dårligt over at give ham Garfield boxershorts.
Med et lille smil slutter jeg mig til min familie i stuen. Oldemor er igen begyndt at sutte på hjørnet af det tørklæde jeg møjsommeligt brugte evigheder på at vælge. Før jeg sætter mig ned klapper jeg hende let på håret og hun griner stille. Så er det at min far forslår vi spiller Matador. Og det virker egentlig som en meget god idé.
Pyha. Matador er altså et meget langt spil. Jeg har brugt al min energi på at prøve at score hoteller og oveni i det har jeg spist næsten en hel pakke brunkager, så det er med stor tilfredshed jeg kryber ned under mit sengetæppe.
Bip bip.
Nej, nej, nej. Hader pludselig folk der sender sms'er sent om aftnen, specielt når jeg er træt og tæt på at falde i søvn. Irriteret griber jeg ud efter min mobiltelefon i mørket.
"Ny besked fra: Mister Music "Læs nu?"
Okay, måske er det ikke så slemt alligevel. Hurtigere end det burde være muligt får jeg trykket på den rigtige knap og åbnet beskeden "Hej skønne! Norge r overvurderet & sneen r kold. Faktisk savner jeg bare dig. Men vi ses vel snart? Kys fra Jan."
Hmm, jeg kunne jo rigtig meget godt komme til at holde en lille smule af ham. Jeg ved knap nok hvad jeg skal svare så mine fingre kører bare hen over de små taster på mobilen før jeg endelig får stavet mig igennem et svar "Savner også dig. Men kold sne er da bedre end klamt sjap. Håber snart vi ses. Flere kys fra Mille."
Glædelig jul og god-nu-nat.
* * *
Okay, hvordan kan det være at livet absolut beslutter sig for at være helt vildt mega uretfærdigt? Er det bare en universal regel at når det går godt med noget i ens liv skal noget andet blive totalt lort?
Det er nemlig sådan at jeg er skrupforelsket i Jan nu, mere end jeg troede jeg ville blive, og han er til min overraskelse, og sikkert også flere andres, rimelig vild med mig.
Og vi sad sammen i eftermiddags helt normalt som vi altid gør, mig i den ene ende af hans seng med en krydsogtværs og han sad i den anden ende og læste en meget tyk bog, titlen var noget i retning af '1. Verdenskrigs Indflydelse På Polen'. Fedt tænkte jeg nu bliver jeg nødt til at lade som om jeg ved noget om det her.
Så rykkede lidt frem i sengen og gik i gang med diskret at læse bagsiden af bogen over kanten af mit blad så jeg kunne lade som om det var noget jeg kendte til senere hen når han vil diskutere bogen. Da hans øjne fandt mine smilede han og jeg smilede med det samme tilbage og kunne godt mærke at det var headed imod noget kysseri da min telefon ringede.
Med et bittert suk greb jeg ud efter den og svarede "Jah?!" det var min mor. Grædefærdig. Oldemor var død. Jeg blev fuldstændig tavs og Jan blev straks bekymret.
Nu sidder vi i hans bil på vej hjem til mig. Tror han bryder op til flere færdselsregler, men jeg kan faktisk ikke tage mig af det lige nu. Faktisk kan jeg mærke en lille bitte snert af kvalme ved tanken om ham. Og mig. Og hele ideen om at jeg bare har vandret rundt på en lyserød sky imens oldemor har fået det dårligere og dårligere.
Kan pludselig ikke få vejret ordentligt, bliver rent faktisk slået ud af den skyldfølelse jeg har nu over at have været så glad, så helt igennem lykkelig, når jeg burde have bekymret mig, været ude af mig selv.
Endelig holder vi foran mit hus og Jan spørger om at komme med ind, men jeg smækker hoveddøren i foran ham og går indenfor for at finde min mor. Hun sidder i sofaen og jeg ligger straks armene om hende og lader hende græde ud ved min skulder.
"Begravelsen er fredag." fortæller hun, nu hun har fået lidt styr på sig selv.
* * *
Dagene op til nu hvor vi alle sammen er samlet omkring graven har været et stort virvar af tårer og stress og ting der skulle løses som jeg faktisk knap nok kan huske.
Men jeg har tilgivet Jan. Og også mig selv. For nu forstår jeg endelig at hele ideen med at jeg skulle møde ham er at han skal stå med mig nu og holde mig i hånden.
Selv om det nu ville have været meget rart hvis jeg kunne have mødt ham under mindre pinlige omstændigheder.